Hvordan vil evigt liv blive muligt?

HVOR stammer livet fra? Ateister hævder at det er opstået ved et tilfælde. Et videnskabeligt værk siger: „De levende organismer tog sandsynligvis en meget beskeden begyndelse i en verden af livløse klipper, da bestemte grundstoffer blev føjet sammen og dannede sammensatte molekyler. Med tiden fik ansamlinger af disse evnen til at indtage næring og formere sig.“

Synes du det lyder overbevisende? Ordet „sandsynligvis“ røber at det er gætteværk. Alle levende celler har en yderst indviklet sammensætning. Hvis vi ser bort fra spekulation og kvalificerede gæt, står vi over for den kendsgerning at „evnen til at indtage næring og formere sig“ ikke er noget man har set opstå pludseligt. Alt hvad vi kan iagttage angående levende skabningers indviklede sammensætning beviser i stedet eksistensen af en Mesterhjerne — en der kan udtænke og gennemføre vidundere der overstiger vor kraft og fulde fatteevne. Mange videnskabsfolk er enige om at livet kun har vist sig at fremstå af liv der eksisterede forud. Altså må der findes en oprindelig kilde til livet. Bibelen fortæller os hvilken: „Hvor dyrebar er dog din miskundhed, Gud! . . . thi hos dig er livets kilde.“ — Salme 36:8, 10.

Videnskaben kan ikke give en fyldestgørende redegørelse for livet i alle dets former, men den har dog været med til at løfte en flig af dækket over den forbløffende sammensætning og skønhed der kendetegner Guds værk — den tilsyneladende endeløse variation inden for dyre- og plantelivet og de mange farvenuancer hos blomster og buske som er en fryd for øjet, de utallige former for aroma og smag der fryder vore sanser, universets umådelige udstrækning og storladenhed, de mange mikroorganismer — og meget, meget mere som vi endnu har til gode at opdage og glæde os over. En levetid på hundrede år er kun lige akkurat tilstrækkelig til at man begynder at kende og forstå alt i den Almægtiges fortryllende og ærefrygtindgydende skaberværk.

Utallige har omhyggeligt undersøgt sagen og er kommet til denne konklusion: Al denne variation og skønhed taler sit tydelige sprog, ikke om en upersonlig og fjern kraft, men om en alviis Skaber. En stor del af det liv vi ser på jorden peger umiskendeligt mod en kærlig Fader eller Livgiver. Det er blevet skabt i den åbenlyse hensigt at gøre os lykkelige. Som Åbenbaringen 15:3 siger det: „Store og vidunderlige er dine gerninger, Jehova Gud, du Almægtige.“ Bibelen viser ganske vist at alle der gør oprør eller er ulydige, har grund til at frygte Gud. Han er dog samtidig ’den lykkelige Gud’, som glæder sig over at gøre andre lykkelige. — 1 Timoteus 1:11; Apostelgerninger 20:35.

Guds oprindelige hensigt med mennesket

Bibelen giver en enkel men fyldestgørende beretning om menneskets oprindelse. Dens første kapitel gengiver skabelsen af jorden og derpå af plantelivet, livet i havene, de flyvende skabninger og landdyrene. (1 Mosebog 1:1-25) Interessant nok påviser geologiens og fossilernes vidnesbyrd den samme rækkefølge. Endelig dannede Gud mennesket „af agerjordens muld [eller bestanddele]“ — endnu en videnskabeligt holdbar udtalelse. (1 Mosebog 2:7) Mennesket blev også skabt „i Guds billede“. Er det ikke også en virkelighedstro beskrivelse? Mennesket er tydeligvis skabt til at tænke og ræsonnere på et niveau der står langt over dyrenes. Mennesket har moralsk sans og kan fatte åndelige værdier, noget dyrene ikke evner. Selv primitive stammer har en religion, men hvad tror for eksempel en hund eller en abe på? — 1 Mosebog 1:27.

Bibelens ældgamle beretning byder på pålidelige oplysninger om jorden og dens livsformer. Lad os da fordomsfrit se på hvad den fortæller om menneskehedens tidligste historie.

Jehova beredte mennesket et vidunderligt opholdssted — „en have i Eden“ med „alle slags træer, en fryd at skue og gode til føde“. (1 Mosebog 2:8, 9) Floraen — frugtbærende træer, frodige buske og duftende blomster — kunne være en konstant kilde til glæde. Mennesket fik også tildelt et tilfredsstillende arbejde — med at dyrke og vogte sit paradisiske hjem — og fik også et ansvar — ’at herske over dyrene’. (1 Mosebog 1:28; 2:15) Forestil dig engang dette — en pragtfuld have og et mylder af fascinerende dyrearter at tage sig af — uden at mennesker skulle bekymre sig om at blive gamle og dø.

Men det første menneske havde endnu en dejlig gave til gode. Adam havde lagt mærke til at de skabninger der omgav ham havde en mage og kunne frembringe afkom. Hvor var da hans mage? Han vågnede af en dyb søvn — og dér stod hun! Hvilken betagende oplevelse! Dybt bevæget fremsagde Adam de ord der sandsynligvis var den første poesi:

„Denne gang er det ben af mine ben og kød af mit kød; hun skal kaldes kvinde, thi af manden er hun taget!“ — 1 Mosebog 2:23.

Den historiske beretning der er bevaret i Bibelen oplyser: „Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: ’Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den.’“ (1 Mosebog 1:28) Hvilken ærefuld forret — at frembringe en fuldkommen menneskeslægt der skulle leve evigt på en paradisisk jord! Det var Guds oprindelige hensigt med mennesket.

Hvorfor dør vi?

Adam og Eva var imidlertid ikke robotter der var programmeret til at gøre som Gud ønskede. De havde evnen til på egen hånd at træffe beslutninger og lægge planer. Gud satte derfor deres loyalitet på en enkel prøve: „Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ — 1 Mosebog 2:16, 17.

Samtidig var der uro i gære i kulisserne. En mægtig engel eller åndeskabning så de storslåede muligheder der lå i at menneskene opfyldte jorden — og begærede at deres lydighed og tilbedelse blev rettet mod ham. Ved hjælp af et mellemled udtalte han den første løgn: „I skal ingenlunde dø.“ Denne oprørske engel blev således til „Satan Djævelen“, en modstander og bagvasker. — 1 Mosebog 3:1-5; Johannes 8:44; Åbenbaringen 12:9.

Det første menneskepar bestod ikke denne enkle prøve på deres loyalitet mod Gud. De blev forrædere, og Gud kan ikke affinde sig med forrædere. Efter at være blevet drevet ud af Eden led de til sidst den forudsagte straf — døden. Deres børn, som blev født efter at deres forældre var blevet fordømt, kunne således ikke arve et fuldkomment helbred og evigt liv. — Romerne 5:12.

Det tog lang tid før den ufuldkomne Adam døde — 930 år — men Guds dom indhentede ham ubønhørligt! I omtrent 2000 år blev menneskets levetid ved med at være bemærkelsesværdigt høj. Adams søn Set blev 912 år, Enosj 905, Kenan 910, og Metusalem (den ældst kendte) 969 år. Noa blev 950 år. Fra hans tid af faldt levealderen hastigt. — 1 Mosebog 5:5, 8, 11, 14, 27; 9:29; 11:10-25.

Denne interessante beretning belyser hvilken evne til at gendanne sig selv menneskelegemet har. Selv om vi nu er langt fra Adams oprindelige menneskelige fuldkommenhed, kan vore legemsceller forny sig selv. Encyclopædia Britannica oplyser: „At alle menneskelegemets væsentlige cellebestanddele bærer mulig udødelighed i sig er enten blevet fuldgyldigt bevist eller stærkt sandsynliggjort.“ Hvis mennesker har kunnet leve næsten tusind år til trods for at de var bebyrdede af synden og døden der var virksom i deres legemer, tænk da på hvor længe de ville kunne leve uden denne frygtelige hæmsko.

Udfrielse fra synd og død

Det vigtigste er imidlertid at Guds hensigt, i modsætning til menneskers ofte fejlslagne projekter, deriblandt de videnskabelige, ikke kan slå fejl: „Mit ord . . . skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“ (Esajas 55:11) Vi kan blive udfriet fra synd og død. Men hvordan?

Vi er syndens og dødens trælle. Men Jesus, der var en anden „Adam“ i den forstand at han var et fuldkomment menneske mens han var på jorden, døde offerdøden for at tilbagekøbe hvad Adam havde mistet — i overensstemmelse med Guds gamle lov der sagde „sjæl for sjæl“. „Thi ligesom de mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes [Adams] ulydighed, således skal også de mange komme til at stå som retfærdige ved den enes [Jesu] lydighed.“ (1 Korinter 15:45; 2 Mosebog 21:23, NW; Romerne 5:19, da. aut.) Jehovas kærlighed til menneskehedens verden gjorde dette muligt. — Johannes 3:16.

Evigt liv er et af de vigtigste lærepunkter i „Det nye Testamente“. Et mindretal, 144.000 „kaldede og udvalgte og trofaste“, vil få tildelt den forret at herske som konger med Kristus på dennes himmelske trone. (Åbenbaringen 17:14; 3:21) Bibelen forsikrer os imidlertid om at en stor skare mennesker vil komme til at leve evigt i et genoprettet jordisk paradis. — Åbenbaringen 7:9-17.

Hvornår? Hvor?

Prøv at læse Mattæus, kapitel 24, og Lukas, kapitel 21. Her forudsiges verdenskrige, hungersnød, jordskælv det ene sted efter det andet, falske profeter, tiltagende lovløshed, pest, stærk frygt for fremtiden, og meget mere. Som Jesus sagde: „Når I ser disse ting ske, [ved I] at Guds rige er nær.“ Ja, den længe ventede forandring — fra menneskers styre til Guds rige — nærmer sig hastigt. — Lukas 21:31.

Lige så sikkert som solopgangen i morgen vil bringe en ny dag, lige så sikkert vil den hastige udslettelse af Guds fjender bane vej for „en ny jord“ hvori „retfærdighed [skal] bo“. Det er Gud der har lovet dette. Han kan ikke lyve. (2 Peter 3:13; Esajas 65:17; Hebræerne 6:18) Hvilken forret — at leve evigt på denne nye jord! Kunne du tænke dig det? Virker udsigten til dette ikke betagende på dig?

Jehova har truffet foranstaltning til at man kan få livgivende kundskab — den virkelige livseliksir. Hvorfor ikke tage skridt til at få del i denne kundskab gennem et bibelstudium du vil kunne glæde dig over hjemme hos dig selv? Jehovas vidner vil med glæde og uden vederlag bistå dig med et sådant studium. — Johannes 17:3.

[Illustration på side 5]

Snitskitse af en celle

Så overvældende indviklet som den levende celle er, kan den ikke være opstået ved et tilfælde

Glat endoplasmatisk reticulum

Ru endoplasmatisk reticulum

Kernemembran

Cellekerne

Nukleolus (kernelegeme)

Cellemembran

Mitokondrier

Ribosom

Lysosom

Mikrovilli

Centrosomer

Golgi-apparat

[Illustration på side 6]

Har dyr en tro?