Hvad var de „flyvende tallerkener“?
DET hele begyndte i sommeren 1947 da piloten på en privat flyvemaskine i nærheden af Mt. Rainier i staten Washington så flere skiveformede genstande komme bølgende efter hinanden gennem luften „ligesom kagefade der slår smut på vandet“. ’
Beretningen herom blev gengivet i mange aviser og blev snart fulgt af en masse tilsvarende rapporter fra andre dele af U.S.A. Nogle fortalte om lys der først stod stille på himmelen og derpå suste bort med høj hastighed i siksakbevægelser som intet kendt luftfartøj kunne foretage. I Lubbock i Texas blev en flotille af ovale lys set og fotograferet. På radarskærme i lufthavne og i flyvemaskiner begyndte kontrollørerne at bemærke glimt der ikke kunne stamme fra nogen af de fly som man vidste var i nærheden. Glimtene beskrev mærkelige baner og forsvandt undertiden pludseligt.
Der blev offentliggjort utallige fotografier, som regel af uklare lys i mørket, men på nogle få kunne man tydeligt se konturerne af tallerkenlignende genstande på daghimmelen. En terrænsportskører filmede en mystisk gruppe hvide prikker der bevægede sig rundt over ørkenen i nærheden af Tremonton i Utah.
De første nyhedsmeddelelser anvendte udtrykket „flyvende tallerkener“, og dette navn bruges nu almindeligt om alle ukendte genstande der ses på himmelen. Mange af de ting der ses har dog ikke form som tallerkener; derfor kaldes de mere nøjagtigt „uidentificerede flyvende objekter“, som forkortes til „UFO’er“.
I perioder var der så mange UFO’er at tusinder af mennesker så dem; det udviklede sig nærmest til et massehysteri. Aviser fyldte deres spalter med interviews, officielle rapporter, rygter og synspunkter. I juli 1952 satte en række rapporter om radarobservationer og mærkelige lysfænomener omkring lufthavnen i Washington, D.C., stor skræk i befolkningen. I september 1965 brød myldretidstrafikken i Mexico City sammen flere aftener i træk, og folk tilbragte nætter oppe på tagene for at betragte lys der bevægede sig på himmelen.
Mange beretninger om sådanne UFO’er gav det indtryk at de blev styret af fornuftbegavede væsener og bevægede sig som en reaktion på iagttagernes forsøg på at komme dem på nært hold. Nogle gange prøvede politibetjente i patruljevogne at indhente lavthængende UFO’er. De opdagede imidlertid at deres biler ikke kunne følge med og vendte tilbage, skrækslagne fordi de var blevet jaget af det de havde regnet med at fange. I andre tilfælde gik amerikanske militærjagere på vingerne for om muligt at få kontakt med UFO’er som man så på himmelen eller på en radarskærm. En eftermiddag i 1948 forsøgte en uheldig pilot således at fange en UFO i Kentucky. Den steg højere og højere mens han fulgte efter, og han rapporterede at han gik op til 6000 meters højde. Det blev hans sidste ord. Han blev fundet død mellem vragresterne af sit fly.
Spekulationer
Mange spekulerede på hvor de mystiske „flyvende tallerkener“ stammede fra. Var De forenede Stater mon ved at foretage hemmelige forsøg med et luftfartøj af en ny type som benyttede atomkraft, magnetisk kraft eller måske endda tyngdekraften? Eller havde en eller anden fremmed magt lært at beherske en sådan drivkraft og pralede nu med sin nyvundne overlegenhed i luftrummet over De forenede Stater? Den teori som fik størst udbredelse gik imidlertid ud på at gæster fra det ydre rum var kommet for at undersøge jorden og studere dens beboere. Det var uden tvivl denne idé der skabte størst interesse for de „flyvende tallerkener“. Det forhold at mennesket netop var ved at forberede sig på at drage ud fra sit hjem her på jorden for at udforske andre verdener, fik det til at spekulere på om fornuftbegavede væsener andre steder allerede var begyndt på sådanne ekspeditioner. Denne teori foruroligede imidlertid dem der troede på at mennesket er enestående i universet som et fornuftbegavet, kødeligt væsen der er skabt af Gud.
Nogle hævdede at flyvende tallerkener var landet på afsidesliggende steder, og som bevis på deres påstande henviste de til afsvedet jord eller aftryk i vegetationen dér hvor landingen skulle være foregået. Det hævdedes også at mødet med disse fartøjer fra fremmede planeter havde fået lys til at gå ud og havde standset ure, ja selv bilmotorer, og efterladt metallet magnetisk og omgivelserne radioaktive. Enkelte sagde at de havde været om bord i „tallerkenerne“ — én i en californisk ørken og en anden på en brasiliansk gård — og havde mødt gæsterne fra Venus. Mange var parate til at tro på dem. En ny kult opstod omkring de gudelignende supermænd fra Venus.
De fleste videnskabsmænd var tilbøjelige til at bagatellisere sagen. Især astronomerne tog det hele roligt. De fremhævede at det var deres opgave at holde øje med himmelen, og at de ikke havde set nogen „flyvende tallerkener“. Og, spurgte de, hvor skulle de komme fra? Fra Mars? Fra Venus? Ifølge det man allerede vidste om disse planeter ville det være helt umuligt for noget menneskelignende væsen at leve dér, idet der hverken fandtes luft eller vand på disse himmellegemer. Og interplanetare sonder som undersøgte atmosfæren på Venus og tog nærbilleder af Mars, bestyrkede denne opfattelse. Man fandt at Venus var varm nok til at smelte zink, mens Mars var kold og død ligesom månen. Kun få videnskabsmænd fandt emnet om UFO’erne så interessant at de ville ofre tid på at undersøge det, endsige udtale sig offentligt om det. Det blev sjældent nævnt i deres journaler. En enkelt astronom gjorde sig den ulejlighed at skrive en bog som viste at luftspejlinger kunne frembringe effekter som de „tallerkener“ der „slog smut“ ved Mt. Rainier, eller som lysene i Lubbock.
Det så ud til at de fleste af „de flyvende tallerkener“ som folk havde set, blot var almindelige ting som stjerner, meteorer, flyvemaskiner, balloner og luftspejlinger, for ikke at glemme falsknerier og hallucinationer. Men der var stadig det irriterende spørgsmål: Kunne alle de mærkelige fænomener tilskrives sådanne prosaiske årsager? Eller var der mon nogle få tilfælde af „flyvende tallerkener“ som virkelig ikke kunne forklares af videnskabsmændene?