Bibelens budskab — tilgængeligt for alle
1 Som vi kunne forvente af en inspireret rettesnor fra Skaberen til mennesker af alle racer, har Bibelen fået en enorm udbredelse. Hele Bibelen eller dele af den foreligger på så mange sprog at 97 procent af alle jordens beboere kan læse den på deres modersmål. Moderne trykketeknik har gjort det muligt at udsende millioner og atter millioner af bibler hvert år.
2 En af grundene til Bibelens store popularitet er at den taler lige så meget til læseren i dag som den til alle tider har talt til sine læsere. Uanset hvilken slags samfund man tilhører — om man er landmand eller sømand eller lever i et industrisamfund — kan man forstå dens budskab. Den menneskelige natur har ikke forandret sig, og Bibelen beskæftiger sig med problemer som mennesker er berørt af uanset hvor og hvornår de lever.
3 Har du nogen sinde prøvet at sætte dig ned med Bibelen en times tid eller to og læst en længere beretning i den — for eksempel i evangelierne, Apostelgerninger, Samuelsbøgerne eller Kongebøgerne? Man føler sig helt hensat til den tid begivenhederne udspilledes, ikke sandt? Ens hjerte berøres af det man læser. Det virker åndeligt opløftende.
Lad Bibelen tale
4 Når vi besøger folk er det netop fordi vi gerne vil have dem til at læse i Bibelen. De fleste åbner den aldrig. Det er en af grundene til at troen mangler i dag og at folk har så mange sorger og problemer.
5 Vi vil fortsat arbejde med Ny Verden-oversættelsen i december. Men vort vigtigste mål er at tale om Bibelen, så folk kan se hvor værdifuld den er og forstå at de behøver dens visdom. Hvordan kan vi tilskynde folk til at læse i Bibelen og vise dem noget af det den indeholder?
6 For at komme i samtale med dem kan vi først spørge dem om de har en bibel. Det har de måske. Så kan vi spørge om de i den travle hverdag finder tid til at læse i den. Er der noget de har svært ved at forstå i den? Herfra vil vi ofte få lejlighed til at gå videre og slå op i Bibelen. Vi kan endda spørge om de vil hente deres egen og følge med i den.
7 Vi kunne for eksempel henvise til Salme 37:37, 38, og ud fra dette skriftsted vise hvad der venter dem der er retskafne i Guds øjne, i modsætning til de gudløse. Bibelen viser at Gud snart vil fjerne det onde, hvorefter de der elsker Gud og deres næste vil kunne leve i fred og lykke på jorden.
8 Derefter kan vi fortælle den besøgte hvordan Jehovas vidner tilbyder at læse Bibelen sammen med andre, og præsentere Ny Verden-oversættelsen, Er dette liv alt? og Er der en Gud som interesserer sig for os? Eftersom Ny Verden-oversættelsen er på nutidsdansk og har andre gode fordele, vil den besøgte måske gerne modtage et eksemplar af den sammen med bogen og brochuren. Hvis han er tilfreds med den oversættelse han har i forvejen og ikke ønsker en ny, kan vi begejstret opmuntre ham til at læse i den bibel han har. Og i denne forbindelse kan vi så henvise til bogen Er dette liv alt?
9 Lad det igen være tydeligt at vi er kommet for at hjælpe den besøgte til at forstå Guds ord. Er dette liv alt? yder en sådan hjælp. I den lærer man om Guds nye ordning hvor krig, sult, sygdom, ja selv døden, vil være fjernet. Bogen behandler navnlig spørgsmålet om døden, hvordan det er gået til at vi er blevet underlagt alderdom og død, hvilken tilstand de døde befinder sig i, og at mennesket oprindelig blev skabt til at leve. Lyder tanken om evigt liv på jorden under lykkelige forhold som en drøm? Dog er det netop det Gud har stillet os i udsigt, kan vi påpege. Emnet behandles indgående i denne bog, Er dette liv alt?
10 Hvis den besøgte viser god interesse vil vi måske foretrække at lægge særlig vægt på brochuren Er der en Gud som interesserer sig for os? Vi kan fortælle at brochuren specielt er udarbejdet med undervisning for øje, og derpå demonstrere fremgangsmåden med nogle paragraffer. Gør opmærksom på at der hele tiden henvises til Bibelen som begrundelse for det der siges. (Læg også mærke til at der som regel er anført skriftsteder i forbindelse med studiespørgsmålene. Det anbefales at disse skriftsteder læses.) Efter at have gennemgået nogle få paragraffer kan vi foreslå at vi kommer igen på et belejligt tidspunkt.
11 Hvis den vi taler med ikke har en bibel, er der al mulig grund til at han skulle modtage Ny Verden-oversættelsen. Det kunne da være nyttigt at fremhæve nogle af dens fortrin.
12 Vi er meget taknemmelige for at Jehova har sørget for at Bibelens livsvigtige budskab er tilgængeligt for alle som leder efter sandheden og livets vej. Hans tålmodighed har givet os lejlighed til at lære frelsens vej at kende. Lad os nu gøre vor del, idet vi som budbringere udbreder den gode nyhed i Jehovas ord til andre mens der endnu er tid.