Bliv bedre til at undervise
1 Føler du at du trænger til en hjælpende hånd for at blive bedre til at fremholde den gode nyhed? Så tænk på at der er mere erfarne forkyndere i menigheden, og tøv ikke med at søge hjælp hos dem. Man kan lære meget af at forberede sig sammen med en anden og ved at følges med ham eller hende i arbejdet, også selv om man blot lytter med ved nogle få besøg.
2 Din erfaring i forkyndelsen begrænser sig måske til uddeling af traktater og deltagelse i bladarbejdet. Det er rosværdigt at du er med til at fortælle andre om Jehovas frelsesmiddel. Men kunne du ikke tænke dig at gå et skridt videre, så din forkyndelse og undervisning blev mere effektiv og frugtbærende? Husk at Jesu befaling til disciplene også gik ud på at de skulle ’gøre disciple af folk af alle nationerne idet de døbte dem’. (Matt. 28:19, 20) Senere lød det i Åbenbaringen 22:17 at enhver som hørte den gode nyhed skulle sige: ’Kom og tag frit af livets vand.’ For at gøre disciple må vi være lærere. Det er derfor vi opfordrer dig til at tage det næste skridt og være med i genbesøgs- og bibelstudiearbejdet.
Hvor hjælpen fås
3 Henvend dig blot til din bogstudieleder eller hvem som helst af de ældste og sig til ham at du gerne vil have lidt hjælp for at forbedre din undervisning. Han vil sikkert kunne sørge for at du nogle få uger kan arbejde sammen med en erfaren forkynder i menigheden, en forkynder der kan gå ud i tjenesten på de samme tidspunkter som du. Først har du nok brug for lidt erfaring i hus-til-hus-arbejdet, så du lærer at bruge Bibelen sammen med en kort fremholdelse af tilbudet. Derved finder du måske nogle genbesøgsemner som du kan prøve at oprette et bibelstudium hos. Eller den erfarne forkynder har måske nogle emner i forvejen som han gerne vil besøge sammen med dig.
4 Før I går ud må I selvfølgelig forberede noget konkret og interessevækkende at sige. Det vil også give dig større sikkerhed og selvtillid ved dørene. Du har ingen grund til at være bange eller at holde dig tilbage blot fordi du måske føler at du trænger til mere kundskab eller erfaring. Gå blot til sagen, i tillid til Jehova, og du vil opnå mange velsignelser. Snart vil det sikkert være din forret at lede et bibelstudium regelmæssigt.
5 I forældre, har I for nylig tænkt på om jeres børn snart kan tage endnu et skridt mod det mål at gøre disciple? Er de med til at uddele traktater eller at sprede blade? Tillader deres alder og evner at I nu hjælper dem videre og lærer dem at bruge Bibelen når de fremholder budskabet? Kunne de, med lidt hjælp fra jeres side, opdyrke den interesse de finder i deres forkyndelse? Kunne der oprettes et bibelstudium? Mange unge blandt Jehovas tjenere leder gode bibelstudier, især med andre unge.
6 De ældste opfordres til ved deres kvartalsmøde i december at overveje hvordan de kan sørge for at der ydes kærlig hjælp til dem der behøver det. Samtidig kan de vurdere hvad man har gjort for at følge forslagene på side 3 i Rigets Tjeneste for april 1976 om at yde hjælp gennem gruppeordningen under bogstudielederens tilsyn. Når man yder hjælp må man søge at indgive brødrene og søstrene et inderligt ønske om at være med i tjenesten for Jehova, så de finder glæde deri og ønsker at være med regelmæssigt.