Spørgsmålskassen

◼ Når menigheden bliver bedt om at medvirke ved en begravelse, kunne følgende spørgsmål opstå:

Hvem bør holde begravelsestalen? Det må de efterladte familiemedlemmer afgøre. De kan vælge en hvilken som helst døbt broder der har et godt omdømme i menigheden. Hvis ældsterådet bliver bedt om at finde en taler, vil de sædvanligvis vælge at lade en dygtig ældste holde et foredrag ud fra Selskabets disposition. Vi ønsker ikke at gå til yderligheder og holde en lovtale om den afdøde, men det kan være passende at henlede opmærksomheden på nogle af de gode egenskaber han eller hun besad.

Må begravelsen foregå i rigssalen? Ja, hvis ældsterådet giver tilladelse til det og det ikke griber forstyrrende ind i afholdelsen af de sædvanlige møder. Rigssalen kan benyttes hvis den afdøde havde et godt omdømme og var tilsluttet menigheden eller var et mindreårigt barn af en der er tilsluttet. Hvis vedkommende var kendt blandt udenforstående for at have en ukristen adfærd, eller hvis der er tale om andre faktorer der ville sætte menigheden i et dårligt lys, vil de ældste måske vælge ikke at give tilladelse til at benytte rigssalen. — Se Organiseret til at fuldføre vor tjeneste, side 60.

Almindeligvis vil rigssalen ikke blive brugt til begravelse af ikketroende. Der kan gøres undtagelser hvis de efterladte familiemedlemmer er aktivt tilknyttet menigheden som døbte forkyndere, og hvis den afdøde var kendt af en stor del af menigheden som en der var gunstigt indstillet over for sandheden og havde et godt omdømme blandt udenforstående, og hvis der ikke indgår verdslige skikke i arrangementet.

Når ældsterådet giver tilladelse til at benytte rigssalen, vil de måske også tillade at kisten bliver bragt ind i rigssalen hvis det er lokal skik.

Hvad med begravelse af verdslige? Hvis den afdøde havde et godt omdømme i lokalsamfundet, vil en broder måske holde en trøstende bibelsk tale i kapellet eller ved graven. Menigheden vil afstå fra at arrangere begravelsen af en som var kendt for at leve umoralsk eller som lovovertræder, eller hvis vedkommendes måde at leve på stod i skarp kontrast til de bibelske principper. Og en broder vil under ingen omstændigheder være sammen med en gejstlig om at holde begravelsestalen hverken i en af Babylon den Stores kirker eller andre steder.

Hvad hvis den afdøde var udstødt? Da vil menigheden som regel ikke være indblandet. Rigssalen kan ikke benyttes. Hvis vedkommende havde vist tegn på sindsændring og udtrykt ønske om at blive genoptaget, vil en broders samvittighed måske tillade ham at holde en bibelsk tale i kapellet eller ved graven for at aflægge vidnesbyrd over for ikketroende og trøste de efterladte. Før man træffer en sådan beslutning, vil det imidlertid være klogt at rådspørge ældsterådet og nøje overveje det de anbefaler. I de situationer hvor det er utilrådeligt for en broder at holde en tale, kunne det være passende at en broder som er medlem af den afdødes familie, holdt en tale for at trøste de efterladte.

Yderligere vejledning findes i Vagttårnet for 15. oktober 1990, side 30-31; 15. november 1981, side 22-23; 15. juni 1980, side 5-7; 1. september 1978, side 5-7 og 23; 1. september 1977 side 403-405; 15. juni 1970, side 287-288; og Vågn op! for 8. september 1990, side 22-23, samt 22. juli 1977, side 12-15.