Baptister bekymrede over kirkens problemer

BAPTISTERNE kan i dag tælles i millioner. I næsten alle lande findes der mindst én lille baptistmenighed.

Men omkring ni af hver ti baptister, det vil sige over 26.000.000, bor i De forenede Stater.

Mere end en tredjedel af disse baptister er medlemmer af kirker som er tilsluttet Southern Baptist Convention. Ifølge 1971-udgaven af The World Almanac har dette det største baptistsamfund missionærer der tjener i niogtres lande.

Højst sandsynligt kender De nogle baptister. De er måske selv baptist og tilhører en af de kirker der er tilsluttet enten Southern Baptist Convention eller et af de mere end tyve andre anerkendte baptistsamfund. Har De i så fald lagt mærke til bekymring over nogle af de følgende problemer?

Problemet enhed i troen

En brochure, Truths We Hold (Sandheder vi tror på), som er udgivet af Southern Baptist Conventions søndagsskolebestyrelse, påpeger at „en kirkes myndighed udøves af dens medlemmer, ikke af biskopper eller potentater, . . . hver kirke kan handle uafhængigt under Jesu Kristi ledelse“.

Som De måske ved afviger de kirker der er tilsluttet Southern Baptist Convention mere eller mindre fra hinanden med hensyn til lærespørgsmål. Giver det nogen problemer?

Nogle baptister siger ja. En tidligere baptistpræst i Athens i Georgia har udtalt: „De der tilhørte min kirke sagde at de troede på baptistkirkens lære. Men da jeg begyndte at undervise dem i treenigheden sådan som den bør læres, ville de simpelt hen ikke anerkende den.“

Men kirkens medlemmer mente sandsynligvis at de var i deres gode ret til som baptister at handle „uafhængigt“ og udøve den „myndighed“ de som medlemmer har ifølge ovennævnte brochure.

En skoledirektør som er tilsluttet en førende baptistkirke i Charleston i South Carolina, har givet udtryk for den mening at ’forskellen i tro og lære skyldes at Bibelen fordrejes så den stemmer med den enkeltes opfattelser’. Da han blev spurgt om ikke denne forskel i opfattelse skabte problemer for de baptister der flyttede andre steder hen, indrømmede han at det gjorde det, men tilføjede: ’Det er ikke blot et problem de forskellige baptistkirker imellem, men også inden for den enkelte kirke. I vores kirke findes der tre kliker.’

Mens nogle baptister således tager trosforskelle i deres lokale kirke (eller mellem deres kirke og andre kirker i samme trossamfund) som en selvfølge, er andre baptister foruroligede. Er deres bekymring berettiget? Det mener De sikkert den er, især i betragtning af apostelen Paulus’ ord til menigheden i Korint:

„Jeg formaner jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, at I alle skal være enige indbyrdes, og at der ikke må findes splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning.“ — 1 Kor. 1:10.

Bekymring med hensyn til den rette åndelige ledelse

Så er der også nogle der føler at følgende situation tvinger mange baptistpræster ud i et kompromis. I Clarkston i Georgia har en nær slægtning til en baptistpræst udtalt: „En præst betjener en bestemt kirke efter den lokale kirkestyrelses forgodtbefindende. Guds sandheder må formes så de passer til de synspunkter og fordomme der næres af de styrende i de lokale menigheder.“

Er dette overdrevet? Det mener nogle kirkeledere øjensynlig ikke at det er. For nogle få år siden udtalte dr. Samuel Southard ved Southern Baptist Theological Seminary i Louisville i Kentucky: „Vi har udvandet vort budskab for at bevare vort antal og vor velstand.“ Baptistpræsten dr. K. Owen White har udtalt: „Vi er holdt op med at praktisere Bibelens kristendom.“

Man giver udtryk for oprigtig bekymring over gudstjenesterne og deres indhold. Ligesom andre baptister har De måske lagt mærke til at prædikenerne bliver mere og mere verdslige, at de tilskynder en til at støtte menneskers bestræbelser for at løse det moderne samfunds voksende politiske, sociale og økonomiske problemer. Nogle mener at man, i stedet for at tale så meget om menneskers planer og projekter, skulle lægge mere vægt på den åndelige vejledning der findes i Bibelen og på at opbygge troen på det håb den fremholder. De tænker muligvis på det Jesus sagde om sine sande disciple: „De . . . er [ikke] af verden, ligesom jeg ikke er af verden.“ — Joh. 17:14.

Nogle af bekymringerne skyldes uden tvivl baptistkirkens nye præster, mænd som først inden for de seneste år har afsluttet deres studium ved seminariet. I mange ikke-baptistiske, protestantiske trossamfund er det velkendt at evolutionslæren, tvivlen om en personlig Guds eksistens, og uvilligheden til at anerkende hele Bibelen som inspireret af Gud, breder sig mere og mere blandt nye medlemmer af præstestanden. Men, overraskende for nogle, har Rosco Brong, som er dekan ved Lexington Baptist College, udtalt denne advarsel: „Baptistkirkerne bliver løbet over ende og deres budskab ødelagt af en strøm af vantro mennesker der, forklædt som præster, er udgået fra modernistiske læreanstalter og seminarier — vantro prædikanter der fornægter Bibelen og tjener selvet i stedet for Kristus.“

Sandsynligvis anerkender De Bibelens beretninger om skabelsen og Vandfloden som sande. Bibelen viser naturligvis at Jesus og hans apostle anerkendte disse beretninger som guddommeligt inspireret sandhed. (Matt. 19:3-6; 24:37-39; 1 Tim. 2:12-14; 1 Pet. 3:20) Måske synes De at det er en lille smule mærkeligt at spørge præsten om han tror på disse beretninger. Men i vor tid kan sådanne spørgsmål ofte resultere i overraskende svar.

Bekymring på grund af manglende kristen opførsel

I Truths We Hold hedder det at baptister kan kaldes „et Bogens folk“, det vil sige et Bibelens folk. Men ligesom i mange andre protestantiske trossamfund findes der også inden for baptisternes kreds nogle der synes at deres trosfæller alt for ofte ikke tager denne bog alvorligt nok i deres daglige liv. En statistisk undersøgelse som for nylig blev foretaget af Ladies’ Home Journal viste at blandt både katolske og protestantiske kvindelige kirkegængere var en ud af fire bedrøvet fordi vedkommende følte at ’mange af hendes trosfæller var hyklere’. Det hed videre i artiklen: „Blandt baptister er fornemmelsen af at dele kirkebænk med hyklere blevet betydelig forstærket: hver tredje siger at de føler sådan.“

Som hos andre protestantiske trossamfund synes spørgsmålet her at være: Betyder dét at man er medlem af en baptistkirke virkelig at man er anderledes end andre, at man adskiller sig fra andre med hensyn til sin daglige livsførelse, sin moral og sin måde at vurdere tingene på?

I Macon i Georgia har en husmoder som udtalte sig om sin tidligere tilknytning til en bestemt baptistkirke sagt at hun, som følge af sit arbejde, fik nøje kendskab til at „kirkens ’støtter’ var lige så umoralske og begik lige så mange ulovligheder som dem udenfor“. Hun blev skuffet og mistede for en tid interessen for Bibelen. Ikke alle bliver så foruroliget. Men eftersom „en smule surdej gennemsyrer hele dejen“, er der alligevel mange oprigtige mennesker der spørger: Hvad bør man gøre med kirkemedlemmer hvis tale og opførsel krænker Bibelens principper? — Gal. 5:9.

Var det anderledes i den første menighed?

Vi må indrømme at de kristne i det første århundrede også havde deres problemer. Baptister vil måske henvise til datidens uenighed angående lærespørgsmål som en grund til ikke at blive foruroliget over modstridende opfattelser i vor tid.

Det er sandt at der blandt de første kristne til tider opstod uenighed om lærespørgsmål. Det skete at nogle iblandt dem ikke holdt fast ved den rette adfærd. Og der fremstod falske lærere inden for deres menigheder. Men hvad gjorde det første århundredes kristne ved disse problemer? Afgjorde hver menighed selv hvad den skulle gøre?

Da apostelen Paulus var i Antiokia opstod der en strid om hvorvidt ikke-jødiske kristne skulle omskæres. Menigheden i Antiokia påtog sig ikke selv at afgøre sagen, og den tillod heller ikke at denne strid udviklede sig til en splittelse. En delegation blev sendt til Jerusalem for dér at forelægge stridsspørgsmålet for apostlene og menighedens ældste. Peter, Barnabas og Paulus aflagde beretning. Apostlene og andre ældste undersøgte omhyggeligt hvad Skrifterne sagde om spørgsmålet. Ved hjælp af den hellige ånd eller Guds ånd nåede de til en enig afgørelse. Vi kan læse herom i Apostlenes Gerninger, kapitel 15.

Det er værd at lægge mærke til at den afgørelse der blev truffet af apostlene og de ældste i Jerusalem ikke blot var til gavn for menigheden i Antiokia, men også for alle de andre menigheder. I Apostlenes Gerninger 16:4, 5 siges der: „Efterhånden som de [Paulus og Silas] kom gennem byerne, overgav de dem de forskrifter, som var vedtaget af apostlene og de ældste i Jerusalem, med påbud om at overholde dem. Så styrkedes da menighederne i troen.“

Selv om vi ikke har apostlene hos os i dag, har vi dog deres skrifter. Er det derfor ikke rimeligt at forvente at sande kristne ville kunne glæde sig over enhed i troen når de trofast holder fast ved Guds ord? I den baptistiske brochure Truths We Hold hed det: „Baptisterne tror at Bibelen er den eneste sikre og pålidelige vejledning for den kristnes tro og handlinger. Det er på grundlag af denne bog — og ikke på grundlag af kirkemøder eller menneskeskabte trosbekendelser — at baptisterne har udformet deres grundlæggende lærepunkter.“

Dette giver anledning til at spørge: Når Bibelen siger at kristne „skal være enige indbyrdes“, hvorfor er det da så vanskeligt for en baptist der flytter et andet sted hen, at finde en anden baptistkirke som lærer nøjagtig det samme som den kirke han kom fra? Kunne dette tyde på at Bibelen ikke virkelig bliver betragtet som ’en sikker og pålidelig vejledning’?

I de kristne menigheder i det første århundrede tolererede man ikke tyve, utugtige, ægteskabsbrydere, drankere og deslige. Apostelen Paulus skrev til menigheden i Korint: „I . . . skal [ikke] have samkvem med nogen, som bærer brodernavn, og som dog er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller æreskænder eller dranker eller røver, ja, end ikke spise sammen med en sådan. . . . ’Udstød det onde menneske af jeres kreds.’“ (1 Kor. 5:11-13) Følger den menighed som De er medlem af, denne bibelske formaning? Eller får nogle som man véd overtræder Guds retfærdige påbud, lov at forblive respekterede medlemmer af kirken, ja får de måske endda lov til at beklæde høje stillinger inden for kirken?

I det første århundrede greb man ind over for de såkaldte kristne der førte falsk lære. Apostelen Paulus gav Titus denne vejledning: „En mand, der volder splittelser, skal du vise bort, efter at du én eller to gange har advaret ham.“ (Tit. 3:10) Hvis baptistkirkerne gjorde det samme i dag, ville en dekan ved en baptistisk læreanstalt så kunne sige at disse kirker „bliver løbet over ende og deres budskab ødelagt af en strøm af vantro mennesker“?

Det er tydeligt at der er stor forskel på forholdene blandt det første århundredes kristne og dem der hersker blandt baptistkirkernes medlemmer. Selv om de kristne i det første århundrede havde problemer, vidste de hvad de skulle gøre for at bevare troens enhed og menighedens renhed. Og de gjorde det. Deres bestræbelser resulterede i at alle menighederne bevarede troens enhed.

Hvis der ikke hersker en sådan enhed i Deres menighed, er det så ikke et tegn på at De bør gøre noget? Det at De er medlem af en bestemt menighed giver Dem måske nok en vis position i samfundet. Og De synes måske at det er meget vigtigt at De bliver accepteret af Deres omgangskreds. Men ville det ikke være klogt at undersøge om der i dag findes en skare kristne som stræber efter at bevare enheden ligesom de kristne i det første århundrede?

Husk at Herren Jesus Kristus ønsker mennesker som virkelig går ind for det der er ret. Til menigheden i Laodikea blev der sagt: „Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund.“ (Åb. 3:16) De ønsker naturligvis ikke at være tilsluttet en menighed som står i fare for at blive forkastet af Kristus fordi han ikke har fundet dens gerninger ’fyldestgørende i sin Guds øjne’. (Åb. 3:2) Ville det derfor ikke være klogt at tænke på hvordan Gud ser på tingene, fremfor hvad familie, venner eller bekendte mener?