En afrikansk hustru overvinder barnløshedens skam
FORTALT TIL „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I LIBERIA
JEG er ud af en børneflok på tretten som min fars tre hustruer fødte ham. Jeg kan fjernt huske en sorgløs barndom hvor vi fiskede, svømmede og fangede snegle i en mindre flod nær mit hjem — en stråklædt hytte i en stor afrikansk landsby. Vi havde det dejligt, mine veninder og jeg, når vi vaskede tøj i floden. Lidet anede jeg at vandløbene var inficeret med parasitter der var så små at de kunne trænge ind gennem huden og skade en piges evne til at føde børn — for en afrikansk kvinde den vigtigste opgave i livet.
Min familie troede at alt i livet blev dirigeret af mystiske ånder eller genfærd. Man fortalte mig at en af disse ånder havde givet mig særligt held til at fange fisk. For at få disse ånders hjælp måtte man holde deres love. Da jeg en dag blev syg fortalte en indfødt kvinde der på stedet, en slags doktor som kaldes en zo, mine forældre at åndens lov var blevet brudt ved at en eller anden havde slået mig i hovedet. Min krop blev vasket i en urteopløsning, og det skulle genoprette det gode forhold til min ånd.
Jeg havde en uklar fornemmelse af at der fandtes en eller anden stor Ånd som havde skabt alle ting. Men at man kunne bede til denne ukendte kraft vidste jeg ikke. Jeg vidste heller ikke hvornår døden første gang holdt sit indtog i menneskenes verden. Når der skete en ulykke troede vi altid at det skyldtes en troldmand eller en troldkvinde. Da min yngre bror døde, handlede min far straks i overensstemmelse med denne tro for at beskytte resten af familien. Han måtte bringe ris, hvid kolanød og andre ting til medicinmanden, som så ofrede en kylling under et stort træ og tilberedte en mikstur som skulle afværge det onde.
Hvad tror De nu at mine forældre forventede skulle ske? De troede at den skyldige troldmand ville komme ud for en ulykke — han ville drømme at han blev slået af en stærkere troldmand. Derefter ville han blive syg og til sidst gå til bekendelse. På den måde ville retfærdigheden ske fyldest, for drømmepryglene og sygdommen blev betragtet som tilstrækkelig straf for forbrydelsen. Men for at den skyldige troldmand kunne undgå yderligere afstraffelse af den art, måtte han betale en vis sum penge til medicinmanden. Den eneste der virkelig fik noget ud af det var medicinmanden, for han modtog betaling fra begge parter. Imidlertid var min lillebror borte, og ingen gav os noget håb om at få ham at se igen.
„Når du bliver gift“
Min mor begyndte tidligt at fortælle mig hvordan jeg kunne undgå den sorg hun havde haft i det meste af sit ægteskab. Hun var den første kvinde far købte sig, hvilket gav hende en særstilling, og hun blev æret som en frugtbar kvinde der fødte mange børn. Men senere tog far sig desværre flere hustruer, sådan som det var skik.
Far elskede sin anden hustru højere end de andre, og selv om hun også var populær hos andre mænd, kunne han ikke få sig selv til at forstøde hende på grund af hendes utroskab. Dette forhold fik mor til at sværge at hun aldrig igen ville dele seng med far; hun ville forblive i husstanden, men som en enke. Endnu værre blev det da den tredje hustru, som måtte gøre alt det hårde arbejde, besluttede sig til at forlade vort hjem.
Med tårer fortalte mor hvordan fars glatte tale havde været årsag til denne hjertesorg. Dengang mor var den eneste hustru havde far overtalt hende til at tage en krukke som medgift og tilbyde den til en ung pige så hun kunne blive hans anden hustru. Far hævdede at dette ville være til mors fordel, fordi besværet med at hente vand og udføre andet tungt arbejde ville blive lagt over på den anden kvinde. Men nu formanede hun mig bittert: „Min datter, lad aldrig din mand få andre piger så du bringer dig selv i denne situation. Når du gifter dig, bør din mand elske dig alene og ingen andre!“
Undervisning i en buskskole
Da jeg var tolv år gammel kom jeg hjemmefra til et års undervisning i en buskskole — en undervisning der skulle forberede mig til at blive gift og få børn. Jeg var ivrig efter at udmærke mig, at blive dygtig, så jeg på enhver måde kunne behage min fremtidige ægtemand.
Kvindernes Sande-samfund sørger for denne undervisning til mange unge piger i et afsondret område i junglen. I hele perioden var vi fuldstændig afskåret fra vore familier. Vi blev betragtet som døde, opslugt af den kvindelige „djævel“ eller skovånd. Når vi vendte hjem ville vi blive betragtet som nye skabninger der var vendt tilbage fra døden.
I skolen begyndte min tante, som var zo, at oplære mig til også at være zo. Dette ville gøre mig til en stor dronning i kvindernes samfund og jeg ville blive kyndig i junglemedicin. Jeg lærte derfor meget om forskellige blade og urter. De andre piger fik undervisning i nyttige håndværk som at væve, spinde bomuld og lave kurve.
Der blev lagt stor vægt på at indpode os respekt og underdanighed over for de ældre og også over for vore fremtidige ægtemænd. En pige der var genstridig og ulydig kunne blive tvunget til at sidde på en bunke palmekerneskaller. Eller hun kunne blive overøst med vand i timevis. I alvorlige tilfælde af opsætsighed havde zo’en, selv efter skolens afslutning, myndighed til at foreskrive en bestemt slags gift som skulle få offeret til at krumme sig sammen i smerte og således drive den genstridige ånd ud.
Jeg besluttede at det aldrig skulle ske for mig. ’Jeg vil ikke lide skam af den grund.’ Jeg havde endnu meget at lære om ægte kærlighed, om den dybe loyalitet som ingen skam føjer til.
Barnløshedens skam
Da jeg var gammel nok til at få børn gengældte jeg en ung mands „jeg elsker dig“ og indgik et prøveægteskab med ham. Mine forældre ville gerne være sikre på at han kunne opfylde sine forpligtelser over for en kvinde. Jeg så hen til den dag da jeg skulle føde mit første barn. Hvilken skuffelse da jeg aborterede. Jeg blev aldrig gravid mere. Noget betydningsfuldt var gået tabt i mit liv. Jeg var som et træ uden frugt, en sky uden regn.
En dag efterlod en ældre, mistænkeligt udseende mand en lille bog om Gud hos min kæreste. Han lovede at vende tilbage. Men lige så snart lyden af hans motorcykel nåede mig, flygtede jeg ind i kassavabuskene. Hvorfor skulle en mærkelig mand komme og besøge folk som os, hvis det ikke var for at udnytte os? En dag da han kom til fods overraskede han os, men hans venlige hilsen standsede mig da jeg ville løbe bort.
Gennem en tolk fortalte han om en stor høvding som havde overgivet megen god landbrugsjord til mennesker han elskede. De kunne beholde jorden så længe de respekterede høvdingen og hans love. Men i stedet havde de trodset høvdingen, overtrådt hans love og skabt problemer og vanskeligheder. Nu var den venlige høvding hurtigt på vej for at fjerne urostifterne og give sin ejendom til dem der skønnede på den.
Ved hjælp af denne illustration kom jeg for første gang til at forstå Skaberens hensigt, og jeg lærte at hans navn er Jehova. Hvilken storslået fremtid der var udsigt til for dem der ville behage denne store himmelske Høvding!
Dybt inden i mig begyndte noget at komme til live, noget som havde været dødt i meget lang tid. Ingen af de mange ofre jeg havde betalt for, havde været i stand til at give mig håb. Men nu var der trods alt noget at leve for. Det var som om jeg fra bunden af et mørkt hul blev trukket langsomt op i lyset og varmen. Jeg gik glad med til at denne gamle mand kom og underviste os regelmæssigt i Bibelen.
Min tro blev bygget op efterhånden som jeg lærte alt om den der har „dødens og Dødsrigets nøgler“, Jesus Kristus. (Åb. 1:18) Der var håb om at min lillebror ville få liv igen! Hvilken storslået udsigt! Og det var Djævelen der havde fyldt jorden med falsk tilbedelse, nytteløse ofre og heksekunster der trælbandt de overtroiske.
Min kæreste og jeg forstod at et ærefuldt ægteskab ikke var nogen halv ordning. Brudesummen blev snart helt betalt. Bibelkundskaben havde forandret os begge til det bedre. Nu følte jeg at min mand ville være trofast og forsørge mig. Og hvilken glæde det var at deltage i de kristne møder sammen!
„Jeg behøver ikke at græde“
Denne lykke skulle ikke vare længe. „Lad os tage ud og tjene nogle penge et eller andet sted,“ sagde min mand en dag. Jeg delte ikke hans begejstring. Det ville betyde at vi måtte forlade kristne venner, og vi ville blive opslugt af stræb efter penge. Snart var de gode vaner glemt, og kærlighedens, glædens og fredens frugt forsvundet. Da vi vendte tilbage til vor landsby var jeg en foragtet hustru som blev behandlet dårligt. Min mand var interesseret i en anden kvinde. Hvor jeg længtes efter møderne i menigheden! Men nu forbød min mand mig at have noget at gøre med Jehovas vidner.
I mellemtiden havde jeg lært at Jehova er den højeste lovgiver og at ingen, selv ikke en ægtemand, har ret til at hindre en i at opfylde sine forpligtelser over for Skaberen. Min mand truede mig med forfølgelse og tilkaldte mine forældre og landsbyens ældste. Med al den kraft jeg kunne opbyde erklærede jeg over for dem alle: „Det som Jehova har lært mig, er der ingen af jer der nogen sinde har lært mig. Jeg kan ikke holde op. Jeg har fået et nyt håb nu!“
Derpå flyttede min mand fra mig for at såre mig. Uden tøven giftede han sig med min yngre søster. Så kom han og sagde selvretfærdigt: „I al den tid vi har været sammen har du aldrig født børn. Jeg har ingen børn med dig. Jeg ved at det jeg vil gøre mod dig vil få dig til at græde!“ „Eftersom jeg bærer Jehovas navn,“ svarede jeg, „behøver jeg ikke at græde. Eftersom det er dine penge du er ude efter, og eftersom du har taget min søster ved siden af alle de andre veninder du har, og fordi du nu fortæller mig at jeg blot er en barnløs kvinde, vil jeg give dig dine penge tilbage!“
Da mine forældre gav ham brudesummen tilbage skrev han selv, ifølge vor skik, en kvittering og et brev som gjorde mig fri: „Denne kvinde er fri til at gifte sig med hvem som helst. Hun skal ikke bære mit navn længere.“
Skammen taget bort
Således blev jeg stødt bort som værdiløs. Jeg var som de sidste gløder på et bål der er gået ud. Jeg trængte til at der blev pustet liv i mig igen ved at jeg fik nært samfund med Guds folk. Jehova, ikke et genfærd, blev nu i sandhed min hjælper, og under hans omsorg gjorde jeg god åndelig fremgang. Det var en uforglemmelig dag da jeg gik ud for at forkynde sammen med det ældre vidne jeg engang plejede at løbe min vej fra. Folk var overraskede når jeg kunne fortælle dem om Gud, selv om jeg aldrig havde sat mine ben i en rigtig skole. Senere lærte jeg endog at læse fra Bibelen for dem om Guds storslåede løfter.
Da tiden var inde blev jeg døbt. Mit liv havde nu fået mening, for nu tilhørte jeg Gud. Hvilken velsignelse jeg kunne være for andre! Jeg forstod jo så udmærket den frygt og fortvivlelse som mange af mine overtroiske medsøstre blandt de indfødte følte. Især de som ikke kunne få børn udøste jeg mit hjerte for. De var jo ikke ofre for trolddomskraft, sådan som de troede, men snarere var det parasitter der havde skadet deres indre organer så de ikke kunne få børn. Læger gav senere udtryk for den opfattelse at dette havde været årsagen til min abort. Men den store Læge vil snart helbrede vore ufuldkomne legemer. Aborter, dødfødsler, deforme og syge børn skal ikke ødelægge glæden hos de forældre som skal være med til at opfylde jorden på ny. De skal ikke længere „avle børn til brat død“. — Es. 65:23.
Det er en stor tilfredsstillelse at se sandhedens sæd fra Bibelen slå rod i gode hjerter! En gammel kvinde fra Kpelle-stammen havde hele sit liv troet at de døde er ånder som aldrig igen skal leve på jorden. Hun blev betaget af den sandhed at folk vil blive oprejst til at leve i kød og blod på jorden. Med tiden tog hun imod den sande kristendom og lod sig døbe. Som min „datter“, åndeligt talt, følges denne gamle „morlil“ nu med mig i forkyndelsen. Min egen mor lytter også med respekt til Bibelens budskab. Måtte hun handle før det er for sent.
For lang tid siden sang Hanna i taknemmelighed til Jehova: „Den ufrugtbare føder syv, men den med de mange vansmægter.“ Jeg betragter tit de mange glade og sorgløse børn i en landsby. Men deres forældre er ofte stolte og vil ikke tage imod Jehovas ord. Hvordan kan de overleve når Gud fjerner hele denne ulydige generation? Deres skam vil blive langt værre end en barnløs kvindes. De føder kun børn til undergang. Jeg takker Jehova for at jeg ved hjælp af hans ord og ånd kan være et ydmygt redskab til at give liv til „syv“ som kan frelses! — 1 Sam. 2:5.
Jeg har ikke skiftet mening. „Eftersom jeg bærer Jehovas navn, behøver jeg ikke at græde.“ Jeg kan kun glæde mig som en åndeligt frugtbar gren, attrået og elsket af en mand ved hvis side jeg nu kan tjene Gud. Sammen arbejder vi på vor frelse og ser hen til at leve lykkeligt under Guds kærlige styre, Han der lover os evigt liv. Men allerede nu kan jeg med glæde og taknemmelighed gentage Rakels ord: „Gud har borttaget min skændsel.“ — 1 Mos. 30:23.