Bekymring over præsters indblanding i verdslige anliggender

PRÆSTERNE er tit fremme i nyhederne i vore dage. Ikke sjældent kan man i aviser eller ugeblade læse om præsters indblanding i verdslige anliggender. Mange af dem tager del i forskellige protestaktioner, sætter sig op imod myndighederne og anbefaler endda at man under visse omstændigheder gør brug af revolution og vold.

Det argentinske nyhedsmagasin Analysis bemærker: „I de sidste uger af 1968 skabte 150 katolske præster politisk røre i forskellige dele af landet. I Córdoba talte de således om nødvendigheden af en voldelig revolution; i Neuquén, Chaco og Tucumán kritiserede de regeringen sønder og sammen . . . mens de i Buenos Aires overrakte [daværende præsident] Onganía et bønskrift.“

I Brasilien er kirkens ledere også kommet i konflikt med regeringen på grund af deres politiske agitation. Om situationen i De forenede Stater har Chicago Tribune skrevet: „Af 441 mennesker der for nylig er blevet arresteret for gadeuorden, er 61 af de voksne mænd, eller 26 procent, præster.“

Hvad er det rigtige?

Synes De det er rigtigt af præster at blande sig i verdslige anliggender på denne måde? Det er der mange der ikke mener, og disse mennesker bliver bekymrede og endda vrede.

En ledende sydafrikansk politiker, Ben Schoeman, sagde ved en lejlighed vredt: „Vi er snart trætte af politiske biskopper. De bruger deres prædikestole som skalkeskjul for deres beskidte angreb på regeringen.“ Medlemmerne af en baptistkirke i Bridgend, Glamorgan i England, blev ophidsede over at høre politiske prædikener. Et af medlemmerne sagde: „Præsten er en politisk fanatiker. . . . Vi går i kirke for at høre evangeliet — ikke det sludder.“

I Berlin skrev en avis i august sidste år at de religiøse lederes politiske indblanding har vakt „forargelse og vrede hos mange“, og artiklen fortsætter: „En kirke som tror at politik er vigtigere end forkyndelse . . . er blevet anstødelig.“

Mener De også det? Har De tænkt over om man kan kalde præsternes politiske aktioner for kristne? Mange finder det også anstødeligt når nogle præster opfordrer til voldelig revolution. Disse præster støttes endda af officielle udtalelser fra deres kirker!

I 1968 erklærede Kirkernes Verdensråd, der har omkring 237 medlemskirker, under sin generalforsamling i Uppsala i Sverige: „Det at opbygge en politisk struktur der er tilpasset de enkelte nationers udvikling, omfatter revolutionære ændringer i den sociale struktur. . . .

I lande hvor den herskende klasse er undertrykkende . . . kan de revolutionære ændringer ske i form af vold.“ — Uppsala Speaks, side 48.

Den katolske præst og missionær Joseph Michenfelder, der er leder af den katolske oplysningstjeneste i Peru, sagde for et par år siden: „De katolske revolutionære bygger deres aktioner på pavens rundskrivelser, og især den nyeste, ’Om Folkenes Fremskridt’, som [støtter brugen af] . . . voldelig revolution.“

Hvad siger Guds ord?

Men opfordrer Guds ord kristne ordets tjenere til at blande sig i verdslige anliggender eller deltage i voldelige revolutioner? Det kan man ikke læse nogen steder i Bibelen!

Guds ord siger derimod: „Ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ (Jak. 4:4) Helt i overensstemmelse med dette sagde Jesus Kristus: „Mit rige er ikke af denne verden.“ Han sagde også om sine sande disciple: „I er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.“ (Joh. 18:36; 17:16) Men hvordan forholder det sig med de protestantiske, katolske og jødiske organisationer?

Det skulle være klart for enhver at disse store trossamfund egentlig er en del af verden, idet de ofte arbejder hånd i hånd med de politiske ledere. Hvad betyder det for Dem? Hvis kirkerne ikke følger de gode eksempler der indeholdes i Guds ord, bør man så blive ved at komme i kirken? Har kirkerne virkelig Guds godkendelse? I de forhold vi her har omtalt gør de sandelig ikke Guds vilje!

Ingen grundlæggende forandring

Selv om man i den senere tid har læst så meget om kirkernes indblanding i verdslige anliggender, vil det være forkert at antage at dette er noget nyt og skyldes en grundlæggende forandring i kirkerne. Sådan er det slet ikke! De har længe blandet sig i politik og har endda forlangt menigmands støtte til verdslige krige. Den katolske historiker Gordon Zahn indrømmer: „Kirken blev praktisk talt et samfundskontrollerende apparat der virkede til hjælp for nazistaten hvad angik at sikre en helhjertet katolsk støtte til krigen.“ — German Catholics and Hitler’s Wars, side 202.

Tidsskriftet Nation’s Business for august 1964 beskriver ganske korrekt resultatet af kirkernes støtte til verdenskrigene:

„Hærene i 1914 var sammensat af katolikker, protestanter og jøder i omtrent lige stort antal på begge sider. De hebraiske profeters og Kristi egen lære var lige højagtede eller ringeagtede på begge sider. Man vil bemærke at foragt for religiøse forestillinger blev endnu mere udtalt under anden verdenskrig.“

En katolik der følte sig forvirret og skuffet over kirkernes ukristne adfærd, skrev følgende i et katolsk tidsskrift:

„Læg mærke til hvordan de tyske og italienske katolikker i anden verdenskrig hadede og dræbte deres amerikanske og engelske brødre, og vi gjorde det samme ved at dræbe vore tyske brødre. Under anden verdenskrig gentog dette frygtelige drama sig fordi de fleste katolikker adlød deres respektive regeringer og i had eller frygt dræbte dem som Kristus havde påbudt dem at elske. . . .

Hvis staten beordrede os til at tage vort eget liv, ville vi nægte at adlyde. . . . Men hvis staten beder os om at dræbe vor uskyldige broder der lever i et andet land, så gør vi det som regel, og glemmer helt at ’du skal elske din næste som dig selv’ og at ’kærligheden ikke gør næsten noget ondt’.“ — The Sign, september 1955.

Kristenhedens blodskyld kan ikke bortforklares. Den første dag i 1970 indrømmede pave Paul: „Vi har stadig blodet fra de sidste verdenskrige på vore hænder.“ — New York Times, 2. januar 1970.

Alligevel fortsætter kirkerne, ja de forstærker endda, deres indblanding i verdslige anliggender. Men hos et stadig stigende antal mennesker vækker de afsky, og det går hastigt ned ad bakke med kirkernes indflydelse. Det der til sidst vil ske med kirkerne, vil også direkte berøre Dem. Hvordan kan det være?

[Illustration på side 15]

Protest!