De fandt en løsning
UNDER inspiration sagde salmisten David: „Se, hvor godt og hvor velgørende det er for brødre at bo sammen i enhed!“ — Sl. 133:1, AV.
I dag befinder mange kirker sig i en krise. Ikke alene den katolske kirke men også protestantiske kirker mærker de splittende kræfter der virker inden for dem. Dag for dag bliver det klarere og klarere at enhed i troen er vigtig, ja nødvendig, hvis der skal være enhed i handling. Og der må være ægte kærlighed til Gud, kærlighed til sandheden og kærlighed til næsten dersom folk skal kunne glæde sig over hvor godt og velgørende det er at „bo sammen i enhed“. Sådanne ting som uærlighed, umoralitet, underfundig bagvaskelse, favorisering og stolthed vil uundgåeligt skabe gnidninger og uenighed, uanset hvor godt noget sådant skjules under en kappe af religiøs fromhed, og uanset hvor stille man går med dørene.
Mange oprigtige baptister ønsker, ja længes efter den fuldstændige enhed Bibelen beskriver. De er måske en af dem der gør det. I det første århundrede, mens Jesus udførte sin tjeneste her på jorden og på apostlenes tid, fandtes der mennesker som hungrede efter virkelig kundskab om sandheden og efter den enhed en sådan klar forståelse fører til. At farisæerne og saddukæerne og andre stillede Jesus og hans apostle i et dårligt lys så de blev betragtet som ’et parti der alle vegne vakte modsigelse’, afskrækkede ikke disse mennesker. (Ap. G. 28:22) De undersøgte selv hvordan det forholdt sig.
I dag undersøger folk, baptister indbefattet, også hvordan det forholder sig. Somme tider gør de det til trods for det pres som slægtninge og venner lægger på dem og trods advarsler fra præster. I stedet for blindt at acceptere andres ord holder de fast ved at ville lade sig lede af Bibelen i deres søgen efter den sande tro. (Ap. G. 17:11) I deres søgen har de også sat sig ind i det arbejde som udføres af den kristne skare mennesker der er kendt som Jehovas vidner, og undersøgt de bøger og blade som udgives af dem. Hvad har de fundet?
Hvad søgende baptister har fundet hos Jehovas vidner
En moder fra Charleston i South Carolina beretter følgende: „Jeg havde bedt vores baptistpræst om at hjælpe os med at finde nogen i menigheden som kunne bistå mig og mine børn med at lære Bibelen at kende. Præstens svar lød: ’Jeg har ingen i menigheden som er dygtig nok til at undervise jer.’ Han tilbød ikke selv at gøre det. Senere kom jeg i forskellige menigheder i Charleston i South Carolina, to eller tre søndage hvert sted, idet jeg prøvede at finde ud af hvor man virkelig studerede Bibelen. Efter at der var gået flere måneder fik jeg besøg af et af Jehovas vidner. Jeg lod hende læse op fra Bibelen og kommentere skriftstederne. Hun sagde at hun gerne ville komme igen. Så det bad jeg hende om.
Da damen kom igen næste uge viste hun mig mange interessante ting fra Bibelen. Hun læste op for mig fra sin bibel, en bibel som jeg tænkte at ’de’ nok selv havde lavet. Så snart hun var gået fandt jeg det hun havde læst, i min egen bibel, en King James-oversættelse. Jo, der stod det også! Hver uge når hun kom igen hjalp hun mig med at lære mere og besvarede alle de spørgsmål jeg havde om Bibelen. Inden der var gået en måned var jeg med i rigssalen og lærte endnu mere. Jeg kunne se at disse mennesker virkelig levede efter Bibelen og var lykkelige for det. Snart gjorde mine børn og jeg det samme.“
En mand i Macon i Georgia beretter: „Min kone fortalte mig at der ville komme et Jehovas vidne og undervise os i Bibelen. Eftersom jeg havde været diakon i baptistkirken svarede jeg at hun kunne sige til ham at han blot skulle komme, og så skulle jeg nok undervise ham i Bibelen. Da vidnet kom ind på emnet ’den nye jord’, henvendte jeg mig til min præst for at spørge ham om det. Han sagde at det var et mysterium; alt hvad vi skulle gøre var at tro på Herren Jesus Kristus og blive frelst. Han sagde også at jeg ikke skulle omgås disse mennesker, for så ville jeg blive upopulær. Jeg begyndte at tænke på skriftstedet i Mattæus 24:9 [’I skal blive hadet af alle folk for mit navns skyld’], og kom til det resultat at dette måske var den rette tro. Alt hvad de havde fortalt mig indtil nu, havde været i overensstemmelse med Bibelen.“
Fra Athens i Georgia kommer følgende beretning: „Som oprigtig baptistpræst mente jeg at Jehovas vidners lære var falsk. Når de kom bad jeg dem om at gå, jeg ødelagde deres bøger og blade og hindrede endog min svigermoder i at studere med dem. Senere begyndte jeg at tænke på at det var min kristne pligt at vise disse mennesker at de havde uret. Jeg tog imod et bibelstudium for at vise dem at de tog fejl og at jeg havde ret. Jeg blev forbløffet over at se at de kunne begrunde alt hvad de sagde, med Bibelen, mens jeg næppe selv brugte den. Jeg sagde til mig selv at Jehovas vidner virkelig kendte Bibelen men at deres lære alligevel var forkert.
Jeg indvilligede i at overvære et af deres møder, og dér afbrød jeg taleren ved at stille et spørgsmål. Det overraskede mig at se den venlighed hvormed spørgsmålet blev besvaret. Dette beviste for mig at Jehovas vidner er interesseret i mennesker. Siden da har jeg fortsat studeret med Jehovas vidner og er kommet til erkendelse af at ingen anden religiøs organisation underviser i Bibelen som Jehovas vidner.“
En dame som tidligere var baptist og som bor i nærheden af Columbia i South Carolina, fortæller denne oplevelse: „Jeg kan huske det første møde jeg overværede og hvordan den kærlighed som disse kristne vidner udstrålede fyldte hele menigheden. Efter mødet stod de rundt omkring og talte om det vi lige havde hørt og om andre bibelske sandheder. Jeg begyndte at overvære fem bibelstudier om ugen og fandt større og større glæde ved at lære om min Skaber.
For første gang i mit liv føler jeg fred i sindet og har et nært forhold til min Skaber. Nu ved jeg hvem jeg beder til, og jeg har lært om Guds vidunderlige løfter til dem der elsker retfærdighed.“
En indbydelse til Dem
Hvorfor ikke selv undersøge hvordan det forholder sig? Uden at det koster Dem noget eller De på nogen måde forpligter Dem, vil Jehovas vidner være lykkelige for at bruge noget af deres tid til at studere Bibelen med Dem i Deres hjem. De vil kunne drøfte sådanne spørgsmål som: Hvorfor ældes vi og dør? Hvor er de døde? Hvordan kan man vide hvilken tro Gud godkender? Hvorfor bliver mange bønner ikke opfyldt? Hvad skal man gøre for at blive bønhørt af Gud? Er de nuværende forhold i verden en opfyldelse af Bibelens profetier? Hvad er der da ved at ske? Hvorfor har Gud tilladt det onde helt frem til vor tid?
Kan De i øjeblikket, ved hjælp af Deres egen bibel, besvare disse spørgsmål til Deres egen og andres tilfredshed? Hvis De benytter Dem af den gratis hjemmebibelstudieordning som Jehovas vidner tilbyder, vil De snart kunne glæde Dem over at være i stand til at besvare disse og mange andre spørgsmål.
Vi indbyder Dem til at tage imod dette tilbud fra Jehovas vidner næste gang de besøger Dem. Eller hvis De ønsker det, kan De skrive til udgiverne af dette blad, og så vil der blive sørget for at nogen besøger Dem. Undersøg selv om Jehovas vidner kender Bibelen, om de lever i overensstemmelse med den og enigt holder fast ved Bibelens sandhed. Følg apostelen Paulus’ ord til tessalonikerne: „Prøv alt, hold fast ved det gode!“ — 1 Tess. 5:21.