Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w96 1/11 s. 22-27
  • Over 50 år i ’makedoniske distrikter’

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Over 50 år i ’makedoniske distrikter’
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1996
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Svar på mine spørgsmål
  • Arresteret
  • Dømt til døden
  • Virksomhed i efterkrigstiden
  • Ikke længere alene
  • Jehovas rige velsignelse
  • Min tjeneste under Jehovas kærlige hånd
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1996
  • Jeg har givet Jehova det han fortjener
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1999
  • Jeg har tålmodigt ventet på Jehova fra min ungdom
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1997
  • Fra politisk aktivist til neutral kristen
    Vågn op! – 2002
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1996
w96 1/11 s. 22-27

Over 50 år i ’makedoniske distrikter’

FORTALT AF EMMANUEL PATERAKIS

For nitten hundrede år siden fik apostelen Paulus en usædvanlig indbydelse: „Kom over til Makedonien og hjælp os.“ Paulus benyttede sig med glæde af denne anledning til at „forkynde den gode nyhed“. (Apostelgerninger 16:9, 10) Den indbydelse jeg i sin tid modtog, er af nyere dato, men det er dog over 50 år siden at jeg indvilligede i at ’komme over’ til nye distrikter, idet jeg havde den indstilling der udtrykkes i Esajas 6:8: „Her er jeg! Send mig.“ Mine talrige rejser har indbragt mig tilnavnet Den Evige Turist, men mit virke har ikke været særlig turistpræget. Mere end én gang er jeg faldet på knæ efter at være nået velbeholdent hen på mit hotelværelse og har takket Jehova for hans beskyttelse.

JEG blev født ind i en stærkt troende ortodoks familie den 16. januar 1916 i Hierápetra på Kreta. Allerede som spæd kom jeg med mine tre søstre og min mor i kirke om søndagen. Min far foretrak at blive hjemme og læse i Bibelen. Jeg så op til far, der var en hæderlig, rar og tålmodig mand. Hans død da jeg var ni, satte sig dybe spor i mit sind.

Jeg husker at jeg som femårig læste følgende sætning i skolen: „Alt omkring os forkynder at Gud er til.“ Under min opvækst var jeg fuldt og fast overbevist om at det var rigtigt. Da jeg var 11, skrev jeg for eksempel en fristil over Salme 104:24, hvor der står: „Hvor er dine værker mange, Jehova! Dem alle har du udført med visdom. Jorden er fuld af hvad du har frembragt.“ Naturens undere, også enkle ting som træernes frø der på små vinger blev ført bort med vinden, betog mig. Ugen efter at jeg havde afleveret stilen, læste min lærer den op for hele klassen, og siden for hele skolen. Lærerne bekæmpede kommunistiske tanker, og mit forsvar for Guds eksistens kom derfor meget belejligt. Hvad mig selv angår, var jeg blot glad for at give udtryk for min tro på Skaberen.

Svar på mine spørgsmål

Mit første møde med Jehovas Vidner tidligt i 1930’erne står stadig lyslevende i min erindring. Emmanuel Lionoudakis, der havde forkyndt i alle Kretas byer og landsbyer, gav mig nogle brochurer. Især den der hed Hvor er de døde?, fangede mit blik. Jeg nærede en så sygelig skræk for døden at jeg ikke engang ville sætte mine ben i det værelse hvori min far var død. Da jeg havde læst brochuren flere gange og fundet ud af hvad Bibelen lærer om de dødes tilstand, mærkede jeg at min overtroiske frygt forsvandt.

Én gang hver sommer besøgte Jehovas vidner vores by og bragte mig mere læsestof. Lidt efter lidt forstod jeg Bibelen bedre, men jeg blev ved med at komme i den ortodokse kirke. Et vendepunkt indtraf med bogen Verdensbefrielsen, som tydeligt viste forskellen mellem Jehovas organisation og Satans. Fra da af begyndte jeg mere regelmæssigt at studere Bibelen og alle dem af Selskabets publikationer jeg kunne få fat på. Eftersom Jehovas Vidner var under forbud i Grækenland, læste jeg i hemmelighed om natten. Alligevel kunne jeg i min begejstring ikke lade være med at tale med alle og enhver om det jeg lærte. Det varede derfor ikke længe før politiet havde mig i kikkerten og jævnlig, på alle tider af døgnet, ransagede mit hjem for publikationer.

I 1936 overværede jeg mit første møde. Det var i Heraklion, 120 kilometer borte. Jeg glædede mig usigeligt over at træffe brødrene. De fleste var jævne folk, mest landmænd, men de gav mig vished for at jeg havde fundet sandheden. På stedet indviede jeg mig til Jehova.

Jeg glemmer aldrig min dåb. En kulsort nat i 1938 førte broder Lionoudakis mig og to af dem jeg studerede Bibelen med, ned til stranden, bad en bøn og dukkede os i vandet.

Arresteret

Min debut i den direkte forkyndelse var mildest talt begivenhedsrig. Jeg traf en gammel skolekammerat som var blevet præst, og vi havde en udbytterig samtale. Men bagefter sagde han at han på biskoppens befaling var nødt til at få mig anholdt. Mens vi på borgmesterkontoret afventede politiets ankomst fra nabolandsbyen, stimlede folk sammen udenfor. Derfor tog jeg et eksemplar af Det Nye Testamente der lå på kontoret, og holdt et foredrag over Mattæus, kapitel 24. Til at begynde med ville skaren ikke lytte, men præsten brød ind og sagde: „Lad ham tale. Det er vores egen Bibel.“ Jeg havde mulighed for at tale i halvanden time, og min første dag i forkyndelsen gav mig således også lejlighed til at holde mit første offentlige foredrag. Politiet var ikke nået frem da jeg sluttede, og borgmesteren og præsten besluttede derfor at få en flok mænd til at jage mig ud af byen. I det første vejsving satte jeg i min hurtigste spurt for at undgå de sten de kastede efter mig.

To politifolk ledsaget af biskoppen anholdt mig dagen efter på min arbejdsplads. På politistationen fik jeg mulighed for at forkynde ved hjælp af Bibelen, men da mine bibelske publikationer ikke var forsynet med biskoppens lovpligtige trykketilladelse, blev jeg tiltalt for at hverve proselytter og udbrede forbudt lekture. Jeg blev løsladt indtil sagen skulle for.

Det kom den en måned senere. Til mit forsvar påpegede jeg at jeg blot adlød Kristi befaling om at forkynde. (Mattæus 28:19, 20) Dommeren replicerede sarkastisk: „Mit barn, den der gav den befaling, blev korsfæstet. Desværre har jeg ikke bemyndigelse til at idømme dig en lignende straf.“ Men en ung sagfører som jeg ikke kendte, tog mig i forsvar og sagde at domstolen, i betragtning af den udbredte kommunisme og ateisme, burde være stolt af at der fandtes unge mænd som var parate til at forsvare Guds ord. Derefter kom han hen til mig og lykønskede mig varmt med mit skriftlige forsvar, som var vedlagt mit dossier. Han tilbød at forsvare mig uden salær i betragtning af at jeg var så ung. Jeg blev ikke idømt mindstestraffen, tre måneders fængsel, men blot ti dages afsoning og en bøde på 300 drakmer. Modstanden forstærkede kun min beslutning om at tjene Jehova og forsvare sandheden.

Ved en anden lejlighed hvor jeg blev ført for retten, lagde dommeren mærke til at jeg havde stor paratviden om Bibelen. Med ordene: „De har gjort Deres. Jeg skal nok tage mig af ham,“ bad han biskoppen om at forlade kontoret. Så tog han sin bibel frem, og vi talte hele eftermiddagen om Guds rige. Episoder som denne opmuntrede mig til at holde ud trods modgang.

Dømt til døden

I 1940 blev jeg indkaldt til militærtjeneste. Jeg skrev et brev hvori jeg begrundede hvorfor jeg ikke kunne lade mig indrullere i hæren. To dage efter blev jeg arresteret og gennempryglet af politiet. Derefter blev jeg sendt til fronten i Albanien, hvor jeg blev stillet for en krigsret fordi jeg nægtede at kæmpe. Militærmyndighederne meddelte mig at de lagde mindre vægt på om jeg havde ret eller uret end på den virkning mit eksempel kunne have på soldaterne. Jeg blev dømt til døden, men på grund af en procedurefejl blev straffen til min store lettelse forvandlet til ti års strafarbejde. De følgende måneder tilbragte jeg under strenge forhold i et græsk militærfængsel. Jeg har stadig mén af det.

Fængselsopholdet afholdt mig imidlertid ikke fra at forkynde — langtfra! Det var let at komme i snak med andre, eftersom mange undrede sig over at se en civilist i et militærfængsel. En drøftelse med en retsindig ung mand førte til et bibelstudium i fængselsgården. Ved et stævne 38 år efter traf jeg ham igen. Han havde taget imod sandheden og tjente nu som tilsynsmand i en menighed på øen Levkás.

Da Hitlers hære invaderede Jugoslavien i 1941, blev vi overført til et fængsel i Préveza, længere sydpå. Undervejs blev vores kortege angrebet af tyske bombemaskiner. Vi fanger fik intet at spise. Da jeg havde fortæret mine sidste brødsmuler, bad jeg til Gud: „Hvis det er din vilje at jeg skal dø af sult efter at du har frelst mig fra dødsdommen, så lad din vilje ske.“

Dagen efter kaldte en officer mig til side under navneopråbet. Da han fandt ud af hvor jeg kom fra, hvem mine forældre var, og hvorfor jeg var i fængsel, gav han mig besked på at følge med. Han førte mig til officersmessen i byen, anviste mig et bord der var dækket op med brød, ost og lammesteg, og bad mig forsyne mig! Jeg gjorde ham imidlertid opmærksom på at min samvittighed ikke tillod mig at spise når de øvrige 60 fanger ikke fik noget. Han svarede: „Jeg kan ikke bespise alle! Din far var meget gavmild over for min far. Jeg er moralsk forpligtet over for dig, men ikke over for de andre.“ „I så fald går jeg tilbage,“ svarede jeg. Han overvejede situationen et øjeblik og gav mig derpå en stor pose som jeg kunne fylde med mad.

Tilbage i fængselet satte jeg posen fra mig og sagde: „Mine herrer, dette er til Dem.“ Tilfældigvis havde jeg den foregående aften fået skylden for mine medfangers usle kår fordi jeg nægtede at bede til Jomfru Maria sammen med dem, men en kommunist var kommet mig til undsætning. Da han så maden, sagde han til de andre: „Hvor er jeres ’Jomfru Maria’? I sagde at vi ville komme til at dø for denne mands skyld, men det er ham der kommer med mad til os.“ Så sagde han henvendt til mig: „Emmanuel! Kom og bed bordbøn.“

Kort efter flygtede fangevogterne for de fremrykkende tyske tropper og gav os fanger mulighed for at undslippe. Jeg drog mod Patras (Pátrai) for at finde trosfæller, og inden jeg sidst i maj 1941 satte kursen mod Athen, lykkedes det mig at skaffe noget tøj og få mit første bad i over et år. Lige til befrielsen standsede tyskerne mig ofte når jeg forkyndte, men de tog mig aldrig med. En af dem sagde: „I Tyskland skyder vi Jehovas vidner. Men her ville vi ønske at alle vore fjender var Jehovas vidner!“

Virksomhed i efterkrigstiden

Som om Grækenland ikke havde oplevet kampe nok, blev landet fra 1946 til 1949 hærget af en borgerkrig der kostede tusinder af menneskeliv. Brødrene trængte i høj grad til opmuntring for at forblive stærke i en tid hvor man kunne blive arresteret blot fordi man overværede et møde. Adskillige brødre blev dømt til døden for deres neutrale standpunkt. Men trods risikoen reagerede mange på forkyndelsen af Riget, og hver uge blev der holdt dåb en eller to gange. Fra og med 1947 arbejdede jeg på Selskabets kontor i Athen om dagen og besøgte menighederne som rejsende tilsynsmand om aftenen.

I 1948 blev jeg til min glæde indbudt til at komme på Vagttårnets Bibelskole Gilead i USA. Men som tidligere straffet kunne jeg ikke få udstedt pas. En af dem jeg studerede Bibelen med, stod imidlertid på venskabelig fod med en general. Takket være min elev fik jeg i løbet af nogle uger mit pas. Men jeg gruede for hvordan det skulle gå da jeg kort før afrejsen blev anholdt for at uddele Vagttårnet. En betjent førte mig til chefen for det statslige sikkerhedspoliti i Athen. Til min store forbløffelse var det min nabo! Betjenten oplyste hvorfor jeg var blevet arresteret, og gav chefen bladene. Min nabo tog en stak af Vagttårnet frem fra skrivebordet og sagde til mig: „Jeg har ikke det seneste nummer. Må jeg få et?“ Jeg var lettet når jeg så Jehovas indgriben i sådanne situationer.

Gileadskolens 16. klasse i 1950 var en berigende oplevelse. Bagefter blev jeg sendt til Cypern, hvor jeg snart blev klar over at gejstligheden var lige så fjendtlig som i Grækenland. Vi blev ofte konfronteret med religiøse fanatikere som var blevet hidset op til frådende raseri af ortodokse præster. I 1953 fik jeg ikke fornyet mit visum til Cypern, og jeg fik nyt distrikt i Istanbul i Tyrkiet. Også her blev opholdet kort. De politiske spændinger mellem Tyrkiet og Grækenland betød at jeg trods gode resultater i forkyndelsen måtte sætte kursen mod endnu et nyt distrikt — Egypten.

Under mit fængselsophold i Grækenland var mine tanker flere gange faldet på Salme 55:6, 7, hvor David udtrykte sin længsel efter at flygte ud i ørkenen. Jeg havde aldrig skænket det en tanke at jeg en dag skulle befinde mig netop i en ørken. I 1954, efter en udmattende, flere døgn lang rejse først med tog og siden med båd op ad Nilen, ankom jeg omsider til mit bestemmelsessted — Khartoum i Sudan. Det eneste jeg havde lyst til, var at tage et brusebad og gå i seng. Men jeg havde glemt at det var midt på dagen. Jeg blev skoldet af vandet, som kom fra en beholder på taget, og jeg var nødt til at gå med tropehjelm i nogle måneder til min hovedbund var helet.

Tit følte jeg mig isoleret her, alene midt i Sahara, over 1500 kilometer fra den nærmeste menighed, men Jehova holdt mig oppe og styrkede mig til at holde ud. Til tider kom opmuntringen fra helt uventede kanter. En dag traf jeg således direktøren for Khartoums museum. Han var fordomsfri, og vi havde en interessant samtale. Da han fandt ud af at jeg var af græsk afstamning, spurgte han mig om jeg ville gøre ham den tjeneste at komme hen på museet og oversætte inskriptionerne på nogle genstande der var blevet fundet i en kirke fra det sjette århundrede. Man kan forestille sig min glæde da jeg efter fem timer i en beklumret kælder fandt en tallerken med Jehovas navn påskrevet i form af tetragrammet! I Europa støder man ikke sjældent på Guds navn i kirker, men det var noget uhørt midt i Sahara!

Efter det internationale stævne i 1958 blev jeg udnævnt til zonetilsynsmand og skulle besøge brødrene i 26 lande og områder i Mellem- og Nærøsten samt Middelhavslandene. Ofte anede jeg ikke hvordan jeg skulle komme ud af en knibe, men Jehova åbnede altid en udvej.

Det gjorde altid indtryk på mig at erfare den omsorg Jehovas organisation viser isolerede forkyndere. Ved en lejlighed traf jeg en indisk broder der arbejdede i et oliefelt og som tilsyneladende var det eneste Jehovas vidne i hele landet. I sit skab opbevarede han publikationer på 18 sprog, og dem delte han ud af til sine arbejdskammerater. Selv der, hvor kun én trosretning var tilladt, glemte vores broder ikke sin pligt til at forkynde den gode nyhed. Det gjorde indtryk på hans kolleger at en repræsentant for hans trossamfund var blevet sendt ud for at besøge ham.

I 1959 besøgte jeg Spanien og Portugal. Begge lande var under militærdiktatur dengang, og Jehovas Vidners virke var strengt forbudt. På én måned lykkedes det mig at lede over hundrede møder og opmuntre brødrene til ikke at give op trods modstanden.

Ikke længere alene

I over 20 år havde jeg tjent Jehova i heltidstjenesten som enlig, men pludselig følte jeg mig træt af altid at være på farten uden fast bopæl. Nogenlunde samtidig traf jeg Annie Bianucci, der var specialpioner i Tunesien, og vi giftede os i 1963. Hendes kærlighed til Jehova og sandheden, hendes nidkærhed i tjenesten, hendes evner som underviser og hendes sprogkundskaber viste sig at være til stor velsignelse i vor missionær- og kredstjeneste i Nord- og Vestafrika samt Italien.

I august 1965 blev vi sendt til Dakar, Senegals hovedstad, hvor jeg fik den forret at organisere det lokale afdelingskontor. Senegal var bemærkelsesværdigt på grund af sin religiøse tolerance, utvivlsomt takket være præsident Leopold Senghor, et af de få afrikanske statsoverhoveder der skrev til præsident Banda i Malawi for at tale Jehovas Vidners sag under den frygtelige forfølgelse der foregik i landet i 1970’erne.

Jehovas rige velsignelse

I 1950, da jeg fra Gilead rejste til Cypern, medbragte jeg syv kufferter. Da turen gik til Tyrkiet, var jeg nede på fem. Men med mit rejseliv måtte jeg vænne mig til flybagagegrænsen på 20 kilo, inklusive mine dokumenter og min diminutive rejseskrivemaskine. En dag sagde jeg til broder Knorr, Vagttårnsselskabets daværende præsident: „Du værner mig mod materialisme. Du har skaffet mig en tilværelse hvor jeg har 20 kilo bohave, og jeg klarer mig udmærket.“ Jeg har aldrig følt at jeg savnede noget fordi jeg ikke havde mange ejendele.

Mit største hovedbrud på rejserne var at komme ind og ud af de forskellige lande. I et land hvor arbejdet var forbudt, begyndte en toldbetjent ved en lejlighed at gennemrode mine papirer. Dette udsatte brødrene i landet for risiko, så jeg tog et brev fra min kone op af jakkelommen og sagde til tolderen: „Jeg kan se at De holder af at læse post. Kunne De ikke også tænke Dem at læse dette brev fra min kone? Det er ikke med blandt dokumenterne.“ Forlegen undskyldte han og lod mig passere.

Siden 1982 har min kone og jeg tjent som missionærer i den sydfranske by Nice. Mit svigtende helbred tillader mig ikke at binde an med så meget som før. Men det har ikke berøvet os glæden. Vi har erfaret at vort arbejde „ikke er forgæves“. (1 Korinther 15:58) Jeg glæder mig over at mange som jeg i årenes løb har haft den forret at studere med, foruden over 40 medlemmer af min familie, trofast tjener Jehova.

Jeg fortryder ikke et øjeblik de ofre som min gerning i ’makedoniske distrikter’ har medført. Når alt kommer til alt, kan ingen af de ofre vi bringer, opveje det som Jehova og hans søn, Jesus Kristus, har gjort for os. Når jeg tænker tilbage på de 60 år jeg har kendt sandheden, kan jeg sige at Jehova har velsignet mig rigeligt. Som det siges i Ordsprogene 10:22: „Jehovas velsignelse — den gør rig.“

Det er hævet over enhver tvivl at Jehovas „loyale hengivenhed er bedre end livet“. (Salme 63:3) Efterhånden som alderdommens skavanker forværres, tager jeg ofte salmistens inspirerede ord med i mine bønner: „Hos dig, Jehova, har jeg søgt tilflugt. Måtte jeg aldrig blive til skamme. For du er mit håb, suveræne Herre Jehova, den jeg har stolet på fra min ungdom. Gud, du har oplært mig fra min ungdom, og endnu denne dag fortæller jeg om dine undergerninger. End ikke som gammel og gråhåret må du forlade mig, Gud.“ — Salme 71:1, 5, 17, 18.

[Illustration på side 25]

Min kone, Annie, og mig

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del