Solformørkelser og interessen for astronomi

DEN 10. maj 1994 blev for mange mennesker i Nordamerika en dag helt ud over det sædvanlige. Den dag indtraf nemlig en total solformørkelse, hvor Månen skyggede helt for Solen.a I løbet af få timer blev millioner af mennesker opmærksomme på hvor spændende det er at studere astronomi. Men hvad er en formørkelse egentlig?

En formørkelse opstår når „et himmellegeme, set fra en given position, bevæger sig ind foran et andet og helt eller delvis skjuler dette“. (The American Heritage Dictionary of the English Language) Set fra Jorden vil formørkelser af Solen eller Månen kun indtræffe når disse tre himmellegemer befinder sig omtrent på en lige linje i forhold til hinanden. Om der opstår en sol- eller måneformørkelse afhænger af hvilket himmellegeme der dækker det andet. Af og til er det Jorden der kaster skygge på Månen. Det kalder vi måneformørkelse. I maj 1994 var det derimod Månen der kastede sin skygge på Jorden i et smalt bælte med en bredde på mellem 230 og 310 kilometer. Mens Månen passerede forbi, imellem Jorden og Solen, dækkede den næsten Solen fuldstændigt for iagttagere på Jorden. Måneskyggen fulgte en bane tværs over Stillehavet og Nordamerika, fra sydvest til nordøst. For iagttagere så det ud som om Månen langsomt passerede forbi Solen, mens måneskyggen i virkeligheden bevægede sig hen over Jorden med en hastighed på 3200 kilometer i timen.

Folk benyttede mange forskellige metoder for at kunne iagttage solformørkelsen uden at ødelægge øjnene. Nogle tog svejsebriller på. Andre holdt et mørkt filter op foran øjnene. Andre igen dannede ved hjælp af et stykke karton med et fint hul i, et billede af hele sceneriet på et stykke papir. En fotograf fik sin assistent til at holde et dørslag op, sådan at lyset passerede gennem alle hullerne og på jorden dannede flere billeder af solformørkelsen. Noget tilsvarende kunne iagttages når lyset passerede gennem træernes løv. Endnu en metode gik ud på at man holdt en almindelig kikkert op sådan at sollyset kunne passere gennem de to objektiver og aftegne et dobbeltbillede på en mørk flade.

I løbet af et år kan der indtræffe op til fem solformørkelser og op til tre måneformørkelser. „Der vil optræde mindst to solformørkelser hvert år, af et eller andet omfang,“ fortæller The International Encyclopedia of Astronomy. Men de enkelte formørkelser er synlige forskellige steder. Derfor må folk i De Forenede Stater der ikke så formørkelsen i 1994, vente til år 2012 før de igen får dette fænomen at se inden for landets grænser. Hvis de ikke vil vente så længe, må de tage til Peru, Brasilien eller Sibirien.b

Solformørkelsens mystik

Den totale solformørkelse, hvor Månen fuldstændig dækker for Solen, var tidligere årsag til stor frygt. Hvorfor? Opslagsværket The International Encyclopedia of Astronomy siger: „Mystikken ved en total formørkelse forstærkes ved at de uindviede ikke får noget forvarsel om fænomenet, da man ikke kan se at Månen er på vej ind foran Solen.“ Ved en formørkelse sker der følgende: „Himmelen bliver mørkere og får ofte et sælsomt grønt skær som vanskeligt lader sig beskrive, helt forskelligt fra det mørke der breder sig under et skydække. . . . I de sidste sekunder af den indledende fase svinder lyset hastigt, det bliver mærkbart køligere, fuglene sætter sig til hvile, visse blomster lukker sig, og vinden tager af. . . . Mørket sænker sig over landskabet.“

I bogen The Story of Eclipses beretter George Chambers om „en af de mest berømte solformørkelser i middelalderen“. Den fandt sted den 2. august 1133 og var „synlig i Skotland som en total formørkelse“. William af Malmesbury skrev: „Solen skjulte denne dag, i den sjette time, sit prægtige ansigt . . . i et skrækkeligt mørke, og skabte uro i folks hjerter.“ Den gamle angelsaksiske krønike fortæller at „folk blev slået af forundring og frygt“.

George Chambers gengiver endvidere en øjenvidneskildring af en måneformørkelse som fandt sted den 2. september 1830 og blev set af to rejsende i Afrika: „Da Månen langsomt forsvandt, blev alle grebet af frygt. En frygt der tog til efterhånden som formørkelsen skred frem. Alle løb i stor angst hen for at oplyse deres herrer om situationen, for der var ikke en eneste sky som kunne afstedkomme så dyb en skygge, og de kunne ikke forstå formørkelsens natur eller betydning.“

Senere har den astronomiske forskning lagt en dæmper på frygten for solformørkelser. Vi ved nu at Solen efter få minutter vil komme til syne igen.

Hvordan jesuitterne drog fordel af en solformørkelse

I 1629 lykkedes det jesuitiske missionærer i Kina at vinde kejserens gunst ved hjælp af en solformørkelse. Hvordan gik det til?

Jesuitterne havde opdaget at „den kinesiske månekalender var forkert, og det havde den været i århundreder. De kejserlige astronomer havde gentagne gange taget fejl i deres forudsigelser af solformørkelser . . . Jesuitterne fik deres store chance, da man forventede en solformørkelse om morgenen den 21. juni 1629. De kejserlige astronomer havde forudsagt, at formørkelsen ville indtræffe klokken 10.30 og ville vare to timer. Jesuitterne sagde, at den først ville komme klokken 11.30, og at den kun ville vare to minutter.“ Hvordan gik det?

„Da dagen kom, og klokken blev 10.30, strålede solen uhindret. De kejserlige astronomer havde taget fejl, men havde jesuitterne ret? Men så, præcis klokken 11.30, begyndte formørkelsen, og den varede i knap to minutter, som jesuitterne havde forudsagt. De havde nu vundet kejserens tillid.“ — De gjorde verden større af Daniel J. Boorstin.

Astronomien og Bibelen

Også i Bibelen finder vi astronomiske oplysninger. Job nævner flere stjernebilleder ved navn. Og Jehova opfordrede sine tjenere til at lægge mærke til himmelen, ikke for at dyrke astrologi eller andre former for afgudsdyrkelse, men for at opdyrke værdsættelse af storheden i det han har skabt. Esajas blev inspireret til at skrive: „Løft jeres øjne mod det høje og se. Hvem har skabt disse? Det er Ham der fører deres hær ud efter tal; han kalder dem alle ved navn. Fordi hans vældige styrke er så stor, og hans kraft så stærk, mangler end ikke én.“ — Esajas 40:26.

Job gav udtryk for sin anerkendelse af Skaberens vælde da han sagde: „Han . . . som frembringer stjernebillederne Asj [muligvis Store Bjørn], Kesil [muligvis Orion eller Skytten] og Kima [muligvis Plejaderne i billedet Taurus eller Tyren] og Sydens inderste kamre [der formentlig hentyder til stjernebillederne på den sydlige himmel].“ — Job 9:7-9.

Studiet af astronomi bliver utroligt spændende for dem der af Jehova får tilkendt evigt liv som følge af deres lydighed. Da vil universets gåder blive afsløret efterhånden som vi får større forståelse af Jehovas hensigt med det vidtstrakte himmelrum. Til den tid vil vi med endnu større indlevelse kunne sige som David: „Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne som du gjorde rede, hvad er da et dødeligt menneske at du husker ham, og en menneskesøn at du tager dig af ham?“ — Salme 8:3, 4.

[Fodnoter]

[Kildeangivelse på side 12]

Med tilladelse fra NASA/Finley-Holiday Film Corporation