Religion og krig i nyere tid

RELIGIONSKRIGE er desværre ikke begrænset til den fjerne fortid. De er også indtruffet i vor tid. I aviserne kan man for eksempel læse om „kampe mellem katolikker og protestanter“ i Irland.⁵⁰

Siden august 1969 er over 200 døde under kamphandlingerne der, og mange hundrede flere er blevet såret. En beretning oplyser: „Plyndrede butikker, knuste ruder, bombeskadeudsalg, ødelagte træmannequiner ved låste forretningsdøre — alt sammen bedrøvelige, groteske påmindelser om den stadig værre borgerkrig mellem protestanter og katolikker.“⁵¹

Men hvad med korstog eller „hellige krige“? Religionen har bestemt ikke støttet krige i dag som den støttede korstogene, tænker De måske. Men det har den. Kirkernes ledere indrømmer selv dette.

For eksempel udbrød der i juli 1969 en frygtelig krig mellem El Salvador og Honduras. En leksikonårbog siger: „Konflikten medførte hurtigt død og menneskelig tragedie i en målestok der sjældent er oplevet i El Salvadors historie.“⁵² Hvem var ansvarlig for denne krig?

Honduras’ biskop Jose Carranza anklagede de katolske gejstlige i El Salvador for at have anstiftet den ved deres skrifter, deres taler og deres holdning. Han sagde at de havde kaldt det en „hellig krig“ og havde opfordret katolikkerne til at kæmpe.⁵³

Det er en kendsgerning at religionen ikke virkelig har ændret holdning siden middelalderen, hvor gejstligheden opfordrede deres menigheder til at ’gå ud og dræbe de vantro’. Den ansete kirkehistoriker Roland H. Bainton har for eksempel bemærket: „Kirkerne i De forenede Stater indtog i særdeleshed en korstogslignende holdning over for den første verdenskrig.“⁵⁴

Den første verdenskrig — en „hellig krig“?

Det er klart at den første verdenskrig havde en ganske anden årsag end de „hellige krige“ for århundreder siden. Mens kirken direkte stod bag korstogene med henblik på at generobre „det hellige land“, havde den første verdenskrig først og fremmest politiske årsager. Dog var religionens rolle i denne krig bemærkelsesværdig lig den rolle religionen spillede i de tidligere „hellige krige“.

I en kommentar til dette peger lederen af det teologiske fakultet ved Claremont Graduate School, Joseph C. Hough, på det eksempel der blev sat af Londonbiskoppen A. F. Winnington-Ingram. Denne biskop opfordrede det engelske folk:

„Dræb tyskerne — ja, dræb dem; ikke for selve det at dræbe, men for at frelse verden, for at dræbe gode såvel som onde, unge såvel som gamle, for at dræbe dem der har vist venlighed mod vore sårede såvel som dem der har været djævelske . . . Som jeg har sagt tusind gange: jeg betragter det som en krig for renhed, jeg betragter enhver der er død i den som en martyr.“⁵⁵

Og hvad gjorde de der befandt sig på den anden side af fronten? Ærkebiskoppen af Köln sagde følgende til de tyske soldater:

„Vort fædrelands elskede folk, Gud er med os i denne kamp for retfærdighed som vi er blevet inddraget i mod vort ønske. Vi byder jer i Guds navn at kæmpe til sidste blodsdråbe for vort lands ære og herlighed. I sin visdom og retfærdighed ved Gud at vi er på retfærdighedens side, og han vil give os sejr.“⁵⁶

Sådanne ord minder om pave Urban II’s appel: „Gå ud og kæmp imod barbarerne“ — de ord der satte korstogene i gang. Dog er Londonbiskoppens og Kölnerærkebiskoppens ord ikke usædvanlige. De er snarere typiske for den ånd der rådede inden for kirkerne på begge fronter under den første verdenskrig.

Professor Bainton har om kirkerne i Amerika sagt:

„Amerikanske kirkemænd af alle trosretninger havde aldrig før været så enige indbyrdes og så enige med landets tankegang. Dette var en hellig krig. Jesus blev klædt i khaki og skildret i færd med at sigte langs et geværløb. Tyskerne var ’hunner’. At dræbe dem var at rense jorden for uhyrer.“⁵⁷

Denne beskrivelse af gejstlighedens holdning er ikke overdrevet. En leder i tidsskriftet Fortune har oplyst: „Det had til fjenden der rådede ved fronten, frembragte ikke nær så stærke ord som dem der blev slynget imod Tyskland af Kristi mænd.“⁵⁸ Ray H. Abrams har skrevet en bog, Preachers Present Arms [Præster præsenterer gevær], hvori et helt kapitel, med titlen „Den hellige krig“, drejer sig om gejstlighedens helhjertede godkendelse af krigen. For eksempel sagde Randolph H. McKim fra sin prædikestol i Washington:

„Det er Gud der har kaldt os sammen til denne krig. Det er hans krig vi udkæmper. . . . Denne konflikt er i sandhed et korstog. Den største i historien — den helligste. Den er i dybeste og sandeste betydning en hellig krig. . . . Ja, det er Kristus, retfærdighedens Konge, der kalder os til at kæmpe på liv og død med denne vanhellige og blasfemiske magt [Tyskland].“⁵⁹

Albert C. Dieffenbach, redaktør af The Christian Register, skrev ligeledes i en lederartikel:

„Som kristne siger vi naturligvis at Kristus godkender [krigen]. Men ville han kæmpe og slå ihjel? . . . Ingen lejlighed til at føre død over fjenden ville han vige tilbage for eller tøve med at gribe! Han ville tage bajonet og granat og bombe og riffel og gøre dødens gerning mod denne den største dødsfjende af hans Faders tusindårsrige.“⁶⁰

Lyder disse udtryk chokerende for Dem? Dog er dette hvad mange præster og mange religiøse publikationer sagde under den første verdenskrig. Kun få religiøse ledere på de to sider af fronten var imod krigen og myrderiet. R. H. Abrams oplyser at han ikke var i stand til at finde en eneste præst der var imod krigen.

Det er forståeligt at den britiske brigadegeneral Frank P. Crozier sagde: „De kristne kirker er de bedste til at skabe blodtørst, og vi benyttede os frit af dem.“⁶¹

Hvad ville der være sket?

Hvad ville der imidlertid være sket hvis kirkerne i de kæmpende nationer havde lært deres medlemmer at det er forkert at dræbe ens medmennesker, især ens medkristne? Eftersom folk i disse nationer praktisk talt alle bekendte sig til kristendommen, ville det i så fald have været umuligt at udkæmpe krigen!

Om dette spørgsmål udtalte en fremtrædende rabbiner, Stephen S. Wise, dengang: „Årsagen til den foreliggende krig er kirkernes og synagogernes svigtende evne til at bevare førerskabet over folket.“⁶² Som det er typisk for kirkerne, svigtede de med hensyn til at give folk den vejledning der ville have fået dem til at undlade at gå i krig.

Kirkerne og den anden verdenskrig

Var det anderledes under den anden verdenskrig? Om den fremtrædende protestantiske teolog Reinhold Niebuhr er der blevet sagt: „Han fik mange amerikanske kristne bort fra pacifismen og fik dem til at acceptere det som en moralsk nødvendighed at bekæmpe Hitler i den anden verdenskrig.“⁶³

Historikeren A. P. Stokes har sagt: „Kirkerne som et hele kastede sig ikke blot ivrigt ud i hjælpearbejde under krigen . . . men også ud i mere kraftig støtte til krigen. Nogle gik så vidt som til at kalde den en religionskrig.“⁶⁴

I Frankrig og England stod kirkerne også sammen for at støtte den nationale sag. For eksempel betegnede den katolske ærkebiskop af Cambrai Frankrigs kamp som „en krig til forsvar for civilisationen, for international ret, menneskelig moral, frihed, kort sagt for humanitet“.⁶⁵ Det var tydeligt at kirkerne førte deres medlemmer til slagmarkerne imod Tyskland.

Men hvad med kirkerne i Tyskland? Støttede de Adolf Hitler? Stod de bag hans krigsmål?

Støttede Hitler

I 1933 blev et konkordat underskrevet mellem Tyskland og Vatikanet. Artikel 16 i konkordatet gik ud på at enhver biskop i den katolske kirke før han blev indsat i sit embede skulle aflægge en „loyalitetsed“ til naziregimet. Og artikel 30 krævede at der efter hver højmesse blev fremsagt en bøn „for det tyske rige og folk“.⁶⁶

I 1936, da der verserede rygter om at katolikkerne var imod Hitlers regime, sagde kardinal Faulhaber i en prædiken den 7. juni: „I er alle vidner på at vi hver eneste søndag og helligdag ved hovedgudstjenesten i alle kirker, beder for Der Führer som vi har lovet i konkordatet. . . . Vi er fornærmede over denne tvivl om vor loyalitet over for staten.“⁶⁷

Hvor førte kirkerne således det tyske folk hen? Den katolske professor i historie ved Wiens universitet, Friedrich Heer, forklarer: „Ifølge de kolde kendsgerninger i tysk historie kom korset og hagekorset hinanden stadig nærmere, indtil hagekorset proklamerede sejrsbudskabet fra tårnene på tyske domkirker, hagekorsflagene sås rundt om altrene, og katolske og protestantiske teologer, pastorer, kirkemænd og statsmænd hilste alliancen med Hitler velkommen.“⁶⁸

Den 17. september 1939, mere end to uger efter at Tyskland var gået ind i Polen, udsendte de tyske biskopper et fælles hyrdebrev i hvilket de sagde: „I denne afgørende time formaner vi vore katolske soldater til at gøre deres pligt i lydighed mod føreren og at være rede til at ofre hele deres personlighed. Vi appellerer til de trofaste om at forene sig i brændende bønner om at Gud den Almægtiges guddommelige forsyn må føre denne krig til velsignet fremgang og fred for vort fædreland og vor nation.“⁶⁹

I sommeren 1940 sagde den katolske biskop Franz Josef Rarkowski: „Det tyske folk . . . har en ubesværet samvittighed . . . Det ved at det kæmper en retfærdig krig, en krig der er opstået af nødvendighed for et folks selvopholdelse.“⁷⁰

New York Times bemærkede i 1939: „Tyske protestantiske og katolske tidsskrifter bringer nu mange formanende artikler der forklarer hvilke pligter der påhviler soldater som kæmper for at forsvare deres land, og påminder de tyske soldater om at kæmpe i Sankt Mikaels ånd for tysk sejr og en retfærdig fred.“⁷¹

Er det ikke tydeligt hvor kirkerne førte det tyske folk hen? Professor Gordon Zahn har skrevet: „Den tyske katolik der så hen til sine religiøse ledere efter åndelig vejledning og ledelse vedrørende tjeneste i Hitlers krige, fik faktisk de samme svar som han ville have fået af naziherskeren selv.“⁷²

Hvilken religiøs vejledning der blev givet, fremgår af den massive støtte kirkens medlemmer ydede krigen. Professor Heer har forklaret: „Af omkring toogtredive millioner tyske katolikker — hvoraf femten og en halv million var mænd — var der kun syv der åbenlyst nægtede at gøre militærtjeneste. Seks af disse var østrigere.“⁷³ Situationen var den samme for de tyske protestanters vedkommende.

På begge sider af fronten førte kirkerne altså deres medlemmer ud i krigen. Katolikker slagtede katolikker på slagmarkerne. Protestanter dræbte protestanter. Og kirkeledere på begge sider bad til Gud om sejr!

Hvor gudvanærende var det ikke at forbinde Guds navn med sådanne afskyelige gerninger! Bibelens ord kan udmærket anvendes på kirkerne: „De hævder at kende Gud, men i gerning fornægter de ham, afskyelige som de er, og ulydige og uduelige til enhver god gerning.“ — Tit. 1:16.

Religion og revolution

Kirkeledere støtter ikke blot krige mellem nationerne, men også revolutioner inden for de enkelte nationer. I 1937 blev spanske katolikker opfordret af mange af deres gejstlige ledere til at støtte general Francos ’bevægelse’ mod den anden spanske republik. For nylig har biskopper og præster der er utilfredse med Franco-styret imidlertid bedt om „tilgivelse“ for kirkens støtte til hans bevægelse.⁷⁴

Vedrørende de synspunkter der gør sig gældende i dag, har den lutherske teolog Karoly Pröhle givet denne opsummering: „Vi finder således at mange teologer er bemærkelsesværdigt enige om at kristne godt kan deltage i en revolution.“⁷⁵ Katolske biskopper i England har for nylig sagt: „Det er ikke nok blot at fordømme brugen af vold mod myndighederne, eftersom det er åbenbart at de der udøver myndigheden kan være skyldige i endnu værre vold.“⁷⁶

Er det da overraskende at kirkemedlemmer i dag tager del i politiske revolutioner? George Celestin, der underviser i teologi ved St. Edward’s universitet i Austin, Texas (U.S.A.), har udtalt: „De kristne er ved at blive besluttet på at ændre uretfærdige strukturer så hurtigt som muligt. Dette vil i nogle tilfælde betyde at kirkerne er nødt til at prædike vold.“⁷⁷

Verdensreligionens historie med hensyn til krig og vold er således ganske klar, og den er uhyggelig. Verdensreligionen står fordømt som den hovedansvarlige for ’blodet af alle dem, som blev myrdet på jorden’, som det hedder i Åbenbaringen 18:24.

Men hvor meget er den skyld i den umoralitet der fejer hen over verden? Hvilken rolle spiller den på dette område?

[Illustration på side 13]

Kristeligt Dagblad, 14. november 1945: Paven kendte intet til Rædslerne i Tyskland

Politiken, 3. juli 1941: Den tyske Kirke takker Hitler

Politiken, 29. august 1936: Paven rækker Nazi Haanden