Mit liv som polygamist

FORTALT TIL „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I DAHOMEY

JEG er vokset op i Dahomey i Afrika. Her boede jeg sammen med min far og hans tolv koner og de mange andre børn der naturligvis var foruden mig. Hele familien boede sammen i et afgrænset område som min far ejede. Det var en fri og sorgløs tilværelse for os børn, for vi havde en masse legekammerater inden for vores egen familie. Min far var overhoved for det lille samfund, og han forlangte respekt af alle.

Nu spekulerer De måske på om ikke en sådan livsform skaber en masse problemer. Og hertil må jeg svare jo, det gør den faktisk. Jeg vil gerne fortælle om nogle af dem. Jeg blev nemlig også selv polygamist.

Det vil sikkert være lettere at forstå hvordan vi levede hvis jeg fortæller lidt om hvordan man bor i sådan et lille samfund. Man har et stykke jord som er omgivet af en høj mur lavet af rødt ler der er bagt hårdt i solen. Indenfor er der en mængde små hytter bygget enten af cementblokke eller af det samme røde ler. Der er kun ét køkken; det består almindeligvis af et halvtag med to eller tre mure. Når vejret er godt, og det er det for det meste, foregår madlavningen udendørs.

Når overhovedet for en familie forøger antallet af sine koner, bygger han en særskilt bolig til hver ny kone. Det er næsten som at leve i en lille landsby. At der kun er ét køkken udgør ikke noget større problem, idet måltiderne ikke bliver tilberedt på noget bestemt tidspunkt. Man spiser blot når man er sulten, og ikke alle bliver sultne på samme tid.

Gode forsætter

Da jeg nåede den giftefærdige alder havde jeg allerede besluttet kun at gifte mig med én kone. Hvorfor nu det? Fordi jeg som barn havde haft rig lejlighed til at betragte både fordelene og ulemperne ved et liv som polygamist. Nogle fordele var der dog tilsyneladende. Mange hustruer og en stor familie var et tegn på velstand og indflydelse. Familieoverhovedet blev æret af sin store, underdanige familie og højt respekteret i landsbyen. Det var den almindelige opfattelse at det var fetichguderne som havde gjort en sådan mand frugtbar.

Men til tider var der langtfra fredeligt i vores hjem. Jeg husker mange tilfælde hvor der opstod heftige skænderier blandt min fars koner. Somme tider kunne det se ud som om far foretrak én hustru fremfor de andre. Dette kunne betyde alvorlige bryderier for den der var genstand for en særlig gunst. Jalousi fra de andre hustruers side kunne være farlig. Ja, jeg har endda hørt om tilfælde hvor hustruer der var optændt af en brændende jalousi har forgivet enten deres rivalinde eller deres ægtemand.

Derfor besluttede jeg mig til kun at få én hustru. Vi var meget lykkelige sammen, men desværre skænkede hun mig ingen børn. Jeg havde et meget stærkt ønske om at få børn. Efter to barnløse år følte jeg derfor at jeg måtte finde mig endnu en hustru, en der kunne føde mig børn.

Flere hustruer

Ved særlige lejligheder blev der arrangeret dans, og så kom alle folk fra landsbyen sammen for at feste og drikke. Sådan en fest kunne vare adskillige aftener, og så ofrede man til fetichguderne for at de skulle velsigne året så det blev frugtbart. Ved en sådan fest havde jeg lejlighed til at tage mig to hustruer mere, og ikke blot én.

Først bestemte jeg mig for hvem jeg ville have. Derefter sendte jeg, som det er skik her, en ven hen til mine fremtidige hustruers forældre for at træffe de nødvendige arrangementer med dem. Det indbefattede en aftale om hvor stor en medgift pigernes forældre skulle betale. Min ven måtte også overbevise dem om de gode egenskaber jeg som ægtemand havde. Mine nye svigerfædre, der var overhoveder for deres egne familier, kunne betragte svigersønnen som undergivet dem. De kunne forlange at brudgommen, som fik medgiften af dem, skulle udføre arbejde for dem og, hvis det blev nødvendigt, endog forsørge dem.

Når alle forberedelserne er truffet, fastsættes dagen for den endelige ceremoni; og så kan forældrene fortælle deres døtre om det. Døtrene er måske helt uvidende om sagen indtil få dage før brylluppet. Men de kommer ikke med indvendinger, for de vil gerne have en mand og en familie, og derfor er de tilfredse med at deres forældre ordner det hele for dem. I de større byer er denne skik ved at ændre sig, men i landsbyerne er den stadig fremherskende. Dér er det ikke skik at man gør kur til hinanden eller indgår forlovelser.

Snart kom mit hjem til at ligne min fars temmelig meget. Efterhånden som jeg vandt indflydelse og respekt i landsbyen var jeg ikke længere tilfreds med tre koner. Jeg fik to til. Og jeg begyndte at kunne se hvordan historien gentog sig. Jeg opdagede selv hvor vanskeligt det var at behandle alle sine hustruer upartisk. Der opstod jalousi, og man skændtes meget om småting.

Hvis for eksempel en af mine hustruers slægtninge døde, måtte jeg, som skik var, købe en ged som kunne ofres. Men geden måtte ikke være bedre end den jeg havde købt til at ofre for en af mine andre koners slægtninge. Hvis jeg begunstigede en af mine koner blot en lille smule, ville de andre gøre livet uudholdeligt for hende. Al denne strid og kævl gjorde mig tit rasende. Og fordi der ikke var fred derhjemme begyndte jeg at søge sammen med andre kvinder, som jeg ikke giftede mig med. Senere var dette nær blevet et virkeligt problem for mig.

Ingen i vores landsby tænkte nogen sinde på at polygami kunne være umoralsk. Ikke engang det at have forbindelse med andre, ugifte piger, blev betragtet som forkert. Mange piger fik et barn eller to før de blev gift. Dette hindrede dem ikke i at få en mand men var ofte snarere en fordel, for så kunne mændene se at hustruerne kunne få børn.

Måske spekulerer De nu på hvad der blev af disse børn! Men da en stor familie er noget ønskværdigt, er det let at forstå hvorfor den ugifte piges forældre er ivrige efter en sådan forøgelse af familien. Når pigen først er gift, er situationen dog anderledes. Ægtemanden vil ikke tolerere at hans hustru går ud med andre mænd.

Religion og polygami

Der var temmelig mange trossamfund i vores landsby. Foruden vores gamle fetichreligion var der en stor katolsk kirke og en hel del protestantiske sekter, skønt disse var ret små. Disse kirker omtalte aldrig polygami. De fleste af dem der kom i kirkerne praktiserede stadig fetichdyrkelse og polygami, men blev dog stående som ’gode medlemmer’ af kirken.

Til at begynde med gik jeg aldrig i kirke, skønt jeg altid havde haft respekt for Bibelen. Men så en dag fortalte præsten mig at jeg aldrig ville komme i himmelen fordi jeg ikke var døbt. Dette bekymrede mig, så derfor blev jeg døbt som katolik. I mange år fortsatte jeg som et trofast medlem af kirken, skønt jeg stadig var polygamist og fetichdyrker.

Så, i 1947, så jeg for første gang noget der var udgivet af Vagttårnets selskab. En af mine venner havde fået bogen „Sandheden skal frigøre jer“. Da han ikke brød sig om den længere, slog jeg en handel af med ham for at få den, for jeg havde længe gerne villet lære mere om Bibelen. Da jeg havde læst denne bog var jeg overbevist om at den var i overensstemmelse med Bibelens lære. Jeg kunne se at de forskellige kirker i vores landsby ikke var meget anderledes end fetichreligionen, i hvert fald ikke med hensyn til at rette sig efter det Bibelen påbød.

Jeg holdt op med at komme og tog mindre og mindre del i fetichdyrkelsen. Men jeg kom ikke videre, for jeg kunne se at jeg ifølge Bibelens lære måtte gøre store forandringer i mit liv. Jeg ønskede ikke at bryde med alle de veninder jeg havde. Sådan gik der en hel del år.

Sand frihed

Så en dag gik nogle Jehovas vidner fra hus til hus i vores by, og disse blev arresteret og fængslet. Dette gjorde et stort indtryk på mig. Her var uden tvivl de sande kristne, villige til at udholde forfølgelse for at forkynde Bibelens budskab. Jeg blev klar over at tiden nu var inde til at gøre noget, selv om det betød at jeg måtte gøre store forandringer i mit liv.

Der blev påbegyndt et bibelstudium med mig og hele min familie, og kort efter, i 1960, skaffede jeg mig af med alle mine koner undtagen én og besluttede at indvi mit liv til Jehova. Dengang jeg tilsluttede mig den katolske kirke havde ingen stillet mig spørgsmål angående min gamle fetichreligion. Men jeg fandt snart at det forholdt sig helt anderledes hvis man ville være et af Jehovas vidner. Jeg måtte indrette mit liv efter Bibelens krav. Men den glæde jeg fandt i bevidstheden om at jeg virkelig tjente den sande Gud, styrkede mig.

Og hvad blev der så af mine fire andre koner? Og hvad med alle mine børn? Jeg er glad for at kunne fortælle at to af mine tidligere koner også er blevet Jehovas vidner og har indviet deres liv til Jehova Gud. Alle børnene blev hos mig, og nu er to af dem heltidsforkyndere. Seks andre er også indviede og tjener Guds riges interesser sammen med den lokale menighed af Jehovas vidner. Det var mig også en stor glæde at kunne arrangere et ægteskab mellem den yngste af mine tidligere hustruer og en heltidsforkynder. I dag tjener de som rejsende repræsentanter for Vagttårnsselskabet.

Ja, jeg er i sandhed blevet frigjort. Nu er jeg ikke længere underlagt religiøs overtro eller lærdomme som udvander Bibelens krav. Min samvittighed er ren fordi jeg følger Jesu vejledning om kun at have én hustru. (Mark. 10:6-9) Jeg ved at jeg har underlagt mig Herrens ordning for ansvarsbevidste kristne. — 1 Tim. 3:2.

Desuden føler jeg at Herren Jesus har opfyldt sit løfte i Markus 10:29, 30, på mig. Min familie er meget større end jeg nogen sinde havde turdet håbe. Overalt har jeg brødre og søstre, fædre og mødre, og også mange børn. Hvordan er det gået til? Ved at Jehova Gud har vist barmhjertighed mod mig og gjort mig til en del af hans store jordiske familie som bor sammen i virkelig fred.

I dag bor jeg sammen med blot én kone. Nu er det en virkelig glæde at komme hjem; der er fred — en fred som kommer når man følger Guds ord. Sandt nok er jeg ikke længere en „stor“ mand med betydelig indflydelse i samfundet. Men den indflydelse jeg har, er jeg glad for at bruge til at hjælpe andre til at lære den sande Gud at kende og til at tjene ham så de kan blive åndeligt frie.

Jeg finder stor glæde og fred i sindet ved at dele min lykke med andre i landsbyen. Nogle af dem er allerede begyndt at få del i den glæde det er at være i Jehovas store familie, hvor der ikke findes jalousi og hvor ingen har en løs moralsk adfærd. Det er mit oprigtige håb at jeg stadig må hjælpe mange flere til sand frihed i Guds menighed før Jehova udsletter alle som klynger sig til skikke der ikke er i overensstemmelse med hans fuldkomne vilje.

[Illustration på side 17]

Som polygamist opdager man hurtigt hvor svært det er at behandle alle konerne upartisk; der opstår jalousi