Vagttårnets Uddannelsescenter sender missionærer ud

VAGTTÅRNETS Bibelskole Gilead har haft til huse flere steder. Mellem 1943 og 1960 fik 35 klasser med elever fra 95 lande denne særlige undervisning da skolen havde hjemme i South Lansing i staten New York. Derpå flyttede skolen til hovedkontoret i Brooklyn i byen New York, hvor den befandt sig i næsten 28 år. Fra 1988 til foråret 1995 foregik undervisningen i Wallkill i staten New York.

I årenes løb har skolen udvidet sit virkefelt. Gileadskolen har dannet mønster for de kurser af ti ugers varighed der er blevet afholdt med tre klasser i Mexico, fem i Tyskland og to i Indien. Siden 1987 har en lignende skole, kendt som Skolen for Udnævnte Tjenere, i 34 lande uddannet kvalificerede unge mænd gennem et otteugers kursus. Gileadskolens 99. klasse modtog oplæring i nye omgivelser, nemlig på Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson, også i staten New York. Kurset varede 20 uger og omfattede et tilbundsgående studium af hele Bibelen, en gennemgang af Jehovas Vidners historie og organisation i nyere tid, samt en grundig vejledning i hvordan man klarer sig i missionærtjenesten i det fremmede.

Den 2. september havde den 99. klasse afslutningshøjtidelighed. Det tre timer lange program blev holdt i uddannelsescentrets nye foredragssal, som var fyldt til sidste plads. Andre tilhørerskarer på betelhjemmene i Patterson, Wallkill og Brooklyn var ad elektronisk vej forbundet med salen. Det var en spændende dag, ikke blot for eleverne med deres nærmeste familie og venner, men også for de hundreder der frivilligt havde stillet sig til rådighed for at opføre det nye skolekompleks.

I sine indledende bemærkninger henledte Carey Barber fra Det Styrende Råd opmærksomheden på betydningen af det der foregik. Han sagde: „Dette sted skal være midtpunkt for den mest storstilede undervisning fra Gud der nogen sinde er blevet gennemført her på jorden.“ Han nævnte at vi nærmer os kulminationen på krigen mellem kvindens afkom og slangens afkom. (1 Mosebog 3:15) Og han viste at de eneste der vil overleve den dramatiske konfrontation under den forestående store trængsel, vil være dem der har nøjagtig kundskab om Guds ord og adlyder det.

Videre sagde han: „Vort nuværende undervisningsprogram har til formål at føre alle Jehovas tjenere overalt frem til den modenhed der beskrives i Ordsprogene 1:1-4, en modenhed som lader os lære visdom og tugt at kende, giver os forstand, lærer os at tage imod tugt der giver indsigt, lærer os retfærdighed, retsbevidsthed og retskaffenhed, og giver os evnen til at tænke.“ Sådanne åndelige egenskaber er et stærkt værn.

Gode råd til klassen

Det indledende foredrag blev fulgt af fem korte indlæg henvendt til klassen. Harold Jackson, der er forhenværende gileadlærer og nu medlem af betelfamilien i Brooklyn, gav klassen følgende tilskyndelse: „Bevar din gudgivne tilfredshed.“ Lloyd Barry, der har lang tids missionærtjeneste bag sig og nu er medlem af Det Styrende Råd, talte over emnet: „Tjen Jehova med ydmyghed.“ Han påpegede at eleverne ville få brug for denne egenskab når de skulle vænne sig til nye omgivelser og lære at komme godt ud af det med andre missionærer, med de menigheder de skulle samarbejde med, og med lokalbefolkningen.

Karl Adams, der for tiden virker ved Gilead, ræsonnerede med klassen over spørgsmålet: „Hvad vil troen få dig til at gøre?“ Han tilskyndede de nye missionærer til at være anderledes end de israelitter der klagede over deres kår i ørkenen og længtes tilbage til Ægypten. Det er langt bedre at ligne Abraham, der så frem til Guds rige i stedet for at vende tilbage til Ur i Kaldæa som en udvej af genvordighederne. (2 Mosebog 16:2, 3; Hebræerne 11:10, 15, 16) Ulysses Glass, skolens registrator, kom i sit foredrag ind på Asafs erfaring, som er beskrevet i Salme 73, og gav følgende påmindelse: „Opregn dine velsignelser.“ Og Albert Schroeder, der er medlem af Det Styrende Råds Undervisningsudvalg, talte over emnet: „Jehova sørger for det nødvendige.“ Som eksempel på dette gjorde han opmærksom på selve Gileadskolen og dens andel i fuldførelsen af det store arbejde med at forkynde og gøre disciple.

Senere lyttede tilhørerne opmærksomt da Milton Henschel, Vagttårnsselskabets præsident, talte over temaet: „Lemmer som tilhører hinanden.“ Han læste og kommenterede i detaljer Romerbrevets 12. kapitel. Blandt andet sagde han: „Vi må huske at vi er meget nært knyttet til vore medtjenere i menigheden.“ Han tilføjede: „Det er godt for os at tænke på hinanden som Jehovas ejendom. Lad os altid være hjælpsomme, ikke kritiske og pedantiske. Vi gavner os selv når vi bevarer den kristne menigheds åndelige enhed.“ Derpå nævnte han hvordan hjælpsomhed kunne komme til udtryk når man skulle lave mad på et missionærhjem, idet man tog hensyn til at ikke alle kunne spise det samme. Han tilskyndede også til at man viste forståelse og ikke var kritisk når man i tjenesten fulgtes med mindrebemidlede trosfæller. Broder Henschel fremhævede at hvis vi er virkelig hjælpsomme, opbyggende og opmuntrende over for hinanden, „vil Jehova elske os for det“. Det var gode råd at få med på vejen når missionærerne skulle tjene i lande der er anderledes end deres hjemlande.

Nærmere bekendtskab med klassen

Gennemsnitlig var de 48 elever i den 99. klasse 32 år gamle og havde været over 11 år i heltidstjenesten.

Gennem en række interviews fik tilhørerne lejlighed til at lære enkelte af de nye missionærer bedre at kende. Nikki Liebl fra USA og Simon Bolton fra England genfortalte episoder der havde prøvet deres tro på at Jehova ville dække deres materielle behov. De havde begge erfaret Jehovas omsorg fordi de satte heltidstjenesten i første række.

Isabelle Kazan, hvis modersmål er fransk, berettede at hun havde lært arabisk for at kunne forkynde for de arabisktalende i Frankrig. Da hun begyndte i 1987, bestod den lille arabiske gruppe i Paris af blot fire brødre foruden hende selv og en anden søster der var i færd med at lære sproget. (Det havde ikke været legeværk. Hver uge var de otte timer om at forberede sig så de kunne svare ved vagttårnsstudiet.) Var det anstrengelserne værd? Svaret fremgår af at der nu findes fem arabisktalende kredse i Frankrig. En anden elev, Miko Puro, nævnte at han ved at lære fransk i skolen havde kunnet forkynde for afrikanske flygtninge hjemme i Finland. Hans sprogkundskaber vil komme ham til nytte i Benin. Bonny Bowes genkaldte sig sin kamp for at lære at tale fransk flydende så hun kunne yde en meningsfyldt tjeneste i den canadiske provins Quebec. Og Bjarki Rasmussen fra Danmark fortalte oplevelser som han og hans hustru havde haft mens de tjente en tid på Færøerne. Ja, disse nye missionærer er hærdede heltidstjenere.

De har fået distrikt i 19 lande, fordelt på Afrika, Mellem- og Sydamerika, Østeuropa og Asien. Deres forgængere har allerede virket i over 200 lande. Mange af disse missionærer er stadig i fuld vigør i deres distrikter. De får nu tilslutning af de nye missionærer i arbejdet med at bringe budskabet om Riget ud til jordens fjerneste egne. — Apostelgerninger 1:8.

[Illustrationer på side 25]

Indtryk fra Vagttårnets Uddannelsescenter

[Illustration på side 26]

Vagttårnets Bibelskole Gilead, 99. klasse

Fra venstre til højre: Første række: S. Heffey; E. Riley; D. Mortensen; A. Honable; J. Bolton; J. Poole; G. Siimes; L. Sousa. Anden række: B. Pashnitski; D. Shepherd; W. Pashnitski; J. Järvinen; K. Paulsen; E. Rasmussen; C. Schewe; L. Olsson. Tredje række: E. Paulsen; T. Samsel; B. Bowes; E. Harris; I. Kazan; N. Liebl; P. Sousa; J. Puro. Fjerde række: K. Lager; V. Lager; K. Golden; S. Bolton; M. Johnson; S. Johnson; A. Liebl; B. Rasmussen. Femte række: D. Harris; W. Samsel; O. Schewe; R. Heffey; L. Kazan; T. Riley; O. Järvinen; M. Puro. Sjette række: D. Mortensen; R. Golden; L. Honable; M. Shepherd; R. Bowes; T. Siimes; E. Poole; J. Olsson.

[Illustrationer på side 27]

Stadig aktive som missionærer: Til venstre: Charles og Fern Leathco, fra henholdsvis første og sjette klasse på Gilead, virker i Brasilien. Herunder: Martha Hess fra Gileadskolens syvende klasse, tjener i Japan