Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w92 15/3 s. 4-7
  • Hvad Guds rige kan komme til at betyde for dig

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvad Guds rige kan komme til at betyde for dig
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1992
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Jesu syn på Guds rige
  • Er Guds rige inden i os?
  • Hvornår ville det komme?
  • Hvordan Riget kommer
  • Velsignelserne under Guds rige
  • Hvad Jesus sagde om Guds rige
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2010
  • Om Guds rige
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2008
  • Guds rige hersker
    Kundskab der fører til evigt liv
  • Er Guds rige en hjertetilstand?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2011
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1992
w92 15/3 s. 4-7

Hvad Guds rige kan komme til at betyde for dig

JESUS lærte sine disciple at bede: „Lad dit rige komme.“ (Mattæus 6:10) Hvor ofte er disse ord ikke blevet bedt til Gud af dem der bekender sig som Jesu disciple!

Men Jesus lærte ikke blot sine disciple at bede om Guds rige. Guds rige var hovedtemaet i hans forkyndelse. Encyclopædia Britannica siger at Guds rige „generelt betragtes som det centrale tema i Jesu lære“.

Hvad betyder det når kristne beder om at Guds rige må komme? Hvad kan Guds rige komme til at betyde for dem og for dig? Og hvordan betragtede Jesus spørgsmålet?

Jesu syn på Guds rige

Jesus kaldte ofte sig selv for „Menneskesønnen“. (Mattæus 10:23; 11:19; 16:28; 20:18, 28) Dette minder os om profeten Daniels omtale af „en menneskesøn“. Om en fremtidig himmelsk begivenhed sagde Daniel: „Jeg så videre i nattesynerne, og se: Med himmelens skyer kom en der var som en menneskesøn, og han fik foretræde for den gamle af dage, og man førte ham frem foran ham. Og der blev givet ham herredømme og ære og kongemagt, og alle folkeslag, folkestammer og tungemål skal tjene ham.“ — Daniel 7:13, 14.

Med hensyn til hvornår han ville modtage sin kongemagt sagde Jesus til sine apostle: „Når Menneskesønnen sætter sig på sin herligheds trone, skal I som har fulgt mig også selv sidde på tolv troner.“ Jesus sagde endvidere: „Menneskesønnen kommer i sin herlighed, . . . og alle nationerne skal samles foran ham, og han vil skille folk fra hinanden, ligesom en hyrde skiller fårene fra gederne. . . . Disse [de uretfærdige] skal gå bort til evig afskærelse, men de retfærdige til evigt liv.“ — Mattæus 19:28; 25:31, 32, 46.

Denne profetiske udtalelse om at sidde på troner og samle alle nationale grupper, vidner om at Guds rige er en regering hvor Jesus og nogle af hans disciple vil herske over menneskeheden. Denne regering vil få magt til at fjerne de uretfærdige. Under Rigets styre vil de som har den rette indstilling modtage det evige livs gave fra Gud.

Guds rige er altså tydeligvis en himmelsk regering der er indsat af Gud. Guds rige er ikke kirken, og Bibelen giver ikke rum for en verdslig forståelse af det. Desuden kan en gudgiven regering ikke blot være noget i en persons hjerte. Eftersom Guds rige er en regering, er det ikke en tilstand i hjertet når man bliver kristen. Men hvorfor tror nogle så at Guds rige kun har noget med hjertet at gøre?

Er Guds rige inden i os?

At nogle mener at Guds rige er i hjertet, skyldes den måde visse bibeloversættere gengiver Lukas 17:21 på. Ifølge den danske autoriserede bibeloversættelse siger Jesus her: „Guds rige er inden i jer.“

The Interpreter’s Dictionary of the Bible siger imidlertid: „Dette citeres ofte som et eksempel på Jesu ’mysticisme’, men denne fortolkning skyldes hovedsagelig den gamle oversættelse ’inden i jer’ . . . Den teori at Guds rige er en indre tilstand i sindet, eller den personlige frelse, strider imod den sammenhæng som verset forekommer i, samt imod hele Det Nye Testamentes forståelse af begrebet.“

En fodnote til Lukas 17:21 i den danske autoriserede bibeloversættelse viser at Jesu ord også kan gengives: „Midt iblandt jer.“ Samme vending bruger den danske prøveoversættelse af 1989. Andre bibeloversættelser siger „Guds rige er iblandt jer“ eller „er i jeres midte“. (The New English Bible; The Jerusalem Bible; Revised Standard Version) Ifølge Ny Verden-oversættelsen sagde Jesus: „Guds rige er i jeres midte.“ Jesus mente ikke at Guds rige var i hjertet på de stolte farisæere, som han talte til. Nej, Jesus var i deres midte som den længe ventede Messias og udvalgte Konge. Men der ville forløbe nogen tid før Guds rige kom.

Hvornår ville det komme?

Nogle af Jesu Kristi disciple er blevet udvalgt til hans medregenter i det himmelske messianske rige. De dør trofaste mod Gud ligesom Jesus og bliver oprejst til åndeligt liv i himmelen. (1 Peter 3:18) De er forholdsvis få i antal, nemlig 144.000 konger og præster som er ’købt ud af menneskeslægten’. (Åbenbaringen 14:1-4; 20:6) Jesu trofaste apostle vil være blandt hans medregenter. — Lukas 12:32.

Ved en lejlighed gav Jesus sine disciple dette løfte: „Der er nogle af dem som står her der slet ikke skal smage døden førend de ser Menneskesønnen komme i sit rige.“ (Mattæus 16:28) Interessant nok viser det følgende vers at Jesu løfte allerede gik i opfyldelse et par dage senere. Det var da han tog tre af sine disciple med op på et bjerg og blev forvandlet for øjnene af dem, hvorved de fik et syn af ham i Rigets herlighed. (Mattæus 17:1-9) Men Guds rige blev ikke oprettet på dét tidspunkt. Hvornår blev det så?

Af en af Jesu billedtaler fremgår det at Jesus ikke straks blev indsat som messiansk konge. I Lukas 19:11-15 læser vi: „Han [talte] . . . til dem med en billedtale, fordi han var nær ved Jerusalem og de mente at Guds rige øjeblikkelig ville vise sig. Derfor sagde han: ’En mand af fornem herkomst rejste til et fjernt land for at sikre sig kongemagt og så vende tilbage. Han kaldte da ti af sine trælle til sig og gav dem ti miner og sagde til dem: „Driv forretning til jeg kommer.“ . . . Da han til sidst kom tilbage efter at have fået kongemagten, befalede han at de trælle som han havde givet sølvpengene skulle kaldes til ham, så han kunne få at vide hvad de havde indtjent ved at drive forretning.’“

Dengang kunne det tage lang tid for en mand at rejse fra Israel til Rom, vente i byen indtil han havde sikret sig kongemagt og derefter vende tilbage til sit hjemland som konge. Jesus var „en mand af fornem herkomst“. Han ville modtage kongemagt fra sin Fader i himmelen men ville ikke med det samme blive indsat som messiansk konge. Hans disciple skulle ’drive forretning’ ved at videreføre arbejdet med at forkynde den gode nyhed om Guds rige i lang tid før han kom tilbage som konge.

Hvordan Riget kommer

Hvad anmoder venner af Gud om når de beder om at hans rige må komme? De beder i grunden om at det himmelske rige må skride til handling og fjerne de menneskeskabte regeringssystemer som ikke har kunnet leve op til deres løfte om at bringe sand fred og fremgang. Profeten Daniel beskrev denne udvikling med ordene: „Men i de kongers dage vil himmelens Gud oprette et rige som aldrig vil blive ødelagt. Og riget vil ikke blive overdraget til noget andet folk. Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger, men selv bestå evindelig.“ (Daniel 2:44) Hvornår ville det ske?

Jesus forudsagde at det ville ske inden for den generations levetid som blev vidne til samfundsomvæltninger uden sidestykke. For at man skulle kunne skelne hvornår han var ’nærværende’ gav Jesus et sammensat „tegn“ der blandt andet bestod i at der skulle være krige uden fortilfælde, jordskælv, hungersnød, pestsygdomme — ja, og en verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed om Guds rige. — Mattæus, kapitel 24, 25; Markus, kapitel 13; Lukas, kapitel 21.

I Jesu profeti omtales begivenheder som finder sted nu — her i vort 20. århundrede. Derfor kan det ikke vare længe før Guds rige bringer menneskeheden store velsignelser. Du kan være blandt dem der nyder gavn af Guds riges velsignelser. Men hvad kan Guds rige betyde for dig og dine nærmeste?

Velsignelserne under Guds rige

På hele jorden vil der råde lykke. „En ny himmel“ — det himmelske rige — vil herske over „en ny jord“, et verdenssamfund af lydige undersåtter. „Gud selv vil være hos dem,“ skrev apostelen Johannes. „Og han vil tørre hver tåre af deres øjne.“ Til den tid vil der ikke være noget som står i vejen for lykken, hverken „sorg eller skrig eller smerte“. — Åbenbaringen 21:1-4.

Døden skal ikke være mere. Denne årsag til stor sorg vil ikke længere berøve os vore venner og kære. „Den sidste fjende der tilintetgøres, er døden.“ (1 Korinther 15:26) Det vil være en stor glæde når begravelser afløses af opstandelser — ja, af alle der er i Guds erindring! — Johannes 5:28, 29.

Sygdom og handicap forsvinder. Hospitalssengene vil ikke længere være fyldt med mennesker der lider af fysiske eller mentale sygdomme. Den store læge, Jesus Kristus, vil anvende værdien af sit genløsningsoffer „til lægedom for nationerne“. (Åbenbaringen 22:1, 2; Mattæus 20:28; 1 Johannes 2:1, 2) De helbredelser han udførte mens han var på jorden er et forbillede på hvad han vil udrette i Guds rige. — Jævnfør Esajas 33:24; Mattæus 14:14.

Der vil være rigeligt med fødevarer. Salmisten sagde: „Der vil være en overflod af korn på jorden; på bjergenes top vil det bugne.“ (Salme 72:16) I Esajas’ profeti tilføjes der: „Hærstyrkers Jehova vil på dette bjerg berede et festmåltid for alle folkeslagene med retter der er rige på olie, et festmåltid med vellagrede vine, med marvfulde retter der er rige på olie, med vellagrede, klarede vine.“ (Esajas 25:6) Under Guds rige vil jordens indbyggere ikke blive ramt af hungersnød.

Hele jorden vil blive et paradis. På den måde vil Jesu løfte til den angrende forbryder gå i opfyldelse: „Du skal være med mig i Paradiset.“ (Lukas 23:43) Også du kan komme til at leve evigt på denne jord, en jord der er renset for ondskab og forvandlet til en dejlig, parklignende klode. — Johannes 17:3.

Disse enestående udsigter stilles alle mennesker i udsigt. Jehovas inspirerede ord, Bibelen, indeholder forsikringer om at det vil ske. Alt dette kan Guds rige komme til at betyde for dig.

[Illustration på side 7]

Tror du på det Jesus sagde om Guds rige?

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del