Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w84 1/2 s. 4-7
  • Harmagedon — optakten til Paradiset

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Harmagedon — optakten til Paradiset
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1984
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Vejen til Harmagedon
  • ’På det sted der kaldes Har-Magedon’
  • Derefter — et fredfyldt Paradis!
  • Et sikkert sted?
  • Hvornår kommer Harmagedon?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1990
  • Harmagedon — En glædelig begyndelse
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2005
  • Den overhængende Harmagedonstorm
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1960
  • Hvad er Bibelens Harmagedon?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1964
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1984
w84 1/2 s. 4-7

Harmagedon — optakten til Paradiset

ISRAEL. Dette navn nævnes ofte i religiøse kredse når Guds store krig kommer på tale. Det er derfor ikke så mærkeligt at manges øjne er rettet mod Mellemøsten! Apostelen Paulus, der var hebræer af fødsel, skrev imidlertid: „Ikke alle som stammer fra Israel er virkelig ’Israel’. . . . Det vil sige, børnene ifølge kødet [kødelige jøder] er ikke virkelig Guds børn.“ Det jødiske folk gik glip af det privilegium at blive Guds „Israel“ da det forkastede Jesus Kristus som Messias. (Romerne 9:6-8; Mattæus 21:43) Den hebraiske profet Moses havde i øvrigt advaret om de ulykkelige konsekvenser det ville få hvis de kødelige israelitter valgte en kurs i ulydighed mod Jehova Gud. — 5 Mosebog 28:58-68.

Hvem er da det „Israel“ som Paulus talte om? Han forklarer selv: „Jøde er den som er det i det indre, og hans omskærelse er hjertets omskærelse ved ånd.“ (Romerne 2:28, 29) Profetierne om Harmagedon sigter derfor i første række til en verdenssituation og ikke til et sted i Mellemøsten, for eksempel det bogstavelige Israel.

Vejen til Harmagedon

Verdenskrige, jordskælv, fødevaremangel, stigende lovløshed — det var sådanne forhold Jesus sagde ville udgøre „tegnet“ på hans usynlige „nærværelse“ og på „afslutningen på tingenes ordning“. Som så ofte vist ud fra Bibelen i dette blad, har vi siden det bemærkelsesværdige år 1914 levet i denne ordnings sidste dage. Et yderligere vidnesbyrd herom er opfyldelsen af Jesu ord i vor tid: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:3-14) Medlemmerne af det virkelige „Guds Israel“ har ført an i dette arbejde, så budskabet nu forkyndes i 205 lande. „Enden“ må derfor være meget nær.

Men hvordan kommer „enden“? Det kan vi få et nogenlunde klart billede af ved at samle trådene fra de forskellige profetier i Bibelen.

Lad os tage et eksempel: Som Daniel profeterede, foregår der for tiden en kamp om verdensherredømmet mellem den kommunistiske „Nordens konge“ og den rivaliserende, ikke-kommunistiske „Sydens konge“. Hvad bliver det næste? Daniel forudså at den kommunistiske „Nordens konge“ ville tiltvinge sig magten over værdifulde materielle ressourcer, forbilledligt skildret ved „guld- og sølvskattene“. — Daniel 11:40-43.a

Ikke desto mindre vil verdenslederne på en eller anden måde få en aftale i stand. De vil råbe: „Fred og sikkerhed!“ (1 Thessaloniker 5:1-3) Den efterfølgende optimisme vil imidlertid hurtigt forsvinde. De politiske ledere, som er blevet trætte af den verdslige religions indblanding, vil slutte sig sammen for at tilintetgøre den — hurtigt og uden vaklen. Men det er Jehova Gud selv der sørger for at denne særligt dadelværdige del af Satans organisation, den falske religion, bliver ødelagt. — Åbenbaringen 17:1-18.

Det virkelige „Israel“ vil imidlertid overleve, dog ikke ved mirakuløst at blive bortrykket fra jorden, sådan som nogle af nutidens præster påstår. Profeten Ezekiel viser hvad der vil ske, idet han først citerer Satan (her kaldet Gog) for at lægge følgende planer: „Jeg vil drage op imod et åbent land og overfalde fredelige folk [Jehovas folk], som bor trygt.“ Drevet af sit indædte had til Guds „kvinde“ vil Satan angribe de sande kristne. (Ezekiel 38:2, 11, 12) Det endelige opgør, der er blevet forudsagt for århundreder siden, vil da nå sit højdepunkt.

Som svar på Gogs angreb vil Jehova gribe ind og forsvare sit folk. Det vil blive bevaret som en hævdelse af Guds hellige navn. Og dette vil ske fordi det er Jehova selv der har udløst Harmagedon. — Ezekiel 38:18-23.

’På det sted der kaldes Har-Magedon’

I Åbenbaringens bog i Bibelen blev det forudsagt at „urene inspirerede udtalelser“ ville gå ud til „kongerne på hele den beboede jord for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Drevet af dæmoninspireret propaganda ville „kongerne“ blive samlet „på det sted der på hebraisk kaldes Har-Magedon [Megiddos bjerg]“. — Åbenbaringen 16:13-16.

Der findes i virkeligheden ikke noget bjerg som har dette navn. Sandt nok blev der på Bibelens tid udkæmpet mange slag i nærheden af en by ved navn Megiddo. Men der var ikke og er ikke noget bjerg dér — kun en høj. Alle verdens hære kunne heller ikke få plads på Esdraelonsletten, neden for Megiddo, sådan som nogle forestiller sig. Udtrykket „Har-Magedon“ er øjensynlig afledt af Megiddo, men dets virkelige betydning ligger i selve ordet, der kan oversættes „bjerget hvor skarerne [eller tropperne] samles“. Af alt dette fremgår det at Harmagedon ikke er et sted, men snarere en situation, nemlig den situation at verden samles eller stilles op imod Jehova Gud og hans folk.

I dette afgørende øjeblik vil Jehova selv gribe ind i kampen. De politiske organisationer vil blive tilintetgjort ’mens de endnu er i live’ eller fungerer. (Åbenbaringen 19:20) Der vil udbryde panik når regeringsmagten bryder sammen! Jordens indbyggere vil opleve en rædsel der overgår enhver beskrivelse, når Jehova slipper sit arsenal af overnaturlige våben løs. (Ezekiel 38:18-23; Zakarias 14:12, 13) „[Jehovas] slagne skal på den dag ligge fra jordens ene ende til den anden.“ — Jeremias 25:33.

Jesus Kristus, Guds kvindes eller himmelske organisations ypperste „sæd“, vil lede de retfærdige himmelske hærstyrker til sejr. Satan vil blive besejret og kastet i „afgrunden“, hvor han vil være lænket i tusind år. (Åbenbaringen 20:1-3) Jehovas folk vil have erfaret hans beskyttelse og være blevet bevaret gennem Guds store krig. — Mattæus 24:21, 22, 37-39.

Derefter — et fredfyldt Paradis!

Umiddelbart efter Harmagedon vil jorden uden tvivl være en hærget planet. Opgaven i forbindelse med at gøre jorden til et paradis vil synes enorm. Men dette vil ske under Guds himmelske regerings ledelse. Med tiden vil hele jorden komme til at ligne de første menneskers smukke hjem, Edens have, hvor retfærdige mennesker vil ’fryde sig ved megen fred’, en fred der vil råde overalt på jorden. — Salme 37:11.

Til sidst vil jorden blive et paradis hvor menneskene kan glæde sig over mange åndelige og materielle velsignelser. Ja, ’Guds telt vil være hos menneskene’! Og efterhånden som menneskene lader sig lede af den himmelsk regering vil Gud „tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere“. (Åbenbaringen 21:1-4) Herlig fuldkommenhed vil træde i stedet for sygdom, sorg og endog død.

Et sikkert sted?

Det allervigtigste for os må derfor være at overleve Harmagedon og komme ind i det fredfyldte paradis. Vi kan imidlertid ikke finde sikkerhed blandt verdens mange religiøse sekter, kristenhedens indbefattet. De er ikke i overensstemmelse med Jesu udtalelse om at hans disciple „ikke er en del af verden“. (Johannes 17:16) De forkynder heller ikke den gode nyhed om Riget. (Mattæus 24:14) De såkaldt kristne trossamfund er opdelt i hundreder af sekter og lægger ikke den kærlighed for dagen som Jesus sagde skulle kendetegne hans sande disciple. — Johannes 13:35.

Hvor kan vi da finde et sikkert sted? I forbindelse med det sande „Guds Israel“. (Galaterne 6:16) Disse salvede kristne er ikke spredt blandt kristenhedens mange sekter, men er en del af én forenet organisation. Sammen med Jesu salvede disciple er der nu over 2.500.000 der håber på at overleve „den store trængsel“. (Åbenbaringen 7:9, 14) Disse organiserede lovprisere af Gud „påkalder [Jehovas] navn“ og har mulighed for at blive reddet. (Joel 3:5) Ja, de der tilhører det sande „Israel“ påkalder ikke alene Guds navn, men som Jehovas Vidner bærer de også dette navn. De vil med glæde hjælpe dig til at lære mere om hvordan du kan blive bevaret gennem Guds store krig med håb om evigt liv i et fredfyldt paradis.

[Fodnote]

a Se Vagttårnet for 15. oktober 1981, siderne 3-7.

[Illustration på side 6]

Råbet om „fred og sikkerhed“ vil lyde forud for et altomfattende angreb på religionen!

[Illustration på side 7]

Harmagedon er ikke dette område ved Megiddo, men en symbolsk verdenssituation

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del