Den fortryllende verden under havet

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT PÅ LEEWARDØERNE

MÆND med frømandsudstyr eller blot med maske og svømmefødder er nu ved at udforske den undersøiske verdens vidundere. Lad blot andre tage til månen og planlægge nye bedrifter i rummet; havforskere er tilfredse med at udforske nogle af de ret ukendte områder på vor planet. Havets livsformer og sysler øver en særlig tiltrækning på mange. Denne tavse verden er en afvekslende kontrast til det travle og larmende liv på landjorden.

Et eventyr under havet behøver ikke at betyde en formålsløs nedslagtning af havets indbyggere. Der er også gode og praktiske formål. Havforskere som er klar over den store mulighed for undersøisk landbrug, foreslår dette som en delvis løsning på verdens levnedsmiddelproblem. Biologer er meget interesseret i havets flora og fauna. Mange andre tiltrækkes af den skønhed i farver og former som havene har i så rigt mål.

De tropiske have, hvor temperaturen ikke er for lav til længere undersøiske besøg, er det foretrukne sted for sådanne eventyr under havoverfladen. Især koralhavene med deres klare, rene vand, lokker eventyrere til.

Koralrevet

Hvorfor øver koralrevene en særlig tiltrækning? Fordi koraller trives i have der er tilstrækkeligt i bevægelse til at sikre fornyelse af vandet og den deraf følgende friske forsyning af mikroskopisk plankton; omkring koralrevet vil man derfor finde den største variation i havets livsformer. Mindre skabninger søger hen til det beskyttende koralrev med dets utallige huler og sprækker, mens større skabninger hele tiden færdes i nærheden i håb om at kunne opsnappe en eller anden uforsigtig lille skabning som har vovet sig for langt væk.

Hvad er et koralrev? Det kan se ud som perforeret klippe. Det dannes imidlertid slet ikke på samme måde som en klippe. Koralrevet er resultatet af et arkitektonisk værk udført af mange generationer af ganske små skabninger — skabninger der er i familie med den velkendte vandmand og søanemonen. Disse skabninger, der kaldes polypper, er geléagtige, bøjelige og cylinderformede. Den ene ende er fastgjort til koralkolonien, den tidligere generations tomme hjem. Den anden ende er polyppens mund som om natten åbnes med en krans af små fangarme (tentakler) som den strækker ud og fanger den plankton med som kommer op til havoverfladen. Hver lille polyp bygger et beskyttende dække omkring sig, en slags selvstændig lejlighed, dannet af kalciumkarbonat der udskilles fra dens egen ydre hud. Om dagen trækker disse polypper sig ind i deres tilflugtssteder.

Utallige af disse arkitekter har arbejdet side om side, år efter år, århundrede efter århundrede, og bygget højere og højere op mod solen, og efterhånden har revet antaget sit nuværende udseende. Søplanter slog rod, tang blev indlogeret, svampe og alger — alle i nogen grad fælles om at styrke skelettet. Resultatet — koralrevet, der ofte er blevet kaldt „det undersøiske højhus“.

Som regel forekommer revet i grundt kystvand hvor sollyset og varmen trænger ret dybt ned. En af grundene er at der inde i hver polyp er nogle mikroskopiske planter som er livsnødvendige for dens fordøjelse, og som de fleste planter er disse afhængige af fotosyntese. Uden sollys dør disse planter og det samme gør polyppen.

Skønt revet er stærkt og holdbart findes der alligevel kræfter som kan nedbryde det, ikke mindst kraftige storme som ofte afbrækker koralstykker på flere tons og kaster dem op på revets top som om de var tennisbolde.

Koralarter

Der findes talrige koralarter, og selv om de ikke alle er revdannende, lever de fleste koraldyr i kolonier på eller ved et koralrev. Hjortetakskorallen hvis formation ligner massive grene på et træ, kan blive fire til seks meter lang og tres centimeter tyk ved foden. Hjernekorallerne ligner i formen rullesten af forskellig størrelse med aftegninger som hjernevindinger.

Visse koraller skal dykkere vogte sig for, da de kan påføre dem der vover sig for nær, et smertefuldt sår. Nogle koraller bygges op som vifteformede blade, andre som forgrenede træer. Nogle formationer er tætte og kompakte, andre er mere spinkle og skrøbelige. Af de mange karakteristiske arter, som ofte har festlige farver, kan nævnes stjernekoraller, orgelkoraller, ædelkoraller, venusvifter og søfjer.

Revets herrer

Skønt koralpolypperne er arkitekter og bygmestre, må det tilstås at fisken er revets virkelige herre. Her spiser den, tumler sig og finder ly for havets større rovdyr. Revets beboere findes i en fantastisk mangfoldighed af størrelser og farver, med mærkelige former og mønstre. Set med de mange koralfarver som baggrund minder de om sommerfugle og farverige, tropiske fugle der flagrer omkring i en blomsterhave. Der er røde, grønne, gule og blå farver og alle nuancer ind imellem. Det går hurtigt ud og ind mellem de forrevne koraller. Det er livsvigtigt at være årvågen og hurtig. Derfor har de fleste af revets beboere beskedne dimensioner.

Tæt ved revet på sandbunden kan man se den lille gulhovedede kæbefisk grave sin gang med kæberne. Blot nogle få centimeter dyb tjener gangen som et tilflugtssted hvori fisken bakker ned med halen først når som helst fare truer. Disse gange er gerne kantet med omhyggeligt udvalgte småsten. Stimer af englefisk og plettede filfisk, nogle af dem vidunderligt dekoreret, vil glide forbi. På selve revets overflade brækker en blå papegøjefisk med sit fugleagtige næb koralstykker af og spiser de velsmagende polypper inden i.

Nede i de fjerneste kroge af revet eller mellem ballaststen fra sunkne skibe lever den mest frygtindgydende af alle revets beboere — den to meter lange grønne muræne og dens fætter, den én meter lange plettede muræne. De er stærke og udstyret med nogle skarpe tænder som kan bide en mands fingre eller tæer af hvis han ikke er forsigtig med hvor han holder dem. På den anden side af revet, ude på dybere vand, lurer de store marodører, altid på vagt, vågne for en mulighed for et godt måltid — hammerhajen, den hvide haj, den gule haj og den knap to meter store barracuda.

Barracudaen er stærk og lynhurtig, men den udvælger nøje hvad den vil have at spise. De få angreb den har foretaget på mennesker menes at være fejltagelser fra dens side. I almindelighed dræber den kun det den spiser, og der synes hverken at være spild eller forsætlig grusomhed i dens dræben.

Mens disse større fisk lige uden for revet giver menneskelige besøgende i havets verden visse problemer, er der en anden mere øjeblikkelig fare man skal tage sig i agt for. Tag for eksempel søpindsvinet. Det er et gravende, tidsellignende dyr med skarpe, spidse pigge. Når man strejfer den, trænger piggene ind i kødet og brækker af. De er yderst vanskelige at få ud og kan hurtigt forårsage en infektion.

En anden fare er „brandmændene“. Som for at afvæbne den fremmede er de klædt i mørkeblå, brune og gule farver. Men mange af dem kan give et forfærdeligt brandsår. En af de farligste er den såkaldte „portugisiske orlogsmand“. Den flyder på overfladen, og under den hænger de lange, giftige tråde. At komme i berøring med en af dem kan betyde et meget slemt brandsår, i få tilfælde endog døden.

Det er her på sin plads at lægge mærke til den fare der truer koralpolypperne, revets små arkitekter. Den piggede søstjerne plejer at æde så mange polypper som den kan. Imidlertid ser det ud til at søstjernen oplever en befolkningseksplosion i Stillehavet, så stor at polypperne forsvinder fra rev efter rev, og disse bliver omdannet til algeklædte kirkegårde af livløse, forladte højhuse.

Livet i den undersøiske verden er overmåde varieret, tiltrækkende, men også farefuldt, akkurat som livet på landjorden. Den der besøger revet og som tænker over alle de vidundere han ser i denne tavse verden, må falde i undren og ærefrygt over dette mylder af skabninger, frembragt af Ham der i begyndelsen sagde: „Vandet vrimle med en vrimmel af levende væsener.“ — 1 Mos. 1:20.