Vågne vidner begynder bibelstudiekampagne
1 ’Hold jer vågne,’ (Matt. 24:42) sagde Jesus til sine disciple med henblik på endens tid. Er vi vågne? Er vi aktive, optaget af den gerning vi har som kristne? Befalingen lyder: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne.“ (Matt. 28:19) Dette indebærer at vi både med vor adfærd og vor tale aflægger vidnesbyrd om sandheden og at vi gør en særlig indsats for at undervise dem der ønsker at blive Jesu disciple. Når vi finder sådanne interesserede, søger vi at hjælpe dem ved at give dem blade og bøger hvorigennem de kan blive undervist. Vi tilbyder dem abonnement på vore to blade, så de regelmæssigt får undervisning, og vi genbesøger dem for at øge deres interesse og besvare deres spørgsmål. Når man nogenlunde regelmæssigt tilbringer en times tid hos dem og i den tid på en systematisk måde behandler bibelske spørgsmål, siger vi at man leder et bibelstudium. Ofte bruger vi som grundlag for et sådant studium en af Selskabets bøger, som for eksempel ’Sandhedsbogen’, men man kan også bruge artikler i vore blade, eller, hvis den besøgte af en eller anden grund ønsker det, Bibelen alene, på den måde at forkynderen i forvejen har forberedt sig på et emne og noteret en række bibelsteder op som så læses og kommenteres.
2 Det er langtfra alle forkyndere der er med i bibelstudiearbejdet, men der er sikkert ingen tvivl om at alle vågne forkyndere meget gerne vil deltage i denne gren af arbejdet, da det så ganske afgjort er den mest interessante og frugtbringende. Vi tilskynder hermed alle til at gå ind i en kampagne for at få oprettet flere bibelstudier.
3 Som en hjælp til oprettelse af flere studier vil vi prøve at bruge brochuren „Denne gode nyhed om riget“, fordi man her i løbet af 4-6 gange kan bibringe den interesserede et godt overblik over hvad den gode nyhed, evangeliet, går ud på. Læg mærke til de spørgsmål der stilles i paragraf 4 i brochuren. Det er disse emner denne brochure behandler på en enkel og klar måde. Man kan tilbyde den besøgte at man vil gennemgå brochuren med ham i løbet af 4-6 gange. Når vi tilbyder et års abonnement på Vagttårnet vil vi lade denne brochure følge med, sammen med en ældre indbunden bog.
4 I nogle tilfælde fornemmer man at den besøgte ikke vil binde sig. Man kan ikke få en aftale om hvornår næste samtale skal finde sted. I et sådant tilfælde må man jo blot komme igen og håbe at træffe vedkommende hjemme. Man kan kort nævne hvad man drøftede sidste gang, og minde om det spørgsmål som den besøgte stillede, og som man nu har lovet at komme og besvare og har forberedt sig på at besvare. Med en sådan indledning skulle det i de fleste tilfælde være muligt at få en god bibelsk drøftelse i gang. Hvis man gør sig det til en vane at komme en gang om ugen på et bestemt tidspunkt, vil en sådan række genbesøg efterhånden, umærkeligt, gå over til at blive et ugentligt bibelstudium af en times varighed. Brochuren „Denne gode nyhed om riget“ kan være et udmærket grundlag for et sådant studium.
5 Som en hjælp til at flere studier kan oprettes, har Selskabet udgivet tre nye brochurer som vi regner med vil foreligge på dansk sidst i januar eller først i februar. De tre brochurer henvender sig til forskellige slags mennesker. Der er en mening med livet taler stærkt til dem der tvivler på dette eller har svært ved at se hvad meningen er. En tryg fremtid — hvordan den opnås taler til en lidt anden kategori, mennesker som har en vis tillid til Bibelen. Findes der en Gud som interesserer sig for os? behandler specielt spørgsmålet om hvorfor det onde er blevet tilladt så længe. For at gøre os alle bekendt med brochurernes indhold vil de blive gennemgået i tre offentlige foredrag, den 15., den 22. og den 29. februar i alle menigheder. Så snart som muligt vil et eksemplar af hver brochure blive sendt til hver menighed, således at en dygtig taler kan forberede sig godt på at fremholde dens indhold, enten ved at læse det op, eller ekstemporalt. Denne serie foredrag tilrettelægges så vidt muligt de nævnte datoer; løbesedler kan bestilles.
6 Så snart brochurerne kommer til menigheden, og de vil automatisk blive sendt til alle menighederne, kan en af disse brochurer følge med hvert nyt abonnement der tegnes, ligesom en brochure kan afleveres hver gang man uddeler to blade. Forkynderne kan i hvert enkelt tilfælde skønne hvilken brochure det skal være. Tanken er så at forkynderen ugen efter vender tilbage og prøver at få oprettet et studium over brochuren.