Skiftende værdinormer — Skal man blot drive med strømmen?

I FØLGE en populær anekdote gik han målbevidst gennem Athen ved højlys dag med en tændt lampe i hånden for at finde et dydigt menneske. Der er tale om filosoffen Diogenes, som boede i Athen i det fjerde århundrede før vor tidsregning.

Om anekdoten taler sandt eller ej vides ikke. Men hvis Diogenes levede i dag, ville det ikke være overraskende hvis han havde endnu sværere ved at finde et anstændigt menneske. Ikke mange går ind for at man skal antage fastlagte etiske værdinormer. Igen og igen beretter medierne om moralske skandaler — i privatlivet, i det offentlige, i liberale erhverv, i forretningsverdenen, inden for sport og andre områder. Mange af de værdinormer tidligere generationer satte højt, bliver ikke længere respekteret. Anerkendte normer bliver taget op til fornyet overvejelse og bliver ofte forkastet. Andre bliver fastholdt i teorien, men ikke i praksis.

„Tiden med almindeligt anerkendte moralnormer er borte,“ siger sociologiprofessor Alan Wolfe. Han citeres også for at have udtalt: „Aldrig før i historien har der været større enighed om at folk ikke kan lade deres moral diktere af traditioner og institutioner.“ Los Angeles Times citerer filosoffen Jonathan Glover for at have sagt at i de sidste 100 år har den dalende agtelse for religion og universelle morallove haft væsentlig betydning for et globalt sammenbrud der har affødt vold.

En sådan afstandtagen fra almindeligt anerkendte værdinormer har ikke afholdt nogle fra at søge efter en moralkodeks. Federico Mayor, UNESCO’s tidligere generaldirektør, sagde for nogle få år siden at „etik optager verden mere end noget som helst andet“. Men verdens fejlslagne bestræbelser for at antage gode værdinormer er ikke ensbetydende med at der ikke findes nogle sande værdinormer som kan og bør accepteres.

Kan alle mennesker da blive enige om hvilke normer man skal antage? Tilsyneladende ikke. Og hvis der ikke er nogle vedtagne normer for rigtigt og forkert, hvordan skal man da kunne vurdere de enkelte værdinormer? En sådan moralsk relativisme er populær i dag. Men som man kan se, har denne indstilling ikke virkelig forbedret moralen i almindelighed.

Den britiske historiker Paul Johnson mener at filosofien om relativisme har været med til at „undergrave . . . den højt udviklede personlige ansvarsfølelse og pligttro over for de fast etablerede og objektivt set sande moralprincipper“, som tilsyneladende var fremherskende op til begyndelsen af det 20. århundrede.

Er det muligt at finde „objektivt set sande moralprincipper“ eller at leve efter „universelle morallove“? Er der en autoritet som kan opstille evige, uforanderlige værdinormer der giver et fast holdepunkt i tilværelsen og et håb for fremtiden? Den næste artikel kommer nærmere ind på disse spørgsmål.