Velsignet for at jage efter fred
APOSTELEN Peter sagde at de der ville „elske liv og se gode dage“ skulle „søge fred og jage efter den“. (1 Peter 3:10, 11) Det er ikke altid let at gøre det, men det fører til velsignelser. Lad os for eksempel betragte følgende oplevelse, fortalt af et Jehovas vidne i Canada.
Jeg var lige fyldt 20 og stod over for opfyldelsen af en drøm jeg havde haft siden min barndom. Jeg var blevet optaget i Canadas kongelige beredne politi (RCMP). Dermed begyndte — troede jeg — et helt livs karriere som politibetjent. Efter næsten 16 års tjeneste tog jeg imidlertid min afsked.
Før jeg forklarer grunden til at jeg forlod politiet, vil det måske være gavnligt at jeg fortæller lidt om mig selv. I min første tid i RCMP opholdt jeg mig i provinsen New Brunswick. Det var på det tidspunkt jeg mødte en sød ung pige der blev min kone. Vi boede i en meget lille lejlighed, og viceværten og hans kone var tilfældigvis Jehovas vidner. De forkyndte ofte for os. Men på det tidspunkt var religion langtfra det jeg satte højest i livet. Min kone derimod tog hurtigt imod sandheden og blev et døbt Jehovas vidne. Det var jeg ikke begejstret for — mildt sagt. Jeg gjorde alt for at få hende til at skifte mening, men uden held. Jeg indbød endog en lokal præst til at sætte tingene på plads for hende. Men når jeg ser tilbage på dette besøg tror jeg nok at præstens åbenbare mangel på bibelkundskab fik sandheden til at stå endnu klarere for hende.
I næsten seks år forsøgte jeg at vise min kone hvor tåbelig en tro hun havde, men hun stod fast på Jehovas side. Efterhånden blev jeg lidt mildere stemt og indtog den holdning at hun kunne gøre hvad hun ville, og jeg ville så gøre som jeg syntes. På det tidspunkt gik min stræben naturligvis ikke i åndelig retning; jeg ønskede at nå så højt inden for RCMP som muligt. For at nå dette mål påtog jeg mig frivilligt ekstra opgaver og forsøgte at blive involveret i betydningsfulde sager for at påkalde mig de overordnedes opmærksomhed. Dette skete på bekostning af den tid der skulle have været brugt sammen med min familie.
Sådan formede min tilværelse sig indtil sommeren 1978. Min kone ville gerne overvære det internationale stævne „Den sejrende tro“ i Montreal i Quebec. Jeg indvilligede i at køre hende til Montreal, men jeg nægtede at overvære noget af programmet. Da min kone vendte tilbage efter den første stævnedag sagde hun at programmet næste dag ville handle om familielivet, og hun overbeviste mig om at jeg burde overvære det. Den dag i dag takker jeg Jehova for at jeg gjorde det. Jeg blev forbløffet over den ordnede måde denne vældige menneskemængde opførte sig på. Ingen rygning, ingen sjofel tale, og alle syntes at være så glade og have det godt med hinanden. Selv om jeg næsten ikke kendte noget til Bibelen fandt jeg de foredrag der blev holdt meget oplysende og praktiske. Disse mennesker stræbte efter at kende og at holde Guds love i overensstemmelse med Bibelen. Som betjent var det min erfaring at mange — selv om de kendte loven — forsøgte at finde smuthuller for at gøre tingene på deres egen måde. Stævnet gjorde et dybt indtryk på mig. Kort efter at vi var vendt hjem derfra begyndte jeg at studere Bibelen, og jeg blev døbt i oktober 1979.
Efterhånden som jeg voksede i åndelig henseende var jeg i stand til at aflægge mange verdslige vaner og fik til sidst den forret at tjene Jehova Gud som menighedstjener. Mine kolleger blandt politiet opdagede snart at jeg havde iført mig en ny kristen personlighed, og i begyndelsen gjorde de nar af min nye tro. (Efeserne 4:22-24) Med tiden lærte jeg at benytte deres drillende bemærkninger som en lejlighed til at aflægge et vidnesbyrd. Da det blev kendt i hele afdelingen at jeg var et Jehovas vidne, var der mange der kom og stillede mig spørgsmål. Jeg er også mine overordnede meget taknemmelig fordi de af respekt for min tro gav mig opgaver som ikke krævede at jeg satte mit forhold til Jehova over styr.
Alting syntes således at gå udmærket. En aften da jeg vendte hjem fra arbejde sad min kone og læste ivrigt i en studieartikel der hed ’Søg fred og jag efter den’, i Watchtower for 15. juli 1983, side 21-26 (Vagttårnet 15. oktober 1983, side 12-17). Den handlede om at en kristen bør undgå „et arbejde hvor det kræves at han bærer våben til brug mod andre mennesker“, idet der „altid er fare for at man pådrager sig blodskyld ved at bære våben“. (Esajas 2:4; Romerne 12:17, 18) Det hed videre i artiklen: „Efterhånden som verden bliver mere og mere voldspræget, kan vi ikke længere betragte en broder som eksemplarisk hvis han beholder et arbejde som kræver at han er bevæbnet. Man kan dog give ham en periode på seks måneder til at foretage en forandring. Hvis han ikke foretager en forandring, er han ikke kvalificeret til at have særlige tjenesteforrettigheder eller ansvar i menigheden.“ — 1 Timoteus 3:2; Titus 1:5, 6.
Det var tydeligt at jeg måtte træffe en meget vigtig beslutning. Vi drøftede sagen i familien og lagde den frem for Jehova i bøn. Den næste arbejdsdag henvendte jeg mig til min chef og forklarede situationen. Efter en længere samtale nåede vi til den slutning at det ikke var sandsynligt at politiet ville fritage mig fra at bære våben. Jeg meddelte følgelig at jeg ville tage min afsked inden seks måneder.
Jeg havde ikke nogen idé om hvor jeg skulle begynde at søge efter arbejde, idet jeg havde haft fast arbejde siden jeg kom ud af skolen. Det økonomiske klima påvirkede også arbejdsmarkedet i dårlig retning. I årenes løb havde jeg dog fået adskillige bekendte inden for forretningsverdenen, så jeg besluttede at opsøge dem. Forbavsende nok blev jeg, inden der var gået en uge, henvist til et velanskrevet firma der søgte en til at udfylde en ny stilling som interviewer. Jeg kontaktede personalechefen og opdagede at jeg var kvalificeret til jobbet. Arbejdet ville på mange måder ligne de opgaver jeg havde haft i forbindelse med at efterforske bedragerisager, og jeg ville ikke behøve at bære våben. I kan nok tænke jer at vi hurtigt kom til at tale om den side af min tidligere karriere!
Da jeg blev indkaldt til samtale i forbindelse med dette arbejde, besluttede jeg at jeg ville tale åbent om min grund til at forlade RCMP. Til min overraskelse forklarede den mand der udspurgte mig (og som skulle være min overordnede) at også han havde forladt sit tidligere job af samvittighedsgrunde og at han forstod min situation. Han gav også udtryk for at denne stilling måtte beklædes af en hvis integritet var hævet over enhver tvivl. Han takkede fordi jeg havde været så åben og lod mig forstå at han ville anbefale mig til stillingen. Inden der var gået to uger var jeg blevet officielt ansat.
Der er ingen tvivl i mit sind om at Jehovas ånd hjalp mig og min familie under alt dette. Måske er der brødre der står over for en lignende situation. Det er min bøn at det der er sket med mig, vil tilskynde dem til at stole på Jehova og lade ham løse problemerne på sin måde. — Mattæus 6:33.
Som det fremgår af den ovennævnte erfaring vil dét at jage efter fred og at sætte Guds rige først i livet kræve at man gør en indsats og foretager visse personlige forandringer. Men Jehova har mange velsignelser til dem der følger Bibelens vejledning og lægger samme ånd for dagen som salmisten David, der sagde: „Lær mig, Jehova, din vej, og før mig ad retskaffenhedens sti.“ — Salme 27:11, NW.