Lad os vidne om sandheden
1 Jesus gjorde det klart at han var kommet til verden for at vidne om sandheden. Han sagde: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ — Joh. 18:37.
2 Ved sin nidkære forkyndelse ærede Jesus Jehovas navn. Han viste også oprigtig kærlighed mod andre og var opmærksom på den sørgelige åndelige tilstand de befandt sig i. Mattæus skriver om hans virksomhed: „Jesus tog nu rundt til alle byerne og landsbyerne, og han underviste i deres synagoger, forkyndte den gode nyhed om riget . . . Da han så folkeskarerne fik han inderligt ondt af dem, for de var medtagne og omtumlede som får uden hyrde.“ (Matt. 9:35, 36) Ligesom med Jesus er det vor hengivenhed for Jehova og vor kærlighed til vore medmennesker der tilskynder os til at forkynde.
Vor vigtige opgave
3 Ægte kærlighed til Jehova og næsten tilskynder os til at bruge enhver lejlighed til at lære andre sandheden om Jehova og hans vidunderlige gerninger. (Sl. 96:2, 3; 145:10-13) Men hverdagens pres, det daglige livs bekymringer og det væld af forstyrrelser der kommer fra verden, kan let aflede vor opmærksomhed fra vidnegerningen. Derfor må vi hele tiden holde os for øje hvor meget det haster at sandheden om Gud og hans rige bliver forkyndt. Vi må ikke tillade at vor opmærksomhed afledes fra det livsvigtige arbejde vi har fået tildelt. (Matt. 24:14; 28:19, 20) Det er til beskyttelse for os at vi er travlt optaget af Jehovas tjeneste, og det kan være til varig gavn for dem der stadig har behov for at høre budskabet om sandheden. — 1 Kor. 15:58.
4 Har du mulighed for at være hjælpepioner eller almindelig pioner? Hvorfor ikke overveje dine muligheder endnu en gang for at vurdere om du kan forøge din tjeneste? Er du kommet på efterløn eller er gået på pension? Hvorfor ikke anvende din tid fuldt ud i forkyndelsen? Mange unge der stadig går i skole er regelmæssigt hjælpepionerer. Den glæde man opnår virker forfriskende både åndeligt og fysisk.
5 Det kræver en god planlægning at være helt og fuldt med til at vidne om sandheden. (Ef. 5:15, 16) For at være hjælpepioner er det dog kun nødvendigt med et gennemsnit på to timer i forkyndelsen hver dag i en måned. Nogle er stået op en time tidligere for at nå ud i tjenesten inden de går i skole eller på arbejde. Mange menigheder støtter hjælpepionererne ved at arrangere aftensamlinger. Det kan også virke opmuntrende at tale med andre der har kunnet tilrettelægge deres tid så de kan være hjælpepionerer; måske man kan få nogle gode forslag til hvad man selv kan gøre.
6 Jehova har altid vist ufortjent godhed mod sine tjenere. De der tjener ham trofast modtager rige velsignelser. Jehova viser godhed mod dem der elsker ham, og uanset hvilke muligheder vi har, glæder han sig over vor tjeneste når vi vidner om sandheden. — Hebr. 6:10.