Find glæde ved personligt studium
1 Salmisten erklærer dem salige eller lykkelige som „har lyst til [Jehovas] lov“ og som „grunder på hans lov både dag og nat“. (Sl. 1:1, 2) Oplever du regelmæssigt den glæde, ja den sande lykke, der følger med at tilegne sig nøjagtig kundskab om vor kærlige Gud, Jehova? Mange gør. Men nogle opfatter studium og meditation som et trælsomt slid der nok er gavnligt, men som ikke nødvendigvis bringer glæde. Hvad er grunden? Hvordan kan vi gøre dette tilsyneladende slid til en glædelig beskæftigelse?
Hvordan kan vi øge vor glæde?
2 Først må vi erkende at tilegnelsen af denne kundskab betyder livet for os. (Joh. 17:3) Det er så vigtigt at studere Guds ord at Vagttårnet engang gav udtryk for at hvis man ikke får tid til det, siger man i virkeligheden at man ikke ønsker livet. Men bør dét at opnå evigt liv være det eneste motiv til at vi studerer Bibelen? Læg mærke til hvad Jesus sagde til de jødiske ledere der forsøgte at slå ham ihjel: „I ransager Skrifterne, fordi I mener at I ved hjælp af dem vil have evigt liv; . . . men jeg ved udmærket at I ikke har Guds kærlighed i jer.“ (Joh. 5:39, 42) Ja, vort personlige studium må udspringe af kærlighed til Gud og et ønske om at hjælpe andre. — Apg. 20:35; 1 Kor. 8:1.
3 Hjælpe andre? Ja, hvis vi forbereder os grundigt til alle menighedens møder vil vi være mere tilbøjelige til at deltage i møderne, og vore kommentarer vil være mere indholdsrige. Derved kan vi opmuntre og anspore andre til kærlighed og gode gerninger. (Hebr. 10:24, 25) Når vi forbereder os til møderne vil det vi lærer i rigssalen også fæstne sig bedre i vort sind, og vi vil bedre kunne huske disse ting når vi forkynder for andre. Vi vil være bedre udrustet til at svare dem der ’kræver os til regnskab for det håb der er i os’, og vor tjeneste vil blive mere effektiv. — 1 Pet. 3:15.
Tid til det
4 Har du svært ved at finde tid til at studere? Hvis vi erkender at studium af Guds ord betyder livet for os, og hvis vi oprigtigt ønsker at bruge det vi lærer til gavn for andre, vil vi føle os tilskyndet til at ’købe os tid’ fra mindre vigtige gøremål. (Ef. 5:15, 16) Det kan betyde at vi må skære ned på den tid vi ser fjernsyn eller læser uvæsentlige ting. Måske kunne vi gøre bedre brug af nogen tid om aftenen lige før vi går i seng, eller vi kunne stå lidt før op om morgenen. Blot 15-20 minutter hver dag brugt på denne måde kan betyde meget, især hvis det sker regelmæssigt. Et kvarters personligt studium hver dag giver over 91 timer på et år!
5 Men for at opnå den største glæde ved vort studium, må vi bruge tiden godt. Vi må ikke sidde og dagdrømme eller lade tankerne drage på langfart, men koncentrere os om emnet. Hvis vi sætter os et mål og trækker os tilbage til et værelse hvor vi ikke distraheres af musik eller støj, vil vi få mere ud af det. Et grundigt personligt studium kræver også at vi mediterer over værdien af det vi lærer. Hvis vi følger Paulus’ råd om at ’grunde over disse ting, fordybe os i dem’, vil vi være tilfredse med det resultat vi når og finde sand glæde ved vort personlige studium. — 1 Tim. 4:15.