De bevarede den kristne uangribelighed i det krigshærgede Liberia

En øjenvidneskildring

„NÅR elefanter slås, bliver græsset trampet ned.“ Dette vestafrikanske ordsprog beskriver kun alt for godt hvad der fandt sted under den nylig overståede krig i Liberia! Omkring 20.000 måtte lade livet, og halvdelen af landets befolkning på 2,6 millioner blev fordrevet fra deres hjem. De fleste af disse var ikke soldater, men sagesløse mænd, kvinder og børn — der blev trådt ned som „græsset“.

Umiddelbart før krigen brød ud i december 1989, kunne de knap 2000 Jehovas vidner i Liberia glæde sig over en støt vækst i antal, samtidig med at de så fremtiden fortrøstningsfuldt i møde. Men sørgeligt nok blev de en del af ’det nedtrampede græs’.

Krigen breder sig

Krigen begyndte langs den liberianske grænse til Elfenbenskysten, og folk flygtede snart mod hovedstaden Monrovia — en storby med over en halv million indbyggere. Da kampene i marts, april og maj 1990 bredte sig mod syd, besluttede man at evakuere Jehovas Vidners missionærer, først i Ganta og derefter i Gbarnga. Missionærerne forlod disse byer som nogle af de sidste af befolkningen. Krigen nåede sit højdepunkt den 2. juli 1990 da væbnede styrker rykkede ind i Monrovia.

Ingen var forberedt på de rædsler som fulgte i krigens kølvand. Udrustede med tungt artilleri, raketter og geværgranater kæmpede tre forskellige hære til sidste mand i hovedstadens gader. De der ikke blev dræbt fordi de tilhørte en forhadt stamme, blev konstant udsat for chikane og razziaer. Over 600 mænd, kvinder og børn der havde søgt tilflugt i den lutherske Sankt Peters Kirke, blev en nat i august dræbt af en krigsgal dødspatrulje.

Folk flygtede fra kampene i hundredvis og fik ikke meget andet med sig end det tøj de havde på. Familier blev skilt og blev først genforenet efter flere måneder. Det var som om hele Monrovias befolkning skiftede bopæl, samtidig med at soldater og flygtninge fra andre dele af byen rykkede ind i de forladte huse. Over halvdelen af indbyggerne i Monrovia flygtede. De fleste mistede praktisk taget alt hvad de ejede, foruden mindst ét familiemedlem. Nogle mistede adskillige slægtninge.

Krigen havde tilspidset sig i en sådan grad at fem vestafrikanske lande sendte tropper ind i Liberia i et forsøg på at genoprette freden. I slutningen af oktober 1990 var de fleste af kampene døet hen. Men så lagde hungersnøden sig som en svøbe over den udbrændte by. Nødhjælpsorganisationer kunne rapportere at næsten en tredjedel af børnene under fem år i Monrovia på et tidspunkt led af underernæring og at der døde over et hundrede mennesker om dagen. Ulykkeligvis udnyttede nogle nødsituationen til at tjene store penge, hvilket yderligere forværrede forholdene. Ris blev stjålet fra nødforsyningerne og solgt for 140 kroner koppen. Sygdom var et problem overalt, og især kolera udgjorde en stor trussel, eftersom byens vand- og elforsyning samt dens sanitære installationer var blevet fuldstændig ødelagt.

De rundt regnet et tusind Jehovas vidner i Monrovia gik ikke ram forbi. De blev også udsat for frygtelige lidelser. De fleste flygtede til landområderne uden for byen, og nogle sejlede til Ghana og Nigeria eller flygtede ad landevejen til Elfenbenskysten og Sierra Leone. I perioden fra juli til december 1990 mistede over 30 Jehovas vidner livet. Nogle blev dræbt under skyderierne, mens andre døde som følge af sygdom eller sult. Alan Battey og Arthur Lawson, amerikanske missionærer der var udgået fra Skolen for Udnævnte Tjenere, var tilsyneladende blandt de omkomne. Bibelens opstandelseshåb er imidlertid en stor trøst for dem der har mistet nære venner eller slægtninge i denne frygtelige tid! — Apostelgerninger 24:15.

Det kristne broderskab i funktion

Mens krigen rasede flygtede mange forkyndere til Jehovas Vidners afdelingskontor og til et missionærhjem i den anden ende af byen. Nogle søgte tilflugt fordi de tilhørte en stamme som soldaterne i området stræbte efter livet. De fleste fik tildelt en opgave på afdelingskontoret og var en uvurderlig hjælp i forbindelse med madlavning og rengøring. Når forholdene uden for kontoret ellers tillod det, hjalp nogle til med at indsamle spiselige planter i en nærliggende mose.

Der var ikke én ledig kvadratmeter på afdelingskontoret. Om natten sov der venner i missionærernes soveværelser, på gangene, i forsendelsesafdelingen og på kontorerne. Vi gravede nye latriner og vedligeholdt de gamle. Søstre blev sat til at arbejde som sygeplejersker, og de tog sig dygtigt af mange malaria- og febertilfælde. Vi måtte ofte kæmpe med diarré.

Vi indførte en særlig husorden og øvede os i at søge beskyttelse under bombeangreb. Når de forskellige grupper kæmpede mod hinanden med tungt artilleri, var vi i træning med at nå afdelingskontorets beskyttelsesområder i en fart. Vores tre meter høje mur ydede nogen beskyttelse, men det var ikke nok til at holde vildfarne projektiler tilbage. Kontorets tag var så fyldt med skudhuller at det efterhånden mere lignede en si end et tag!

En anden familie kom til kontoret med en dame, en udøbt forkynder, der havde hjulpet til med at redde familien fra at blive dræbt af hendes stammefrænder. Men da situationen ændrede sig og damen kom i farezonen, reddede familien hende fra medlemmer af deres stamme.

Igen og igen gik missionærer ud til afdelingskontorets port for at tale bevæbnede mænd fra at gennemsøge eller udplyndre lokaliteterne. Engang mens vi holdt et kristent møde brød en gruppe mænd ind med skarpladte skydevåben og påstod at vi skjulte nogle af en bestemt stamme. Det overrumplede dem hvor roligt de lokale Jehovas vidner tog det idet de sad stille og lyttede ved mødet. De gennemsøgte huset men fandt ikke hvad de var kommet for. Det lykkedes os altid at forsikre de ubudne gæster om at vi ikke skjulte soldater eller andre af deres fjender. Som kristne holdt vi os strengt neutrale.

På et tidspunkt da der udkæmpedes svære kampe mellem soldaterne, ankom en gruppe forkyndere til afdelingskontoret bærende på en broder der var uhelbredeligt syg af kræft. Sørgeligt nok døde han kort efter. Vi gravede en grav i gården, og derefter blev der holdt en meget rørende begravelsestale! Broderen havde sat et godt eksempel som ældste i området og havde tjent trofast i adskillige år. Cirka et hundrede af dem der var flygtet til kontoret samledes i forhallen til begravelsen, til akkompagnement af geværild.

Vi får mad og vand

Fødevareforsyningerne var meget begrænsede. Leverandørerne havde allerede før krigen brød ud standset importen af varer. Det var derfor næsten ikke til at opdrive fødevarer i byen. Afdelingskontorets forråd kunne have rakt i lang tid til de 12 medlemmer af betelfamilien, men nogle gange havde vi op til 200 boende hos os, deriblandt naboer som ikke var Jehovas vidner men som var i akut nød. Alle måtte begrænse sig til blot ét måltid om dagen, og takket være denne rationering kunne vi klare os i adskillige måneder. Men vi følte os alle konstant sultne. Spædbørn lå halvsovende i deres forældres arme og var næsten ikke andet end skind og ben.

Vort forråd slap imidlertid snart op. Hvor skulle vi få fødevarer fra? Ingen forretninger i Monrovia havde åbent. Overalt i byens gader strejfede folk om for at finde et eller andet de kunne spise. Og hvad som helst kunne bruges — selv hunde, katte og rotter. To missionærer fra afdelingskontoret besluttede at prøve at tage til byen Kakata, der ligger cirka 60 kilometer fra kontoret. Her havde man indstillet kampene.

Missionærerne satte nogle eksemplarer af Vagttårnet og andre ting fast på bilruderne så andre kunne se at de var Jehovas vidner. Efter at være kommet igennem forskellige kontrolsteder blev de standset og forhørt af en kraftigt bygget mand. Han havde håndgranater hængende på brystet og en revolver ved hoften. De fortalte ham at de var Jehovas vidner og at de var på vej til Kakata efter mad.

„Følg efter mig,“ sagde han. „Jeg er den øverstkommanderende her.“ Han førte dem hen til sit hovedkvarter. Da han hørte at de gav husly til flygtninge, gav han sine mænd ordre til at levere 20 sække ris — der hver vejede 45 kilo — til afdelingskontoret! Missionærerne fik også udstedt en tilladelse til at køre til Kakata, og en bevæbnet vagt blev sat til at eskortere dem sikkert gennem de resterende vejspærringer.

I Kakata fandt de frem til broder Abraham, en af vore kristne trosfæller, der var indehaver af en forretning. Han havde opmagasineret fødevarekartoner til os, deriblandt tørmælk, sukker, dåsegrøntsager og andre levnedsmidler. Det var enestående at høre hvordan der var blevet sørget for missionærbrødrene på deres tur. Det må have glædet Jehova at se hvordan vi havde delt vores mad med vore venner og naboer, for nu var vore forråd igen blevet fyldt op. — Ordsprogene 11:25.

På missionærhjemmet i den anden ende af Monrovia tog missionærerne sig også af nogle flygtninge — og fik ligesom afdelingskontoret hjælp fra helt uventede kanter. En missionær modtog for eksempel tre sække ris af en soldat der kunne huske at missionæren 16 år tidligere havde forkyndt i det område hvor soldaten tjente. En anden missionær fik fire sække ris efter en personlig samtale med lederen af en af oprørsgrupperne.

På et tidspunkt troede vi at vi blev nødt til at evakuere alle fra afdelingskontoret på grund af vandmangel. Mange af lokalbefolkningen kom og hentede vand fra vores brønd. Men vi begyndte at løbe tør for brændstof til den generator der drev pumpen. En af de mænd som havde søgt tilflugt på afdelingskontoret under de første dages kampe, var så glad for det vi havde gjort for ham at han skaffede det nødvendige brændstof da han hørte om vort problem. Så vi undgik at løbe tør for vand.

Vi bevarer vor åndelige styrke

Da vi i oktober 1990 som de sidste af missionærerne blev opfordret til at forlade Liberia, tænkte vi kun på hvordan vore brødre og søstre dog skulle klare sig. Det fremgår tydeligt af de rapporter vi har modtaget siden, at de har været travlt optaget af tjenesten.

Før krigen brød ud anvendte hver forkynder gennemsnitlig omkring 17 timer om måneden i tjenesten. Men da krigen rasede og de uafladeligt måtte lede efter noget spiseligt i kratskoven, nåede nogle menigheder op på gennemsnitlig 20 timer i tjenesten pr. forkynder! Eftersom der kun var få numre af bladet Vagttårnet måtte mange søstre desuden afskrive studieartiklerne i hånden, så der kunne cirkulere flere eksemplarer blandt forkynderne til brug ved vagttårnsstudiet om søndagen.

De fire menigheder nærmest Monrovia var fyldt til bristepunktet af forkyndere der var flygtet fra kampene i byen. Disse venner mistede alt hvad de ejede, eftersom de ikke kunne vende tilbage til deres hjem og hente noget som helst. I månedsvis var nogle endda skilt fra deres børn eller forældre, som befandt sig på den anden side af kamplinjen! Ved højtiden den 30. marts til minde om Jesu død var der i alt 1473 til stede i disse fire menigheder.

De cirka 300 forkyndere der var tilbage i Monrovia bestræbte sig ihærdigt på at være hjælpepionerer i den måned mindehøjtiden skulle holdes, og det til trods for at de blot nogle få uger inden havde været så udhungrede at de knap nok kunne gå. De gjorde en stor indsats for at invitere folk til mindehøjtiden, og 1116 interesserede mødte op.

En kristen ældste i Monrovia fortæller: „Vi besluttede at holde møderne i rigssalen igen fra december 1990. Ved det første møde var der 17 til stede. Senere kom vi op på 40, og denne mødedeltagelse holdt et stykke tid. Men den 24. februar 1991 var der 65 til møde, og ugen efter 85. Næsten alle i menigheden efterkom opfordringen til at være hjælpepioner i marts måned.“

Omsorg for andre

Et ikketroende familiemedlem til en forkynder bemærkede: „Vore kirkebrødre havde travlt med at slå hinanden [folk fra fjendestammerne] ihjel under krigen, og havde aldrig tid til deres trosfæller.“ Men blandt Jehovas folk rådede der helt anderledes forhold!

Lederen af et stedligt nødhjælpshold skrev for eksempel til de lokale brødre der varetog arbejdet på afdelingskontoret i februar 1991: „Med dette brev ønsker vi at udtrykke vor tak for og værdsættelse af at I og jeres institution vedvarende har stillet faciliteter til vor rådighed i forbindelse med distributionen af fødevarer til vort folk. Jeres humanitære gestus viser at I som selskab er villige til at bringe fred og velvilje til landet. I må endelig fortsætte jeres gode arbejde.“

Jehovas vidner i andre lande var hurtige til at reagere på deres liberianske brødres nød. Der kom nødhjælp fra blandt andet Sierra Leone og Elfenbenskysten i Vestafrika samt Holland, Italien og De Forenede Stater.

En lille pige hvis mor blev henrettet fordi hun tilhørte en forhadt stamme, gav udtryk for sin taknemmelighed over den hjælp hun havde modtaget. Hun skrev: „Tusind tak for alt det I har sendt mig. I har været som en mor for mig. Jeg mistede min mor og min lillebror i krigen. Jeg beder Jehova velsigne jer alle. Jeg er 11 år.“

En broder med seks børn hvis kone havde måttet gemme sig i månedsvis på grund af sin afstamning, gav også udtryk for sin taknemmelighed over den hjælp han havde modtaget: „Vi har ikke brudt ind i folks hjem og stjålet deres ejendele for derefter at sælge dem. Men alligevel har vi, i modsætning til vore naboer, fået noget at spise hver dag fordi vi vidste hvordan vi skulle økonomisere med den smule vi havde. Jehova har lært os dette.“

Det gjorde også et dybt indtryk på os at se den ånd en broder lagde for dagen. Han var flygtet til Elfenbenskysten sammen med sin hustru og to børn og havde efterladt sig et flot hus, der senere blev brændt ned til grunden. Det der plagede ham mest var imidlertid ikke tabet af huset, men at han havde mistet sit teokratiske bibliotek!

Vi lærte noget værdifuldt

Når jeg ser tilbage er det med stor værdsættelse af alt det gode Jehova har lært os. Jeg kender personligt mange som har bevaret deres uangribelighed og overlevet, såvel som andre der også var uangribelige, men som døde. Jeg har virkelig lært at forstå hvor vigtigt det er at have den indstilling som apostelen Paulus gav udtryk for da han skrev: „Når vi lever, lever vi for Jehova, og når vi dør, dør vi for Jehova. Derfor, både når vi lever og når vi dør, tilhører vi Jehova.“ — Romerne 14:8.

En anden der også har været missionær i mange år, har bemærket: „Alt dette har lært os at Jehova er en hjælper uden lige. Ja, det er som apostelen Paulus meget rammende har sagt: ’Vi følte i os selv at vi havde fået dødsdommen. Dette skete for at vi ikke skulle stole på os selv, men på den Gud som oprejser de døde.’“ (2 Korinther 1:9; Salme 30:10) Og missionærbroderen tilføjede: „Krigen har tydeligvis lært os at Jehovas folk er et brodersamfund, et samfund der har iklædt sig den selvopofrende kærlighed som Jesus fremhævede.“ — Johannes 13:35.

Nogle af os missionærer der måtte forlade landet da kampene rasede i oktober 1990, modtog et brev fra en liberiansk søster. Dette brev er et godt udtryk for styrken i vort kristne broderskab. „Det er min bøn at I alle snart vil komme tilbage til Liberia så vi kan holde stævne sammen,“ skrev hun. „Jeg kan næsten ikke vente til den dag oprinder. Blot tanken gør mig lykkelig.“

Ja, det ville være vidunderligt hvis vi i Liberia kunne fortsætte i samme gænge med kristne aktiviteter som før. (Filipperne 3:16) Vor søster har ret; det første stævne i Monrovia efter missionærernes og andre flygtninges tilbagevenden, vil være særlig glædeligt. Derom hersker der ingen tvivl!

[Kort på side 27]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

LIBERIA

Monrovia

Kakata

Gbarnga

Ganta

SIERRA LEONE

GUINEA

ELFENBENSKYSTEN

Atlanterhavet

[Illustration på side 28]

Børn af fordrevne Jehovas vidner på afdelingskontoret under krigen

[Illustration på side 31]

Liberianske flygtninge sorterer tøj som Jehovas vidner i Elfenbenskysten har givet som nødhjælp