’Da vi har denne tjeneste, giver vi ikke op’

FORTALT AF RONALD TAYLOR

I sommeren 1963 måtte jeg kæmpe for livet. Mens jeg gik i vandkanten trådte jeg pludselig i et lumsk hul og blev suget ned på dybt vand. Da jeg ikke kunne svømme, var jeg ved at drukne nogle få meter fra land. Mit hoved havde været under vand tre gange og jeg havde slugt store mængder havvand, da en ven endelig fik øje på mig og trak mig op på land. Jeg overlevede fordi én hurtigt gav mig kunstigt åndedræt.

DÉT var ikke første gang at jeg kom til at forstå vigtigheden af aldrig at give op, selv når det ser håbløst ud. Lige fra barnsben har jeg måttet kæmpe for at forblive åndeligt sund.

Det var i de triste dage under den anden verdenskrig at jeg første gang hørte om sandheden. Jeg var blandt de tusinder af børn der blev evakueret fra London for at komme væk fra de farlige luftbombardementer. Eftersom jeg kun var 12 år, gjorde krigen ikke så stort indtryk på mig; det var nærmest som et eventyr.

Et ældre ægtepar i Weston-super-Mare, i det sydvestlige England, tog sig af mig. Kort tid efter jeg var kommet til parrets hjem, begyndte nogle pionerer at besøge os. Det var familien Hargreaves — Reg, Mabs, Pamela og Valeri —som alle fire var specialpionerer. Mine plejeforældre tog imod sandheden, og efter at have studeret bogen Guds Harpe, besluttede jeg mig også for at tjene Jehova. Efter blot seks uger blev jeg opfordret til at gå med ud i forkyndelsen.

Jeg kan stadig huske den første dag jeg var ude at forkynde. Med nogle brochurer i hånden og uden yderligere instruktioner, fik jeg følgende besked: „Du kan tage denne side af vejen.“ Sådan foregik min første dag i forkyndelsen. Dengang forkyndte vi ved hjælp af grammofonplader med magtfulde prædikener. Jeg var jublende glad da jeg kunne bære en transportabel grammofon fra hus til hus og afspille foredrag ved folks dørtrin. Jeg betragtede det som en stor forret at kunne gøre nytte på denne måde.

Jeg forkyndte meget i skolen, og jeg kan huske at inspektøren modtog et sæt bøger der omhandlede bibelske emner. Som 13-årig blev jeg døbt ved et stævne der blev holdt i nabobyen Bath. Et andet stævne under krigen som jeg aldrig vil glemme, var det der blev afholdt i Leicesters De Montfort Hall i 1941. Jeg var henne ved podiet for at modtage et eksemplar af bogen Børn, der indeholdt en personlig hilsen fra broder Rutherford, Vagttårnsselskabets daværende præsident. Der blev holdt et gribende foredrag til alle unge, og det forstærkede mit ønske om at tjene Jehova for evigt.

I to år boede jeg hos mine plejeforældre; det var to lykkelige år, hvor jeg uddybede mit kendskab til sandheden. Men da jeg blev 14, måtte jeg tage tilbage til London for at tjene til livets ophold. Jeg var nu blevet forenet med min biologiske familie, men måtte åndeligt set stå på egne ben, da der ikke var nogen derhjemme jeg kunne tale med om min tro. Jehova sørgede snart for den nødvendige hjælp. Blot tre uger efter at jeg var kommet til London besøgte en broder os for at bede om min fars tilladelse til at tage mig med til møderne i den lokale rigssal. Broderen var John Barr, der nu er medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd. Han blev en af mine „åndelige fædre“ i disse svære teenageår. — Mattæus 19:29.

Jeg begyndte at komme i Paddington-menigheden, der havde til huse i Craven Terrace, der lå som nabo til Betel i London. Eftersom jeg åndeligt set var et forældreløst barn, fik en ældre salvet broder, ’Pop’ Humphreys, til opgave at tage sig af mig. Det var afgjort en stor velsignelse at komme sammen med de mange salvede brødre og søstre der tjente i menigheden. De af os der havde et jordisk håb blev kaldt jonadab’er, og vi var i mindretal. Ja, faktisk var jeg den eneste i den bogstudiegruppe jeg tilhørte. Jeg kom ikke meget sammen med andre jævnaldrende, men mit værdifulde venskab med modne brødre lærte mig mange gavnlige ting. Det vigtigste jeg lærte var nok at man aldrig skal opgive tjenesten for Jehova.

Dengang var hele weekenden som regel helliget forkyndelsen. Jeg fik til opgave at sørge for ’højttalerbilen’, der i virkeligheden var en trehjulet cykel som var monteret med lydudstyr og et bilbatteri. Hver lørdag cyklede jeg til forskellige gadehjørner, hvor jeg satte noget musik på som blev efterfulgt af et af broder Rutherfords foredrag. Lørdag var også forbeholdt gadearbejde med vore bladtasker. Søndag blev brugt til forkyndelse fra hus til hus, hvor vi tilbød brochurer og bøger.

Mit samvær med nidkære ældre brødre gav mig et ønske om at blive pioner. Dette ønske blev forstærket når jeg ved områdestævnerne lyttede til punkter om pionertjenesten. Stævnet i 1947, der blev afholdt i Earl’s Court i London, gjorde et meget stort indtryk på mig. To måneder senere begyndte jeg i pionertjenesten, og jeg har lige siden bestræbt mig for at bevare pionerånden. Den glæde jeg opnåede ved at lede fremadskridende bibelstudier var en bekræftelse på at jeg havde truffet den rette beslutning.

En spansk brud og en spansk distriktstildeling

I 1957, mens jeg stadig tjente som pioner i Paddington-menigheden, mødte jeg en sød spansk søster der hed Rafaela. Et par måneder senere blev vi gift. Vort mål var at tjene sammen som pionerer, men først tog vi til Madrid så jeg kunne møde Rafaelas forældre. Det var et ophold der ændrede mit liv. Mens vi var i Madrid spurgte afdelingstilsynsmanden i Spanien, broder Ray Dusinberre, om vi ville overveje at tjene i Spanien, hvor der var et enormt behov for erfarne brødre.

Hvordan kunne vi sige nej til en sådan opfordring? I 1958 begyndte vi derfor sammen i heltidstjenesten i Spanien. Landet blev dengang ledet af Franco, og vores arbejde var ikke juridisk anerkendt, hvilket vanskeliggjorde forkyndelsen. I de første par år måtte jeg desuden kæmpe med at lære spansk. Endnu en gang gjaldt det om ikke at give op, selv om jeg ved mere end én lejlighed græd af ren og skær frustration over ikke at kunne kommunikere med brødrene i menigheden.

Behovet for tilsynsmænd var så stort at jeg efter blot en måned fik til opgave at lede en lille gruppe, til trods for at jeg på det tidspunkt ikke kunne tale ret meget spansk. Da vort arbejde skulle foregå i al hemmelighed, var vi delt op i små grupper på 15 til 20 forkyndere, der mere eller mindre fungerede som små menigheder. I begyndelsen var det nerveopslidende at lede møderne fordi jeg ikke altid kunne forstå de svar der blev givet. Men min hustru sad nede bagved, og når hun fornemmede min usikkerhed nikkede hun diskret til mig for at bekræfte at svaret var rigtigt.

Jeg har ikke sprogøre, og flere gange har jeg haft lyst til at vende tilbage til England hvor alt ville gå mere gnidningsløst. Men lige fra begyndelsen har venskabet med vore kærlige spanske brødre og søstre kompenseret for min fortvivlelse over sproget. Og Jehova har velsignet mig med mange forrettigheder der har bevirket at det hele har været anstrengelserne værd. I 1958 blev jeg indbudt til det internationale stævne i New York som delegeret fra Spanien. Og i 1962 modtog jeg uvurderlig oplæring på Rigets Tjenesteskole i Tanger i Marokko.

Ud over sproget har jeg også kæmpet med et andet problem — den konstante frygt for at blive arresteret af politiet. Jeg vidste at hvis jeg blev arresteret ville det automatisk betyde udvisning fordi jeg var udlænding. For at mindske risikoen arbejdede vi sammen to og to. Mens én forkyndte, stod den anden vagt og holdt øje med eventuelle faremomenter. Efter et eller to besøg, som regel på øverste etage i en boligblok, sprang vi to eller tre blokke over, hvorefter vi igen tog et par besøg eller tre. Vi brugte Bibelen flittigt, og havde kun nogle få brochurer skjult i vores overfrakker som kunne tilbydes de interesserede.

Efter et år i Madrid blev vi flyttet til Vigo, en storby i den nordvestlige del af Spanien hvor der ikke var nogen Jehovas vidner. Selskabet anbefalede at det mest var min hustru der forkyndte i de første måneder — for at give det indtryk at vi var på besøg som turister. Selv om vi på denne måde holdt en lav profil i forkyndelsen, tiltrak det sig opmærksomhed. Inden der var gået en måned begyndte katolske præster at fordømme os over radioen. De advarede deres sognebørn om at et ægtepar gik fra hus til hus og talte om Bibelen — nærmest en forbudt bog dengang. Det ’eftersøgte’ par bestod af en udlænding og hans spanske hustru — der næsten altid førte ordet!

Præsterne sagde at blot dét at tale med dette farlige par var en synd der kun kunne tilgives hvis den straks blev bekendt over for en præst. Og ganske rigtigt, da vi var ved at afslutte en interessant samtale med en dame sagde hun undskyldende at nu var hun nødt til at gå, for hun skulle hen og skrifte. Da vi forlod huset så vi hende skynde sig hen mod kirken.

Udvisning

To måneder efter at vi var kommet til Vigo, slog politiet kløerne i os. Det var en sympatisk politibetjent der arresterede os, og han undlod at lægge os i håndjern på vej til politistationen. På stationen mødte vi et kendt ansigt, en kontordame vi kort forinden havde forkyndt for. Hun var tydeligvis forlegen ved at se os blive behandlet som kriminelle, og skyndte sig at forsikre os om at det ikke var hende der havde angivet os. Ikke desto mindre blev vi beskyldt for at være til fare for „Spaniens åndelige enhed“, og seks uger senere blev vi udvist.

Det føltes som et nederlag, men vi havde ikke til hensigt at give op. Der var stadig meget arbejde at udføre på Den Iberiske Halvø. Efter tre måneder i Tanger blev vi bedt om at tjene i Gibraltar — et andet urørt distrikt. Apostelen Paulus siger at hvis man værdsætter sin tjeneste vil man fortsætte i den og blive belønnet. (2 Korinther 4:1, 7, 8) Det viste sig også at være sandt i vort tilfælde. Ved det allerførste besøg i Gibraltar påbegyndte vi et bibelstudium med en hel familie. Inden længe havde vi hver 17 bibelstudier. Mange af dem vi studerede med blev Jehovas vidner, og efter to år var der en menighed på 25 forkyndere.

Men, som i Vigo, iværksatte præsterne en kampagne mod os. Den anglikanske biskop i Gibraltar advarede politichefen om at vi var „uønskede“, og hans lobbyvirksomhed gav til sidst resultater. I januar 1962 blev vi udvist fra Gibraltar. Hvor skulle vi nu tage hen? Vi tog tilbage til Spanien, hvor der stadig var et stort behov, og håbede at politirapporterne fra tidligere var blevet gemt langt væk.

Vi bosatte os i den solbeskinnede by Sevilla. Her havde vi den glæde at arbejde nært sammen med et andet pionerægtepar, Ray og Pat Kirkup. Til trods for at Sevilla dengang var en by med en halv million indbyggere, var vi kun 21 forkyndere, så der var meget at gøre. Nu er der 15 menigheder med 1500 forkyndere. Året efter fik vi en behagelig overraskelse; vi blev indbudt til at virke i rejsetjenesten i en kreds i Barcelona.

I et land hvor vort arbejde ikke er juridisk anerkendt, foregår kredstjenesten lidt anderledes end vi er vant til. Hver uge besøgte vi små grupper, hvoraf størstedelen havde meget få brødre der kunne tage sig af de forskellige opgaver. Disse nidkære brødre havde behov for al den oplæring og støtte vi kunne give dem. Vi nød denne opgave. Efter i mange år at have forkyndt i områder hvor der kun var ganske få, om overhovedet nogen, Jehovas vidner, var det skønt at kunne besøge så mange forskellige brødre og søstre. Det var desuden nemt at forkynde i Barcelona, og mange ville gerne studere Bibelen med os.

Kampen mod depression

Kun seks måneder senere blev der vendt op og ned på mit liv. Vores første ferie ved havet var lige ved at blive en tragedie da jeg kom ud for det uheld jeg beskrev i indledningen. Fysisk kom jeg mig hurtigt oven på chokket, men denne hændelse efterlod et uudsletteligt spor i mit nervesystem.

I nogle måneder kæmpede jeg for at fortsætte i kredstjenesten, men til sidst måtte jeg vende tilbage til England for at komme under lægebehandling. Efter to år havde jeg imidlertid fået det så godt at vi kunne tage tilbage til Spanien, hvor vi endnu en gang tog fat på kredstjenesten. Men det blev kun for en kort tid. Mine svigerforældre blev alvorligt syge, og vi forlod heltidstjenesten for at tage os af dem.

Da jeg i 1968 fik et nervesammenbrud, blev livet endnu mere kompliceret. Der var perioder hvor Rafaela og jeg var overbeviste om at jeg aldrig ville komme mig. Det var som om jeg igen var ved at drukne, blot på en anden måde. På grund af min depression mistede jeg al min energi og blev overvældet af negative følelser. Jeg fik ’ture’ hvor jeg var totalt udmattet og tvunget til hele tiden at hvile mig. Ikke alle brødre kunne dengang sætte sig ind i den slags problemer, men jeg vidste selvfølgelig at Jehova kunne. Jeg har været meget glad for at læse de interessante artikler i Vagttårnet og Vågn op! som har givet udtryk for stor forståelse og været til stor hjælp for dem der lider af depressioner.

Gennem denne svære tid har min hustru hele tiden været til stor opmuntring for mig. Det styrker de ægteskabelige bånd når man sammen løser problemerne. Rafaelas forældre døde, og efter 12 år var mit helbred blevet så godt at vi følte vi kunne genoptage heltidstjenesten. Til vores store glæde og overraskelse blev vi i 1981 igen indbudt til at rejse i kredstjenesten.

Der var sket enorme teokratiske forandringer i Spanien siden vore sidste erfaringer fra rejsetjenesten. Forkyndelsen var nu blevet fri, så jeg måtte vænne mig til den nye situation. Ikke desto mindre følte jeg det som en stor forret atter at tjene som kredstilsynsmand. På grund af vores erfaring fra pionertjenesten — der ikke havde været problemfri — kunne vi opmuntre pionerer der havde problemer, og ofte kunne vi hjælpe andre til at træde ind i pionerernes rækker.

Efter 11 år i rejsetjenesten i Madrid og Barcelona blev vi af helbredsgrunde endnu en gang nødt til at bede om en anden opgave. Vi blev så spurgt om vi ville tjene som specialpionerer i byen Salamanca, hvor der var behov for ældste. Brødrene i Salamanca fik os straks til at føle os hjemme. Men et år senere måtte vi gennem endnu en krise der satte vores udholdenhed på prøve.

Rafaela begyndte af uforklarlige grunde at lide af blodmangel, og prøver viste at hun havde kræft i tyktarmen. Nu måtte jeg være den stærke og støtte min hustru så meget som muligt. Vores første reaktion var ’det kan ikke være sandt’, og derefter frygt. Ville Rafaela klare det? Fuld tillid til Jehova er det eneste der i en situation som denne kan hjælpe én til at fortsætte. Lykkeligvis gik Rafaelas operation godt, og vi håber at hun har fået bugt med kræften.

Selv om vore 36 år i Spanien har været præget af op- og nedture, har det været hjertevarmende at opleve denne tid med åndelig vækst. Vi har set den lille gruppe på omkring 800 forkyndere i 1958 vokse til en hær på over 100.000 forkyndere i dag. Vore vanskeligheder er blevet skubbet i baggrunden af de mange glæder vi har haft — dét at hjælpe andre til at lære sandheden at kende og vokse til åndelig modenhed, dét at arbejde sammen som mand og hustru, samt følelsen af at vi har brugt vort liv på den bedste måde.

Paulus skriver i sit andet brev til korintherne: „Da vi har denne tjeneste ifølge den barmhjertighed der er blevet vist os, giver vi ikke op.“ (2 Korinther 4:1) Når jeg ser tilbage på mit liv, er der flere grunde til at jeg ikke har givet op. Den solide grundvold blev lagt af trofaste salvede brødre der tog sig af mig i mine teenageår. Desuden er det en vidunderlig hjælp at have en hustru med samme åndelige mål; når jeg var ’nede’, holdt Rafaela mig oppe, og det samme har jeg gjort for hende. Humoristisk sans er også et godt aktiv. At kunne le sammen med brødrene — og ad sig selv — får på en eller anden måde problemerne til at syne mindre.

Men hvis man skal holde ud under prøvelser, er det først og fremmest nødvendigt med styrke fra Jehova. Jeg husker altid på Paulus’ ord: „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ Når vi vandrer med Jehova behøver vi aldrig at give op. — Filipperne 4:13.

[Illustration på side 23]

Ronald og Rafaela Taylor i 1958

[Illustrationer på side 24, 25]

Møde under forbud i Spanien (1969)