Geologiens hypotetiske tidstabel

DEN videnskab der kaldes geologi har givet os et større kendskab til vort hjem, jorden. Dygtige geologers arbejde har lært os meget om hvordan vor planet er opbygget og sammensat.

Kristne har set tilstrækkelige vidnesbyrd til at blive overbevist om at Bibelen virkelig er Guds ord, og de har lagt mærke til at geologien tilsyneladende ikke stemmer med Bibelens skabelsesberetning. Geologer har sagt med stor overbevisning at det organiske liv har eksisteret her på jorden i mange hundrede millioner år. Der er betydelig forskel mellem disse påstande og Bibelens udsagn om at den tid hvori livet har eksisteret på jorden, kun kan tælles i titusinder af år, og ikke i hundredmillioner. (1 Mos. 1:20-28; 2:1-3; Hebr. 4:1-11) Hvad skal man da sige til de påstande geologer fremkommer med i dag? Er skabelsesberetningen i Første Mosebog blevet modbevist? Lad os undersøge sagen.

Geologer har inddelt de bjergarter vor klode er sammensat af i tre hovedgrupper: (1) De eruptive, (2) de sedimentære og (3) de metamorfe bjergarter.

De eruptive eller vulkanske bjergarter er størknede smeltemasser, og de danner så at sige jordens fundament. De kaldes derfor „primære“ bjergarter. Granit hører til denne type.

De sedimentære bjergarter er nyere, og de er dannet ved sammenhobning af det materiale der fremkommer når ældre bjergarter nedbrydes af vind og vejr og kemiske nedbrydningsprocesser. De sedimentære bjergarter findes i lag. Geologer har fundet sedimentære lag af stor tykkelse, men lagene er alligevel ganske tynde i forhold til de underliggende vulkanske og metamorfe lag, jordskorpens „fundament“.

De metamorfe bjergarter er tidligere vulkanske eller sedimentære klipper der er blevet udsat for varme, tryk og vand, og derved har ændret struktur. Marmor er et eksempel på dette; det har oprindelig været en art kalksten.

Den geologiske „tidstabel“

De sedimentære klippelag er i særlig grad fyldt med fossiler. Ganske naturligt melder spørgsmålet sig: Hvornår og hvordan blev alle disse sedimentære lag, med deres store indhold af fossiler, til?

Geologer har søgt at besvare dette spørgsmål ved at opstille et hypotetisk skema, en geologisk tidstabel. Dette tænkte skema findes i lærebøger om geologi. Her inddeles jordens og livets påståede historie i fire store tidsaldre: (1) Prækambrium; (2) palæozoikum („livets oldtid“); (3) mesozoikum („livets middelalder“); (4) kænozoikum („livets nyere tid“). Disse tidsaldre er inddelt i tolv perioder, som igen er inddelt i afdelinger eller underafsnit. De åremål skemaet angiver, rækker tilsammen flere milliarder år tilbage.

Hvis man nu gav sig til at grave lodret ned i jorden, ville man da finde klippelagene i nøjagtig den rækkefølge som skemaet angiver? Er de geologiske tidsangivelser pålidelige?

Hvad tabellen hviler på

Ved nærmere undersøgelse viser det sig at den geologiske tidstabel hviler på to andre teorier som grundpiller — teorien om den organiske udvikling og teorien om de geologiske processers uniformitet eller ensartethed.

Den sidstnævnte teori går i hovedtrækkene ud på at „nutiden er nøglen til fortiden“, eller at de geologiske processer altid er foregået på samme måde. Geologer mener således at man ved at studere hvad der i dag foregår i havet og på landjorden, kan slutte sig til hvad der er sket i fortiden.

Denne teori fremkom i det attende århundrede, men den blev ikke almindeligt accepteret før Sir Charles Lyell udgav sin bog Principles of Geology (1830-1833). For at forklare sin idé fremkom Charles Lyell som den første med den tanke at alle de sedimentære lag er aflejret ganske langsomt, for eksempel ved at regnen har skyllet løst sand ned ad en bjergskråning til en flod, som derefter har ført sedimenterne ud i havet. Ifølge teorien ville havet efterhånden blive fyldt op, vandet ville blive fortrængt og overskylle de områder der før var land. Så ville hele processen begynde forfra igen. På denne måde skulle kontinenterne have bevæget sig frem og tilbage i ufattelig lang tid.

Det hævdes altså at teorien om de geologiske processers uniformitet forklarer hvordan jordens „primære“ klippelag er blevet dækket af sedimentære lag på flere hundrede meters tykkelse. Hvis det virkelig er sådan det er sket, har det naturligvis taget milliarder af år.

Forbindelse med udviklingsteorien

Interessant er det at Charles Darwins bog The Origin of Species udkom kort tid efter (1859; på dansk Arternes Oprindelse, 1872) at Lyell havde udgivet førnævnte bog. I Lyells nye teori så Darwin straks en længe savnet støtte for sine teorier om livets udvikling gennem naturlig udvælgelse og de bedst egnedes overleven.

Teorien om de geologiske processers uniformitet forærede Darwin netop det han havde brug for — ubegrænset tid. Herom skriver Don L. Eicher i bogen Geologic Time: „Lyells store indflydelse banede vej for senere bedrifter i det nittende århundrede, blandt andet Charles Darwins, hvis ideer om det levendes gradvise udvikling ikke kunne have blomstret uden at have forestillingen om umådelige tidsrum at bygge på.“

Derefter blev det almindeligt at geologer fortolkede deres fund ud fra udviklingslærens synspunkt. De geologiske lag der indeholdt fossiler af „simple“ livsformer blev regnet for at være ældre end dem der viste tegn på mere komplicerede livsformer. Sådan opstillede man den geologiske tidstabel, med evolutionslæren og teorien om de geologiske processers ensartethed som de to vigtigste støttepiller.

Sandheden om den geologiske tidstabel

Når en geologistuderende stilles over for det omtalte skema, formoder han måske at klippelagene faktisk følger efter hinanden i den rækkefølge skemaet angiver. Men gør de det?

Læg mærke til hvad den amerikanske geolog T. C. Chamberlain har at sige om dette: „Man kan umuligt bevæge sig lodret nedad gennem hele rækken af klippelag, et efter et. . . . Man kan kun kortlægge alle lagene ved at sammenstykke forskellige data indsamlet i forskellige lande; og selv på denne måde kan man ikke lave en helt komplet oversigt — det er i hvert fald ikke blevet gjort endnu.“

Bogen Introduction to Geology (af H. E. Brown, V. E. Monnett og J. W. Stovall; 1958) indrømmer at man ingen steder finder en fuldstændig serie af klippelag i den formodede rækkefølge. Bogen bemærker på side 11:

„Lige meget hvilken fremgangsmåde geologen vælger, må han være klar over følgende. . . . Intet sted på jorden finder man et fuldstændigt, geologisk vidnesbyrd i klippelagene. Nogle steder har sedimentære aflejringer fundet sted i millioner af år, mens andre områder i lige så lang tid har været udsat for naturens nedbrydningsprocesser. For at rekonstruere jordens historie må man samle spredte oplysninger fra tusinder af steder jorden over. Resultatet vil i bedste fald blive yderst ufuldstændigt. Hvis man sammenligner hele jordens historie med et leksikon på tredive bind, da kan vi sjældent regne med at finde bare ét fuldstændigt bind på et enkelt sted. Somme tider kan et bestemt område kun forøge vor geologiske viden med nogle få kapitler, ja måske kun et par afsnit; i mange tilfælde er vi faktisk henvist til at studere spredte oplysninger der nærmest kan sammenlignes med et par ord eller bogstaver.“

Med andre ord er hele den geologiske tidstabel og alle dens tidsaldre, perioder og afdelinger med flotte navne, ikke stort andet end gætteri og hypoteser. Ingen steder på jorden finder man en serie klippelag i den rækkefølge skemaet angiver.

For nylig har Richard M. Pearl, professor i geologi, omtalt dette på side 14 i bogen 1001 Questions Answered About Earth Science fra 1969: „Det er altså ganske tydeligt at de geologiske vidnesbyrd man kan finde i et enkelt område langtfra er fuldstændige. Dette blev først omtalt af Charles Darwin i den klassiske bog ’Origin of Species’ (1859), hvori han skriver at de lag der mangler, efter hans mening repræsenterer længere tidsrum end de lag som er der.“

Omvendt rækkefølge

Men det er ikke det eneste. Geologerne har ofte fundet klippelag der hvilede oven på hinanden i omvendt rækkefølge; det vil sige at de lag der indeholdt fossiler af simple organismer lå oven på lagene med fossiler af mere komplicerede organismer.

Byron C. Nelson fortæller i bogen The Deluge Story in Stone [Vandflodsberetningen i sten] om et område på atten tusind kvadratkilometer der dækker dele af staterne Montana, Alberta og British Columbia i Nordamerika, hvor de prækambriske bjergarter (som hævdes at være dannet for over en milliard år siden) ligger oven over lagene fra „kridttiden“ (som angives at være mindre end 130 millioner år gamle).

Er nutiden en nøgle til fortiden?

Man støder på flere alvorlige problemer hvis man giver sig til at undersøge en af støttepillerne for geologiens hypotetiske tidstabel, nemlig læren om de geologiske processers uniformitet, som går ud på at „nutiden er nøglen til fortiden“.

Man kunne tro at det var nemt nok at måle de lag der i dag aflejres hvert år og derefter beregne hvor lang tid aflejringen af de sedimentære lag med forskellig tykkelse, som findes på jorden, ville tage. Men denne fremgangsmåde byder på mange vanskeligheder.

En lærebog der for tiden benyttes i nogle lande, Principles of Geology af Gilluly, Waters og Woodford, illustrerer netop dette problem. På side 111 omtales et kalklag på et par hundrede meters tykkelse i Pariserbækkenet, og derefter siger bogen: „Kalklagene er dannet af skeletter af ganske små dyr og planter. Lignende aflejringer foregår i dag så langsomt at det er umuligt præcist at måle det — i hvert fald drejer det sig ikke om mere end nogle få millimeter i hvert århundrede, sandsynligvis langt mindre.“

For at gøre det hele endnu mere kompliceret sker aflejringen med forskelligt tempo forskellige steder, og det er meget få steder man har kunnet måle det nøjagtigt. Ovennævnte bog fortæller at man „kun kan gætte sig til“ hvor meget der gennemsnitligt aflejres hvert år.

Men der er endnu et problem. Den form for sedimenter der aflejres i dag ligner ikke de sedimentære klippelag. Den kendte geolog Archibald Geikie skriver i sin lærebog Textbook of Geology: „Vi kender de vigtigste kendetegn på det materiale der i dag akkumuleres på bunden af de dybere have. Så vidt vi ved findes der ingen analoge formationer i jordskorpen.“

Med støtte i den gradvise nedbrydning af de radioaktive grundstoffer der findes i visse bjergarter, hæfter geologerne nogle imponerende tidsangivelser på deres tidstabel. Hvor pålidelige er disse tidsangivelser? Dette blads udgivere har ofte påpeget at man kun med meget stor usikkerhed kan tidsbestemme et materiale ved at måle den radioaktive nedbrydning. En af de ting der gør det vanskeligt at bestemme klippelagenes alder på denne måde, omtales af Henry Faul i bogen Ages of Rocks, Planets, and Stars: „Klipper der egner sig til aldersbestemmelse og samtidig kan placeres pålideligt i lagenes rækkefølge, er meget sjældne at finde.“

Geologerne er kommet ynkeligt til kort når de har søgt at tidsbestemme noget på basis af læren om geologisk uniformitet og evolutionslæren. De geologiske processer der finder sted i vore dage er afgjort ingen nøgle til fortiden, for der findes „ingen analoge formationer“ i jordens lag. De kan ikke engang måles nøjagtigt. Desuden forekommer klippelagene ofte i „omvendt“ rækkefølge, og „de lag der mangler, . . . repræsenterer længere tidsrum end de lag som er der“.

Men hvordan er de kæmpemæssige sedimentære klippelag, med deres utallige fossiler, da opstået?

Lagene er dannet hurtigt

Det er af interesse at klippelagene bogstavelig talt myldrer med fossiler der tydeligt viser at lagene er dannet hurtigt.

Den skotske geolog Hugh Miller har foretaget nogle meget indgående undersøgelser af en sandstenstype der kendes under det engelske navn „old red sandstone“, en formation fra „devonperioden“. Miller har især bemærket de mange aftryk af fisk i forvredne stillinger der findes i denne bjergart. Og hvordan mener han så de er kommet der?

På side 221 og 222 i bogen The Old Red Sandstone svarer Hugh Miller: „I denne periode af vor historie indtraf en eller anden frygtelig katastrofe der pludselig udslettede alle fisk i et område på mindst 160 kilometer fra grænse til grænse. Det mangfoldige liv blev udslettet øjeblikkelig.“

Dygtige geologer er kommet til lignende slutninger i forbindelse med de lagdelte klipper. Den britiske geolog Sir Henry Howorth påpeger i bogen The Glacial Nightmare and the Flood [Istidsmareridtet og Vandfloden]: „Naturen har til tider virket med enorm kraft og hast. . . . klippelagene myldrer med vidnesbyrd om voldsomme og pludselige omvæltninger i stor målestok.“

Det er ikke alene i klippelagene at man har fundet vidnesbyrd om en katastrofe, men også i det materiale der er aflejret på jordoverfladen. Gang på gang kan man undre sig over at finde vældige kampesten langt fra det sted de stammer fra. Nogle af disse kampesten, kaldet „erratiske blokke“ eller „vandreblokke“, vejer tusinder af tons og har tilsyneladende tilbagelagt mange hundrede kilometer før de er blevet efterladt hvor de nu findes.

Nutidige geologer, der går ud fra princippet om geologisk uniformitet, fortæller at blokkene i løbet af de langvarige istider i den såkaldt „pleistocæne“ tid er blevet båret af store ismasser til deres nuværende beliggenhed. De hævder at stenene er blevet liggende efter at isen er smeltet væk.

Men der er mange forhold der gør at denne teori ikke kan godtages. En af vanskelighederne er at gletschere kun bevæger sig under påvirkning af tyngdekraften, og altså bevæger sig mod lavereliggende områder. „Vandreblokkene“ findes imidlertid i mange tilfælde nogle tusind meter højere oppe end det sted hvor de stammer fra. Som et enkelt eksempel kan nævnes at der på toppen af Washington-bjerget findes kampesten af grå gnejs (en metamorf bjergart) som ser ud til at være bragt dertil fra et sted der ligger mere end tusind meter lavere end det sted hvor stenene nu ligger.

Vidnesbyrd der bekræfter Første Mosebog

En ærlig undersøgelse viser i mange tilfælde, at Bibelen har en tilfredsstillende løsning på problemer som videnskabelige teorier ikke kan løse. I kapitel seks til otte i Første Mosebog læser vi om en verdensomspændende vandflod der bragte en ond tidsalder til sin afslutning. Men kunne en vandflod rive enorme kampesten eller „vandreblokke“ løs og strø dem ud over jordens overflade? Kunne en vandflod bringe pludselig udslettelse over tusinder af små og store organismer og begrave dem i klippelag, sådan at vi i dag kan finde dem som fossiler?

Sir Henry Howorth, som vi citerede før, har sagt at et eller andet har fejet hele vejen hen over Sibirien og på én gang udslettet alle former for jordisk liv. Hvilken kraft var det efter hans mening?

I et forsøg på at finde et svar skriver han i bogen The Mammoth and the Flood: „Vi savner en årsag der ville dræbe dyrene og alligevel ikke bryde deres kroppe itu, ja end ikke lemlæste dem, . . . som både ville dræbe dyrene og begrave dem, . . . som ville sammenfeje dyr af forskellig størrelse og art og blande dem med træer og andre rester af vegetation. Kender vi noget andet element der ville være i stand til alt dette, end netop frembrusende vand i vældige mængder? . . . [Vand] er den eneste årsag jeg kender som ville være i stand til at udføre dette arbejde i en målestok der svarer til de virkninger vi ser i Sibirien.“

Hvor dette dog passer godt med Jehova Guds inspirerede ord! Bibelen giver en nøjagtig beskrivelse af hvad der skete: „Og vandet steg og stod højt over jorden, . . . og vandet steg og steg over jorden, så de højeste bjerge under himmelen stod under vand.“ — 1 Mos. 7:18, 19.

Geologi der ikke er baseret på gætteri men på kendsgerninger, støtter Bibelen. Sand og ærlig geologi viser tydelige vidnesbyrd om at jorden før vandflodens tid har haft et overdådigt plante- og dyreliv der pludselig er blevet ramt af ødelæggelse da vandmasserne kom.

Men når lærebøger i geologi præsenterer os for en hypotetisk tidstabel der er baseret på evolutionslæren og læren om geologisk uniformitet, må vi huske at disse gisninger ikke støttes af kendsgerningerne. Der er store huller i beviserne for de geologiske tidsaldre man arbejder med, lagene findes undertiden i omvendt rækkefølge, der er „vidnesbyrd om voldsomme og pludselige omvæltninger i stor målestok“, og kæmpemæssige vandreblokke er blevet flyttet langt væk fra det sted hvor de blev til. Alt dette afslører hvad den geologiske tidstabel egentlig er — en hypotese, der ikke stemmer med virkeligheden.