Rådvild — hvilken vej skulle jeg vælge?

Fortalt til „Vågn op!“-​korrespondent i Japan

JEG var dybt grebet, havde en klump i halsen og klappede begejstret! Hvad var anledningen? Jo, jeg havde lige set filmen Chonrima. Det var en revolutionsfilm der gav en malende beskrivelse af de koreanske arbejderes kamp og endelige sejr over de såkaldte imperialistiske amerikanere og andre der havde behandlet dem som om de var køer og heste. Endelig havde jeg fundet en sag jeg kunne vie mit liv til — socialismens sag, med frihed, lighed og fred som mål. Betød det at min langvarige rådvildhed nu endelig var forbi?

Rådvild allerede i min opvækst

Hvorfor havde jeg denne følelse af rådvildhed? Det begyndte med nogle oplevelser jeg havde som dreng. Jeg blev født i Nagano-præfekturet i Japan, der på grund af sin naturskønhed kaldes „østens Schweiz“. Men på trods af de smukke omgivelser var livet hjemme i min familie temmelig trist og utilfredsstillende. Begge mine forældre var syge, og næsten alle de penge der blev tjent, gik til medicin. Lige inden jeg begyndte i grundskolen døde min moder af sin sygdom.

Dengang var det den fremherskende opfattelse at forældreløse børn var tilbøjelige til at blive kriminelle. Hver gang der opstod problemer mindede folk mig derfor om at „børn uden forældre ikke duer til noget“. Denne kølige holdning hos mine omgivelser indgav mig både vrede og håbløshed.

Da jeg var begyndt i gymnasiet døde min fader. Da mærkede jeg det fulde omfang af den almindelige indstilling til forældreløse børn. Jeg søgte arbejde i et firma, men blev afvist ene og alene fordi jeg var forældreløs. Hvor jeg dog længtes efter et liv uden diskrimination! Til sidst flyttede jeg til Tokyo og fik arbejde på et trykkeri.

En dag spurgte en arbejdskammerat om jeg kunne tænke mig at gå med til et møde hvor der kun var unge mennesker til stede. Jeg tog imod tilbudet — og hvor blev jeg overrasket! Alle de unge mænd og kvinder tog hjerteligt imod mig og var meget venlige. Forsamlingen hed Demokratisk Ungdomsforening, hvilket var en organisation under det japanske kommunistparti, en slags rekrutteringssted for fremtidige medlemmer af partiet.

Vi sang „arbejdersange“ og dansede folkedans, hvorefter vi blev delt op i mindre grupper som kastede sig ud i hede diskussioner over emner som „Arbejderens plads i fremtiden“ og „En stat med retfærdighed og fred“.

En dag kom en ung mand hen til mig efter en diskussion og spurgte: „Hvis der skal indføres fredelige forhold, er det da ikke nødvendigt at man først afskaffer klasseskellene mellem kapitalismen og arbejderne?“ Dette talte til mine dybeste følelser. Jeg spurgte ham ivrigt: „Hvordan tror du at klasseskellene kan blive fjernet?“ Han svarede straks: „Det er nødvendigt at gennemføre en revolution ligesom i Sovjetunionen, Kina og Korea. Men her i Japan er en væbnet revolution umulig, så en ideologisk revolution er den eneste løsning.“ Det var på dette tidspunkt jeg gik ind for at se filmen Chonrima, hvorefter jeg traf min beslutning!

Jeg melder mig ind i kommunistpartiet

I 1960 meldte jeg mig ind i det kommunistiske parti, overbevist om at kun den socialistiske stat kunne hjælpe os til at finde vej ud af vor håbløshed og rådvildhed. Jeg organiserede fagforeninger i forskellige virksomheder hvor arbejderne led nød på grund af lave lønninger og dårlige arbejdsforhold. Jeg blev også aktiv inden for politiske bevægelser og deres kampe. For eksempel sluttede jeg mig til grupper der ved amerikanske militærbaser demonstrerede energisk imod at en atomubåd kom ind til Yokosuka. Vi tog ofte del i protestmarcher imod den japansk-amerikanske forsvarspagt.

I juli 1963 rejste jeg, på grund af problemer med mit helbred, tilbage til Nagano-præfekturet, men jeg blev ved med at være aktiv inden for kommunistpartiet. I april 1966 blev jeg gift, men min kone havde intet som helst med kommunismen at gøre.

Mens jeg fortsatte med forskellige aktiviteter i kommunistpartiet, blev jeg opmærksom på visse modsætningsforhold mellem hvad partiet burde være og hvad det var. Befalinger fra partihovedkvarteret skulle adlydes uden forbehold. Der fandt nogle skarpe meningsudvekslinger sted, men partiorganisationen reagerede ikke på disse, og i de fleste tilfælde blev konstruktive forslag brutalt afvist. Vore samtaler om frihed og fred var ikke andet end ord. Underkastelsen fik mig til igen at føle den tvang jeg havde oplevet som barn.

Jeg begyndte at spekulere på om den socialistiske stat jeg så hen til, overhovedet kunne oprettes sådan som tingene var nu. Spørgsmålet forblev ubesvaret, og min fulde tillid til partiet blev afløst af tvivl. Men der var intet andet jeg kunne basere mit håb på. Den gamle følelse af fortvivlelse begyndte igen at dukke op, og min aktivitet dalede. Igen blev jeg overvældet af en følelse af rådvildhed.

Der viser sig et håb

En meget kold dag i januar 1969 skete der noget. Min kone og jeg sad hjemme hos os selv og var beskæftiget med maskinstrikning, da en ung kvinde, knap 20 år gammel, bankede på døren. Hun var et af Jehovas vidner. Min kone inviterede hende indenfor så hun kunne få varmen. Jeg drømte ikke om hvor gennemgribende denne venlighed fra min kones side skulle komme til at berøre mit liv. Den unge forkynder fra Jehovas Vidner forklarede om Gud og hans styre ud fra Salme 37, vers 10 og 11: „En liden stund, og den gudløse er ikke mere; . . . Men de sagtmodige skal arve landet, de fryder sig ved megen fred.“

Disse ord gjorde ikke noget indtryk på mig. Jeg mente som Karl Marx at „religion er opium for folket“. Derfor var jeg ikke interesseret i noget som helst der havde at gøre med Gud. Min kone viste imidlertid interesse og ville gerne have forkynderen til at besøge os igen. Sandt at sige tænkte jeg: ’Hvor er det en skam at dette unge menneske ofrer sit liv for troen på en Gud der ikke er til!’ Jeg troede at jeg kunne hjælpe hende til at opgive denne tåbelige tankegang. Ligesom min kone, men altså med et helt andet motiv, ville jeg derfor gerne have den unge kvinde til at besøge os igen.

Da hun kom igen benyttede hun brochuren „Se! Jeg gør alting nyt“, og vi indledte en ihærdig diskussion over emnet: ’Hvad er sand fred?’ Den unge dame kom igen flere gange. Engang talte hun om menneskets ufuldkommenhed, og sagde: „Det er på grund af ufuldkommenheden at menneskene ikke selv kan styre med retfærdighed og fred.“ Og hun citerede Jeremias 10:23. Jeg husker hvor ophidset jeg blev, og hvordan jeg kritiserede hende: „Hver gang der opstår et vanskeligt problem siger du altså bare at det skyldes menneskets ufuldkommenhed — hvor fejt!“ Men jeg selv kunne ikke påvise noget tilfælde hvor nogen havde været fuldkommen.

Efterhånden som studiet skred frem brugte forkynderen altid Bibelen når hun besvarede vore spørgsmål. Hun forklarede også tingene ved hjælp af tegninger og plancher. Med hovedet kunne jeg forstå det hun sagde og det der stod skrevet i publikationerne. Med hjertet var jeg imod det, fordi jeg blev ved med at støde mig på ordet „Gud“. Bortset fra det der havde med Gud at gøre, kunne jeg nogenlunde gå med til det der stod i Bibelen, så jeg fortsatte vore drøftelser.

Jeg forlader partiet

I kommunistpartiet så jeg hvordan man blot udviklede en idealistisk teori der sagde: „Sådan skal menneskeheden være,“ eller „Sådan bør freden være,“ men jeg kunne ikke se nogen konkrete eller realistiske forslag til hvordan det skulle opnås.

Ydermere blev jeg skuffet over kommunistpartiet fordi det var som om man altid kun gentog de samme marxistisk-leninistiske doktriner, og hengav sig til en livsstil hvor man kun drømte om en socialistisk stat. Jeg gav derfor meddelelse om at jeg ville træde ud af partiet.

Øjeblikkelig kom der tre medlemmer fra partihovedkvarteret for at holde nogle ’rekapitulationsmøder’ med mig. Det foregik om aftenen og om natten. Der forekom ingen fysisk mishandling, men det varede tre nætter, og jeg blev hårdt beskyldt for at være opportunist. Det var ikke nemt for mig at forlade partiet, men de tilsynsførende indså at jeg alligevel var stærkt besluttet på at træde ud, og opgav derfor at overtale mig til noget andet. Skønt det lykkedes mig at forlade kommunistpartiet i 1969, dominerede den socialistiske ideologi dog stadig mine tanker. Under mit bibelstudium blev jeg stadig forfulgt af spørgsmålene: „Er dette her ikke også blot en drøm? Afhænger Guds eksistens ikke bare af om man ønsker at tro på ham eller ej?“

Sådanne spørgsmål udgjorde en vis hindring for min forståelse af Guds eksistens. Mens jeg studerede brochuren „Se! Jeg gør alting nyt“ og bogen Sandheden der fører til evigt liv,a kunne jeg ikke lade være med at tænke at det var urimeligt af mig at modstå de ting jeg nu lærte.

Engang mens jeg læste i Bibelen, standsede mine øjne ved et skriftsted der lyder: „Sol står op, og sol går ned og haster igen til sin opgangs sted. Vinden . . . drejer atter og atter og vender tilbage til samme kredsløb. Alle bække løber i havet, men havet bliver ikke fuldt.“ (Prædikeren 1:5-7) Mens jeg mediterede over disse ord erkendte jeg ydmygt at Bibelen ikke bare er en bog som alle andre religiøse bøger, men også en videnskabeligt korrekt bog! Dette overbeviste mig om at Bibelen er sand, og at freden vil blive indført på den måde Bibelen siger.

Senere læste jeg en anden bog, Blev mennesket til ved en udvikling eller en skabelse?b Og her fik jeg endnu en overraskelse. Ved at betragte det menneskelige legeme, den præcision hvormed det er bygget og de gådefulde aspekter der er ved fødselen, forstod jeg at det er ren og skær uvidenhed når man siger at vi er blevet til ved et tilfælde. I bogens 7. kapitel, der hedder „Arvelighed holder de egentlige arter adskilt“, lærte jeg om stoffet DNA (desoxyribonukleinsyre), og erkendte at der måtte stå en skabende magt bag noget sådant. Dette kunne jeg forbinde med Gud, og nu var det som før havde været uklart for mig, blevet nært og virkeligt, for nu kunne jeg tro på Guds eksistens! (Romerne 1:20; Hebræerne 3:4) Jeg indså at det eneste sande håb om fred ikke lå hos kommunismen eller socialismen, men hos Gud og hans rige.

Nu dukkede der et andet problem op. På grund af mit arbejde skulle jeg flytte op i bjergene for at være opsynsmand for en bygning. Stedet lå omkring halvanden times kørsel fra mit tidligere hjem. Jeg syntes det var for meget at bede den der ledte hjemmebibelstudiet med os om at køre så langt, og derfor foreslog jeg min hustru at vi holdt op.

Jeg bliver kristen

Men en rejsende tilsynsmand der besøgte menigheden, foreslog at menigheden skulle prøve at give en hjælpende hånd. Det blev så arrangeret at en broder der havde bil, hver uge kørte den der ledte bibelstudiet ud til os. På den måde fortsatte vi med at studere, og denne venlighed hjalp os med at indse hvor vigtigt studiet egentlig var. Ved de møder vi overværede blev vi ikke alene budt velkommen, men kunne også se et levende bevis på at fredelige forhold kan opretholdes. — Mattæus 5:9.

Nu havde vi et inderligt ønske om at vise vor værdsættelse af alt det Jehova havde gjort for os og ville gøre for os i fremtiden. Vi ønskede så hurtigt som muligt at lade os døbe for at symbolisere vor indvielse til Jehova Gud. Vor dåb fandt sted den 27. maj 1970.

Den forandring jeg har foretaget fra at have været medlem af det kommunistiske parti til at være et kristent vidne for Jehova, er kommet som et chok for mange af mine tidligere kammerater. For mig selv har forandringen været intet mindre end et mirakel. Når jeg ser tilbage på min barndom, husker jeg hvordan jeg måtte vokse op uden et kærligt familieliv. Nu har jeg en meget stor kristen familie der holder meget af mig. (Mattæus 12:48-50) Engang oplevede jeg bitre dage hvor jeg fik omgivelsernes fordom at føle. Nu har jeg fundet sand fred og lever et åndeligt tilfredsstillende liv der er rigt på glæder. Jeg har været i stand til at søge et sandt håb, til at finde det, og til at blive overbevist om at det er pålideligt — et håb der langt overgår hvad mennesker kan udrette. Min glæde og lykke har allerede nu været stor. Min rådvildhed og fortvivlelse hører fortiden til, efter at jeg har vendt mig til Jehova og valgt den vej jeg vil følge.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 14]

Jeg begyndte at spekulere på om den socialistiske stat jeg så hen til, overhovedet kunne oprettes

[Tekstcitat på side 15]

Jeg mente som Karl Marx at „religion er opium for folket“

[Tekstcitat på side 16]

Mens jeg mediterede over disse ord erkendte jeg ydmygt at Bibelen ikke bare er en bog som alle andre religiøse bøger, men også en videnskabeligt korrekt bog!