Solformørkelse — en tilfældighed?
MENNESKER med respekt for livet har ofte undret sig over den visdom hvormed solsystemet er udtænkt. Skaberen har anbragt jorden i præcis den afstand fra solen som er nødvendig for at jorden kan modtage netop det lys og den varme der skal til for at gøre liv muligt. Også månens afstand er smukt afpasset så den kan tjene sit formål på jorden — den er ikke for langt væk til at give tilstrækkeligt lys om natten, og ikke så tæt på at tidevandet ville nå katastrofale højder.
Men vidste De at denne tilpasning af afstanden som muliggør ideelle livsbetingelser på jorden, også er af afgørende betydning for den totale solformørkelses særprægede skønhed?
Solen er 400 gange så stor som månen i diameter, ligesom dens afstand fra jorden er 400 gange så stor som månens. Hvis månen var nævneværdigt nærmere ville den skjule solens kromosfære og en stor del af dens korona. Hvis den var blot en anelse længere borte, ville den være for lille til at kunne dække solen og vi ville aldrig få en total solformørkelse at se.
Skaberen har givet jorden en smuk, gennemsigtig atmosfære så dens fornuftbegavede beboere kan se og studere universet; han har sørget for en uendelig variation af skyformationer som leger med sollyset og danner solnedgange af strålende skønhed, og han har dekoreret himmelen så smukt med den forunderlige regnbue. Mon da det er en ren og skær tilfældighed at han har anbragt månen i en sådan bane at mennesket, om end kun en sjælden gang, kan få et glimt af den pragtfulde solformørkelse at se?
Bemærkelsesværdigt nok er dette panorama en gave som kun jordboerne kan glæde sig over. Det forekommer ikke på andre planeter, der i øvrigt heller ikke er beboelige. Mars’ to måner er så små at de ikke ville kunne dække solen hvis man så den fra Mars. Jupiter har større måner, men de er så nær ved denne planet at de ville forekomme en person som befandt sig på dens overflade, meget større end solen. Men selv på jorden er den totale solformørkelse langtfra noget almindeligt syn.
De der i marts i år overværede en total solformørkelse, har sikkert ikke alle fuldt ud været klar over hvilken højst usædvanlig oplevelse de fik del i.
Ifølge almanakken finder der faktisk en total solformørkelse sted næsten hvert år et eller andet sted på jorden. Der har været niogfyrre I dette århundrede. Men dette „et eller andet sted“ vil højst sandsynligt være ude på verdenshavene, som dækker 71 procent af jordens overflade. Dertil kommer at halvdelen af det faste land er ubeboet ørken, jungle, tundra eller ismark. Kun få af formørkelserne er synlige i beboede områder. Hvis man bliver hvor man er, kan man kun forvente at se en total solformørkelse én gang i løbet af 360 år — og så er der endda sandsynlighed for at himmelen vil være overskyet. Ni ud af ti vil leve og dø uden nogen sinde at have kunnet glæde sig over denne oplevelse. Hvis man på den anden side er i stand til at rejse nogle få hundrede kilometer på det rigtige tidspunkt, vil man have gode muligheder for i hvert fald én gang i livet at se en total solformørkelse.
Hvordan kan det være at et så betagende skue hver gang kun er synligt for så få? Fordi månens skygge er meget lille hvor den rammer jorden. Den ville være større hvis månen var større eller nærmere jorden, men dette ville, som vi har set, ødelægge forestillingen. Månens skygge må kun være cirka 150 kilometer i diameter, og da den bevæger sig med en fart af over 1600 kilometer i timen, kan den kun dække ét sted nogle ganske få minutter. Når vi forstår dette, fyldes vi med undren over den visdom Skaberen lagde for dagen da han udtænkte dette vidunder.
Måske har vi grund til at føle os en lille smule skuffede — ikke fordi solformørkelsen forekommer så sjældent, men fordi vi lever så kort. Skaberen af den totale solformørkelse lader den kun forekomme samme sted tre gange i løbet af tusind år. Men som Bibelen viser, skabte han også iagttageren, mennesket, til at leve evigt.