En selvopofrende ånd fremmer Rigets interesser
1 Vi lever i en verden hvor selvopofrelsens ånd næsten er forsvundet. De færreste tænker på at hjælpe andre. En selvoptaget, egoistisk indstilling synes at have overtaget. Om vore dage sagde Paulus: „Menneskene vil blive aldeles selvoptagne, pengebegærlige, . . . fuldstændig berøvet taknemmelighed.“ (2 Tim. 3:2, Phillips) Kristne må modstå verdens ugudelige ånd hvis de skal bevare Guds godkendelse. Hvorfor forholder det sig sådan, og hvordan kan vi med en selvopofrende ånd fremme Rigets interesser?
Hvorfor være selvopofrende?
2 Jehova er den der giver os alt godt. (Jak. 1:17) Alt hvad vi ejer tilhører ham. Følelsen af at vi er i gæld til Gud burde få os til at ofre vor tid, vore evner, vore ejendele, ja hele vort liv i tjenesten for ham. (Jævnfør Første Korintherbrev 4:7.) Vi må på enhver måde være helt helligede Jehova. — Åb. 4:11.
3 Jesus Kristus er det fuldkomne eksempel på det at være selvopofrende. Den måde hvorpå han lod sine personlige interesser vige i baggrunden for at kunne gøre Guds vilje, åbenbarede hans dybtfølte ønske om at behage sin Fader. Han var helt og fuldt optaget af at fremme Rigets interesser. (Joh. 5:30) Apostelen Paulus så også nødvendigheden af at ofre sig, og han tilskyndede brødrene i Rom til ’at fremstille deres legemer som et levende offer til Gud’. — Rom. 12:1.
Hvordan vi kan bringe ofre
4 I dag er Guds tjenere ikke mindre selvopofrende. Mange har forladt hjem og ejendele for at arbejde i heltidstjenesten. Andre har, selv om de ikke er i heltidstjenesten, givet gavmildt af deres tid, penge og energi for at hjælpe med at bygge rigssale, stævnehaller og betelhjem. Det har været muligt at gennemføre dette næsten uden brug af verdslig arbejdskraft fordi indviede mænd, kvinder og børn frivilligt har stillet sig til rådighed. De har betragtet et sådant frivilligt arbejde som et bidrag til fremme af Rigets interesser, på nøjagtig samme måde som de betragter deres tjeneste på arbejdsmarken. De forstår at de selv og andre vil opnå uvurderlige åndelige velsignelser ved at bruge disse faciliteter; derfor følger de princippet: „I har fået det for intet, I skal give det for intet.“ — Matt. 10:8.
5 Hvad med os? Har vi selvopofrelsens ånd? Tjener vi Jehova i den udstrækning vore muligheder giver rum for? Vi kan ikke tillade verdens ånd at præge vor tankegang. Kan vi bruge mere tid til personligt studium af Bibelen? Kan vi hjælpe syge, ældre og andre der har et særligt behov for kristen venlighed og kærlighed? Kan vi bruge mere tid til at fortælle folk i vort distrikt om den gode nyhed? Kan vi udvide vor tjeneste så vi kan være hjælpepionerer eller almindelige pionerer? Når vi analyserer os selv kan det vise sig at der er områder hvor vi kan gøre fremgang. — Hebr. 13:15, 16.
6 Mens vi nærmer os afslutningen på denne tingenes ordning er der et stadig større behov for at vi villigt bringer ofre for at tjene Jehova på en acceptabel måde. Satan véd at hans tid bliver kortere. Han ønsker at få Jehovas folk til at følge en selvisk kurs i denne verden. Måtte vi derfor modstå hans djævelske planer og opdyrke den ånd som salmisten gav udtryk for: „Frivilligt vil jeg ofre til dig. Jeg priser dit navn, Jehova, for det er godt.“ — Sl. 54:6.