Hun søgte en kirke der kunne tilfredsstille hendes åndelige behov
MANGE som oprigtigt ønsker at gøre Guds vilje og gerne vil have deres åndelige behov dækket, har vendt sig til kristenhedens kirker efter hjælp. Men til sidst har de måttet erkende at kirkerne synes at være mere interesseret i sognebørnenes penge end i deres åndelige behov. En kvinde som blev klar over at dette også var tilfældet med den kirke hun kom i, begyndte at se sig om efter noget bedre. Ved et zonestævne som Jehovas vidner afholdt i december 1969 i Seymour i Indiana (USA), fortalte hun hvad hun havde erfaret:
„Jeg var cirka tretten år gammel da jeg var færdig med altergangsforberedelserne i den presbyterianske kirke, som jeg derefter blev døbt i. Imidlertid opnåede jeg ikke nogen sand åndelig tilfredsstillelse i dette trossamfund. De troede ikke virkelig på Bibelen. For eksempel sagde de at vandfloden i Noas dage ikke havde dækket hele jorden. Og desuden var kirken tydeligvis mere interesseret i penge end i os.
Mine forældre var ikke særlig strenge hvad det religiøse angik, så de gav mig lov til at besøge andre kirkesamfund med mine venner. Jeg gik derfor i gang med at se mig om efter noget bedre end den presbyterianske kirke, efter en kirke som var mere interesseret i mennesker end i deres penge.
En overgang troede jeg at den katolske kirke kunne give mig noget. Men det varede ikke længe før jeg blev klar over at man ikke skal bede til livløse billeder, og at det ikke er paven i Rom der er mellemmand mellem Gud og mennesker. (1 Tim. 2:5) Derfor fortsatte jeg med at søge. Jeg tror at jeg har undersøgt over en halv snes forskellige religioner og trossamfund: jødedommen, islam, den metodistiske og lutheranske kirke og hinduismen, for blot at nævne nogle få. Jeg fuskede endda lidt med spiritisme, med ESP [oversanselig opfattelsesevne] og ’ouija-brætter’. Jeg søgte noget, men vidste blot ikke hvad.
En af mine veninder inden for baptistkirken prøvede at ’frelse’ mig, men heller ikke i denne kirke opnåede jeg nogen åndelig tilfredsstillelse. Ikke desto mindre fortsatte jeg med at komme der, og det til trods for at de fortalte mig at jeg ville komme i et brændende helvede hvis ikke jeg gav kirken en tiendedel af mine penge. Jeg fortsatte til en vis grad inden for den baptistiske tro indtil hvidetirsdag [tirsdag i fastelavnsugen] 1969. Min ’frelste’ veninde opførte sig ikke særlig frelst under disse festligheder. Hun brugte gerne undskyldningen ’én gang frelst, altid frelst’, som hun havde lært i baptistkirken. Baptisterne slog altid til lyd for at jeg skulle læse i min bibel, hvilket jeg også gjorde. Men det forekom mig højst besynderligt at der var mange af deres lærepunkter jeg ikke kunne finde i Bibelen.
Da jeg i maj vendte tilbage til Cincinnati, havde jeg opdyrket et mere eller mindre agnostisk synspunkt, og jeg var ikke særlig interesseret i at læse Bibelen. Men så kom der to unge mænd fra Jehovas vidner til min dør og tilbød mig en lille bog som forklarede Bibelen. Den tog jeg imod sammen med deres tilbud om at komme hos mig en time om ugen for at hjælpe mig med at lære Bibelen at kende. Dog var jeg skeptisk over for det de prøvede at lære mig. Selv ikke da jeg gik ind på at komme til et af deres møder i den lokale rigssal, var jeg særlig begejstret ved tanken; men sådan følte jeg kun til jeg var kommet derhen.
Noget af det jeg allerførst lagde mærke til, var at Jehovas vidner var interesseret i mig, ikke i mine penge. De underviste mig direkte ud fra Bibelen, både hjemme hos mig selv og ved deres møder. De havde noget som jeg aldrig havde følt før og som jeg ønskede at blive en del af. Ja, jeg ønskede endda at gå ud og fortælle andre om det jeg havde hørt, og det endte det da også med at jeg gjorde.
Det har ikke været let, for Satan Djævelen har brugt mange midler for at prøve at hindre mig i at tjene Jehova Gud på den måde han ønsker. Satan satte mine venner, min familie og mine nærmeste op imod mig. Ikke desto mindre har jeg fundet den sande tro, og mit åndelige behov er blevet dækket. Med Jehovas hjælp er jeg kommet så vidt; jeg er lykkelig over at jeg i morgen skal symbolisere min indvielse til Jehova ved vanddåben.“
Næste formiddag blev denne kvinde døbt, og nu glæder hun sig over at være blandt den lykkelige skare mennesker som tjener den sande Gud, Jehova. Hvordan forholder det sig med Deres kirke? Har De fundet at den ikke er en kilde til åndelig tilfredsstillelse? Interesserer den sig mere for Deres penge end for Deres åndelige vel? Hvis det er tilfældet, er De velkommen til at rette Deres bibelske spørgsmål til Jehovas vidner. Da vil de kunne glæde Dem over at få Deres åndelige behov dækket.