Hjælp børnene til at få mere ud af møderne
1 Lytter dine børn opmærksomt ved møderne? Kan de efter hvert møde fortælle dig om noget de har lært? Har du tilskyndet dem til at følge godt med? Sætter du selv et godt eksempel som de kan følge? Efterligner dine børn din tro? Bekræftende svar på disse spørgsmål er af livsvigtig betydning hvis børn skal vokse op som helhjertede tjenere for Jehova.
Mødedeltagelse er livsvigtigt
2 Hvis et barn skal opnå evigt liv må det undervises i Bibelen. (Joh. 17:3) Hvis et barn skal lære at værdsætte åndelige værdier må det komme til møderne. Det sker at forældre tøver med at tage deres børn med i rigssalen fordi de er bange for at de vil forstyrre under mødet. Andre lader måske deres børn blive hjemme for at læse lektier. Kloge forældre vil imidlertid altid tage deres børn med til møderne. — 5 Mos. 31:12.
3 Allerede fra den spæde barndom af må et barn forstå at det er med i rigssalen for at lytte. Hvis forældrene giver barnet legetøj med for at beskæftige det, eller slik for at det skal være stille, eller tillader at det leger på sin plads — vil barnet da lære at lytte og forstå hvorfor vi overværer møderne i rigssalen? Vi må indrømme at nogle børn er mere opmærksomme end andre. På den anden side vil kloge forældre kærligt lære barnet at lytte, ikke ved at bestikke det med slik eller legetøj, men ved at anvende Guds ords tugt. — Ordsp. 13:24; Ef. 6:4.
Forældrenes eksempel
4 I Vagttårnet for 1. juni 1982, side 17, blev der stillet følgende spørgsmål: „Véd jeres børn at I tager møderne alvorligt? Ser de at disse møder er så vigtige for jer at I ikke blot overværer dem men også deltager i dem, ved at give kommentarer når der opfordres til det?“ Hvis jeres børn ser at I snakker unødigt sammen under møderne eller hvis I eller andre leger med dem, hvilket indtryk vil de da få? Hvordan vil de betragte møderne? Da børn er gode efterlignere, kan I være sikre på at jeres eksempel vil have en vidtrækkende indflydelse på dem.
5 Nogle forældre sørger for at selv små børn har deres egne eksemplarer af de bøger og blade der bruges ved møderne. De hjælper også deres børn, måske ved familiestudiet, til at forberede passende kommentarer. Det virker også tilskyndende når forældrene efter mødet repeterer vigtige punkter der er blevet drøftet og tager sig tid til at besvare spørgsmål. Desuden må forældrene huske at rose deres børn for at de deltager i møderne.
6 En sådan oplæring kræver en indsats af forældrene. Men når man gør tingene på Guds måde, fører det til gode resultater. Som der siges i Guds ord: „Den retfærdige vandrer i sin uangribelighed. Lykkelige er hans sønner efter ham!“ — Ordsp. 20:7.