Jeg vil altid være et af Jehovas Vidner

JEG var meget religiøs og aktiv inden for den katolske kirke. Jeg sang i kirkekoret, og når præsterne tog ud på landet for at holde messe, ledsagede jeg dem. Men så i 1955 fortalte min søster mig om det kommende paradis. Hun gav mig en bibel, brochuren “Denne Gode Nyhed om Riget” og bogen “Gud Maa Være Sanddru”. Jeg var helt betaget, så jeg spurgte præsten om jeg måtte læse Bibelen. Selvom han sagde at det ville “gøre mig skør”, besluttede jeg mig for at læse den alligevel.

Efter at jeg var flyttet ind hos mine bedsteforældre i Boca Chica, spurgte en præst mig hvorfor jeg ikke kom i kirken. Jeg forklarede at jeg havde fundet ud af at mange af kirkens læresætninger ikke stemmer overens med Bibelen. Præsten blev rasende og råbte: “Hør her, unge dame! Du er et får der har forvildet sig væk fra min hjord.”

“Nej,” svarede jeg, “det er dig der har forvildet dig væk fra Jehovas hjord, for fårene tilhører Jehova og ikke noget menneske.”

Jeg satte aldrig mine ben i kirken mere. Jeg flyttede ind hos min søster, og blot seks måneder efter at jeg første gang havde hørt om sandheden, blev jeg døbt og begyndte som pioner. Året efter blev jeg gift med Enrique Glass, der tjente som kredstilsynsmand. Engang da vi forkyndte i en park i La Romana, arresterede politiet Enrique. Da de førte ham væk, løb jeg efter dem og sagde: “Jeg er også et af Jehovas Vidner, og jeg forkyndte også. Hvorfor tager I ikke mig med?” Men de ville ikke arrestere mig.

Enrique havde allerede afsonet fængselsstraffe på i alt syv og et halvt år. Denne gang blev han idømt 20 måneder. Hver søndag besøgte jeg Enrique, og under et af mine besøg spurgte en fængselsbetjent mig: “Hvorfor er du her?”

Jeg svarede: “Min mand blev fængslet fordi han er et af Jehovas Vidner.”

“Du er ung og har fremtiden for dig,” sagde han. “Hvorfor spilde din tid på Jehovas Vidner?”

“Jeg er også et af Jehovas Vidner,” svarede jeg. “Selv hvis du dræber mig syv gange og oprejser mig syv gange, vil jeg altid være et af Jehovas Vidner.” Han havde hørt nok og beordrede mig til at forlade stedet.

Efter at forbuddet var blevet ophævet, tjente Enrique og jeg i kreds- og områdetjenesten i en årrække. Enrique sov ind i døden den 8. marts 2008. Jeg fortsætter min tjeneste som pioner.