’Jeg har sået med tårer og høstet med glædesråb’

FORTALT AF MIYO IDEI

„Jeg dør! Jeg dør! Hjælp mig!“ Sådan sagde min fader under hans sidste krampetrækninger. Med disse ord svævende i luften styrtede jeg ud af huset for at hente hjælp. Min fader havde fået et hjerteanfald midt om natten. Jeg løb over til min onkel som boede i nærheden, men da vi kom tilbage til huset var faders hjerte holdt op med at slå.

DETTE skete den 14. december 1918. I en alder af 13 år var jeg blevet forældreløs. Min moder døde da jeg var syv. Efter at have mistet begge mine forældre i så ung en alder, begyndte jeg at spekulere på hvorfor man dør og hvad der sker efter døden.

Da jeg havde afsluttet min læreruddannelse fik jeg arbejde som lærer i Tokyo og underviste elever på Shinagawa Grundskole. Senere præsenterede en bekendt mig for en ung mand ved navn Motohiro, som jeg i en alder af 22 blev gift med. Vi har nu i 64 år delt livets sorger og glæder. Kort tid efter vort bryllup flyttede vi til Taiwan, som var under japansk herredømme. Dengang forestillede jeg mig ikke at jeg en dag skulle finde grund til glædesråb i dette land.

Vi lærer sandheden at kende

Da vi i foråret 1932 boede i udkanten af Chiai i det centrale Taiwan, fik vi besøg af en mand ved navn Saburo Ochiai. Han viste os at Bibelens profetier også indeholder et løfte om en opstandelse fra de døde. (Johannes 5:28, 29) Hvilket vidunderligt håb! Jeg ønskede meget stærkt at se min moder og fader igen. Saburo Ochiais logiske argumenter, hans fornuftige forklaringer og hans velfunderede bibelske vidnesbyrd lød til at være sande. Tiden fløj af sted mens vi sad og drøftede Bibelen. Før vi fik set os om, havde vi siddet hele dagen og snakket. Nu var Bibelen pludselig blevet en spændende bog for mig.

Kort efter flyttede hr. Ochiai til et andet sted, men han havde forsynet os med bøger som Skabelsen, Guds Harpe, Regering, Profetierne, Lys og Forligelse, alle udgivet af Vagttårnets Selskab. I takt med at jeg blev mere og mere opslugt af at læse i disse bøger, følte jeg mig tilskyndet til at fortælle andre om det jeg læste. Jesus begyndte sin forkyndelse i sin hjemby, Nazaret, så hvorfor skulle jeg ikke gøre det samme? Jeg besøgte derfor min nabo. Ingen havde lært mig at forkynde, men efter bedste evne forkyndte jeg alligevel fra hus til hus med min bibel og de bøger jeg havde læst. Folk var imødekommende og tog imod publikationer. Jeg skrev til Todaisha, som Vagttårnsselskabet i Japan dengang hed, og bad dem sende mig 150 eksemplarer af brochuren Riget, Verdens Haab. Jeg spredte alle disse brochurer.

En dag hørte jeg fra en interesseret som havde modtaget nogle publikationer at politiet var kommet lige efter mit besøg og havde konfiskeret bøgerne. Kort tid derefter fik jeg besøg af fire kriminalbetjente som beslaglagde alle mine bøger og blade. Det eneste jeg fik lov at beholde var min bibel. I fem år mødte jeg ikke nogen af Jehovas folk, men sandhedens ild blev ved med at brænde i mit hjerte.

I december 1937 skete der imidlertid noget. Vi fik besøg af to kolportører fra Japan! Forbløffet spurgte jeg: „Hvordan har I fundet frem til os?“ „Vi har jeres navne stående her,“ sagde de. Jehova havde husket os! De to forkyndere, Yoriichi Oe og Yoshiuchi Kosaka, havde cyklet cirka 240 kilometer fra Taipei til Chiai på gamle cykler, med deres ejendele stablet op bagpå. Efterhånden som vores samtale skred frem følte jeg det ligesom den ætiopiske eunuk der sagde: „Hvad hindrer mig i at blive døbt?“ (Apostelgerninger 8:36) Den selv samme aften blev både min mand og jeg døbt.

Omsorg for fængslede brødre

I 1939 skyllede en bølge af arrestationer af Jehovas vidner ind over Japan. Forfølgelsen nåede snart Taiwan. I april blev både broder Oe og broder Kosaka arresteret, og to måneder senere kom turen til os. Eftersom jeg var lærer blev jeg løsladt dagen efter, men min mand sad varetægtsfængslet i fire måneder. Efter min mands løsladelse flyttede vi til Taipei. Dette skulle vise sig at være en klog disposition, for vi var nu tættere på det fængsel hvor de to brødre sad.

I Taipei-fængselet blev fangerne strengt bevogtet. Jeg tog hen for at besøge brødrene og bragte dem tøj og mad. Den første der kom frem bag et 30 centimeter bredt trådnetvindue var broder Kosaka, ledsaget af en fængselsbetjent og en kriminalbetjent. Han var bleg, og hans læber var lige så røde som nyplukkede jordbær. Han var angrebet af tuberkulose.

Derefter kom broder Oe til syne. Han smilede og sagde flere gange med glæde i stemmen: „Hvor var det godt du kom!“ Hans ansigt var gult og opsvulmet, så jeg spurgte hvordan han havde det. „Jeg har det godt!“ svarede han. „Det er et skønt sted. Ingen væggelus, og jeg får sågar boghvedenudler til middag. Det er som at bo i en villa,“ sagde han. De to betjente kunne ikke lade være med at le og sagde: „Ja, denne hr. Oe er umulig at knægte.“

I fængsel igen

Ved midnatstid den 30. november 1941, et par dage efter at jeg havde besøgt brødrene i fængselet, bankede det på døren. Gennem glasskydedøren kunne jeg se nogle silhuetter af hatte der lignede et helt bjerglandskab. Der var otte hatte — politiets. De tvang sig adgang til huset og endevendte alle vores ting og sager — men forgæves. Efter en times ransagning konfiskerede de nogle fotoalbum og bad os om at følge med. Jeg genkaldte mig Jesu arrestation, som også fandt sted midt om natten. (Mattæus 26:31, 55-57; Johannes 18:3-12) Jeg morede mig over at otte mænd gjorde så meget ståhej ud af os to.

Vi blev ført hen til en meget stor, mørk bygning som vi ikke kendte. Vi fandt senere ud af at det var Taipei Hichisei-fængselet. Vi blev anbragt foran et stort skrivebord, og så begyndte afhøringen. Igen og igen spurgte de: „Hvem kender I?“ og vi svarede: „Vi kender ikke nogen.“ Hvordan skulle vi dog kende brødrene på fastlandet Japan? Vi kendte kun to brødre, Oe og Kosaka, og tav med hensyn til eventuelle andre navne som vi måske havde hørt omtalt.

Klokken nærmede sig fem om morgenen, og to kriminalbetjente førte mig til min celle. Det tog et stykke tid at vænne sig til disse nye omgivelser. For første gang i mit liv måtte jeg kæmpe med væggelus. Disse små insekter tog sig meget kærligt af nyankomne, ja de bestormede mig ligefrem og lod de to andre kvinder i cellen være — og det til trods for at jeg slog alle de væggelus ihjel som kom i nærheden af mig. Til sidst gav jeg imidlertid op og lod dem indtage deres festmåltid i fred.

Maden bestod af en kop vælling der var lavet af halvkogte ris, men for mig smagte det som rå ris. Sammen med vællingen fik vi lidt saltede daikon-blade (blade fra japanske radiser), der ikke var skyllet ordentligt rene. I begyndelsen kunne jeg ikke klare maden da den lugtede forfærdeligt og var fyldt med snavs, så de andre indsatte spiste min ration. Men med tiden vænnede jeg mig til forholdene. Det var ganske enkelt et spørgsmål om at overleve.

Livet i fængselet var forfærdeligt. En overgang hørte jeg hver dag en mand der var under anklage for spionage, skrige af smerte. Han blev tortureret. Jeg oplevede også at en fange i nabocellen blev pint til døde. Mens alt dette udspillede sig for øjnene af mig ønskede jeg brændende at denne gamle verdensordning måtte blive bragt til ophør, og min tro på Guds løfter blev stærkere end nogen sinde før.

Afhøringer

Jeg sad i fængsel et års tid og blev afhørt fem gange. En dag fik jeg for første gang besøg af en anklager, og jeg blev ført ind i et meget lille forhørslokale. Hans første spørgsmål var: „Hvem er den største: Amaterasu Omikami [solgudinden] eller Jehova? Svar mig!“ Jeg overvejede svaret et kort øjeblik.

„Hvem er den største? Svar mig nu eller jeg slår dig!“ sagde han mens han nidstirrede mig.

Roligt svarede jeg: „De første ord i Bibelen lyder: ’I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.’“ Jeg følte ikke at det var nødvendigt at sige mere. Han stirrede blot på mig, uden at sige et ord, og skiftede så emne.

Men hvorfor blev jeg egentlig holdt i forvaring? I mine papirer stod der: „Det frygtes at hun kan vildlede befolkningen med sin tale og sine handlinger.“ Derfor blev jeg indespærret uden dom.

Mens jeg gennemgik alt dette var Jehova mig hele tiden meget nær. Jehova sørgede i sin godhed for at jeg fik en lommeudgave af De Kristne Græske Skrifter. En dag kastede en kriminalbetjent den ind i cellen til mig og sagde: „Den må du godt få.“ Hver dag læste jeg i den og prøvede at huske skriftsteder. Jeg blev meget opmuntret af at læse i Apostelgerninger om det eksempel som de kristne i det første århundrede satte med hensyn til frimodighed. Paulus’ 14 breve styrkede mig også meget. Paulus blev udsat for hård forfølgelse, men den hellige ånd hjalp ham altid. Sådanne beretninger gav mig ny styrke.

Jeg blev meget tynd og afsvækket, men Jehova holdt mig oppe, og dét ofte på helt uventede måder. En søndag kom en kriminalbetjent som jeg aldrig havde mødt før, med en pakke der var svøbt ind i et tørklæde. Han åbnede celledøren og førte mig ud i fængselsgården. Da vi kom til et stort kamfertræ åbnede han pakken. Minsandten om der ikke var bananer og boller i pakken! Han bad mig spise det med det samme og sagde: „I er alle sammen gode mennesker. Men alligevel skal vi behandle jer så dårligt. Jeg ville ønske at jeg snart kunne blive fri for dette arbejde.“ Fængselsbetjentene og kriminalbetjentene begyndte nu at behandle mig venligt. Jeg blev en betroet fange og fik lov til at gøre deres værelser rene foruden at jeg fik mange andre fordele.

Sidst i 1942 blev jeg tilkaldt af en af de betjente som havde arresteret os. „Selv om du fortjener dødsstraf vil du nu blive løsladt,“ sagde han. Min mand var blevet løsladt en måneds tid før mig.

Igen kontakt med andre forkyndere

Mens vi sad i fængsel gik Japan med i den anden verdenskrig. Men i 1945 hørte vi at Japan havde tabt krigen, og vi læste i aviserne at politiske fanger ville blive løsladt. Vi vidste at broder Kosaka var død i fængselet af sygdom, men jeg skrev straks til fængslerne i Taipei, Hsinchu og andre byer og forhørte mig om hvor broder Oe befandt sig. Jeg fik imidlertid ikke noget svar. Senere fandt jeg ud af at broder Oe var blevet henrettet ved skydning.

I 1948 fik vi et uventet brev fra Shanghai. Det var fra broder Stanley Jones, som var blevet sendt til Kina fra Gileadskolen, en nyoprettet missionærskole for Jehovas vidner. Jehova havde husket os igen! Jeg var ovenud lykkelig for at få denne kontakt med Jehovas organisation. Det var syv år siden vi sidst havde set broder Oe. Dengang var vi fuldstændig isolerede fra andre forkyndere, men alligevel fortalte jeg andre om den gode nyhed.

Det var en glædens tid da broder Jones besøgte os for første gang. Han var meget venlig. Selv om vi aldrig havde mødt ham før, var det som at have besøg af en meget nær slægtning. Kort tid derefter tog broder Jones til T’ai-tung, på den anden side af bjergene, sammen med min mand der tjente som hans tolk. Efter en uges tid vendte de tilbage. De havde holdt et endagsstævne og havde døbt cirka 300 fra amis-stammen på østkysten.

Broder Jones’ besøg skulle også få betydning for mig på en anden måde. Indtil nu havde jeg været alene om at forkynde. Men et ægtepar, for øvrigt vores husvært og hans kone, lod sig døbe under broder Jones’ besøg. Lige siden har jeg mange gange haft den glæde at ’gøre disciple’, foruden glæden ved at forkynde om Riget. Senere flyttede vi til Hsinchu, hvor broder Jones besøgte os tre gange, hver gang i fjorten dage. Jeg nød til fulde disse opmuntrende besøg. Ved hans sidste besøg sagde han: „Næste gang tager jeg min makker, broder Harold King, med.“ Men der kom aldrig en „næste gang“, for kort tid efter blev de begge sat i fængsel i Kina.

I 1949 ankom to missionærer til Taiwan fra Gileadskolens 11. klasse. Det var Joseph McGrath og Cyril Charles. Med vort hjem som base udvidede de forkyndelsesarbejdet i Taiwan. Deres gode eksempel styrkede mig meget. Men på grund af de politiske forhold var de tvunget til at flytte til Hongkong. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage da de tog af sted sammen med en politimand. „Græd ikke, Miyo,“ sagde Joseph, og så gav han mig sin slidte kuglepen som minde med ordene: „Tak for alt.“

Børneopdragelse — en udfordring

Min mand og jeg havde ikke fået nogen børn, så vi adopterede min mands niece da hun var fire måneder gammel. Hendes moder havde livstruende astma.

I 1952 besøgte broder Lloyd Barry, der var missionær i Japan, Taiwan med henblik på at få Jehovas Vidners arbejde juridisk anerkendt. Han boede hos os og opmuntrede os meget. Dengang var vores datter 18 måneder. Han tog hende op og spurgte: „Hvad er Guds navn?“ Overrasket spurgte jeg ham: „Mener du at vi skal undervise hende i den alder?“ „Ja,“ lød det uden tøven. Han fortalte mig derefter hvor vigtigt det er at oplære børn fra den spæde barndom. „Hun er en gave fra Jehova til at trøste dig,“ sagde han, og disse ord prentede sig dybt i mit sind.

Med det samme gik jeg i gang med at lære vores datter, Akemi, om Jehova, så hun kunne komme til at holde af ham og blive hans tjener. Jeg begyndte med at lære hende tre bogstavlyde, e, ho og ba, som tilsammen giver ordet „Ehoba“ (Jehova på japansk). Da hun blev to år kunne hun forstå hvad jeg sagde til hende. Hver eneste aften fortalte jeg hende derfor godnathistorier fra Bibelen. Hun lyttede med stor interesse og glemte ikke beretningerne.

Da Akemi var tre og et halvt år, besøgte broder Barry os igen og forærede hende en bibel på hverdagsjapansk. Hun gik rundt i værelset med Bibelen og råbte: „Akemis bibel! Akemis bibel!“ Men et par minutter senere røg det ud af hende: „Akemis bibel har ikke Jehovas navn! Jeg vil ikke have den!“ Hun smed den fra sig. Forbløffet så jeg efter. Først slog jeg op i Esajas, kapitel 42, vers 8. Dér havde man erstattet navnet Jehova med ordet „Herren“. Jeg så også efter i andre skriftsteder, men kunne ikke finde Guds navn, Jehova. Akemi blev imidlertid beroliget da jeg viste hende Jehovas navn i min gamle japanske bibel.

Vi vender tilbage til Japan

I 1958 flyttede vi tilbage til Japan og blev tilsluttet menigheden i Sannomiya i Kobe. Jeg havde uendelig mange grunde til at være Jehova taknemmelig, og jeg ønskede at udtrykke dette ved at melde mig som pioner (heltidstjener). Jeg gav mig selv i pionertjenesten. Af den grund fik jeg mange bibelstudier og havde den store glæde at hjælpe 70 til 80 med i sandheden. For en tid fik jeg endda den forret at virke som specialpioner, hvor jeg anvendte mere end 150 timer i tjenesten hver måned, mens jeg samtidig tog mig af min mand og vores datter.

Eftersom vi havde boet i Taiwan i over 30 år, var det lidt af et kulturchok at flytte tilbage til Japan. Det var en meget svær tid for mig. Men Akemi var en trøst og en støtte, nøjagtig som broder Barry havde sagt for år tilbage. Når jeg var deprimeret sagde hun til mig: „Mor, mist ikke modet. Jehova vil sørge for en udvej.“ „Ja, det vil han,“ svarede jeg og knugede hende ind til mig. Hun var til megen opmuntring for mig! Jeg kunne ikke lade være med at takke Jehova for hende!

Jeg giver min datter til Jehova

Som syvårig blev Akemi forkynder, og i en alder af 12 blev hun døbt. Det var i sommeren 1963. Jeg tilbragte så meget tid som overhovedet muligt med hende. (5 Mosebog 6:6, 7) I pubertetsalderen havde Akemi det imidlertid svært, men med tiden gjorde hun pionertjenesten i nye distrikter til sit mål, stærkt tilskyndet af det gode eksempel som tilrejsende specialpionerer i vores menighed satte, samt de mange opmuntringer som de kom med.

I det bibelske skuespil ved områdestævnet i 1968 spillede Akemi Jeftas datter. Mens jeg så skuespillet besluttede jeg, ligesom Jefta havde gjort, at give min eneste datter, som jeg indtil nu havde hæget så meget om, til Jehova med henblik på heltidstjenesten. Hvordan ville min tilværelse mon forme sig når jeg ikke længere havde min datter i nærheden? Det var en udfordring, eftersom jeg allerede var i tresserne.

I 1970 flyttede vores datter så. Med min mands tilladelse rejste hun til Kyoto for at virke som pioner. Hun forstod vore følelser, og det var med blødende hjerte hun tog af sted. Som afskedsord citerede jeg Salme 126:5, 6 for hende: „De der sår med tårer skal høste med glædesråb. Den der ufortrødent går, men under gråd, bærende sækken med såsæd, skal lige så sikkert komme hjem med glædesråb, bærende sine neg.“ Disse ord styrkede også mig.

Senere blev Akemi gift og fortsatte i specialpionertjenesten sammen med sin mand. Og de har siden 1977, hvor hendes mand blev udnævnt til kredstilsynsmand, virket i rejsetjenesten. Ofte folder jeg et landkort ud på bordet og „rejser“ sammen med min datter. Jeg nyder at høre deres oplevelser og har lært mange søstre at kende gennem hende.

I dag er jeg 86. De forgangne år føles kun som en nattevagt. Jeg kan ikke gøre så meget som før i tjenesten på arbejdsmarken, men den bringer mig stadig megen glæde. Når jeg ser tilbage på de 60 år jeg har været i sandheden, fyldes mit hjerte med Guds sikre løfte for fremtiden. Ja, Jehova, der handler loyalt mod de loyale, lader os høste rigeligt med glæde. — Salme 18:25.