Søstjernernes befolkningseksplosion
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT PÅ HAWAII
I ÅREVIS har en søstjerneart som kaldes „tornekrone“ været ret sjælden. Under en omfattende undersøgelse foretaget langs Australiens Store Barriererev i 1920rne fandt man kun ét eksemplar. Men i dag findes de i stort antal i det sydlige Stillehav. Der er sket en befolkningseksplosion i søstjerneslægten.
Dette har skabt problemer for mennesket. Koralrev ødelægges af de talrige søstjerner. Mærkeligt nok er de små revbyggende koralpolypper ellers søstjernens naturlige fjender, idet de fortærer dens fritsvømmende larver. Men nu har sagen taget en anden vending.
Sværme på 10.000 til 20.000 tornekrone-søstjerner har ødelagt en stor del af Australiens Store Barriererev, som er flere hundrede kilometer langt. Også ved øer som for eksempel Guam og Fiji har revet lidt skade. Og omkring 20.000 kæmpesøstjerner er blevet fundet cirka 1200 meter fra koralrevet ud for Hawaii.
Hvad skyldes denne befolkningseksplosion? En uligevægt i havdyrenes verden, hvorom en autoritet har udtalt: „Det er en helt usandsynlig historie, som ikke har sin lige i havbiologien.“
Tornekrone-søstjernen
Søstjernen er bygget omkring et centralt punkt ligesom et hjul, og mange arter har fem arme. Tornekrone-arten har dog normalt seksten arme! Og som navnet antyder, er dens over en halv meter brede rygside dækket af lange giftige torne.
Fra en centralt placeret mund på søstjernens underside udstråler seksten furer, en i hver arm. Langs disse furer er der rækker af smalle rør, og for enden af hvert rør sidder en sugeskive. Der er hundreder af disse sugefødder på hver arm.
Når søstjernen er sulten er disse sugefødder meget nyttige, da den med dem kan gribe ganske fast og udøve et træk svarende til 1,8 kilogram pr. kvadratcentimeter. Den kan åbne selv store østers for at spise dem. Når søstjernen spiser koraldyr breder den simpelt hen sine arme ud over det udsete måltid og får godt fat. Så sker der noget forbløffende: Søstjernen krænger sin bølgende mave ud gennem munden og lægger den hen over offeret som en sammenfalden faldskærm, udgyder sine fordøjelsessafter og påbegynder måltidet.
„Tornekronen“ er som andre søstjerner en usædvanlig skabning. For eksempel kan den danne nye arme hvis den mister nogle af de gamle. Ja, et helt nyt dyr kan endda vokse frem fra kun én arm, hvis blot en del af centralskiven sidder på endnu.
Hvad skyldes befolkningseksplosionen?
Men hvad er årsagen til den uligevægt som har ført til en så formidabel befolkningseksplosion i søstjerneverdenen? Der hersker nogen usikkerhed. Følgende teori synes gyldig for Australien: En af de få skabninger som lever af tornekrone-søstjernen, tritonshornsneglen, er dalende i antal. Dette bløddyr har en meget smuk skal som undertiden bliver næsten fyrre centimeter stor. Når en tritonshornsnegl overrumpler en søstjerne, giver den sig med det samme til at fortære den. Et stykke tid efter at den har spist den tornedækkede søstjerne, udstøder den tornene.
Men hvorfor er der færre søstjernespisende tritonshorn? Australske haveksperter der har studeret problemet, tror at turisters og samleres efterspørgsel af skallen fra kæmpesneglen har fremkaldt situationen. Eksperterne nåede til denne konklusion, fordi de opdagede at de koralspisende søstjerner normalt havde forvoldt den største skade på den indre side af barriererevet, den side der er lettest tilgængelig for mennesker. Dr. Robert Endean fra Queensland-universitetet har anslået at konkyliesamlere har plyndret Det store Barriererev for mindst 100.000 tritonshorn i årene 1949-1959.
Endnu en gang ser det ud til at det er mennesket der har forstyrret naturens ligevægt. Fem teorier baseret på meget detaljeret bevismateriale er blevet fremsat af ledende videnskabsmænd der undersøger sagen under det amerikanske indenrigsministeriums ledelse. Resultaterne tyder på at mennesket har forstyrret revets fintmærkende økologiske balance med mere end ét middel. Det er: 1) For megen stråling fra atomforsøg, 2) for stor indsamling af den sjældne tritonshornkonkylie, 3) for megen brug af trawl eller skrabevod, 4) DDT-forurening og 5) dynamitfiskeri.
Når mennesket sprænger kanaler eller bruger dynamit i fiskeriet, kan det gå ud over korallerne. Og hvis et rev af levende koraller dræbes af mennesket, er der ingen polypdyr til at spise søstjernens larver; ydermere slår larverne sig nu ned på det døde rev og vokser op i sikkerhed. En autoritet rapporterer at et stort antal søstjerner ved Guam og Ponape „først blev opdaget nær steder hvor der blev foretaget sprængninger eller bundfiskeri“. Der er således mange tegn der tyder på at problemet er forårsaget af mennesket.
Problemet tages op
Visse australske planer vedrørende begrænsning af søstjernebestanden går blandt andet ud på en storstilet indsamling af denne nålepude og import af tritonshorn som skal sættes ud for at leve af søstjerner. Man har også overvejet hvorledes tritonshornsneglen kan udbredes i stort antal. På nuværende tidspunkt er det forbudt at fjerne tritonshornkonkylier fra Det store Barriererev.
Nogle autoriteter har tilskyndet Australien til at iværksætte et nødprogram for at udrydde søstjerner. Men „vi vil ikke kaste os ud i nogle planer eller ideer med det sigte at udrydde tornekrone-søstjerner,“ siger Nigel H. Bowen, minister for undervisning og videnskab, „førend vi kan vurdere og forstå sagens virkelige sammenhæng.“
Det er viist at erhverve sig tilstrækkelig kundskab om en sag før man handler. For nogle år siden plejede nogle østersfiskere, der var rasende over søstjernens spisevaner, at rive alle de søstjerner de fangede, i mange stykker og kaste dem tilbage i havet. Lidet anede de at de kun forøgede deres problem, for en stor søstjerne kan vokse frem af en lille afrevet arm!
I mange nyhedsmeddelelser udpeges søstjernen som skurken. Men er det egentlig den der er den skyldige? Kan dette ikke blot være endnu et eksempel der viser hvad mennesket har gjort ved jorden og hvilken dårlig virkning det får for det selv?
Det er sandt at ødelæggelsen af rev har resulteret i tabet af en fødekilde for nogle øboere. Men forholdet er jo i virkeligheden det at jorden til stadighed undergår forandringer som berøver mennesket nogle af dets forrådskamre. Dog er der rigelig mad på jorden. Det er ikke søstjernen der er skyld i at mennesker sulter. Snarere er det de politiske splittelser i menneskeheden og menneskenes grådige kommercialisme.
Det er nødvendigt for mennesket at lære at leve med sine omgivelser, at samarbejde med dem og at tilpasse sin aktivitet efter dem, når forandringer som er uden for menneskets kontrol, kræver det. Så vil søstjernen ikke længere blive betragtet som en skurk, men blot som den usædvanlige skabning den er.