Hvem bekymrer sig om andres situation?
„De undertryktes tårer“ er blevet til en rivende strøm. Tårerne udgydes af de mange ofre for undertrykkelse rundt om i verden. De føler ofte at der ikke er nogen til at ’trøste dem’ eller til at interessere sig for deres situation. — Prædikeren 4:1.
TRODS de mange tårer findes der mennesker som distancerer sig fra andres lidelser. De lukker øjnene for andres trængsler ligesom præsten og levitten i Jesu lignelse om en mand der blev overfaldet, bestjålet og efterladt halvdød ved vejsiden. (Lukas 10:30-32) Så længe det går dem og deres familie godt, bekymrer de sig ikke om andre. De siger i realiteten: ’Hvad kommer andres forhold mig ved?’
Det burde ikke overraske os. Apostelen Paulus forudsagde at mange i „de sidste dage“ ville være „uden naturlig hengivenhed“. (2 Timoteus 3:1, 3) En iagttager har beklaget den følelseskolde indstilling mange har i dag. „Den gamle irske indstilling og tradition med at vise omsorg og give af sig selv, er blevet erstattet af en først-mig-selv-indstilling.“ I hele verden søger mange det der tjener deres egne interesser, og er fuldstændig ligeglade med hvordan andre har det.
Alle har behov for omsorg
Omsorg og interesse for andre er en mangelvare i dag. Tænk for eksempel på den ensomme mand i Tyskland der „blev fundet siddende foran sit tv-apparat — fem år efter sin død ved juletid“. Ingen havde savnet denne „fraskilte, invalide enspænder“, som var blevet bitter på grund af livets sørgelige tilskikkelser, før pengene på den bankkonto der betalte hans husleje, var brugt op. Der var ingen der havde bekymret sig om ham.
Tænk også på de hjælpeløse ofre for magtfulde, begærlige herskere. I ét område døde 200.000 (en fjerdedel af befolkningen) „af undertrykkelse og sult“ efter at deres jord var blevet taget fra dem med vold. Eller tænk på de børn der er blevet udsat for ubeskrivelige grusomheder. I en rapport om et bestemt land hedder det: „Kolossalt mange børn har været vidne til mangfoldige barbariske handlinger — myrderier, prygl og voldtægt, til tider begået af andre børn.“ Det er forståeligt hvis et offer for sådanne uretfærdigheder grædende stiller spørgsmålet: „Er der ingen der bekymrer sig om mig?“
Ifølge en FN-rapport må 1,3 milliarder mennesker i udviklingslandene klare sig for mindre end en dollar om dagen. De må afgjort spekulere på om der er nogen der interesserer sig for deres situation. Det samme må tusinder af flygtninge som „er stillet over for det ubehagelige valg enten at blive i en elendig lejr eller i et ugæstfrit land eller at forsøge at vende tilbage til deres hjemland der stadig er splittet af krig eller etniske stridigheder,“ siger en rapport i avisen The Irish Times. Samme rapport indeholder følgende forstemmende tankeeksperiment: „Luk øjnene, tæl til tre, et barn er lige død — et af de 35.000 børn som vil dø i dag af underernæring eller sygdomme som kunne forebygges.“ Intet under at mange i fortvivlelse og bitterhed råber om hjælp. — Jævnfør Job 7:11.
Men var det meningen at det skulle være sådan? Er det realistisk at tro at der findes en der ikke alene bekymrer sig om os, men også har magt til at sætte en stopper for lidelse og råde bod på al smerte og sorg?
[Kildeangivelse på side 2]
Forside og side 32: Reuters/Nikola Solic/Archive Photos
[Kildeangivelse på side 3]
A. Boulat/Sipa Press