En krovært forfrisker Never-Never-landet

FORTALT AF CHARLES BERNHARDT

NEJ, der findes ikke noget land eller nogen ø ved navn „Never-Never“. Det er et gammelt udtryk som indfødte australiere bruger om de barske, øde og ensomme områder i det indre af landet, hvor der end ikke vokser træer. Dér har jeg i 30 år — med et andet gammelt udtryk — været „publican“. Hvad er en „publican“ da? Dette ord bruges i den engelske King James-oversættelse af Bibelen om toldere, men i Australien betegner det desuden en værtshusholder. Kunderne i mit værtshus i Never-Never blev med tiden forfrisket på to vidt forskellige måder.

Værtshusholder var faktisk det sidste jeg havde lyst til at blive. Der var mange sømænd i min familie, og jeg længtes efter at stå til søs ligesom dem. I 1908, da jeg var 15 år, fik jeg så min første hyre på et stort sejlskib og sejlede siden i fjorten år. En tur fra Brasilien til Australien varede 72 dage, og menuen var oksekød på dåse, dåsekartofler og lidt citronsaft — hver eneste dag. Det blev jeg temmelig træt af, så da vi i oktober 1913 nåede Port Pirie i Sydaustralien, afmønstrede jeg.

Da den første verdenskrig brød ud blev det vanskeligt at få hyre på et skib eller få andet arbejde i Australien, navnlig for mig. Jeg var tysk statsborger, født i Hamburg den 26. marts 1893. I nogen tid levede jeg af det jeg havde sparet op, senere gik jeg over til ét, billigt måltid om dagen fra et folkekøkken, og til sidst måtte jeg nøjes med en daglig tallerken bønner og en pie, også kaldet „en flyder“. Da jeg løb tør for penge var der kun én ting at gøre: Jeg måtte bede militærmyndighederne om at arrestere mig. „Ih du milde, hvorfor dog det?“ spurgte officeren. „Jeg kan ikke få arbejde, og jeg har ikke en krone på lommen.“ Så fik jeg min vilje. Efter at have tilbragt fire måneder bag pigtråd i en interneringslejr på Torrens Island, begyndte jeg at have ondt af alle de fugle der sidder i bur. Hvilken kontrast til friheden på havet!

Efter fire måneder slap jeg ud ved at svømme over floden Port. Men nu stod jeg i en endnu mere ubehagelig situation. Jeg kunne stadig ikke få arbejde, og nu var jeg oven i købet eftersøgt af myndighederne. Det endte med at jeg meldte mig og bad om at blive prøveløsladt. Endnu en gang fik jeg min vilje.

Tre dage før våbenstilstanden efter den første verdenskrig blev jeg gift. Jeg glædede mig til at stifte et hjem sammen med min hårdtarbejdende hustru, men da depressionen kom, blev jeg nødt til at stå til søs igen. I 1922 fik jeg så mulighed for at købe et værtshus (som i Australien kaldes „et hotel“) af en mand der var ved at blive blind. Det lå inde i Never-Never, i William Creek, 946 kilometer nord for Adelaide, lige ved den eneste banelinje der førte gennem Midtaustralien. Dér var jeg værtshusholder i 30 år. Forretningen gik godt, navnlig efter at linjen i 1926 blev forlænget til Alice Springs. Det havde dog sine problemer at bo i Never-Never. Engang var der tørke seks år i træk. Tre-fire gange om ugen kom der sandstorme som bogstavelig talt lagde landet øde. Om sommeren steg temperaturen til mellem 42 og 48 grader celsius. Da vi overtog værtshuset havde ejeren af den nærmeste kvægfarm 28.000 stykker kvæg, men efter tørken var der kun 800 tilbage!

De begyndte at tale om Harmagedon!

En dag i 1933 kom to mænd kørende i en lille Austin. At nå så langt ind i Never-Never i den bil og på trods af grusveje og sandfygning, var i sig selv noget af en bedrift. De begyndte at tale om Harmagedon! „Det fik vi nok af mellem 1914 og 1918,“ sagde jeg. De fortalte mig at jeg tog fejl og gav mig noget bibelsk læsestof — men jeg havde mistet interessen for religion da jeg vidste hvilken rolle den spillede under inkvisitionen og havde set resultaterne af den i mange lande verden over.

En af mændene havde træben og brugte en stor del af sin tid på at besøge gårdene, ridende på en kamel. Tre måneder senere kom de to mænd tilbage for at høre om jeg og de andre langs jernbanelinjen havde læst de publikationer vi havde fået. I kan tro at jeg fik travlt med at læse dem, og siden da har ingen behøvet at opfordre mig til at læse bibelske bøger og blade. De åbnede mit sind og hjerte og fik mig til at se frem til opfyldelsen af de mange løfter i Guds ord, Bibelen, om liv i et retfærdigt paradis på jorden.

Nogle få måneder senere købte jeg en grammofon, samt nogle grammofonplader, bøger, blade og en bibel — noget jeg aldrig før havde ejet — for at undersøge om disse løfter skulle have noget på sig. Jeg forstod at Jehova er den eneste sande Gud, og at han ved Harmagedonkrigen vil gøre en ende på denne onde ordning og alle de problemer vi lider under i dag. I 1935 fik jeg travlt med at fortælle andre om dette håb, skønt jeg boede i Never-Never.

Jeg lagde litteratur frem på iøjnefaldende steder i baren! Jeg hængte endda en plakat op med et billede af et tog der var ved at styrte ud over en bro, og teksten:

„REGERINGER, ØKONOMI OG RELIGION ER I STØRRE NØD END DENNE! HVOR KAN MAN KOMME AF FØR KATASTROFEN INDTRÆFFER? LÆS ’FRELSE’!“

Under plakaten lå der en stak bibelsk læsestof. Mange tog hvad de ønskede og lagde et bidrag. Det skete jævnlig at mandskabet på togene kom og bad om de nyeste numre af bladene The Watchtower (Vagttårnet) og Consolation (som den engelske udgave af Vågn op! dengang hed).

Jeg havde fire af disse plakater i værtshuset, og de var det første man fik øje på når man kom ind. Hvis man så til højre, hang der en på væggen. Hvis man så til venstre, hang der også en. Og når man gik ud, kunne man ikke undgå at se en der hang lige ved siden af døren.

Hvert tog gjorde ophold i tre kvarter hos mig, så der var rigelig tid til gode, bibelske samtaler. Der var selvfølgelig nogle der gav udtryk for at de ikke brød sig om mine plakater. „Jamen,“ sagde jeg til dem, „det står jer da frit for at gå når som helst I har lyst.“ Der var ingen andre steder de kunne gå hen! Mit værtshus fungerede samtidig som den eneste købmandsbutik, det eneste posthus og den eneste vejrstation. Mine nærmeste naboer boede 204 kilometer mod nord og 214 kilometer mod syd, ved de næste stationer på jernbanelinjen. Derfor var der så vidt jeg husker aldrig nogen der gik deres vej — i hvert fald ikke på varme dage!

Da jeg i 1936 hørte at to andre brødre ville komme forbi, rejste jeg 90 kilometer sydpå med det ene formål at møde dem hvor der var en smuk og varm sø, og fik dem til at døbe mig der.

Engang var jernbanernes direktør med toget, og jeg lagde mærke til at også Sydaustraliens guvernørs togvogn var der. Jernbanedirektøren kom ind til mig og sagde at lady Duggan, guvernørens hustru, gerne ville udveksle et par ord med mig. Vi talte så lidt sammen, og jeg spekulerede på hvordan jeg kunne gøre hendes rejse mindeværdig. Jeg pakkede bogen Fjender ind sammen med tre brochurer og gav dem til hende da hun skulle af sted igen. „Hvad er det?“ spurgte hun. „En bog der hedder Fjender og tre brochurer.“ „Hvem har skrevet dem?“ spurgte hun. „Det har dommer Rutherford.“ „Åh ja,“ svarede hun, „ham har jeg hørt om. Mange tusind tak, De kan være sikker på at jeg vil læse dem.“ Så kørte toget.

Der pålægges begrænsninger

Den anden verdenskrig var brudt ud, og Jehovas Vidners organisation blev forbudt. Der kom en politibetjent for at beslaglægge alle mine bøger og blade. Han var en retsindig mand, og han fortalte mig at det var Katolsk Aktion der stod bag bestræbelserne for at få vort arbejde standset. Han gav mig desuden en kvittering for alt hvad han beslaglagde.

Jeg protesterede til den højeste myndighed, og satte fem nye plakater op. På en af dem stod der:

„HARMAGEDON, KRIGEN PÅ GUDS, DEN ALMÆGTIGES, STORE DAG, VIL SNART BLIVE UDKÆMPET. HVIS SIDE STÅR DU PÅ? JEHOVAS ELLER SATANS? FIND UD AF HVAD BIBELEN SIGER.“

På dette tidspunkt begyndte troppetransporttogene at komme forbi med gennemsnitlig 350-400 soldater i hver. Jeg fik ordre til at give mændene en øl hver, som de havde et kvarter til at drikke før de skulle ind i toget igen.

En dag var der imidlertid et tog der ikke kørte efter det sædvanlige kvarters tid. Den officer der havde kommandoen kom tilbage til baren sammen med en sergent, og sagde: „Hr. Bernhardt, jeg kan forstå at alt dette er forbudt.“ „Siden hvornår er Bibelen blevet forbudt?“ svarede jeg. „Plakaterne her opfordrer bare folk til at læse i Bibelen.“ Så viste jeg dem et brev fra Australiens justitsminister, William Morris Hughes, hvori der stod at skønt jeg ikke kunne få mine bøger og blade igen ’havde regeringen intet at indvende imod at jeg som enkeltperson tilbad Jehova og forkyndte evangeliet om hans rige’. Respektfuldt foldede officeren brevet sammen, gav mig det og sagde: „Sergent, skulle vi ikke tage en drink på det!“

Kort tid efter blev jeg af ministeren for post- og telegrafvæsenet fyret som postmester og meteorologisk observatør, skønt jeg havde virket upåklageligt i mit hverv i fjorten år. Telegrafens tikken var vores vigtigste forbindelse med livet udenfor, og da den blev taget fra os følte vi virkelig at vi boede langt ude i ødemarken og at vi var ensomme og forladte.

Nogle få uger senere kom der en politibetjent og befalede mig at jeg inden for en uge skulle melde mig til sikkerhedskontoret i Adelaide, 946 kilometer borte. Det betød at min kone skulle være alene, uden nogen som helst form for hjælp. Da jeg ankom fik jeg at vide at min bevægelsesfrihed ville blive begrænset, idet jeg skulle blive boende i en forstad til Adelaide. Jeg appellerede denne afgørelse og bad om at måtte flytte tilbage til min kone, men det blev mig nægtet.

Arbejdsanvisningen befalede mig at begynde at arbejde på en fabrik hvor man rensede uld. Jeg var fortvivlet over at min kone var overladt til sig selv. Det næste der skete var at min tilladelse til at drive værtshus blev taget fra mig med den begrundelse at jeg ikke boede der! Jeg syntes at dét var at sparke til en mand der allerede lå ned. Det endte med at jeg måtte sælge værtshuset til min kone, men ganske vist kun proforma. Min bevægelsesfrihed var begrænset i et år og ti måneder, og i mellemtiden måtte min hårdtarbejdende kone klare sig så godt hun kunne på egen hånd. Hun var en loyal støtte for mig, skønt hun ikke tog imod sandheden. I 1943 blev forbudet endelig ophævet og jeg kunne vende tilbage til min kone. Majoren på sikkerhedskontoret havde følgende afskedsord til mig: „Jeg forstår at De er en ærlig og hæderlig mand, og jeg ønsker dem alt godt.“

Jeg begyndte straks at hænge plakater op i værtshuset og lægge bibler og bibelsk læsestof frem, og jeg gjorde endnu mere ud af det end før.

Jeg var blevet truet med økonomisk undergang, men efter otte år var mine indtægter næsten fordoblet. Mit eneste mål var imidlertid at gå i deres fodspor som havde forkyndt sandheden for mig, og i tolv år forsøgte jeg at få værtshuset solgt. Først i 1952 lykkedes det endelig. Da havde jeg i seksten år været fuldstændig isoleret som forkynder — min nærmeste nabo i sandheden boede i Port Augusta, 602 kilometer væk.

„Forfriskning“ til ødemarken

I en alder af 60 år drog jeg af sted, ikke for at stå til søs, men for at hjælpe de mennesker i Australiens fjerne ødemarker som jeg tænkte så meget på. Det er et uberørt vildnis med brændende hede og voldsomme regnskyl der forårsager oversvømmelser som isolerer folk i ugevis. Nogle steder er der så uforglemmelig smukt at tid og afstand går op i en højere enhed.

Birdsville-vejen er temmelig ufremkommelig. Et motorblad har skrevet at den består af „sand, sten og stor fare“. Om sommeren kan temperaturen i det område stige til 63 grader celsius. Den uge da jeg besøgte de fire beboede huse langs den 500 kilometer lange vej, lå temperaturen på mellem 41 og 46 grader.

En dag da jeg kom kørende i min landrover mødte jeg en mand på hesteryg som inviterede mig hjem. Han viste stor interesse. Tyve år senere mødte jeg ham og hans kone igen — det var ved et stævne hvor de begge blev døbt. På en fårefarm hvor „indkørselen“ fra hovedvejen til huset var 68 kilometer lang, spurgte en mand mig om jeg tilfældigvis kendte Stuart Keltie, en høj, blond mand med træben der nogle år tidligere havde besøgt ham, ridende på en kamel. Jeg afsatte en bibel og en del litteratur til manden, og både han og hans kone tog imod sandheden. Jeg var også glad for at kunne fortælle ham at jeg havde haft mulighed for at købe et nyt og bedre ben til Stuart. Stuart Keltie gjorde et godt og uudsletteligt indtryk på folk i Never-Never, og jeg betragtede det som en forret at gå i hans fodspor 23 år senere. Jeg har forkyndt i et område der er lige så stort som hele Europa og kan glæde mig over at mindst 22 mennesker i disse øde egne har taget imod sandheden som et direkte resultat af mit arbejde.

I 1950 havde jeg det privilegium at overvære det internationale stævne i New York, og der mødte jeg for første gang Stuarts enke, Thelma Keltie, som var kommet fra New Zealand for at overvære Gileadskolen og dernæst i fjorten år havde været missionær i Japan. I en alder af 82 år er hun stadig i heltidstjenesten. Hun virker nu i Adelaide i Sydaustralien.

Efter dette stævne besøgte min kone og jeg nogle slægtninge i Europa. Jeg var også i min hjemby, Hamburg, og så den kirkegård hvor min moder, min fader og min eneste søster ligger begravet. Sammen med over 263.000 andre blev de i 1942 dræbt under luftangrebet på Hamburg. På de volde der omgav denne massegrav stod der små kors med kvinders og børns navne på. Kun på ganske få stod der mandsnavne. Langt de fleste mænd var blevet indkaldt til de tyske militærstyrker, og det var næsten udelukkende kvinder, børn og gamle der omkom under det tre dage lange luftangreb. På de små kors stod der desuden WARUM? (HVORFOR?) Ved hjælp af Åbenbaringen 12:12 kunne jeg forklare mange venner og slægtninge „hvorfor“, og jeg var glad for at få at vide at min moder havde lært sandheden at kende under krigen og var død som et trofast vidne for Jehova.

Da jeg kom tilbage til Australien foretog jeg mange flere rejser gennem Never-Never. Nogle af mine rejser var over 11.000 kilometer lange, og jeg har endda rejst så langt som til Simpson Desert. Naturen er meget storslået i nogle af disse områder.

Min landrover tjente som hjem, køkken, soveværelse og litteraturdepot for mig. Desværre brød den tit sammen. Engang da jeg kom kørende med en anhænger efter bilen gik koblingen pludselig i stykker. Anhængeren skred ud. Det blev mørkt — jeg var aldeles hjælpeløs. Næste dag kom der tilfældigvis en mand fra en fårefarm forbi. Han tilbød at hjælpe mig med at spænde anhængeren fra, men jeg gled og faldt mens vi var i gang med det, og anhængeren rullede hen over mig. Mine arme og ben blev alvorligt kvæstet og jeg blødte voldsomt, men heldigvis havde anhængeren ikke ramt mit hoved. Manden fik mig transporteret til et sted hvor nogle geologer havde slået lejr, og blandt dem var der en der kunne give mig førstehjælp. De kontaktede „den flyvende lægetjeneste“, og omkring to timer senere landede et fly. Da dette skete var jeg 76 år gammel.

Jeg blev indlagt på hospitalet, men efter at jeg var blevet rask var jeg i stand til at foretage endnu nogle få rejser for i åndelig forstand at forfriske dem der kæmper for livets ophold ude i ødemarken. På en af mine ture traf jeg et ægtepar der boede på en fårefarm. De havde fem døtre, og jeg er taknemmelig over at kunne sige at alle familiens syv medlemmer med min hjælp og efter mange breve er blevet indviede vidner for Jehova.

Det hændte engang at jeg en sen aften gjorde holdt, ryddede en plet og gjorde klar til natten, da jeg hørte en bil komme. Det viste sig at være to medhjælpere fra en fårefarm, og de spurgte om jeg havde tænkt mig at overnatte der. „Ved De ikke at det vrimler med slanger her?“ Jeg havde godt nok set nogle stykker. „Sov for alt i verden ikke på jorden,“ lød deres råd. Vi så os omkring, og ganske rigtigt: der var slanger i massevis!

Et andet sted var jorden oversået med rottehuller den ene kilometer efter den anden. Folkene på en fårefarm fortalte mig at de ikke kunne lade deres støvler stå udenfor, for så blev de spist af rotterne! Den nat var jeg glad for at jeg havde min anhænger og et stykke sejldug jeg kunne trække over mig. Hele natten hoppede rotterne op på anhængeren og løb hen over sejldugen. Jeg kunne tydeligt høre deres fødders trippen.

Nu er jeg 92. Jeg virker stadig som pioner, nu i Adelaide, men de øde områder i Midtaustralien står stadig mit hjerte nær. Når jeg ser tilbage på de år jeg har forkyndt i dette område, glæder jeg mig over det privilegium det har været at forfriske mange i Never-Never med sandhedens vand. Alt efter hvad min alder og mine kræfter tillader mig, vil jeg fortsat have „rigeligt at gøre i Herrens gerning“, hvis Jehova giver mig helbred og styrke til det. — 1 Korinther 15:58; 2 Korinther 4:16, 18.

[Kort/illustration på side 13]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Adelaide

William Creek