Er den katolske bibelvidenskab loyal over for Guds ord?

I NYERE tid har katolske bibelvidenskabsmænd været meget virksomme og produktive. Spørgsmålet er imidlertid: Har de vist loyalitet over for Guds ord, Bibelen?

Disse bibelvidenskabsmænd er fremkommet med nogle udmærkede oversættelser af Bibelen, især på engelsk, fransk og spansk.a Desuden har katolske oversættere i nyere tid i det store og hele vist deres tilslutning til den indstilling der kom til udtryk i forordet til Jerusalem-Bibelen: „Den der oversætter Bibelen til sit eget sprog . . . [må ikke] påføre originalværket sin egen stil: dette ville være at undertrykke individualiteten hos de skribenter der, hver på sin måde, har reageret på åndens tilskyndelse. . . . Oversætterens første pligt er at gengive så tydeligt han kan hvad den oprindelige forfatter skrev. . . . Det vil afgjort være farligt at lade oversættelsens form gå forud for meningen.“

Jerusalem-Bibelen er især bemærkelsesværdig ved at den anerkender at det hebraiske tetragram, der står for Guds eget navn, ikke bør oversættes som et almindeligt navneord — sådan som de fleste nutidige oversættere gør det — men bør translittereres. Dette gør denne oversættelse ved at anvende navnet „Jahve“, en form af Guds navn, Jehova. Angående grundene hertil siges der: „De der måtte ønske at bruge denne oversættelse af Salmerne [kan] indsætte det traditionelle ’Herren’ i stedet. Derved vil man imidlertid gå glip af en del af originaltekstens farve og indhold. Det er således afgjort en tautologi [unødvendig gentagelse] at sige ’Herren er Gud’, mens dette ikke gælder udtrykket ’Jahve er Gud’.“ Dette er ganske udmærket og rigtigt sagt.

Nødvendigt at vise dømmekraft

Til tider kan man imidlertid i den katolske bibelvidenskabs arbejde spore en religiøs forudindtagethed. Et eksempel til belysning: Catholic Confraternity Version lader Jesus Kristus sige til sin moder ved bryllupsfesten i Kana: „Hvad vil du have mig til at gøre, kvinde?“ Dette kunne få læseren til at tro at Jesus søgte vejledning hos sin moder. Men i den katolske Jerusalem-Bibel står der: „Kvinde, hvorfor komme til mig? Min time er endnu ikke kommet.“ (Johannes 2:4) Af denne mere nøjagtige oversættelse fremgår det tydeligt at oversætterne af Confraternity-udgaven har været under indflydelse af deres kirkes lære angående Maria, Jesu moder.

At dømmekraft er påkrævet understreges yderligere når man iagttager hvordan pålidelige oplysninger somme tider blandes med kommentarer der nedvurderer Bibelen. For eksempel giver Jerusalem-Bibelen følgende indsigtsfulde kommentar til Første Mosebog 2:17, angående betydningen af at mennesket spiste af den forbudne frugt: „Hvad det [det faldne menneske] må savne, er evnen til selv at afgøre, hvad der er godt, og hvad der er ondt, og så handle i overensstemmelse dermed. Ved at gøre fordring på moralsk uafhængighed fornægter mennesket sin status som skabning. Den første synd var et attentat på Guds suverænitet, altså en hovmodssynd.“

Disse kommentarer røber en klar dømmekraft. Men allerede den følgende sætning afslører at oversætterne ikke har troet at Adam og Eva virkelig var til og bogstaveligt spiste af den forbudne frugt, for der står: „Dette oprør udtrykkes konkret ved, at Guds forskrift, fremstillet i form af forbuden frugt, overtrædes.“ (Kursiveret af os.) Efter hvad opslagsværket New Catholic Encyclopedia siger, er beretningen i Første Mosebog blot og bar allegori, ikke historie.

Læg mærke til hvordan New Catholic Encyclopedia (1967-udgaven) anlægger denne synsvinkel, idet den siger: „Det er tydeligt at fortællingerne i Første Mosebog om skabelsen af verden og mennesket, om Eden og syndefaldet osv., ikke virkelig er historie i ordets almindelige betydning.“ Samme opslagsværk siger videre: „Som litterært værk har Bibelen en tradition der indbefatter sagn som litterær genre og ikke forkaster mytologiske forbilleder fra andre civilisationer.“b

Er dette at være loyal mod Guds ord? Jesus Kristus henviste til skabelsesberetningen som faktisk historie, idet han udtalte: „Har I ikke læst at skaberen fra begyndelsen frembragte dem som mand og kvinde og at han sagde: Det er derfor en mand skal forlade fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to bliver ét legeme? De er derfor ikke længere to, men ét legeme. Altså, hvad Gud har forenet, må mennesket ikke splitte.“ — Mattæus 19:4-6, JB; Første Mosebog 1:27; 2:24.

Apostelen Paulus anså også denne beretning i Første Mosebog for at være historisk. Han advarede således de kristne imod at lade sig bedrage sådan som Eva var blevet bedraget ved slangens underfundighed. (2 Korinter 11:3) Denne advarsel ville have været formålsløs hvis ikke Eva virkelig havde været til og var blevet forført. Et sted hvor Paulus tilskynder kristne kvinder til at underordne sig, siger han desuden at Adam blev skabt først og at det var Eva, ikke Adam, der blev bedraget. (1 Timoteus 2:11-14) Nok en gang gælder det at apostelens argument ville være meningsløst hvis ikke beretningen i Første Mosebog var historisk.

Vandfloden på Noas tid

Ifølge Jerusalem-Bibelen er beretninger som den om vandfloden på Noas tid grundlagt på traditioner om hvilke den siger: „Man kan naturligvis ikke vente, at de skal indeholde nøjagtige oplysninger i moderne videnskabelig forstand.“ New Catholic Encyclopedia anslår samme tone: „Der hersker nu almindelig enighed om at episoden med Noa og arken ikke er et stykke historisk reportage men helt og holdent en opdigtet frembringelse af en helt anden litterær form. . . . At læse den som historie i den formening at det har været forfatterens hensigt at give en detaljeret beskrivelse af en hændelse i gammel tid fører kun til forvirring, til intellektuelle vanskeligheder, og dermed til vanskeligheder for troen.“

Men Jesus Kristus anså Vandfloden for at være en virkelig begivenhed, for han forudsagde at som det var i Noas dage, ville det også være i de dage hvor hans nærværelse fandt sted. (Mattæus 24:37-39) Apostelen Paulus fremhæver Noa som et eksempel på tro. (Hebræerne 11:7) Og apostelen Peter henviser i begge sine guddommeligt inspirerede breve til Noa og til Vandfloden. — 1 Peter 3:20; 2 Peter 2:5.

Hvordan med Jonas?

Lad os nu se på Jonas’ bog. Jerusalem-Bibelen omtaler den som „dette let komiske eventyr“ og siger: „Gud er også herre over naturens love, men miraklerne hober sig her op, som om det var lige så mange ’puds’, Gud spillede profeten: det pludselige stormvejr, Jonas, der udpeges ved lodtrækning, det frygtelige havdyr, olietræet, der vokser op på en nat og visner på en time — og alt fortalt med en åbenlys ironi, som ligger den historiske stil temmelig fjernt. Hensigten med bogen er både at more og at belære.“

Jesus Kristus betragtede imidlertid Jonas som en historisk skikkelse. For eksempel sagde han: „Der vil ikke blive givet [denne generation] noget tegn ud over Jonas’ tegn. Ligesom Jonas var et tegn for ninevitterne, sådan vil Menneskesønnen være et tegn for den slægt der lever nu. . . . Ved dommen vil Nineves indbyggere opstå sammen med den nulevende generation, og de vil fordømme den. For de omvendte sig ved Jonas’ forkyndelse, men I har en der er større end Jonas her.“ Jesus udtalte også: „Ligesom Jonas var tre dage og tre nætter i hvalens bug, således vil Menneskesønnen være tre dage og tre nætter i jordens indre.“ (Lukas 11:29-32; Mattæus 12:40, The New American Bible) Medmindre Jonas virkelig levede og kom ud for disse oplevelser, ville Jesu ord være uden kraft. Er disse katolske bibelvidenskabsfolk loyale mod Guds ord når de, i modsætning til Jesus Kristus, stempler Jonas’ bog som opdigtet?

Højsangen

Lad os se på endnu et eksempel, Højsangen. Ifølge Jerusalem-Bibelen kan denne bog ikke være blevet skrevet tidligere end i anden halvdel af det femte århundrede før vor tidsregning, altså længe efter kong Salomons tid. Interessant nok støtter 1908-udgaven af The Catholic Encyclopedia imidlertid den jødiske tradition der går ud på at den virkelig blev skrevet af Salomon; dette leksikon kommer med følgende betragtning: „Traditionen tilskriver, i harmoni med overskriften, Salomon sangen. Selv i nyere tid har ikke så få fortolkere anlagt dette synspunkt . . . De Wette siger: ’Hele rækken af billeder og forbindelser og beretningens livagtighed forbinder disse sange med Salomons tidsalder.’ Højsangen bevidner Salomons kærlighed til naturen (den indeholder 21 navne på planter og 15 på dyr), til skønhed og kunst, og til kongelig pragt . . . Der er også et tydeligt anstrøg af dyb følsomhed og af en kærlighed til fred som stemmer godt med Salomons ry.“

Evangelieberetningerne

Og hvordan betragter de katolske bibelvidenskabsfolk Bibelens beretninger om Jesus Kristus? Angående Jesu Kristi opstandelse fra de døde hedder det i New Catholic Encyclopedia: „Ethvert forsøg på ved hjælp af evangelieberetningerne at fastslå Kristi opstandelse som en kendsgerning . . . må begynde med erkendelsen af at disse beretninger ikke er Jesu biografier og endnu mindre videnskabelig historie.“ Men hvis de ikke er „videnskabelig historie“, hvad er de så? Digt? Sagn?

Denne erklærede katolske holdning til evangelierne går stik imod Jesu ord hvormed han forsikrede sine apostle om at „Talsmanden, Den hellige Ånd, . . . skal lære jer alle ting og minde jer om alt hvad jeg har sagt jer“. (Johannes 14:26, JB) Desuden er apostelen Paulus’ vidnesbyrd om Kristi opstandelse i overensstemmelse med evangelieberetningerne. — 1 Korinter 15:1-8.

Vil du være loyal over for Guds ord?

Den katolske kirke har opfordret lægfolket til at læse Bibelen. Men, som vi har set, siger dens bibelvidenskabsfolk meget der faktisk røber illoyalitet over for Bibelen.

Men hvad med dig? Betragter du Bibelen som Guds inspirerede ord? Hvis du gør, vær da loyal over for den. Læs og studér den regelmæssigt. Bibelen er ganske vist skrevet på en sådan måde at der er brug for menneskers hjælp til at forklare dens budskab tydeligt. Men bør alle der elsker sandheden ikke være omhyggelige med at sikre sig at de hos hvem de søger hjælp til at forstå Guds ord, er loyale over for det?

[Fodnoter]