Hvad foregår der ved gudstjenesterne?

HAR De lagt mærke til at der i de senere år er dukket et nyt begreb op med hensyn til kirkens gudstjenester? Det er noget man kalder for eksperimentalgudstjenester, og man træffer dem inden for næsten alle kirkeretninger.

En ung mand bemærkede for nylig: „Jeg ved ikke hvad det er der er sket med den kirke jeg kendte som barn. Alting er blevet så moderne, så . . . jazz’et.“ Måske har De ikke bemærket disse forandringer i den kirke hvor De går til gudstjeneste. Men de forekommer, også inden for Den danske Folkekirke, og måske vil det overraske Dem at få at vide hvor udbredt denne ’modernisering’ er i andre lande.

Hvad der foregår

I Berlingske Tidende for 4. februar 1970 kunne man læse følgende: „Der var larm og hujen ved ungdomsgudstjenesten i Tagensbo Kirke i København i aftes. Savage Rose optrådte, og det blev den altdominerende oplevelse i det moderne kirkerum. Forstærkerne var skruet så højt op, at man havde på fornemmelsen, at trommehinderne stødte sammen midt inde i hovedet. Til gengæld kunne man ikke høre noget som helst af det, tre unge mennesker læste op af Lukas og Matthæus.“

Det mest fremtrædende træk ved denne gudstjeneste, beatmusikken, er den „fornyelse“ man hyppigst støder på ved disse eksperimentalgudstjenester. Ifølge New York Times er sådanne beatgudstjenester blevet almindelige i De forenede Stater i dag. Selv fra Vatikanets radio har man hørt beatmusik og en popsanger der messede teksten til sangen „Gud er død“. Ved en eksperimentalgudstjeneste i København sidste år forekom en salme der hed „Når Gud er død og borte“.

Den brasilianske avis Jornal da Tarde berettede for nylig om den hyldest en popsanger fik i en domkirke i São Paulo, og bemærkede: „For få år siden ville ingen have forestillet sig at det var muligt at opleve et sceneri som dette. Men i dag synes det hele ret normalt. Følgen er at folk . . . ikke kan kende forskel på et tempel og et fjernsynsauditorium fyldt med popfans.“

Det er bemærkelsesværdigt at det ofte er præsterne selv der fører an med disse „moderniseringer“. For nylig mødtes 450 præster og lægdelegerede i Britisk Columbia til den femogfyrretyvende årskonference i Canadas forenede Kirke. Vancouver-bladet Sun rapporterede: „De slog løs på hinanden med balloner. De skreg på mere beatmusik — som allerede gjaldede kraftigt nok til at gøre ærkeengelen døv.“ Er det mærkeligt at folk bliver foruroliget?

Hvad skulle formålet med gudstjenesten være? Skulle det ikke være at studere Bibelen og lære mere om Gud? Men er det det man lægger hovedvægten på i gudstjenesterne i dag? Måske føler De ligesom en dame der skrev i et amerikansk tidsskrift sidste år: „Jeg ønsker en gudstjeneste hvor Gud er hovedtemaet. . . . Men jeg finder ham ikke ret meget i kirken længere.“

Vækker modstand hos mange

Selv om mange er utilfredse med den traditionelle gudstjenesteform, er det også en kendsgerning at mange kirkegængere er vrede og ulykkelige over de nymodens påfund. I et sogn i Italien gav kirkegængerne stærkt udtryk for deres mishag over en ’beatmesse’ hvor bønnerne vekslede med sange akkompagneret af guitarer og orgel. „Skænderiet udviklede sig hurtigt til optøjer der kun blev standset ved at politiet greb ind,“ berettede Il Messaggero.

I Berlingske Tidende kunne man den 22. december 1969 læse følgende i et læserbrev fra en præst: „Undertegnede vil gerne herved give udtryk for den forbavselse og sorg, jeg føler efter at have erfaret, at der i en kirke . . . har været holdt noget, som i pressen bl. a. har været betegnet som sexgudstjeneste. Jeg kan gribe mig selv i at føle en slags skam ved tanken om, at en sådan form for gudstjeneste virkelig kan foregå.“

Selv nogle officielle forandringer i messen som paven har foreskrevet og som skal være gennemført i alle katolske kirker inden november 1971, møder heftig modstand hos mange katolikker. Da forandringerne første gang trådte i kraft i Italiens kirker den 30. november 1969 var der udbredt utilfredshed. Peterspladsen blev overstrøet med trykte protester samtidig med at pave Paul bad folkemængden være tålmodig med „dette nye ritual“.

Det er tydeligt at forvirring og uro findes overalt i kristenhedens kirker. De kastes hid og did af forandringernes vinde, som et skib der har revet sig løs fra fortøjningen. De mangler tilsyneladende faste holdepunkter. De regler man foreskrev i går, står ikke længere ved magt i dag, og derfor konkluderer folk at de regler der gælder i dag ikke er noget værd i morgen. Selv Bibelen regnes ikke for en autoritet mere.

De forandringer der sker i kirkerne har uden tvivl bidraget til deres hastige forfald. Men der er også andre grunde til at det går tilbage for kirkerne.