Fremholdelse af den gode nyhed — med ’Paradisbogen’
1 Jesus Kristus havde „det evige livs ord“. (Joh. 6:68) Hvorfra fik han disse ord? I en bøn til Jehova sagde han: „De udtalelser som du gav mig, har jeg givet dem.“ (Joh. 17:8) Ja, disse oplysninger som døende mennesker måtte have for at komme i et godt forhold til Jehova og opnå evigt liv, stammede fra Jehova, og Jesus gav dem trofast videre til sine disciple.
2 Han vidste at disciplene ikke ville holde disse oplysninger for sig selv men give dem videre til andre, sådan at disse andre „gennem deres ord“ ville opnå tro. (Joh. 17:20) I dag er der over to og en halv million mennesker som har den kundskab der er ensbetydende med evigt liv. (Joh. 17:3) Det er deres pligt og forret at give denne dyrebare, livreddende kundskab som stammer fra Jehova Gud, videre til andre.
3 Der er ingen tvivl om at ’Paradisbogen’ er et glimrende redskab som hjælper os til at udbrede „det evige livs ord“. Men for at folk kan indse bogens værdi, må vi vise dem hvordan skriftstederne i samtaleemnet knytter sig til stoffet i bogen. Gør du det?
Passende illustrationer
4 Efter at du har læst Johannes 17:17 kunne du sige: „Jesus troede altså at Guds ord er sandheden. Og dog er der mange i dag som tvivler på om Bibelen er sand. Det er muligt De også har spekuleret over det? [Afvent svar] Jeg har fundet nogle interessante oplysninger om det spørgsmål som sikkert vil interessere Dem. [Læs paragraf 21 på side 53.]“ Derefter kan du fortsætte med kort at anføre nogle eksempler på Bibelens nøjagtighed i videnskabelige spørgsmål, i forbindelse med historiske oplysninger, eller især med hensyn til at forudsige fremtidige begivenheder. Du kan måske slutte af med oplysningerne på side 54 og 55 eller ræsonnementet i paragraf 28 på side 56. Derefter tilbydes bogen.
5 Efter at du har forklaret Johannes 17:17 kan du også sige: „For at noget kan være sandt må det være underbygget af kendsgerninger. Så når Bibelen siger at vi kan leve evigt, er vi i vores gode ret til at spørge: ’Bygger det på kendsgerninger, eller er det bare ønsketænkning?’ Det er interessant at oplyste mennesker har udtalt sig om muligheden for at vi kan leve evigt. Prøv for eksempel at læse dette.“ Læs derefter paragraf 4 på side 7. Kom så ind på at man må tilegne sig yderligere kundskab fra Bibelen, og tilbyd bogen. Der er naturligvis mange andre steder i bogen man kan henvise til, alt efter den besøgtes situation og interesser.
Opret studium ved første besøg
6 Har du nogen sinde forsøgt at oprette et bibelstudium ved det første besøg? For ikke så længe siden ringede en søster på hos en dame der lige var ved at gå fordi hun skulle poste et brev. Søsteren fremholdt ’Paradisbogen’ for hende, damen tog imod den, og søsteren benyttede lejligheden til at demonstrere et hjemmebibelstudium. Da de havde aftalt at studiet skulle fortsætte, nævnte damen at det brev hun havde skrevet, var stilet til et religiøst samfund og netop indeholdt en anmodning om et bibelstudium!
7 Hvordan kan du bære dig ad med at tilbyde et bibelstudium ved det første besøg? Efter at du har spredt bogen kunne du sige: „Bogen er ikke bare skrevet så man kan læse den, men også sådan at man kan foretage et grundigt studium af Bibelen ved hjælp af den. Læg mærke til spørgsmålene nederst på siden. De har forbindelse med afsnittene ovenover. Der er også henvisninger til Bibelen. Som en hjælp til personligt bibelstudium tilbyder vi gratis privatundervisning. Hvis De har tid et par minutter, vil jeg gerne vise Dem hvordan en bibeldrøftelse kan foregå.“ Derefter leder du en afslappet og uformel drøftelse af nogle få paragraffer enten i det første kapitel eller et sted i bogen som den besøgte specielt er interesseret i.
8 Måtte Jehova velsigne vore forenede bestræbelser for at bringe den livgivende kundskab som vi har fået betroet, ud til andre.