Lærte urkirken at Gud er en treenighed?

3. del — Fremholdt apologeterne treenighedslæren?

Vagttårnet for 1. november 1991 og 1. februar 1992 viste at treenighedslæren ikke blev fremholdt af Jesus eller hans disciple og heller ikke af de apostolske fædre i slutningen af det første og begyndelsen af det andet århundrede. Fremholdt kirkefolk senere i det andet århundrede da denne lære?

BLANDT de kirkefolk der levede i sidste halvdel af det andet århundrede var dem der kaldes apologeterne. De skrev for at forsvare den kristendom de kendte, imod de fjendtlige filosofier som var fremherskende i datidens romerske verden. De levede hen imod slutningen af og efter den periode hvori de apostolske fædres skrifter blev til.

Blandt de apologeter som skrev på græsk var Justinus Martyr, Tatian, Athenagoras, Theofilus og Clemens fra Alexandria. Apologeten Tertullian skrev på latin. Fremholdt apologeterne vore dages kristenheds treenighed bestående af tre ligestillede personer (Faderen, Sønnen og Helligånden) som alle siges at være ’sand gud, og dog ikke tre guder men én gud’?

„Sønnen er underordnet“

I sin bog A Short History of the Early Church skriver dr. H. R. Boer følgende om apologeternes lære:

„Justinus [Martyr] mente at Gud var alene før verdens skabelse og at der dengang ikke var nogen Søn. . . . Da Gud ønskede at skabe verden, . . . avlede han et andet guddommeligt væsen til at skabe verden for sig. Dette guddommelige væsen blev kaldt . . . Søn fordi han var avlet, han blev kaldt Logos fordi han var udgået fra Guds tanke eller sind. . . .

Justinus og de andre apologeter lærte således at Sønnen er en skabning. Han er en ophøjet skabning, en skabning magtfuld nok til at skabe verden, men kun en skabning. I teologien kaldes dette forhold mellem Søn og Fader for subordinationisme. Sønnen er underordnet, det vil sige, står under, er afhængig af, og frembragt af, Faderen. Apologeterne var subordinationister.“¹

I bogen The Formation of Christian Dogma siger dr. Martin Werner om den tidligste forståelse af forholdet mellem Søn og Gud:

„Forholdet blev tydeligvis opfattet som ’subordineret’, sådan forstået at Kristus var underordnet Gud. Når som helst Jesu forhold til Gud, Faderen, bringes på bane i Ny Testamente, . . . forstås og fremstilles det som klart underordnet. Og den mest afgjorte subordinationist i Ny Testamente var, ifølge den synoptiske beretning, Jesus selv . . . Denne klare oprindelige forståelse levede længe. ’Alle de store førnikænske teologer fremstillede Logos som underordnet Gud.’“²

R. P. C. Hanson skriver samstemmende i The Search for the Christian Doctrine of God:

„Der er ingen teolog i Østkirken eller Vestkirken før den arianske strids udbrud [i det fjerde århundrede] som ikke i en eller anden forstand opfatter Sønnen som underordnet Faderen.“³

Dr. Alvan Lamson skriver i The Church of the First Three Centuries følgende om de kirkelige autoriteters lære før kirkemødet i Nikæa (325):

„De førnikænske fædre betragtede generelt, måske alle som én, Sønnen som værende af lavere rang . . . At de betragtede Sønnen som forskellig fra Faderen fremgår tydeligt af de tilfælde hvor de direkte påpeger at han er af lavere værdighed. . . . De betragtede ham som adskilt og underordnet.“⁴

Tilsvarende skriver Robert M. Grant i bogen Gods and the One God følgende om apologeterne:

„Kristologien i apologierne er som i Det Nye Testamente i hovedsagen subordinationistisk. Sønnen er altid underordnet Faderen, Det Gamle Testamentes ene Gud. . . . Vi finder derfor ikke en treenighedslære hos disse tidlige skribenter . . . Før Nikæa var kristen teologi næsten udelukkende subordinationistisk.“⁵

Kristenhedens treenighedslære går ud på at Sønnen er ligestillet med Gud Faderen hvad evighed, magt, stilling og visdom angår. Men ifølge apologeterne var Sønnen og Faderen ikke lige. De betragtede Sønnen som underordnet Gud. Dette er ikke en treenighedslære.

En afspejling af de første kristnes lære

Apologeterne og andre tidlige kirkefædre holdt i udstrakt grad fast ved det de kristne i det første århundrede havde lært om Faderens og Sønnens indbyrdes forhold. Bogen The Formation of Christian Dogma siger:

„I den tidlige kristne æra var der intet tegn på nogen form for trinitarisk strid som den der senere skabte voldsomme konflikter i kirken. Årsagen er uden tvivl at Kristus i urkristendommen var . . . et væsen i den høje himmelske engleverden, som var skabt og udvalgt af Gud til den opgave, ved tidernes ende, at hidbringe . . . Guds rige.“⁶

Om de tidlige kirkefædres lære indrømmer The International Standard Bible Encyclopedia endvidere:

„I Kirkens tidligste tankegang var der en tilbøjelighed til at opfatte Gud Faderen, ikke i første række som Jesu Kristi Fader, men som ophavet til alt liv. Gud Faderen var derfor Gud par excellence. Han kunne siges at være uden begyndelse, udødelig, uforanderlig, uransagelig, usynlig og uskabt. Det er Ham der ud af intetheden frembragte alt, også selve skabelsens materiale. . . .

Dette synes at antyde at det strengt taget kun er Faderen der er Gud, og at Sønnen og Helligånden først i anden række er det. Mange tidlige udtalelser lader til at støtte den tanke.“⁷

Dette opslagsværk holder alligevel fast ved at treenighedslæren var anerkendt i denne tidlige periode, men kendsgerningerne viser noget andet. Tænk på hvad den kendte katolske teolog John Henry kardinal Newman har sagt:

„Lad os antage at urkirken konsekvent og ensartet bekendte hele samlingen af dogmer om vor Herre. . . . Men det forholder sig visselig anderledes med den katolske treenighedslære. Jeg kan ikke se i hvilken forstand det kan siges at der er almindelig enighed om den blandt [autoriteterne i urkirken] . . .

Trosbekendelserne i den tidlige tid nævner . . . overhovedet ikke [treenigheden]. De nævner ganske vist de tre, men der er intet mysterium forbundet med læren. At de tre er ét, er ligestillede, lige evige, alle uskabte, alle almægtige, alle umulige at fatte, siges der intet om.“⁸

Hvad Justinus Martyr lærte

En af de tidligste apologeter var Justinus Martyr, som levede fra omkring 110 til 165. Ingen steder i hans omfattende litterære produktion siges der at Gud består af tre sideordnede personer.

Ifølge den danske prøveoversættelse (1989) siges der i Ordsprogene 8:22-30 om den førmenneskelige Jesus: „Som den første af sine handlinger skabte Herren mig, forud for sine værker dengang. . . . Jeg blev født, før der var urdyb . . . forud for højene blev jeg født . . . [jeg var] ved hans [Guds] side som hans fortrolige.“ I Dialog med jøden Tryfon kommenterer Justinus disse vers således:

„Skriften har erklæret at dette afkom blev født af Faderen før alt det skabte; og at det der fødes er forskelligt fra det der føder, vil alle vel indrømme.“⁹

Eftersom Sønnen er født af Gud, bruger Justinus betegnelsen „Gud“ om Sønnen. Han skriver i sin Første apologi: „Alle Tings Fader har en Søn, der ogsaa som Guds Logos og førstefødte Søn selv er Gud.“¹⁰ Bibelen kalder også Guds Søn for „Gud“. I Esajas 9:6 omtales han som „Vældig Gud“. Men i Bibelen kaldes også engle, mennesker, falske guder og Satan for „guder“. (Engle: Salme 8:5; jævnfør Hebræerbrevet 2:6, 7. Mennesker: Salme 82:6. Falske guder: Anden Mosebog 12:12; Første Korintherbrev 8:5. Satan: Andet Korintherbrev 4:4.) Det hebraiske ord for „Gud“, ’El, betyder slet og ret: „en der har magt, er mægtig“. Det tilsvarende ord i De Græske Skrifter er theosʹ.

Af det hebraiske ord der anvendes i Esajas 9:6 kan man desuden forstå at der klart skelnes mellem Sønnen og Gud. Her kaldes Sønnen „Vældig Gud“, ’El Gibbōrʹ, ikke „den almægtige Gud“, ’El Sjaddajʹ, en titel der kun bruges om Jehova Gud.

Læg imidlertid mærke til at selv om Justinus kalder Sønnen for „Gud“, siger han aldrig at Sønnen er en af tre ligestillede personer som alle tre er Gud men tilsammen kun udgør én Gud. I Dialog med jøden Tryfon siger han derimod:

„Der er . . . en anden Gud og Herre [den førmenneskelige Jesus] som er underlagt altings Skaber [den almægtige Gud]; som [Sønnen] også kaldes en engel, fordi Han [Sønnen] bekendtgør for mennesker alt hvad Skaberen af alle ting — over hvem der ikke er nogen anden Gud — ønsker at bekendtgøre dem. . . .

[Sønnen] er adskilt fra Ham som skabte alting — naturligvis hvad identitet angår, ikke hvad vilje angår.“¹¹

I en interessant passage i sin Første apologi, kapitel 6, gendriver Justinus den hedenske anklage der går ud på at kristne er ateister. Han skriver:

„Ham [Gud] saavel som Sønnen, der kom fra ham og lærte os dette, og den Hærskare af andre gode Engle, der følger ham og ligner ham, og den profetiske Aand ærer og tilbeder vi.“¹²

En oversætter af denne passage, Bernard Lohse, forklarer: „Ikke alene optræder engle i denne opregning som væsener der æres og tilbedes af kristne, men Justinus viger heller ikke tilbage for at nævne englene før Helligånden.“¹³ — Se også An Essay on the Development of Christian Doctrine.¹⁴

Selv om det lader til at Justinus var afveget fra den rene bibelske lære med hensyn til hvem kristne skal tilbede, betragtede han altså tydeligvis ikke Sønnen som ligestillet med Faderen, lige så lidt som englene blev betragtet som sådan. Alvan Lamson siger i den forbindelse i The Church of the First Three Centuries:

„Justinus betragtede Sønnen som forskellig fra Gud, og som underordnet ham: forskellig, men ikke i moderne forstand som en af tre hypostaser eller personer, . . . men som forskellig i væsen og natur, som én der havde en virkelig, konkret, individuel eksistens, adskilt fra Gud, fra hvem han modtog al sin magt og sine titler; som blev indsat under ham og i alt var underkastet hans vilje. Faderen er den højeste, Sønnen er underordnet. Faderen er kraftens kilde, Sønnen modtageren. Faderen beslutter, og som hans tjener eller redskab udfører Sønnen hans hensigt. De er to i antal, men enige, eller ét, i vilje. Sønnen gør altid Faderens vilje.“¹⁵

Justinus siger intetsteds at den hellige ånd er en person der er ligestillet med Faderen og Sønnen. Det kan derfor ingenlunde siges at Justinus fremholdt den nutidige kristenheds treenighedslære.

Hvad Clemens lærte

Clemens fra Alexandria (ca. 150 til 215) kalder også Sønnen „Gud“. Han kalder ham endda „Skaber“, en betegnelse der aldrig i Bibelen bruges om Jesus. Mente Clemens at Sønnen på alle måder var ligestillet med den almægtige Skaber? Nej. Clemens henviste utvivlsomt til Johannes 1:3, hvor der om Sønnen siges: „Alt er blevet til gennem ham.“¹⁶ Gud skabte alting ved Sønnens medvirken. — Kolossenserne 1:15-17.

Clemens kalder den højeste Gud „vor herre Jesu Gud og Fader“ og siger at „Herren er Skaberens Søn“.¹⁷ Han siger også: „Altings Gud er én god, retfærdig Skaber, og Sønnen [er] i Faderen.“¹⁸ Clemens skrev altså at Sønnen har en Gud over sig.

Clemens omtaler Gud som „den første og eneste giver af evigt liv, hvilket Sønnen, som modtog det af Ham [Gud], giver os“. Den oprindelige Giver af evigt liv er naturligvis større end den der blot giver det videre. Clemens siger således at Gud „er først og højest“.¹⁹ Desuden siger han at Sønnen „er nærmest Ham som alene er den Almægtige“, og at Sønnen „altid giver befalinger i overensstemmelse med Faderens vilje“.²⁰ Gang på gang viser Clemens at den almægtige Gud står over Sønnen.

I The Church of the First Three Centuries læser vi følgende om Clemens fra Alexandria:

„Vi kunne citere mange passager fra Clemens som tydeligt understreger at Sønnen står lavere hvad angår rang. . . .

Det er overraskende at nogen opmærksomt kan læse Clemens og blot et eneste øjeblik få det indtryk at han betragtede Sønnen som identisk — ét — med Faderen. Hans afhængige og lavere natur anerkendes, så vidt vi kan se, overalt. Clemens troede at Gud og Sønnen var adskilte, eller, sagt med andre ord, to væsener — et højeste væsen og et underordnet væsen.“²¹

Igen må man sige at selv om Clemens tilsyneladende indimellem går ud over hvad Bibelen siger om Jesus, taler han ingen steder om en treenighed bestående af tre ligestillede personer i én Gud. Det samme gælder apologeter som Tatian, Theofilus og Athenagoras, der levede i tidsrummet mellem Justinus og Clemens. Ifølge Alvan Lamson „var de ikke mere trinitarer end Justinus selv. De troede ikke på en Gud der bestod af tre ligestillede personer men alligevel var udelelig; de fremholdt tværtimod en lære der var fuldstændig uforenelig med denne tro.“²²

Tertullians teologi

Tertullian (ca. 160 til 230) var den første der brugte det latinske ord trinitas. Ifølge Kirke-Leksikon for Norden formulerede Tertullian grundformlen „en Substans, tre Personer“.²³ Det betyder dog ikke at han mente at de tre personer var ligestillede og lige evige. Men hans idéer blev udviklet af senere skribenter som arbejdede hen imod en treenighedslære.

Tertullians opfattelse af Fader, Søn og Helligånd var meget forskellig fra kristenhedens treenighed, eftersom han var subordinationist. Han betragtede Sønnen som underordnet Faderen. I Imod Hermogenes skrev han:

„Vi bør ikke forestille os at der er noget andet væsen end Gud alene som er ufødt og uskabt. . . . Hvordan kan noget, bortset fra Faderen, være ældre, og således prægtigere, end Guds Søn, det enbårne og førstefødte Ord? . . . At [Gud], som ikke har en Skaber nødig for at eksistere, vil være af langt højere rang end det der har haft et ophav [altså Sønnen].“²⁴

Også i Imod Praxeas viser han at Sønnen er forskellig og underordnet den almægtige Gud ved at sige:

„Faderen er den fuldstændige substans, men Sønnen er udgået derfra og er en del af helheden, hvilket han selv erkender: ’Min Fader er større end jeg.’ . . . Faderen er således forskellig fra Sønnen, er større end Sønnen, lige så sikkert som at den der føder er én, og den der fødes en anden. Den der sender er også en anden end den der sendes. Og den der skaber er forskellig fra det der skabes.“²⁵

„Denne fornuft, eller Logos, som grækerne kaldte den, blev ifølge Tertullian senere til Ordet, eller Sønnen, det vil sige et egentligt væsen, idet det fra evighed kun havde eksisteret som en egenskab ved Faderen. Tertullian gav ham imidlertid en lavere rang end Faderen . . .

Bedømt efter vore dages udlægninger af treenighedslæren ville ethvert forsøg på at redde Tertullian fra at blive fordømt [som kætter] være håbløst. Han kunne ikke et øjeblik stå prøve.“²⁹

Ingen treenighed

Når man læser alle apologeternes skrifter finder man at selv om de på nogle punkter afviger fra Bibelens lære, er der ingen af dem der lærer at Faderen, Sønnen og den hellige ånd er lige hvad evighed, magt, stilling og visdom angår.

Dette gælder også andre skribenter fra det andet og tredje århundrede, deriblandt Irenæus, Hippolytos, Origenes, Cyprian og Novatian. Selv om nogle af disse sidestillede Faderen og Sønnen på nogle punkter, betragtede de på andre punkter Sønnen som underordnet Faderen. Og ingen af dem opfattede den hellige ånd som Faderens og Sønnens lige. Origenes (ca. 185 til 254) skrev for eksempel at Guds Søn er „al skabnings førstefødte“ og at Skrifterne „betegner ham som det ældste skaberværk“.³⁰

En objektiv gennemlæsning af disse tidlige kirkefædre viser at kristenhedens nuværende treenighedslære ikke fandtes dengang. Niels Munk Plum skriver i Dogmatik: „Tertullian har endnu en Underordningslære for Sønnens vedkommende; Origenes har en logisk underordning, en evig Fødsel; først ved Athanasius naas en fuld Anerkendelse af Sønnens Ligestillethed med Faderen.“³¹ The Church of the First Three Centuries tilføjer:

„Den nu anerkendte treenighedslære . . . finder ingen støtte hos Justinus; og denne iagttagelse kan udvides til at gælde alle de førnikænske fædre, det vil sige alle kristne forfattere i de første tre hundrede år efter Kristi fødsel. Det er sandt at de taler om Faderen, Sønnen og den profetiske eller hellige ånd, men ikke som ligestillede, ikke som ét af væsen, ikke som tre i én i nogen af de henseender som treenighedslærens tilhængere i dag anerkender. Det stik modsatte er tilfældet. Den treenighedslære som disse Fædre fremholdt, var afgørende forskellig fra det nu anerkendte dogme. Dette anser vi for en lige så velbevidnet kendsgerning som enhver anden kendsgerning i menneskehedens idéhistorie.“³²

Før Tertullian fandtes ordet treenighed slet ikke. Og Tertullians ’heterodokse’ treenighed var meget forskellig fra den treenighed der anerkendes i dag. Hvordan blev treenighedslæren i nutidig forstand da til? Var det ved kirkemødet i Nikæa i 325? Et kommende nummer af Vagttårnet vil indeholde fjerde del af denne serie og besvare disse spørgsmål.

Henvisninger:

1. A Short History of the Early Church af Harry R. Boer, 1976, side 110.

2. The Formation of Christian Dogma af Martin Werner, 1957, side 125.

3. The Search for the Christian Doctrine of God af R. P. C. Hanson, 1988, side 64.

4. The Church of the First Three Centuries af Alvan Lamson, 1869, side 70, 71.

5. Gods and the One God af Robert M. Grant, 1986, side 109, 156, 160.

6. The Formation of Christian Dogma, side 122, 125.

7. The International Standard Bible Encyclopedia, 1982, bind 2, side 513.

8. An Essay on the Development of Christian Doctrine af John Henry Kardinal Newman, 6. udgave, 1989, side 14-18.

9. The Ante-Nicene Fathers ved Alexander Roberts og James Donaldson, 1885, bind I, side 264.

10. Justinos Martyr’s Forsvarsskrift for Kristendommen, oversat af F. Friis Berg, 1932, side 79.

11. The Ante-Nicene Fathers, bind 1, side 223.

12. Justinos Martyr’s Forsvarsskrift for Kristendommen, side 31.

13. Epochen der Dogmengeschichte af Bernhard Lohse, 1963, side 51.

14. An Essay on the Development of Christian Doctrine, side 20.

15. The Church of the First Three Centuries, side 73, 74, 76.

16. The Ante-Nicene Fathers, bind II, side 234.

17. Ibid., side 227.

18. Ibid., side 228.

19. Ibid., side 593.

20. Ibid., side 524.

21. The Church of the First Three Centuries, side 124, 125.

22. Ibid., side 95.

23. Kirke-Leksikon for Norden ved J. Oskar Andersen, 1929, bind IV, side 385.

24. The Ante-Nicene Fathers, bind III, side 487.

25. Ibid., side 603, 604.

26. Ibid., side 478.

27. An Essay on the Development of Christian Doctrine, side 19, 20.

28. Tertullians forsvarsskrift for de kristne ved Niels Willert, 1990, side 17.

29. The Church of the First Three Centuries, side 108, 109.

30. The Ante-Nicene Fathers, bind IV, side 560.

31. Dogmatik ved Niels Munk Plum, 2. udgave, 1941, side 545.

32. The Church of the First Three Centuries, side 75, 76.

[Illustration på side 27]

Clemens

[Kildeangivelse]

Historical Pictures Service

[Illustration på side 28]

Tertullian

[Kildeangivelse]

Historical Pictures Service