Verdsligt arbejde med en god samvittighed over for Gud og mennesker

Som Jehovas hengivne tjenere ønsker vi at være flittige og arbejdsomme, ’at slide i det og med vore hænder udføre godt arbejde, så vi har noget at dele ud af til den som er i nød’. (Ef. 4:28) Imidlertid bør vi sikre os at vor beskæftigelse ikke er i strid med Bibelens principper. Ellers følger vi ikke den inspirerede formaning: „Hvad I end gør, så arbejd på det med hele jeres sjæl som for Jehova.“ — Kol. 3:23.

Skønt vi i første række bekymrer os om at behage Gud, bør vi også tænke på vore medmennesker. Vi bør undgå at gøre noget som kunne volde unødigt anstød eller som kunne give anledning til kritik af „den gode nyhed“. — Jævnfør Andet Korinterbrev 4:2.

Samtidig bør vi se realistisk på spørgsmålet om verdsligt arbejde. Ligesom i andre af livets anliggender kan vi heller ikke under vort arbejde undgå enhver kontakt eller forbindelse med denne verdens utugtige, havesyge, udsugere eller afgudsdyrkere. I så fald måtte vi jo, som apostelen skrev under inspiration, „gå ud af verden“. — 1 Kor. 5:9, 10.

En kristen kan for eksempel være ansat hos en arbejdsgiver der ikke er helt ærlig. Men så længe den kristne ikke selv er med til det urette eller fremmer det, kan han ikke være ansvarlig for det. Man kan for eksempel ikke med rimelighed forvente at en sekretær skal tage stilling til hver eneste udtalelse i de breve hendes arbejdsgiver dikterer til hende. Hun må lade ham om at bære ansvaret for eventuelle usandheder eller fortielser af sandheden i de breve han dikterer. Men hvis hans uærlighed bliver særlig graverende så hans forretning kommer i alvorligt vanry, vil hun måske af sin samvittighed føle sig tilskyndet til at søge andet arbejde.

Faktisk er det sådan at alt hvad der har tilknytning til denne syndige verden, har sine uheldige sider. Derfor må vi bruge vor skelneevne for at afgøre hvilket arbejde den kristne simpelt hen ikke kan befatte sig med, og hvilket arbejde der, skønt det måske i nogle henseender ikke er helt ønskværdigt, så dog er bibelsk tilladt.

Guds eget eksempel

Som en hjælp til at anlægge et ligevægtigt syn på spørgsmålet om beskæftigelse, kan vi betragte Jehova Guds eget eksempel over for menneskene. „Han lader nemlig sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige.“ (Matt. 5:45) Gud har ikke henvist de onde til kun at få de simpleste livsfornødenheder dækket. Han viser dem gavmildhed og lader dem drage nytte af sine foranstaltninger. — Apg. 14:17.

Vil dét at Gud lader onde og retfærdige uden forskel få gavn af sine foranstaltninger, sige at han billiger eller ser gennem fingre med utugt, tyveri, afgudsdyrkelse og alt hvad de onde ellers praktiserer? Nej, det gør han ikke — hvilket tydeligt fremgår af hans indgriben i Noas dage og i andre domstider. Han opmuntrer dem heller ikke dermed til at fortsætte deres lovløse gerninger. Der er ikke nogen klar forbindelse eller direkte sammenhæng mellem deres syndige handlinger og det at de får gavn af solen, regnen, vinden og andre goder fra Guds side. I kraft af sin ufortjente godhed over for de onde har Jehova Gud derimod et grundlag for tålmodigt at kunne appellere til de uretfærdige og tilskynde dem til at forlade deres urette vej og vende om til ham. — Rom. 2:4-6; Ez. 33:11.

Guds tjenere kan derfor med god samvittighed yde verdslige mennesker mange tjenester uden at gøre forskel. Når det kommer til stykket er disse mennesker Guds og Kristi ejendom, idet de alle er blevet købt med Guds søns dyrebare blod. (Matt. 20:28; 1 Tim. 2:5, 6) Selv om ikke alle reagerer velvilligt, ønsker Gud ikke at nogen skal gå til grunde, men at alle skal ændre sind og opnå frelse. (2 Pet. 3:9) Vi kan med rette behandle vore medmennesker i verden i overensstemmelse hermed. Desuden følger vi princippet: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Matt. 7:12) Vi sætter pris på at andre ikke forfordeler os i forbindelse med adgangen til føde, klæder, husly, transport eller andre fornødenheder i form af varer eller tjenesteydelser. Til gengæld skulle vi også være villige til at yde almindelige tjenester over for andre uden forskel. — Rom. 13:8-10.

De væsentlige spørgsmål

Der er naturligvis stor forskel på at udføre et arbejde der gavner andre i almindelighed, og at udføre et arbejde der direkte fremmer eller direkte støtter en uret praksis. De spørgsmål man må stille, er: „Er det arbejde eller den funktion der udføres, i sig selv en handling som Guds ord fordømmer? Og selv om dette ikke er tilfældet, er arbejdet da alligevel så direkte knyttet til en sådan praksis at de der udfører det faktisk fremmer det urette eller bliver medskyldige i det?“ I sådanne tilfælde kan den kristne afgjort ikke med god samvittighed påtage sig arbejdet.

Vi ønsker for eksempel ikke at andre skal øve vold imod os, forgifte vort legeme, lokke os til umoralitet eller forlede os til falsk gudsdyrkelse. Derfor vil vi heller ikke være med til at fremstille, sælge eller reklamere for ting der specielt tager sigte på dette, som for eksempel skadelige, vanedannende stoffer, pornografisk materiale, afgudsbilleder og lignende. Hvordan kunne vi lære andre at det er bibelsk forkert at bruge sådanne ting, og så samtidig være beskæftiget med direkte at fremstille dem eller at fremme brugen af dem? Et sådant arbejde ville i sig selv være forkert.

Andet arbejde er måske i sig selv korrekt nok, men alligevel forkert fordi det er uløseligt knyttet til en uretmæssig form for virksomhed. At være kasserer er i sig selv en udmærket beskæftigelse. Men kan man arbejde som kasserer i et spilleetablissement? Hasardspil er ikke i harmoni med Guds ord, som fordømmer havesyge og pålægger os at udføre hæderligt og produktivt arbejde. (1 Kor. 6:9, 10; Ef. 4:28; 1 Tess. 4:11, 12) Selv om kassereren måske ikke har nogen direkte andel i spillet, sådan som bankøren har, går hans arbejde dog ud på at sælge jetoner, som er nødvendige for at deltage i spillet, ikke sandt? På samme måde stiller sagen sig for den hvis arbejde består i at efterse og reparere udstyret i spilleetablissementet, som for eksempel rouletterne og spilleautomaterne. I sådanne tilfælde er der en direkte forbindelse mellem det arbejde der udføres og selve den uretmæssige virksomhed.

Et ligevægtigt syn på verdsligt arbejde

I de tilfælde hvor et arbejde ikke i sig selv er bibelsk forkert og heller ikke direkte er knyttet til en uret praksis, kan der være andre faktorer som den kristne må overveje med sin samvittighed når han træffer sin afgørelse.

For eksempel er det hæderligt nok at være kok på en restaurant, idet mad er en almindelig fornødenhed som alle mennesker har brug for. Men hvad nu hvis man arbejder for en kæde af restauranter, hvoraf den ene er knyttet til en væddeløbsbane? Man kan udmærket være skolelærer. Men hvad nu hvis skolen ejes af en religiøs organisation der ikke er kristen? Det er også i orden at arbejde som stuepige. Men hvad nu hvis stuepigen må udføre sine pligter i et hjem der ligger inden for et område hvis formål strider imod principperne i Esajas 2:4?

Hasardspillet på en væddeløbsbane er ikke afhængigt af at der serveres mad. Skolen som ejes af den religiøse organisation forlanger måske ikke at læreren skal undervise i falsk religion; den benytter måske almindelige lærebøger som anbefales af myndighederne, og er måske endda underlagt de verdslige myndigheders tilsyn. Stuepigens arbejde består måske udelukkende i at gøre rent, vaske tøj og lave mad. Ville et arbejde af den art da udsætte den kristne for at blive udstødt af menigheden? Lad os overveje nogle bibelske eksempler.

I hvert af de nævnte tilfælde arbejder den pågældende et sted som ejes af en organisation der driver en ubibelsk virksomhed. Men vil det i sig selv sige at arbejdet må fordømmes? Vi tænker måske på formaningen: „Gå ud fra dem, og skil jer ud, . . . og hold op med at røre det urene.“ (2 Kor. 6:17) Betyder det at selve stedet eller de bygninger der ejes af de pågældende organisationer, virker besmittende? Eller er det ikke snarere den virksomhed eller praksis der drives, der er ’uren’ i Guds øjne?

Det er ikke altid det ydre indtryk det kommer an på. Syreren Na’aman besluttede for eksempel at han „aldrig mere [ville] ofre brændoffer eller slagtoffer til nogen anden Gud end [Jehova]“. I hans stilling som syrerkongens tjener bestod en del af hans arbejde imidlertid i at gå ind i den falske gud Rimmons tempel sammen med kongen og støtte denne (der øjensynlig var noget svagelig) når han kastede sig til jorden for afguden. Det ser ud til at Na’aman udførte denne tjeneste med en vis regelmæssighed. Men da han af hensyn til sin samvittighed bragte sagen på bane, svarede Guds profet Elisa blot: „Far i fred!“ (2 Kong. 5:15-19) En iagttager ville måske nok tro at Na’aman tilbad den falske gud Rimmon. Men hvis han talte med ham, ville han erfare noget andet.

Der er også Jesu Kristi eksempel. Da han forkyndte og underviste, hjalp han mange der var kendt som syndere. Begrænsede han sit samvær med disse syndere til offentlige steder? Nægtede han at gå med dem hjem og at spise sammen med dem, for at det ikke skulle se ud som om han bifaldt deres syndige levned? Nej. Men nogle, for eksempel farisæerne, som var yderst nøjeregnende med sådanne ting men som manglede medfølelse og barmhjertighed, tillagde Jesus et forkert motiv og gav det indtryk af at han bifaldt syndernes urette gerninger. (Luk. 15:1, 2; 19:7) Imidlertid viste Jesus med sin lære og sin adfærd at sådanne antagelser var forkerte. I overensstemmelse med dette eksempel bør vi vogte os for at bedømme andre overfladisk og uden videre antage at de, på grund af det sted de arbejder, i realiteten billiger noget der er forkert. — Rom. 14:4.

Hensynet til hvordan det virker på andre

Vil det sige at den kristne slet ikke behøver at spekulere på sådanne faktorer som hvor han er beskæftiget, hvilken slags organisation han er ansat hos, og hvilket indtryk andre får af det arbejde han har? Nej, det ville være at gå i den anden grøft.

En inspireret vejledning som apostelen Paulus henvendte til de kristne i Korint, hjælper os til at se ligevægtigt på dette. Selv om Paulus ikke direkte taler om verdsligt arbejde, fremfører han nogle principper der også kan anvendes her. På kødtorvet i Korint blev der solgt kød som stammede fra dyr der var blevet ofret til afguder. Ville den kristne, ved at købe dette kød, undlade at ’flygte fra afgudsdyrkelsen’, og ville han, ved at betale for kødet, støtte den falske gudsdyrkelse? Ville han blive uren ved at spise kødet? Paulus påpegede at dette ikke ville være tilfældet, for, som han sagde, „Jehovas er jorden og dens fylde“. Hvis den kristne så sådan på det at kødet i virkeligheden var tilvejebragt af Jehova, og sagde Jehova tak for det, ville han dermed vise at han ikke anså afguden for at være nogen virkelig gud og at han heller ikke tilbad den. Han kunne spise kødet med en ren samvittighed. Samtidig rådede Paulus dog korinterne til ikke at bruge deres frihed på en sådan måde at det kunne skade andres samvittighed. — 1 Kor. 10:14, 18-33.

Tidligere i brevet havde apostelen peget på at ikke alle ville se så klart på denne sag. (1 Kor. 8:4-8) Til dem der udmærket kunne spise den nævnte slags kød med ren samvittighed, sagde Paulus derfor: „Men se stadig til at denne jeres handlefrihed ikke på en eller anden måde bliver en snublesten for dem som er svage. For hvis nogen skulle se dig, som har kundskab, ligge til bords i et afgudstempel, vil da ikke samvittigheden hos den der er svag, blive opbygget til at spise det der har været ofret til afguder?“ — 1 Kor. 8:9, 10.

Apostelen siger ikke at det i sig selv ville være en synd der ville føre til udstødelse hvis man spiste kødet på afgudstemplets område. Men der var en fare ved at gøre det. Hvis man blev set af en anden som tolkede det derhen at man bifaldt den falske gudsdyrkelse, kunne det virke sådan på vedkommendes samvittighed at han fik mod til at vende tilbage til afgudsdyrkelsen. Så selv om handlingen ikke i sig selv var forkert, ville dét at ignorere andres samvittighed i den grad at de snublede og faldt på livets vej, være det samme som at ’synde mod Kristus’, der gav sit liv som en løsesum for dem. — 1 Kor. 8:11-13.

Hvis vi anvender de samme principper på spørgsmålet om beskæftigelse, ser vi at selv om visse former for arbejde måske ikke i sig selv er forkerte og heller ikke klart kan siges at gøre én medskyldig i nogen direkte forkert virksomhed, bør den kristne dog alligevel tænke på om han med sit arbejde bringer andre til snublen og fald. Et eksempel: En kristen arbejder måske på en restaurant der ligger over for en væddeløbsbane. Hovedparten af kunderne er måske publikum fra væddeløbsbanen: Senere bliver der et lokale ledigt på selve væddeløbsbanens område, og restauranten flytter derover. Den kristnes arbejde vil stadig være det samme, nemlig at tilberede eller servere mad og restaurantens kunder vil også stadig stort set være de samme. Men for nogle at se, kunne der nu være en forbindelse mellem hans beskæftigelse og hasardspillet på væddeløbsbanen. Endnu et eksempel: Et spilleetablissement driver måske en restaurant i tilknytning til etablissementet og serverer billig mad for at trække spillere til. I så fald må den kristne alvorligt overveje den forbindelse der er, og bedømme sagen med sin kristne samvittighed. Han ønsker ikke at ’opbygge’ nogens samvittighed til at deltage i spillet, og hvis han erkender at hans arbejde fører dette med sig, vil hans samvittighed uden tvivl tilskynde ham til at søge andet arbejde. Det vil altså ligge ham på sinde ikke at bringe andre til fald, og om dette sker vil naturligvis i vid udstrækning afhænge af det indtryk de får og hvor stærkt de lader sig berøre af det. Han bør desuden overveje hvordan det påvirker ham selv at arbejde i sådanne uæstetiske omgivelser, hvor der øves en stærk påvirkning i retning af den urette virksomhed.

Men hvad nu hvis arbejdet ikke i sig selv er knyttet til en forkert virksomhed, men lønnen betales af en organisation der hovedsagelig er beskæftiget med en ubibelsk virksomhed? Igen må den kristne med sin samvittighed vurdere sagen og overveje hvordan det virker på andre at han eller hun aflønnes af en sådan organisation. Det kunne for eksempel være at en restaurant ligger ved siden af et spilleetablissement, og en dag bliver restauranten købt af spilleetablissementet, og det medfører at de ansatte bliver aflønnet af spilleetablissementet. Men restauranten drives måske videre nøjagtig som før. Selv om en kristen der er beskæftiget her, kommer til det resultat at hans arbejde ikke i sig selv gør ham til en der billiger hasardspil eller er medskyldig deri, bør han alligevel overveje sin situation og tænke på hvordan hans beskæftigelse berører andre. Hans afgørelse vi afhænge af hvor alvorligt forholdet berører andre. Det samme gælder en skolelærer der underviser i for eksempel regning i en skole der ejes af en af kristenhedens religiøse organisationer. Selv om han ikke med sin undervisning er med til at udbrede falsk gudsdyrkelse, bør han alligevel overveje hvordan hans beskæftigelse virker på andre og træffe en beslutning i overensstemmelse med det resultat han når frem til.

At en kristen betaler penge til en person eller organisation i verden for varer eller tjenesteydelser, eller, omvendt, at en kristen modtager penge fra en sådan person eller organisation, synes ikke ifølge Bibelen automatisk at indebære at den kristne fremmer eller billiger en uret virksomhed som vedkommende person eller organisation eventuelt måtte deltage i. Som vi har set, kunne kristne købe kød der stammede fra hedenske templer. Templerne havde økonomisk fordel af det. De fik penge ind, ikke som et direkte bidrag, men indirekte ved salget af kødet.

Skønt det altså ikke i sig selv er afgørende hvem der aflønner den kristne for hans hæderlige arbejde, bør han her udvise det samme hensyn og den samme varsomhed som i de førnævnte eksempler angående stedet hvor arbejdet udføres. Det bør altid ligge ham på sinde at fremme sandhedens sag og udbredelsen af den gode nyhed, og ikke unødigt hindre den. Han kan også tænke på hvordan det virker på ham selv — om forholdene i forbindelse med hans verdslige arbejde kunne skade ham åndeligt, måske være en risiko for ham i åndelig henseende eller en alvorlig fristelse til at deltage i en uret virksomhed. Han kan ikke tillade at hans had til det onde svækkes eller mildnes, for det ville åbne vejen for kompromis og direkte deltagelse i det forkerte. — Hebr. 1:9.

»Den der har tvivl«

På mange af livets områder, også når det gælder verdslig beskæftigelse, må vi lade os lede af vor samvittighed, som er blevet oplyst af Guds ord og ånd. Det kan være at en anden i den kristne menighed ikke har nogen skrupler i forbindelse med en bestemt slags verdsligt arbejde, hvorimod vi selv har visse betænkeligheder. Skulle vi så ignorere vore betænkeligheder og lade den andens samvittighed være afgørende for os? Apostelen Paulus giver et inspireret svar i sin behandling af spørgsmålet om at spise kød. Han siger: „Den der har tvivl, er allerede dømt skyldig hvis han spiser, for han spiser ikke ud af tro. Ja, alt hvad der ikke er ud af tro, er synd.“ (Rom. 14:23) Så hvis nogen ikke føler sig godt tilpas ved sit arbejde og ikke kan udføre det med god samvittighed, gør han klogt i at foretage en forandring. Han undgår derved at synde i den betydning at gå imod sin samvittighed, at såre den. Dog må en kristens usikkerhed og „indre tvivlsspørgsmål“ vedrørende korrektheden af en bestemt beskæftigelse ikke få ham til at blive kritisk over for andre og unødigt rejse tvivl om deres beskæftigelse eller bedømme dem som overtrædere af Guds lov når der ikke er klare bibelske vidnesbyrd herom. — Rom. 14:1-5.

Vi gør vel i at huske at problemer i forbindelse med hvilke former for verdsligt arbejde der kan accepteres, ikke er noget nyt. I århundreder, ja helt tilbage på apostlenes tid og endnu før, har denne verdens systemer og mennesker tilsidesat de samme retfærdige principper som de gør i dag. Og alligevel har Bibelen ikke forsynet os med en lang række regler for hvad der er acceptabel beskæftigelse og hvad der ikke er. Stort set opstiller Bibelen tre faktorer som vi må tage i betragtning: (1) Er arbejdet i sig selv decideret uret, fordi man ved at udføre det begår noget syndigt idet man overtræder Guds morallove eller bidrager direkte til at disse love overtrædes? (2) Er det sandsynligt at iagttagere klart vil få det indtryk at kristne billiger noget som er uret, og være i fare for at snuble og falde og blive involveret i en uret adfærd? (3) Har den kristne selv tvivlsspørgsmål angående sin beskæftigelse?

Menighedens ansvar

Hvis en broder med sin beskæftigelse klart overtræder Guds lov, er det med rette en sag der angår menigheden og dens ældste. Hvis arbejdet eller produktet heraf fordømmes i Bibelen, eller er af en sådan art at den pågældende fremmer en uret adfærd eller bliver medskyldig i det urette, bør de ældste først søge at hjælpe den pågældende til at indse det forkerte ved sin adfærd. I de tilfælde hvor forbindelsen til det urette er tydelig, skulle det være muligt at gøre vedkommende klart hvad Bibelen siger, og bringe ham til at indse hvorfor det gælder i hans tilfælde. Men det vil muligvis kræve flere drøftelser, måske over nogle uger, at hjælpe ham til at indse dette og under bøn overveje det man har forelagt ham. Hvis det klart fastslås at han med sin beskæftigelse overtræder de kristne principper og han alligevel insisterer på at fortsætte, kan han udstødes af menigheden.

Hvad så hvis selve arbejdet ikke er forkert, men det — på grund af arbejdsstedet, den kilde pengene kommer fra eller lignende faktorer — kunne give nogle iagttagere et uheldigt indtryk? Her må de ældste passe på at de ikke lader deres egen samvittighed diktere andre hvad de skal gøre, som om de var ’herrer over deres tro’. (2 Kor. 1:24) En husherre kan byde over andre og bestemme hvilket arbejde de skal udføre. Men de ældste anerkender Gud og Kristus som herrer over den kristne menighed og lader deres ord være afgørende. Hvis der ikke er noget tydeligt fortilfælde i Bibelen, lader de den enkelte kristne vise sin tro i overensstemmelse med sin egen samvittighed.

Hvis et arbejde som udføres af et medlem af menigheden giver anledning til spørgsmål (uden at det dog i sig selv er ubibelsk), kan de ældste tale med ham om det. Uden at fordømme ham kan de pege på de farer eller risikoer der er. De kan forklare hvordan han måske kunne blive årsag til at andre snubler og falder. De kan fremhæve fordelene ved at holde sig i god afstand fra det der må betragtes som „grænsetilfælde“. Og hvis forholdet udvikler sig og volder betragtelig uro i menigheden eller giver anledning til dårlig omtale hos folk udenfor, kan de beslutte at den pågældende ikke bør bruges som et eksempel i menigheden. For det der er „tilladt“ er ikke altid „gavnligt“, som apostelen siger. Derfor tilskynder han: „Lad hver enkelt fortsat søge medmenneskets og ikke sin egen fordel.“ — 1 Kor. 10:23, 24.

Navnlig de ældste må alvorligt studere Guds ord og søge den indsigt og skelneevne der er nødvendig for god dømmekraft. De anerkender at ’visdommen ovenfra først og fremmest er ren’, og derfor vil de værne om den rene tilbedelse og urokkeligt holde sig til Guds lov. Men de anerkender også at den himmelske visdom er „rimelig“, og derfor vil de undgå at gå til yderligheder i deres anvendelse af Bibelens principper, og ikke føre dem længere ud end Guds eget eksempel og hans ånd anviser. — Jak. 3:17.

Vi behøver ikke at være bange for at det vil skade Guds menighed åndeligt at vi ikke opstiller bestemte regler for verdslig beskæftigelse. Da Gud ophævede Moseloven med dens regler, stod den nye menighed af åndelige israelitter ikke usikker over for hvad den skulle gøre for at behage Gud. Guds ånd, som virker på deres sind og hjerte som har ladet deres samvittighed oplære og forme ved studiet af Guds ord, er en langt stærkere kraft til retfærdighed end Moseloven var. Det gælder den dag i dag.

Ja, en af Guds ånds frugter, nemlig kærligheden, vil afholde den sande kristne fra at udføre arbejde som Guds ord klart fordømmer. I de tilfælde hvor det kommer an på den enkeltes samvittighed, vil kærligheden afholde den kristne fra at gøre noget som kunne bringe andre til snublen og fald. Praktisk visdom vil desuden hjælpe ham til at afgøre om han burde søge anden beskæftigelse for at bevare sin egen åndelighed og undgå faldgruber. (Rom. 13:10; Ordsp. 3:21-23) Derved viser den kristne at han ikke er „en del af verden“, og han bevarer en god samvittighed over for Gud og mennesker. — Joh. 17:16; 1 Tim. 1:5, 19.