2.-8. MARTS 2026
SANG NR. 97 Vi har brug for Guds ord
Bliv ved med at dække dit åndelige behov
ÅRSTEKSTEN FOR 2026: “Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov.”– MATT. 5:3.
FOKUS
Hvad vi kan gøre for at dække vores behov for “åndelig mad”, “åndeligt tøj” og “åndeligt husly”.
1. Hvilke grundlæggende behov har Jehova skabt os med? (Matthæus 5:3)
JEHOVA har skabt mennesker med nogle helt grundlæggende behov. For eksempel har vi brug for mad, tøj og tag over hovedet. Hvis vi selv i en kort periode mangler en af de ting, vil livet blive meget hårdt. Men ud over at have skabt os med de her fysiske behov har Jehova også skabt os med et åndeligt behov. (Læs Matthæus 5:3). Opskriften på et lykkeligt liv er at erkende sit åndelige behov og gøre noget for at få det dækket.
2. Hvordan kan man illustrere hvad det betyder at erkende sit åndelige behov?
2 Hvad vil det sige at erkende sit åndelige behov? På græsk indeholder udtrykket tanken om at tigge om ånden. Det maler et meget stærkt billede. Forestil dig en tigger der sidder sammenkrøbet på et gadehjørne i laset tøj. Han har ikke fået noget at spise i lang tid, så han er svag. Andre undgår ham fordi han ser ud som han gør. Han har ingen steder hvor han kan søge ly for den brændende sol om dagen og den bidende kulde om natten. Tiggeren er helt bevidst om at han ikke selv vil kunne ændre sin situation; han har brug for hjælp. Det samme gælder en der erkender sit åndelige behov – en der tigger om Guds ånd. Han ved at han har brug for hjælp, og derfor er han ivrig efter at tage imod al den åndelige hjælp Jehova giver dem der elsker ham.
3. Hvad vil den her artikel komme ind på?
3 I artiklen her vil vi først se på hvad vi kan lære af en fønikisk kvinde der tryglede Jesus om hjælp. Beretningen om hende viser at der er tre egenskaber som er meget vigtige hvis man gerne vil have dækket sit åndelige behov. Derefter vil vi se på hvad vi kan lære af apostlen Peter, apostlen Paulus og kong David, der alle tre gjorde noget aktivt for at dække deres åndelige behov.
YDMYGHED, VEDHOLDENHED OG TRO
4. Hvad bad en fønikisk kvinde Jesus om at gøre?
4 På et tidspunkt henvendte en fønikisk kvinde sig til Jesus. Hendes datter var besat af en dæmon og havde det forfærdeligt. (Matt. 15:21-28) Kvinden faldt på knæ foran Jesus og tryglede ham om at hjælpe hendes datter. Lad os se på tre konkrete ting vi kan lære af kvinden.
5. Hvad var det der fik Jesus til at hjælpe kvinden? (Se også billedet).
5 Da den fønikiske kvinde bad Jesus om hjælp, sagde han: “Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og kaste det til de små hunde.” Nogle ville måske være blevet fornærmede over den sammenligning og være gået deres vej. Men sådan reagerede kvinden ikke, for hun var ydmyg. Hun var også vedholdende. Hun blev nemlig ved med at bede Jesus om at hjælpe hende. Hvorfor gjorde hun det? Fordi hun havde en stærk tro på Jesus. Kvindens tro gjorde faktisk så stort indtryk på Jesus at han valgte at gøre noget helt usædvanligt. Han havde lige sagt til hende at han kun var kommet for at hjælpe “de bortkomne får blandt Israels folk”, og alligevel valgte han nu at hjælpe kvinden, der var ikkejøde, og uddrive dæmonen af hendes datter.
Fordi den fønikiske kvinde var ydmyg, vedholdende og havde en stærk tro, fik hun den hjælp hun havde brug for. (Se paragraf 5)
6. Hvad kan vi lære af beretningen om den fønikiske kvinde?
6 Vi må arbejde på de samme egenskaber som kvinden for at kunne få dækket vores åndelige behov. Vi må være ydmyge, vedholdende og have en stærk tro. Ydmyghed vil få os til at blive ved med intenst at bede Gud om at hjælpe os. Vi må også have en stærk tro på Jesus og stole på dem han har udnævnt til at lede menigheden. (Matt. 24:45-47) Jehova og Jesus lægger mærke til det når vi viser de her egenskaber, og vil meget gerne hjælpe os til at dække vores åndelige behov. (Se en lignende tanke i Jakob 1:5-7). Ligesom vi i bogstavelig forstand har brug for mad, tøj og husly, har vi brug for “åndelig mad”, “åndeligt tøj” og “åndeligt husly” for at have det godt. Hvordan hjælper Jehova os til at få dækket de behov, og hvad må vi selv gøre? Det vil vi få svar på nu ved at se på Peters, Paulus’ og kong Davids eksempel.
DÆK DIT BEHOV FOR “ÅNDELIG MAD” – LIGESOM PETER
7. Hvilken opgave fik Peter, og hvad blev han ved med at gøre? (Hebræerne 5:14 – 6:1)
7 Peter forstod hvor vigtigt det er at tage åndelig mad til sig, altså at studere Guds ord. Han var en af de første jøder der fik tro på at Jesus var Messias. Han vidste at det var ham Jehova brugte til at give mennesker åndelig mad. (Joh. 6:66-68) Før Jesus steg op til himlen, gav han Peter den her opgave: “Giv mine små får føde.” (Joh. 21:17) Det var en opgave Peter tog meget alvorligt, og Jehova brugte ham endda til at skrive to breve der senere blev en del af Bibelen. Men Peter forstod også hvor vigtigt det var at han selv tog åndelig mad til sig. For eksempel studerede han de breve Paulus havde skrevet. Peter sagde ligeud at nogle af de ting Paulus skrev, var “svære at forstå”. (2. Pet. 3:15, 16) Men Peter gav tydeligvis ikke op selvom det krævede en anstrengelse. Han havde tillid til at Jehova nok skulle hjælpe ham til at “fordøje” den “faste føde” brevene indeholdt – altså at Jehova ville hjælpe ham til at forstå sandhederne fra ham og bruge dem i sit liv. – Læs Hebræerne 5:14 – 6:1.
8. Hvordan reagerede Peter på en ny forståelse?
8 Peter viste at han havde tro på Jehova, ved at være hurtig til at følge de anvisninger han fik. På et tidspunkt da han var i byen Joppe, fik han et syn hvor en engel fra Gud sagde at han skulle slagte og spise nogle dyr som ifølge Moseloven var urene. Peter, der var jøde, må være blevet meget chokeret over de her anvisninger. Han svarede: “Absolut ikke, Herre, for jeg har aldrig spist noget der er besmittet og urent.” Så fik han at vide: “Hold op med at kalde det som Gud har erklæret rent, for besmittet.” (Ap.G. 10:9-15) Peter forstod pointen og justerede sin måde at tænke på. Hvordan ved vi det? Kort efter at han fik synet, kom der tre mænd som ikkejøden Cornelius havde sendt. De bad Peter om at tage med og tale med deres herre. Førhen ville Peter aldrig være gået ind i en ikkejødes hus. Jøderne betragtede nemlig ikkejøder som urene. (Ap.G. 10:28, 29) Men Peter var hurtig til at tage imod det nye lys fra Jehova. (Ordsp. 4:18) Han forkyndte for Cornelius og hans husstand, og han fik den glæde at se dem tage imod sandheden, få hellig ånd og blive døbt. – Ap.G. 10:44-48.
9. Hvorfor er det godt for os at lære at elske den faste åndelige føde?
9 Ligesom Peter må vi også blive ved med regelmæssigt at studere Guds ord. Ofte vil det vi studerer, være ligesom mælk – grundlæggende sandheder der er lige til at tage til sig. Men vi må også lære at elske den mere faste føde – sandheder der måske er sværere at forstå. Det vil være det hele værd at bruge tid og energi på at gå i dybden med vores studie. Hvorfor? Det er der mindst to grunde til. For det første vil det vi lærer om Jehova, få os til at elske ham endnu højere og give os dybere respekt for ham. Og for det andet vil vi blive endnu mere motiveret til at fortælle andre om vores store og kærlige Far. (Rom. 11:33; Åb. 4:11) Vi lærer også en anden meget vigtig ting af Peter: Når vi får en ny forståelse, må vi være hurtige til at ændre vores tankegang og følge eventuelle nye anvisninger. Det er kun når vi gør det, at vi kan få dækket vores behov for åndelig mad og kan være trofaste mod Jehova.
DÆK DIT BEHOV FOR “ÅNDELIGT TØJ” – LIGESOM PAULUS
10. Hvilket billede finder vi i Kolossenserne 3:8-10?
10 Ligesom vi har brug for tøj på kroppen, har vi også brug for tøj i åndelig forstand. Paulus skrev: “Aflæg den gamle personlighed ..., og tag den nye personlighed på.” (Læs Kolossenserne 3:8-10). Han sammenlignede altså vores personlighed med tøj. Det kræver tid og energi at få en personlighed som Gud synes om, og det er noget vi må blive ved med at arbejde på. Tænk på Paulus’ eget eksempel. Helt fra han var ung, gjorde han meget for at få Guds godkendelse. (Gal. 1:14; Flp. 3:4, 5) Men han vidste ikke hvordan man tilbad Gud på den rigtige måde. Han ignorerede det Jesus lærte, og han var stolt. Alt det gjorde ham til “en uforskammet person”. (1. Tim. 1:13) Han havde ikke en tiltalende personlighed, og man kan sige at hans tøj var i laser.
11. Hvilket negativt personlighedstræk måtte Paulus arbejde på at komme af med?
11 Før Paulus blev kristen, havde han et voldsomt temperament. I Apostlenes Gerninger læser vi at han var så rasende på Jesus’ disciple at han “truede med at myrde dem”. (Ap.G. 9:1) Efter at han blev kristen, har han helt sikkert gjort en bevidst indsats for at komme af med det negative personlighedstræk. (Ef. 4:22, 31) Men det var tydeligvis ikke så let. Da han på et tidspunkt havde en uoverensstemmelse med Barnabas, endte det med at de “kom op at skændes og skiltes i vrede”. (Ap.G. 15:37-39) Paulus må have følt at det var et skridt i den helt forkerte retning. Men han gav ikke op. Han blev ved med at banke løs på sin krop – at kæmpe mod sine svagheder – så han kunne have en personlighed Jehova syntes om. – 1. Kor. 9:27.
12. Hvad hjalp Paulus til at komme af med negative personlighedstræk?
12 Paulus var i stand til at bekæmpe negative personlighedstræk og tage den nye personlighed på fordi han ikke stolede på sin egen styrke. (Flp. 4:13) Han erkendte ligesom Peter at han var “afhængig af den styrke Gud giver”. (1. Pet. 4:11) Det betød dog ikke at Paulus var fuldkommen; han begik stadig fejl, og det gjorde ham ked af det. Men så tænkte han på alle de gode ting Jehova havde gjort for ham, og det motiverede ham til at blive ved med at kæmpe. – Rom. 7:21-25.
13. Hvordan kan vi efterligne Paulus?
13 Vi kan efterligne Paulus ved at erkende at vi må blive ved med at arbejde på vores personlighed, uanset hvor lang tid vi har tjent Jehova. Det er en fortsat proces at komme af med den gamle personlighed og tage den nye på. Måske opstår der en situation hvor et negativt personlighedstræk vi har kæmpet med, dukker op igen. Det kan være vi ikke kan styre vores temperament eller kommer til at såre nogen. Men så må vi ikke se os selv som en fiasko. Vi må blive ved med at kæmpe og arbejde på at forny vores tankegang. (Rom. 12:1, 2; Ef. 4:24) Der er nemlig en væsentlig forskel mellem bogstaveligt tøj og åndeligt tøj. Man vælger normalt bogstaveligt tøj ud fra hvad der passer en, men sådan er det ikke med det åndelige tøj. Her er det os der skal tilpasse os tøjet. Men vil vi ikke også gerne gøre en indsats for at få en personlighed Jehova synes om?
DÆK DIT BEHOV FOR “ÅNDELIGT HUSLY” – LIGESOM DAVID
14-15. I hvilken forstand sørger Jehova for “åndeligt husly” til sit folk? (Salme 27:5) (Se også billedet).
14 Vi mennesker har ikke kun brug for mad og tøj for at have det godt. Vi har også brug for et sted hvor vi er beskyttet og føler os trygge. Det gælder også i åndelig forstand. Hvordan sørger Jehova for beskyttelse til os, og hvordan kan vi søge i ly hos ham?
15 Kong David var overbevist om at Jehova ville beskytte ham når han kom ud for problemer. (Læs Salme 27:5). Vi kan have den samme tillid. Også i dag beskytter Jehova sit folk mod alt hvad der kunne gøre permanent skade på vores forhold til ham. Det kunne for eksempel være trusler udefra. Han har lovet at intet våben man finder på at rette imod os, vil virke. (Sl. 34:7; Esa. 54:17) Selvom Satan og de der forfølger os, er stærke, vil de ikke kunne skade os permanent. Selv hvis de slår os ihjel, vil Jehova give os livet igen. (1. Kor. 15:55-57; Åb. 21:3, 4) Jehova beskytter os også mod trusler indefra; han hjælper os til at håndtere negative følelser og bekymringer så vi ikke mister modet og holder op med at tjene ham. (Ordsp. 12:25; Matt. 6:27-29) Og han har givet os en åndelig familie med brødre og søstre der støtter os, og ældste der kærligt tager sig af os. (Esa. 32:1, 2) Ved møderne får vi ofte gode råd til hvordan vi helt specifikt kan søge Jehovas beskyttelse. – Hebr. 10:24, 25.
En søster søger hen til den beskyttelse Jehova giver, ved at være til møde sammen med sine brødre og søstre. (Se paragraf 14-15)
16. Hvordan beskyttede Jehova David?
16 Når David lyttede til Jehova, kunne han træffe kloge beslutninger, og han undgik de problemer der kommer af at synde. (Se tanken i Ordsprogene 5:1, 2). Når David derimod ignorerede Jehovas normer, beskyttede Jehova ham ikke mod konsekvenserne af de forkerte ting han gjorde. (2. Sam. 12:9, 10) Men David kom også ud for problemer som han på ingen måde selv var skyld i. Hvordan hjalp Jehova ham i de situationer? David bad inderligt og fortalte Jehova alt, og Jehova trøstede ham og forsikrede ham om at han elskede ham og altid ville tage sig af ham. – Sl. 23:1-6.
17. Hvordan kan vi efterligne David?
17 Vi kan efterligne David ved at lade os lede af Jehova når vi skal træffe beslutninger. Vi må også forstå at vi måske nogle gange kæmper med svære ting, ikke fordi Jehova ikke beskytter os, men fordi vi har truffet nogle dårlige beslutninger. (Gal. 6:7, 8) Andre gange kommer vi ud for problemer som vi slet ikke selv er skyld i. Men uanset hvad kan vi altid bede til Jehova og fortælle ham om det der går os på. Vi kan stole på at han vil beskytte vores hjerte og vores sind. – Flp. 4:6, 7.
BLIV VED MED AT DÆKKE DIT ÅNDELIGE BEHOV
18. Hvad må vi ikke lade os påvirke af, og hvordan kan vi blive ved med at dække vores åndelige behov? (Se også billederne).
18 Årsteksten for 2026 er: “Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov.” De ord er mere relevante end nogensinde. Hvorfor? Fordi vi er omgivet af ulykkelige mennesker der ikke føler at de har et åndeligt behov, eller som prøver at dække det på deres egen måde, måske gennem falsk religion eller ved at følge menneskers tanker og idéer. Deres indstilling må ikke påvirke os. Vi må blive ved med at dække vores behov for “åndelig mad”, “åndeligt tøj” og “åndeligt husly” ved at studere Bibelen, arbejde på vores personlighed og lytte til Jehova og søge hans beskyttelse.
Vi må blive ved med at dække vores behov for åndelig mad, åndeligt tøj og åndeligt husly. (Se paragraf 18)a
SANG NR. 162 Mit åndelige behov
a BILLEDBESKRIVELSE: Søsteren fra det forrige billede tager til sig af den åndelige mad ved at studere Vagttårnet, hun viser venlighed mod andre fordi hun gerne vil have en personlighed der glæder Jehova, og hun søger hjælp hos de ældste, der opmuntrer hende.