Vinterens undere

DER kunne siges meget om de besværligheder vinteren medfører på de nordlige breddegrader, om kulde og is, om frost og sne der truer mennesker og dyr med genvordigheder og sult. Vinteren minder ofte en om bilhjul der snurrer rundt og glider i glatte hjulspor eller sidder fast i snedriver, om motorer der arbejder trægt og reagerer langsomt i temperaturer under nulpunktet, om forsigtig gang gennem snesjap, om fingre der er stive af kulde. Med dette i tanke vil nogle spørge: „Hvad vidunderligt er der ved vinteren?“

Men det er da ikke alt ved vinteren der er så ubehageligt, vel? Spørg engang børn der leger i sneen hvad de mener om vinteren. Spørg engang børn der bygger en snemand, eller unge der løber på skøjter på en tilfrosset dam; spørg voksne der står på ski ned ad snedækkede skråninger, eller bedstefader der sidder og læser foran pejsen. De vil sige at vinteren er „dejlig“, „en vidunderlig årstid“, på trods af de vanskeligheder den medfører.

Med vinterens undere tænker vi naturligvis ikke blot på leg og adspredelse. Det er på denne årstid pindsvinet ligger i dvale i sin lune hule. Vildgæssene, ænderne og sangfuglene har for længst forladt de nøgne træer og buske og er søgt sydpå til solen og varmen. Og insekterne har gemt sig væk.

Men både over og under snetæppet er der stadig liv. Når man står stille i en skov eller en have kan man høre de små mejser pippe mens de leder efter frø og insekter. Spætten søger fra træ til træ efter insektæg og forpuppede larver i barkens revner. De hårdføre krager samles over trætoppene. Fodspor i sneen afslører at både ildere, harer, ræve og dådyr er ude for at søge efter føde. Fra de tilfrosne damme hører man det knage og brage. Her er en egen flimrende verden af funklende iskrystaller der trænger frem, vokser, sprænges, falder og stiger.

Under snetæppet, de nedfaldne blade og den hårde jord, under træernes bark, under trappen til verandaen, i lader og forladte huse er der liv i form af frø, æg, pupper, knopper, sovende dyr og slumrende rødder — alle med løfte om forårets liv.

Imidlertid er der en helt anden verden som lever og virker i vinterskoven. På hver kvadratmeter skobund kan man i et lag på otte centimeters tykkelse finde over 1.000.000.000.000 organismer, det vil sige omkring 300 gange så mange som der findes mennesker på jorden! Af dette antal udgør de dyr der er så store at de kan ses med det blotte øje, kun 0,000004 procent! Disse milliarder af organismer har travlt med at omdanne nedfaldne blade og andet affald til luftarter og stoffer der kan tjene som næring for de grønne planter der giver os føde og ilt. Når foråret kommer, vil der være næring til træer og anden vegetation. Et storslået under som Gud har udtænkt!

Også selve vinterens symbol, snefnugget, er et under. Disse yderst skrøbelige krystalller bevarer deres sekskantede form selv om de falder mange hundrede meter fra den grå himmel. Et snefnug er det broderi som vanddampe former omkring et af luftens mikroskopiske støvkorn. Vi kan normalt ikke se disse støvkorn, men de bliver synlige når de kommer ind i en solstribe. Et snefnug fødes når et vandmolekyle ved den rette temperatur sætter sig på et støvkorn. Mens det daler mod jorden antager det fantastiske former. Nogle former er smukke i deres enkelhed og andre er fantastisk indviklede, men der findes ikke to der er fuldstændig ens. Blandt snekrystallerne finder man nogle af verdens smukkeste mønstre. Man har ofte efterlignet disse enestående kniplingsagtige mønstre i smykker og tekstiler. „Det er et enestående under at molekylernes dans kan skabe disse geometriske mønstre,“ har en autoritet sagt om snefnuggene.

Normalt falder snefnuggene enkeltvis, men når temperaturen er lige over frysepunktet klumper de sig ofte sammen i faldet; somme tider kan de danne fnug på ti centimeter i diameter. Når der falder en tilstrækkelig stor mængde sne, bliver snelaget usædvanlig luftholdigt. Man har hørt om mennesker der har ligget begravet i sne i to dage uden at blive kvalt. Fordi sne er så luftholdig virker den udmærket som isolator; den holder jorden varm og beskytter frøene mod frost og vintersæden mod ødelæggelse. Dette vinterens under er ikke blot smukt men også nyttigt!

Isen er et andet af vinterens undere. Det der sker når vand fryser, er i sig selv et mirakel af uoverskuelig betydning. Alle fysiske love taget i betragtning, skulle is ikke kunne flyde. Næsten alt stof, uanset om det er luftformigt, flydende eller i fast form, skrumper ind når det afkøles. Vand følger trofast denne regel så længe det er i luftform, og også 96 procent af temperaturskalaen fra kogepunktet og ned mod frysepunktet. Men ved fire graders varme (celsius) sker der noget. Når temperaturen falder yderligere begynder vandet at udvide sig i stedet for at trække sig sammen. Det ser ud til at ismolekylerne opfanger luftmolekyler, således at isen (vandet i fast form), som dannes ved 0 grader celsius, flyder på vandet som isflager med ni tiendedele af massen under vandoverfladen.

På grund af dette fænomen, dette mirakel at is kan flyde, undgår man at verdens have, søer og floder langsomt fryser til og således berøver jorden dens vigtige vandforsyning. Nu er det sådan at når vinteren kommer og vandene dækkes af is, flyder isen ovenpå og danner et isolerende dække som hindrer at vandet nedenunder fryser; derved beskyttes de dyr og planter som lever dér.

Hvem kan vi takke for disse vinterens undere? Salmisten takkede Skaberen, Jehova Gud, med ordene: „Du fastsatte alle grænser på jord, du frembragte sommer og vinter.“ (Sl. 74:17) Lad også os takke Gud for vinterens fantastiske undere.