Det gådefulde næbdyr
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I AUSTRALIEN
DA VIDENSKABSMÆNDENE for første gang så næbdyret, vidste de ikke hvordan de skulle klassificere det. Her var et levende paradoks — et kilo selvmodsigelser der vendte op og ned på nogle af forskernes videnskabelige opfattelser. Vi vil gerne indbyde dig til at møde denne lille australier — en charmerende, sky og elskelig skabning der er noget helt for sig selv. Men lad os først skrue tiden tilbage til 1799 og se på den ballade der opstod da britiske forskere for første gang undersøgte skindet fra et næbdyr.
„Han kunne bogstavelig talt ikke tro [sine egne øjne],“ siger et opslagsværk om Dr. Shaw, der var assistent i den naturhistoriske afdeling på British Museum. Han havde en mistanke om at „nogen havde transplanteret et andenæb på et [firføddet dyr]. Han forsøgte at [fjerne] næbbet, og i dag kan man på dette skind stadig se mærkerne af hans saks“.
Skindet blev erklæret for ægte, men forskerne var stadig desorienterede. Næbdyrets forplantningsorganer er meget lig fuglens, men det har også mælkekirtler. Denne tilsyneladende selvmodsigelse rejste spørgsmålet: Var dette besynderlige dyr æglæggende, eller var det ikke æglæggende?
Efter flere års diskussion fandt man ud af at næbdyret ganske rigtigt lagde æg. Men næbdyret syntes blot at blive endnu mere gådefuldt for hver ny opdagelse man gjorde. Hvordan klassificerer man et dyr der (1) lægger æg, men har mælkekirtler; (2) er beklædt med pels, men har et andenæb; og (3) har et skelet der på mange måder ligner skelettet hos de koldblodede krybdyr, men er varmblodet?
Med tiden blev forskerne enige om at næbdyret var et pattedyr af ordenen Monotremata (kloakdyr). Kloakdyret har som krybdyret kun én åbning til passage af æg, sperma, ekskrementer og urin. Myrepindsvinet er det eneste andet nulevende kloakdyr. Næbdyrets videnskabelige navn er Ornithorhynchus anatinus, der betyder „et andelignende dyr med et næb som en fugl“.
Vi aflægger næbdyret et besøg
Vi kunne besøge en zoologisk have, men der er intet som at se det gådefulde næbdyr i den fri natur — noget meget få australiere har oplevet. Vores søgen tager sit udgangspunkt i Blue Mountains vest for Sydney, men næbdyr findes også i mange ferskvandsfloder, vandløb og søer på hele den østlige side af Australien.
Det er daggry da vi ankommer til en gammel træbro der fører over en spejlblank flod med eukalyptustræer på begge bredder. Tavse kigger vi tålmodigt på vandet og holder øje med om noget skulle bryde vandoverfladen. Vores tålmodighed belønnes snart. Omkring 50 meter længere oppe ad floden kommer noget til syne der har kurs mod os. Vi står bomstille.
Bølgeringene omkring dets næb afslører at det er et næbdyr. Disse bølger opstår når næbdyret knuser den føde det har opsamlet i sine kindposer mens det søgte efter bytte på bunden af floden. Skønt føden er bestemt af årstiden, består den først og fremmest af orm, insektlarver og ferskvandsrejer.
De fleste er overraskede over at næbdyret ikke er større. De forestiller sig at næbdyret er på størrelse med bæveren eller odderen. Men som du kan se, er det mindre end en huskat. Hannen er mellem 45 og 60 centimeter lang og vejer fra ét til 2,5 kilo. Hunnen er lidt mindre.
Næbdyrets forfødder er dækket af svømmehud. Med vekslende svømmetag dykker næbdyret stille ned og forbliver under vandet i ét til to minutter mens det svømmer hen imod broen. Bagfødderne, der delvis er dækket af svømmehud, anvendes ikke til fremdrift, men virker sammen med halen som ror når dyret svømmer. Næbdyret bruger også sine bagben til at støtte med når det udgraver sine underjordiske gange.
Hvis næbdyret forstyrres, dykker det med et tydeligt plask, og det betyder at vi ikke vil komme til at se det igen! Derfor taler vi kun når det er neddykket. „Hvordan holder den lille fyr sig varm,“ hvisker du, „især når vandet er iskoldt om vinteren?“ Næbdyret klarer sig takket være to hjælpemidler: For det første har det et stofskifte der hurtigt frembringer energi og på den måde varmer det op indefra, og for det andet har det en tyk pels der holder på varmen.
Det forbløffende næb
Næbdyrets bløde og gummiagtige næb er meget raffineret. Det er dækket af sanseorganer der registrerer berøring og elektrisk aktivitet. Når næbdyret undersøger flodbunden, svinger det roligt sit næb fra side til side og kan opfange selv meget svage elektroniske signaler som opstår når dets bytte trækker musklerne sammen. Når dyret er under vandet, orienterer det sig fortrinsvis ved hjælp af næbbet, for øjnene og ørerne er tæt tillukkede.
Pas på sporerne!
Hvis vores lille ven er et handyr, er han bevæbnet med to ankelsporer på bagbenene som via kanaler er forbundet med to giftkirtler i lårregionen. Han jager begge sporer ind i angriberens kød omtrent på samme måde som en rytter hugger sporerne i flankerne på sin hest. Kort tid efter denne ubehagelige oplevelse får offeret stærke smerter og lokale hævelser.
I fangenskab kan næbdyret imidlertid blive lige så tamt som en hundehvalp. Healesville Naturreservat i Victoria, som i årtier har holdt disse dyr, oplyser at de engang havde et næbdyr der „kunne underholde de besøgende i timevis ved at rulle rundt for at blive kløet på maven . . . Tusinder af besøgende strømmede til for at se det lille usædvanlige dyr.“
Solen titter frem over bjergkæden mod øst, og vores ven dykker for sidste gang i dag. I nattens løb har han fortæret føde der svarer til mere end en femtedel af sin egen vægt. Da han kravler op af vandet, trækker svømmehuden på forfødderne sig sammen, og nogle stærke kløer kommer til syne. Han er på vej mod en af sine mange underjordiske gange som han klogeligt nok har udgravet mellem nogle trærødder der beskytter dem mod erosion og sammenstyrtninger. Redegange er normalt omkring 8 meter lange, men andre underjordiske gange kan være fra én til 30 meter lange, og have mange forgreninger. Disse underjordiske gange yder beskyttelse mod meget store temperatursvingninger og er lune redesteder for næbdyrenes unger.
Tid til at lægge æg
Om foråret kravler hunnen ind i sin redegang, hvor den har beklædt et ynglekammer med løv og græs. Den lægger fra ét til tre æg (normalt to). Hunnen udruger sine æg ved at dække dem med sin krop og sin tykke hale. Cirka ti dage efter bryder ungerne ud af den pergamentagtige æggeskal og begynder at indtage mælk fra moderens to mælkekirtler. Hunnen er alene om at opfostre sine unger; disse pattedyr danner tilsyneladende ikke par for livet.
Omkring februar, efter en periode på tre og en halv måned med hurtig vækst, er ungerne svømmefærdige. Det er begrænset hvor mange dyr der kan leve i ét vandområde. Derfor søger ungerne undertiden til mindre beboede steder, og for at gøre dette må de somme tider krydse farlige landområder.
Nogle næbdyr i fangenskab har levet i over 20 år, men i det fri lever de som regel ikke så længe. Tørke og oversvømmelser, samt kæmpeøgler (store varaner), ræve, store rovfugle, og i den nordlige stat Queensland også krokodiller, gør indhug i bestanden. Mennesket udgør dog den største trussel mod næbdyr, ikke fordi man forsætligt dræber dem (næbdyr er nu totalfredede), men fordi man ubønhørligt trænger ind på næbdyrenes levesteder.
Hvis du engang selv skulle komme til Australien, har du mulighed for med egne øjne at se vores lille sælsomme ’blandingsdyr’ med andenæb i dets naturlige leveområde. Der findes ingen vildtlevende næbdyr andre steder i verden. Når du betragter næbdyret, vil du opdage endnu en facet af Skaberens grænseløse fantasi — og humoristiske sans.
[Illustration på side 17]
Næbdyret svømmer med sine forfødder, som er dækket af svømmehud
[Kildeangivelse]
Med tilladelse af Taronga Zoo
[Illustration på side 17]
Næbdyret er mindre end en almindelig huskat og vejer mellem ét og 2,5 kilo
[Kildeangivelse]
Med tilladelse af Dr. Tom Grant
[Illustration på side 17]
Næbdyret bruger sit næb til at finde bytte under vandet. Dette næbdyr lever i Healesville Naturreservat
[Kildeangivelse]
Med tilladelse af Healesville Naturreservat
[Kildeangivelse på side 16]
Foto: Med tilladelse af Dr. Tom Grant