Mennesker med de samme svagheder og følelser som vi

HAN var konge og profet, men også en kærlig far. En af hans sønner voksede op og blev stolt og tåbelig. I et forsøg på at tilrane sig tronen indledte sønnen en borgerkrig for at dræbe sin far. Men i det efterfølgende slag var det sønnen der blev dræbt. Da faderen fik at vide at hans søn var blevet dræbt, gik han op på tagkammeret og græd: „Min søn Absalom, min søn, min søn Absalom! Gid det var mig der var død i stedet for dig, Absalom, min søn, min søn!“ (2 Samuel 18:33) Faderen var kong David. Som andre af Jehovas profeter var han „et menneske med de samme svagheder [eller: følelser] som vi“. — Jakob 5:17.

De mænd og kvinder som på Bibelens tid talte på Jehovas vegne, kom fra alle samfundslag og var almindelige mennesker. De havde problemer og måtte ligesom os kæmpe med deres ufuldkommenheder. Vi vil i det følgende se nærmere på nogle af disse profeter og se hvordan de havde de samme svagheder og følelser som vi har.

Moses — fra overmod til sagtmodighed

I førkristen tid var Moses en fremtrædende profet. Men i en alder af 40 år var han endnu ikke parat til at blive brugt som Jehovas talsmand. Hvorfor ikke? Mens hans brødre blev undertrykt af Farao i Ægypten, blev Moses opdraget i Faraos hus og var „magtfuld i sine ord og gerninger“. Beretningen siger: „Han mente at hans brødre ville forstå at Gud ved hans hånd var ved at give dem redning.“ Overmodigt dræbte han en ægypter da han forsvarede en hebraisk træl. — Apostelgerninger 7:22-25; 2 Mosebog 2:11-14.

Moses var nu tvunget til at flygte, og de næste 40 år var han hyrde i det fjerntliggende Midjan. (2 Mosebog 2:15) Ved slutningen af denne periode blev Moses, i en alder af 80 år, kaldet af Jehova til profet. Men Moses var nu ikke længere overmodig. Han følte sig så ukvalificeret at han betvivlede at det var rigtigt af Jehova at bemyndige ham til profet, og sagde: „Hvem er jeg at jeg skulle gå til Farao? . . . Hvad skal jeg da sige til dem?“ (2 Mosebog 3:11, 13) Men Jehova lovede kærligt at støtte og hjælpe Moses, og han begyndte med godt resultat at varetage sin opgave.

Har du ligesom Moses i overmod sagt eller gjort noget som viste sig at være uforstandigt? I givet fald bør du ydmygt tage imod yderligere oplæring. Eller har du følt dig uegnet til at varetage visse kristne ansvarsopgaver? Sig ikke nej til dem, men tag imod den hjælp som Jehova og hans organisation tilbyder. Den der hjalp Moses, kan også hjælpe dig.

Elias — følte som os når han skulle tugte

„Elias var et menneske med de samme svagheder [eller: følelser] som vi, og dog bad han en bøn om at det ikke skulle regne; og det regnede ikke over landet i tre år og seks måneder.“ (Jakob 5:17) Elias’ bøn var i harmoni med Jehovas vilje eftersom Gud ønskede at tugte en nation der havde vendt sig fra ham. Elias var godt klar over at den tørke han bad om, ville betyde menneskelige lidelser. Israel var hovedsagelig et landbrugsland; dug og regn var en livsbetingelse for folket. En lang periode med tørke ville få katastrofale følger. Vegetationen ville visne; høsten ville slå fejl. De dyr man ellers skulle spise eller bruge som arbejdsdyr, ville dø, og nogle familier ville risikere at sulte. Hvem ville lide mest? Den jævne befolkning. En enke sagde senere til Elias at hun kun havde en håndfuld mel og en smule olie tilbage. Hun var helt sikker på at hun selv og hendes søn ville sulte ihjel. (1 Kongebog 17:12) For at Elias kunne bede som han gjorde, måtte han have en fast tro på at Jehova ville sørge for dem der ikke havde forladt den sande tilbedelse, hvad enten de var rige eller fattige. Som beretningen viser, blev Elias ikke skuffet. — 1 Kongebog 17:13-16; 18:3-5.

Tre år senere tilkendegav Jehova at han snart ville lade det regne. Elias’ oprigtige ønske om at tørken måtte blive bragt til ophør, kom tydeligt til udtryk i hans gentagne, inderlige bønner mens han „bøjede sig sammen mod jorden idet han lagde ansigtet mellem knæene“. (1 Kongebog 18:42) Flere gange sagde han til sin medhjælper at han skulle ’gå op og se ud mod havet’ efter tegn på at Jehova havde hørt hans bønner. (1 Kongebog 18:43) Det må have glædet ham meget da hans bønner endelig blev besvaret og „himmelen gav regn og landet frembragte sin frugt“. — Jakob 5:18.

Hvis du har børn eller er ældste i menigheden, er du måske også følelsesmæssigt berørt når du skal give vejledning. Man må imidlertid gøre sig klart at det indimellem er nødvendigt, og at en sådan vejledning eller tugt givet i kærlighed ’skænker en frugt som fører til fred, nemlig retfærdighed’. (Hebræerne 12:11) Det vil altid gavne en at adlyde Jehovas love. Ligesom Elias kan vi oprigtigt bede om at disse love må blive efterlevet.

Jeremias viste mod trods modløshed

Jeremias er nok den af bibelskribenterne der har skrevet mest om sine følelser og svagheder. Da han som ung mand fik overdraget et hverv, var han usikker med hensyn til om han kunne magte det. (Jeremias 1:6) Ikke desto mindre fortsatte han modigt med at forkynde Guds ord og mødte af den grund voldsom modstand fra sine landsmænd, fra både høj og lav. Denne modstand fik både vrede og tårer frem hos ham. (Jeremias 9:3; 18:20-23; 20:7-18) Ved forskellige lejligheder blev han overfaldet, slået, sat i gabestokken, fængslet, truet med døden og efterladt i mudderet på bunden af en tom cisterne for at dø. Indimellem voldte Jehovas ord ham endog fysisk smerte. For eksempel sagde han: „Mine indvolde, mine indvolde! Jeg pines slemt i mit hjertes vægge.“ — Jeremias 4:19.

Han elskede dog stadig Jehovas ord, for han sagde: „Dit ord blev til glæde for mig og til fryd for mit hjerte.“ (Jeremias 15:16) Samtidig fik hans frustration ham til at sige til Jehova: „Du er jo som en svigefuld bæk for mig, som vande der ikke har været til at tro på.“ (Jeremias 15:18) Jehova forstod imidlertid hans blandede følelser og fortsatte med at støtte ham så han kunne fuldføre sit hverv. — Jeremias 15:20; se også 20:7-9.

Har du ligesom Jeremias prøvet at blive frustreret eller at møde modstand i forkyndelsen? Se hen til Jehova. Fortsæt med at følge den vej han anviser, så vil han belønne dig for dine anstrengelser.

Jesus havde følelser ligesom vi

Den største profet der nogen sinde har levet, var Guds egen søn, Jesus Kristus. Skønt han var en fuldkommen mand, undertrykte han ikke sine følelser. Vi læser ofte om hans dybe følelser, som må have afspejlet sig i hans ansigtsudtryk og i hans handlinger. Jesus fik ofte „inderligt ondt“ af folk, og han benyttede det samme udtryk når han skulle beskrive personer i sine lignelser. — Markus 1:41; 6:34; Lukas 10:33.

Han har sikkert hævet stemmen da han drev købmændene og dyrene ud af templet med ordene: „Få disse ting væk herfra!“ (Johannes 2:14, 16) Da Peter sagde: „Vær god mod dig selv, Herre,“ fik han følgende utvetydige svar: „Forsvind om bag mig, Satan!“ — Mattæus 16:22, 23.

Jesus holdt særlig meget af dem der stod ham nær. Apostelen Johannes omtales som „den discipel som Jesus elskede“. (Johannes 21:7, 20) Og vi læser: „Jesus elskede Marta og hendes søster og Lazarus.“ — Johannes 11:5.

Jesus kunne også blive bedrøvet. Da Lazarus var død, ’gav Jesus tårerne frit løb’. (Johannes 11:32-36) Jesus viste hvilken sorg Judas Iskariots forræderi havde forvoldt ham, ved at citere fra Salmernes Bog: „Den som plejede at spise mit brød har løftet sin hæl imod mig.“ — Johannes 13:18; Salme 41:9.

Selv da Jesus havde uudholdelige smerter på marterpælen, kom dybden af hans følelser til udtryk. Han sørgede kærligt for sin mor ved at betro hende til „den discipel som han elskede“. (Johannes 19:26, 27) Da Jesus så tegn på sindsændring hos en af de forbrydere som var pælfæstet ved siden af ham, sagde han medfølende: „Du skal være med mig i Paradiset.“ (Lukas 23:43) Vi kan fornemme hvilke stærke følelser der ligger bag hans råb: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“ (Mattæus 27:46) Og hans sidste ord røber en dyb kærlighed og tillid: „Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.“ — Lukas 23:46.

Det er skønt at vide at vi har „en ypperstepræst som . . . kan føle med vore svagheder, . . . en som er blevet prøvet i alle henseender ligesom vi, men uden synd“. — Hebræerne 4:15.

Jehovas tillid

Jehova har aldrig fortrudt sit valg af talsmænd. Han vidste at de var loyale mod ham, og han overså medfølende deres svagheder fordi de var ufuldkomne. Men han forventede at de fuldførte deres hverv. Og med hans hjælp var de i stand til at gøre det.

Lad os tålmodigt vise at vi har tillid til vore loyale brødre og søstre. Ligesom os selv vil de altid være ufuldkomne i denne tingenes ordning. Vi bør aldrig mene at nogle af vore brødre er uværdige til at modtage vores kærlighed og opmærksomhed. Paulus skrev: „Vi som er stærke er skyldige at bære deres svagheder som ikke er stærke, og ikke være os selv til behag.“ — Romerne 15:1; Kolossenserne 3:13, 14.

Jehovas profeter havde de samme følelser og svagheder som vi, men de stolede på Jehova, og Jehova holdt dem oppe. Desuden gav Jehova dem grund til at glæde sig ved at give dem en god samvittighed, vise dem sin gunst, give dem loyale trosfæller som støttede dem, og ved at forsikre dem om at der ventede dem en lykkelig fremtid. (Hebræerne 12:1-3) Lad os også have fuld tillid til Jehova alt imens vi efterligner den tro der kendetegnede fortidens profeter — mennesker med de samme svagheder og følelser som vi.