Livsberetning

Vi har husket vor store Skaber fra ungdommen af

FORTALT AF DAVID Z. HIBSHMAN

„Hvis jeg nu er nået til afslutningen af mit liv, håber jeg inderligt at Jehova vil regne mig for trofast. Jeg beder ham om at tage sig af min David. Jeg takker dig for ham, Jehova, og for vores ægteskab. Det har været så vidunderligt, så glædebringende!“

FORESTIL dig mine følelser da jeg efter min kones begravelse i marts 1992 fandt disse sidste ord i hendes dagbog. Blot fem måneder tidligere havde vi fejret at Helen havde været 60 år i heltidstjenesten.

Jeg husker tydeligt den dag i 1931 da Helen og jeg sad ved siden af hinanden ved stævnet i Columbus, Ohio, USA. Helen var endnu ikke fyldt 14 år, men hun forstod betydningen af det der skete ved denne begivenhed, bedre end jeg. Helens begejstring for tjenesten kom klart til udtryk da hun sammen med sin mor, der var blevet enke, kort tid efter meldte sig som pioner, som heltidsforkyndere blandt Jehovas Vidner kaldes. De gav afkald på deres komfortable hjem for at forkynde i landområderne i Amerikas sydlige stater.

Min kristne arv

I 1910 flyttede mine forældre med deres to små børn fra den østlige del af Pennsylvania til Grove City i den vestlige del af staten. Dér udredte de den kontante udbetaling til et beskedent hus og blev aktive medlemmer af Den Reformerte Kirke. Kort efter blev de besøgt af William Evans, der tilhørte bibelstudenterne, som Jehovas vidner dengang blev kaldt. Far, som på det tidspunkt var midt i 20’erne, og mor, som var fem år yngre, lyttede til denne venlige waliser og indbød ham til at spise med. De tog snart Bibelens budskab til sig.

For at komme tættere på menigheden flyttede vi til byen Sharon, der lå omkring 40 kilometer derfra. Nogle måneder senere, i 1911 eller 1912, blev far og mor døbt. Dåbsforedraget blev holdt af Charles Taze Russell, Vagttårnsselskabets første præsident. Jeg blev født den 4. december 1916; da havde mine forældre allerede fire børn. Ved min fødsel blev det bekendtgjort: „En ny broder der skal elskes, er kommet til verden.“ Deraf mit navn, David, der betyder „elsket“.

Jeg var kun fire uger gammel da jeg blev taget med til mit første stævne. Dengang gik min far og mine ældre brødre adskillige kilometer til menighedens møder, mens min mor tog af sted i sporvogn med min søster og mig. Ved møderne var der både et program om formiddagen og et om eftermiddagen. Derhjemme drejede samtalerne sig ofte om artikler i Vagttårnet og Den gyldne Tidsalder, som Vågn op! dengang hed.

Vi nyder gavn af gode eksempler

Vores menighed fik ofte besøg af rejsende talere, de såkaldte pilgrimsbrødre. De blev som regel hos os en dag eller to. En af de talere som jeg husker særlig tydeligt, er Walter J. Thorn, som havde husket sin store Skaber i ’sin unge manddoms dage’. (Prædikeren 12:1) Da jeg var dreng, tog jeg med min far rundt og viste „Skabelsens Fotodrama“, en forestilling i fire dele med billeder og lyd, der fortalte om menneskehedens historie.

Broder Evans og hans kone, Miriam, havde ingen børn, men blev som åndelige forældre og bedsteforældre for vores familie. William kaldte altid min far for „søn“, og han og Miriam hjalp vores familie til at opdyrke evangelieånden. I begyndelsen af det 20. århundrede rejste broder Evans flere gange tilbage til Wales for at forkynde Bibelens budskab i området omkring Swansea, hvor han blev kendt som prædikanten fra Amerika.

I 1928 sagde broder Evans sit arbejde op og begyndte at forkynde i bjergområderne i West Virginia. Mine to ældre brødre, Clarence på 21 og Carl på 19, tog med ham. Vi fire drenge har alle brugt mange år i heltidstjenesten. Faktisk har vi alle tjent som rejsende tilsynsmænd for Jehovas Vidner i vores ungdom. For ikke ret længe siden skrev min mors yngste søster, Mary, som nu er godt oppe i halvfemserne, til mig: „Hvor er vi alle taknemmelige for at broder Evans havde så stor nidkærhed for sandheden og besøgte Grove City!“ Ja, min moster Mary hører også til dem der har husket deres Skaber fra ungdommen af.

Vi overværer stævner

Det var kun min far og Clarence som havde mulighed for at overvære det historiske stævne i Cedar Point, Ohio, i 1922. Men i 1924 havde vi fået bil, og hele vores familie tog til stævne i Columbus, Ohio. Vi børn skulle købe mad for vores egne sparepenge under det otte dage lange stævne. Mine forældre havde den holdning at alle i familien skulle lære at forsørge sig selv. Vi opdrættede derfor kyllinger og kaniner og holdt bistader, og vi drenge løb med aviser.

Da der skulle være stævne i Toronto, Canada, i 1927, var vores lillebror Paul kun et halvt år gammel. Jeg fik til opgave at blive hjemme og passe ham sammen med en af mine gifte mostre mens mine forældre tog til Toronto sammen med de andre børn. Det fik jeg ti dollars for, og dem brugte jeg til at købe en ny habit. Vi var altid blevet opdraget til at være pænt klædt på ved møderne og passe på vores tøj.

Da det mindeværdige stævne i Columbus, Ohio, blev afholdt i 1931, var Clarence og Carl begge blevet gift og tjente som pionerer sammen med deres respektive koner. Parrene boede i hver sin beboelsesvogn, som de selv havde bygget. Carl havde giftet sig med Claire Houston fra Wheeling, West Virginia, og det var derfor jeg sad ved siden af Claires lillesøster, Helen, ved stævnet i Columbus.

Heltidstjenesten

Jeg gik ud af highschool i 1932 da jeg var 15, og året efter leverede jeg en brugt bil til min bror Clarence, som var pioner i South Carolina. Jeg ansøgte om pionertjeneste og begyndte at arbejde sammen med Clarence og hans kone. Første gang jeg skrev til Helen, var hun pioner i Hopkinsville, Kentucky. Hun skrev tilbage og spurgte: „Er du pioner?“

I mit brev — som Helen gemte indtil sin død næsten 60 år senere — svarede jeg: „Ja, det er jeg, og jeg håber jeg vil kunne blive ved med at være det.“ I brevet fortalte jeg Helen om mine erfaringer med at uddele brochuren Riget, Verdens Haab til præster og myndighedspersoner i mit distrikt.

I 1933 lavede min far et telt på hjul til mig. Det bestod af en anhænger der var 2,4 meter lang og 2 meter bred, med sider af teltdug der var trukket ud over nogle spinkle stænger, og med et vindue både fortil og bagtil. Sådan var min beskedne pionerbolig i de næste fire år.

I marts 1934 var vi otte der drog mod Californien for at overvære det seks dage lange stævne i Los Angeles: Clarence og Carl sammen med deres koner, Helen og hendes mor samt Clarences svigerinde og jeg. Nogle kørte med mig og overnattede i min beboelsesvogn. Selv sov jeg i bilen, mens resten lejede logi. Vi havde problemer med bilen, og derfor kom vi først til Los Angeles på stævnets anden dag. Denne dag, den 26. marts, kunne Helen og jeg endelig symbolisere vores indvielse til Jehova ved vanddåben.

Ved stævnet mødtes Joseph F. Rutherford, der dengang var præsident for Vagttårnsselskabet, personligt med alle pionererne. Han opmuntrede os og sagde at vi var tapre stridsmænd for Bibelens sandhedsbudskab. Det var ved den lejlighed at man indførte ordningen med at give pionererne økonomisk støtte så de kunne fortsætte i deres tjeneste.

En oplæring for livet

Da vi kom hjem fra stævnet i Los Angeles, var vi alle med til at forkynde budskabet om Riget for indbyggerne i en del amter i South Carolina, Virginia, West Virginia og Kentucky. Mange år senere skrev Helen om den tid: „Der var ingen menighed at støtte sig til og ingen venner der kunne yde os hjælp, for vi var på enhver måde fremmede i et fremmed land. Men nu ved jeg at jeg gennemgik en oplæring. Jeg blev rig.“

Hun spurgte: „Hvad skal en ung pige få tiden til at gå med når hun er borte fra sine venner og sine vante omgivelser? Det var nu ikke så svært. Jeg synes aldrig at jeg har kedet mig. Jeg læste en masse. Vi forsømte aldrig at læse i vores bibelske publikationer og at studere. Jeg holdt mig nær til min mor, lærte at holde styr på pengene, gøre indkøb, skifte hjul på bilen, lave mad, sy og forkynde. Jeg fortryder intet og ville med glæde gøre det hele om igen.“

Helen og hendes mor var tilfredse med at bo i en lille beboelsesvogn i disse år, selv om hendes mor ejede et smukt hjem. Efter stævnet i Columbus, Ohio, i 1937 fik Helens mor det dårligere og blev indlagt på hospitalet. Hun døde i sit distrikt i Philippi, West Virginia, i november 1937.

Jeg bliver gift — og fortsætter min tjeneste

Den 10. juni 1938 blev Helen og jeg gift ved en enkel højtidelighed i hendes fødehjem i Elm Grove, nær Wheeling, West Virginia. Bryllupsforedraget blev holdt af vores kære broder Evans, der havde lært min familie sandheden at kende mange år før jeg blev født. Efter brylluppet planlagde Helen og jeg at vende tilbage til pionertjenesten i den østlige del af Kentucky, men til vores store overraskelse blev vi indbudt til at virke i zonetjenesten. Det indebar at vi skulle besøge grupper af Jehovas vidner i den vestlige del af Kentucky og dele af Tennessee for at hjælpe dem i deres tjeneste. Dengang var der kun omkring 75 forkyndere de steder vi besøgte.

På den tid havde nationalisme påvirket og fordrejet manges tankegang, og jeg forventede snart at blive sat i fængsel på grund af min kristne neutralitet. (Esajas 2:4) Men takket være min forkyndervirksomhed modtog jeg en erklæring fra udskrivningskommissionen der tillod mig at fortsætte i heltidstjenesten.

Da vi begyndte i rejsetjenesten, kommenterede næsten alle vores unge alder. I Hopkinsville, Kentucky, kom en kristen søster hen til Helen og hilste på hende med et stort knus idet hun spurgte: „Kan du huske mig?“ I 1933 havde Helen forkyndt for hende i hendes mands landhandel. Hun var søndagsskolelærer, men da hun havde læst den bog hun havde fået af Helen, gav hun sine elever en undskyldning for at hun havde undervist dem i ubibelske lærepunkter. Efter at have meldt sig ud af kirken begyndte hun at forkynde sandheden fra Bibelen dér hvor hun boede. Helen og jeg rejste i den vestlige del af Kentucky i tre år, og denne søster og hendes mand åbnede deres hjem for os.

På den tid havde vi små lokale stævner, og A. H. Macmillan betjente et af disse. Han havde boet hos Helens forældre da Helen var barn, så under stævnet valgte han at bo hos os i vores fem meter lange beboelsesvogn, hvor vi havde en ekstra seng. Også han havde husket sin store Skaber i sin unge manddoms dage eftersom han havde indviet sit liv til Jehova i 1900 da han var 23 år gammel.

I november 1941 blev de rejsende brødres arbejde midlertidigt indstillet, og jeg fik pionerdistrikt i Hazard, Kentucky. Endnu en gang arbejdede vi sammen med min bror Carl og hans kone, Claire. Her sluttede Helens nevø, Joseph Houston, sig til os og begyndte som pioner. Han fortsatte i heltidstjenesten i næsten 50 år indtil han pludselig døde af et hjerteanfald i 1992 mens han tjente på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York.

I 1943 fik vi tildelt distrikt i Rockville, Connecticut. Det var som en helt anden verden for Helen og mig fordi vi havde været vant til at forkynde i Sydstaterne. I Rockville ledede Helen regelmæssigt over 20 bibelstudier om ugen. Med tiden lejede vi et beskedent lokale til rigssal, og her blev kernen til en lille menighed dannet.

Mens vi tjente i Rockville, blev vi indbudt til at overvære den femte klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead i South Lansing, New York. Vi blev meget glade da vi opdagede at vi skulle i samme klasse som Aubrey og Bertha Bivens, som var vores venner fra pionertiden i Kentucky.

Gileadskolen og et nyt distrikt

Vi var stadig temmelig unge, men de fleste af vores klassekammerater var endnu yngre. Ja, de huskede deres store Skaber i ungdommen. Vi afsluttede skolen i juli 1945, lige da den anden verdenskrig var ved at være slut. Mens vi ventede på at blive sendt ud til vores missionærdistrikter, arbejdede vi sammen med Flatbush menighed i Brooklyn, New York. Den 21. oktober 1946 fløj vi så endelig af sted mod vores nye hjem, Guatemala City i Guatemala, sammen med seks af vores klassekammerater, deriblandt ægteparret Bivens. Dengang var der færre end 50 Jehovas vidner i hele dette centralamerikanske land.

I april 1949 blev nogle få af os missionærer flyttet til Quetzaltenango, som er landets næststørste og næstvigtigste by. Byen ligger cirka 2300 meter over havets overflade, og bjergluften er frisk og klar. Helen skrev følgende om vores tjeneste her: „Det var vores privilegium at forkynde i adskillige byer og landsbyer. Vi stod op ved firetiden om morgenen og tog en bus (med rullegardiner i stedet for ruder) til en fjerntliggende by. Dér forkyndte vi så i omkring otte timer før vi tog hjem om aftenen.“ I dag findes der menigheder mange af disse steder, deriblandt seks i Quetzaltenango.

Inden længe opstod der behov for missionærer i Puerto Barrios, der ligger ved Det Caribiske Hav og er den tredjestørste by i Guatemala. Vores kære venner, ægteparret Bivens, som vi i fem år havde arbejdet sammen med i Guatemala, var blandt dem der blev flyttet til dette nye distrikt. Det var hårdt at sige farvel, og de efterlod et tomrum i vores liv. Da der nu kun var Helen og mig tilbage på missionærhjemmet, flyttede vi til en lille lejlighed. I 1955 sagde vi ja til et nyt distrikt i byen Mazatenango, hvor temperaturerne nærmede sig det tropiske. Min yngste bror, Paul, og hans kone, Dolores, som var udgået fra Gilead i 1953, havde tjent dér kort tid før vi ankom.

I 1958 var der over 700 Jehovas vidner, 20 menigheder og tre kredse i Guatemala. Helen og jeg var igen i rejsetjenesten, hvor vi besøgte små forkyndergrupper og adskillige menigheder, deriblandt menigheden i Quetzaltenango. I august 1959 blev vi så indbudt til at vende tilbage til Guatemala City, hvor vi skulle bo på afdelingskontoret. Jeg skulle arbejde dér, mens Helen fortsatte i missionærtjenesten i yderligere 16 år. Derefter begyndte hun også at arbejde på afdelingskontoret.

Flere velsignelser

For år tilbage var det som om jeg altid var den yngste af dem der tjente Jehova. Nu er jeg ofte den ældste, som for eksempel da jeg overværede Skolen for Afdelingskontorernes Udvalg i Patterson, New York, i 1996. I min ungdom modtog jeg selv megen hjælp fra ældre, og i de seneste årtier har det så været min forret at hjælpe mange unge som ønsker at huske deres Skaber i ungdommen.

Jehova fortsætter med at øse sin velsignelse ud over sit folk her i Guatemala. I 1999 var der over 60 menigheder i Guatemala City. Og mod nord, syd, øst og vest er der endnu flere menigheder med tusinder af forkyndere af den gode nyhed om Guds rige. De færre end 50 forkyndere af Riget der var her da vi ankom for omkring 53 år siden, er blevet til over 19.000!

Meget at være taknemmelig for

Ingen går igennem livet uden vanskeligheder, men vi kan altid ’kaste vores byrde på Jehova’. (Salme 55:22) Han holder os ofte oppe med kærlige venners støtte. Nogle få år før Helen døde, viste hun mig en lille indrammet plade hvor ordene fra Hebræerne 6:10 var indgraveret: „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn, idet I har ydet de hellige hjælpetjeneste og fortsat yder dem hjælpetjeneste.“

Hun havde vedlagt et lille brev hvori der stod: „Min elskede! Jeg kan ikke give dig ret meget, bortset fra AL MIN KÆRLIGHED . . . Denne tekst passer så godt på dig, og jeg vil bede dig om at stille pladen på dit skrivebord — ikke fordi jeg har givet dig den, men fordi ordene kan bruges om dig i din lange tjeneste.“ Den dag i dag står pladen på mit skrivebord på afdelingskontoret i Guatemala.

Jeg har tjent Jehova fra min ungdom, og nu hvor jeg er kommet op i årene, takker jeg Jehova for mit gode helbred, som gør det muligt for mig at udføre de opgaver jeg har fået betroet. I min regelmæssige bibellæsning støder jeg ofte på skriftsteder som jeg tænker at min elskede Helen ville have understreget i sin bibel. Det skete for eksempel da jeg på ny læste Salme 48:14: „For denne Gud er vor Gud til fjerne tider, ja, for evigt. Han er den der vil lede os indtil vi dør.“

Det er en stor glæde for mig at deltage i arbejdet med at gøre andre bekendt med udsigten til at folk af alle nationer en dag vil byde deres kære velkommen tilbage fra døden til livet i en ny verden. Hvilket storslået fremtidsperspektiv! Der vil blive udgydt mange glædestårer ved tanken om at Jehova i sandhed er den Gud „som trøster dem der er nedslåede“! — 2 Korinther 7:6.

[Illustration på side 25]

Med uret fra øverste venstre hjørne: Mor, far, faster Eva og mine brødre Carl og Clarence i 1910

[Illustrationer på side 26]

Helen og mig i 1947 og i 1992