„Dit ord er sandhed“

Hvilken plads giver du bønnen?

DØGNET har kun fireogtyve timer og et menneskes kræfter er ikke uudtømmelige. Derfor må alle begrænse deres daglige virke til det de kan overkomme. Det som de skønner er vigtigst, får førstepladsen. Noget må helt udelukkes.

Bøn er en vigtig del af en kristens liv. Hvis du skal få tid til at bede, betyder det måske at du må tage tid fra andre ting, som er af mindre vigtighed.

Når kristne forkyndere går fra hus til hus for at fortælle budskabet om Guds rige, hører de ofte folk sige at de har for travlt til at lytte. Men kan det være rigtigt at alle disse mennesker har for travlt til at lytte til en kort bibelprædiken? Naturligvis ikke. Det er et spørgsmål om hvad de har lyst til, og hvad de synes der er vigtigst for dem. Mange giver forlystelser førstepladsen i deres tilværelse, fordi de er „lystens venner snarere end Guds venner“. — 2 Tim. 3:4.

Den kristne kan lære noget af dette, med hensyn til bøn. Hvis du er en indviet kristen ved du naturligvis at du bør give dig tid til bøn, at du bør tage dig tid til at bede før hvert måltid, at du bør begynde og afslutte hver dag med bøn til din Skaber, samt bede ved andre lejligheder. Men gør du det hver dag? Eller tager du af sted på arbejde om morgenen uden først at have taget dig tid til at tale med Gud, at takke ham for nattens hvile, for en ny dag, og for alle de velsignelser som ligger foran dig, åndelige såvel som materielle, for slet ikke at tale om at bede ham om visdom og styrke for dagen og hans velsignelse over den verdensomspændende forkyndelse?

Det er sandt at før man skal på arbejde er der visse ting som simpelt hen må gøres: man skal soigneres, måske barberes, håret skal redes, opvasken skal klares, man skal have lidt at spise og komme rettidigt af sted til bussen — som du ved, venter den ikke. Alt dette er vigtigt, hvis man skal stræbe efter „det, der er godt i alle menneskers øjne“. (Rom. 12:17) Da du har været igennem dette nødvendige program dag efter dag, ved du efterhånden nogenlunde hvor lang tid det tager. Så kunne du måske stå lidt tidligere op for at bruge nogen tid hver morgen til at bede til Gud, og nå at se bare lidt på dagens tekst fra Bibelen og den kommentar der er trykt i Yearbook of Jehovah’s Witnesses og i Vagttårnet. Gør du det, giver du agt på apostelens råd om at ’købe den belejlige tid til dig selv fordi dagene er onde’. — Ef. 5:16, New World Translation.

Da Jesus Kristus, Guds fuldkomne søn, var på jorden, viste han at han forstod hvor nødvendig og værdifuld bøn er. Evangelierne fortæller os at han bad da han skulle døbes, at han tilbragte hele nætter i bøn, og at han bad gentagne gange på den sidste dag af sin jordiske tjeneste. Han lærte sine disciple hvorledes de skulle bede, og formanede dem: „Bliv ved med at holde jer vågne og bed fortsat.“ — Matt. 26:41, New World Translation.

For at give de rette ting førstepladsen må vi erkende vort åndelige behov. (Matt. 5:3, New World Translation) Vi har brug for at tale med Gud hver dag. Vi må ’have ham i tanke på alle vore veje, så jævner han vore stier’. (Ordsp. 3:5, 6) Vi må til stadighed huske det princip der nævnes i Salme 127:1: „Dersom [Jehova] ikke bygger huset, er bygmestrenes møje forgæves, dersom [Jehova] ikke vogter byen, våger vægteren forgæves.“ Ja, vi må hele tiden holde os for øje at ’vore tider er i Guds hånd’. — Sl. 31:16.

Bønnen er det bedste middel vi har til at holde os nær til Jehova Gud, vor skaber, vor livgiver, vor hjælper og vor dommer. Igennem bønnen kan vi blive hjulpet til at vandre ydmygt med vor Gud. (Mika 6:8) Jo mere vi er „udholdende i bønnen“, jo mere vil Jehova Gud være med os, og jo mere vil vi udvikle to af de vigtigste egenskaber i vor kristne personlighed. — Rom. 12:12; 1 Tess. 5:17.

På den ene side, jo nærmere vi lever i samfund med Jehova Gud gennem bøn, jo mere vil vi frygte for at mishage ham. Den frygt er begyndelsen til visdom, for den vil hjælpe os til at flygte fra det onde, ja den vil styrke os til at modstå fristelse. Og på den anden side, jo nærmere et forhold vi har til Jehova Gud, jo mere vil vi lære ham at kende og jo mere vil vi elske ham, og med desto større nidkærhed vil vi overholde hans befalinger — for det er hvad kærlighed til Gud betyder, ligesom apostelen Johannes viser det. — Ordsp. 8:13; 9:10; 1 Joh. 5:2, 3.

Hvis vi virkelig giver vore bønner til Jehova en fremtrædende plads i vort liv, så vil vi også have tid til at prise og takke og ikke begrænse os til blot at bede Gud om noget. I denne henseende sætter Salmerne os et godt eksempel, for samtidig med at de strengt taget er sange, er mange af dem også bønner, som indeholder både pris og tak samt anmodning om Guds hjælp.

For eksempel befaler Salme 136 os: „Tak [Jehova], thi han er god; thi hans miskundhed varer evindelig! Tak gudernes Gud . . . Tak herrernes Herre . . . Tak himlenes Gud.“ — Sl. 136:1-3, 26.

Og når vi kommer til Jehova Gud for at bønfalde ham om det ene og det andet, lad os da aldrig være så dristige at vi kommer med krav eller befalinger til Gud. Lad os aldrig irettesætte eller belære ham. Nej, vi er tiggere og må have samme indstilling som Jesus, der sagde: „Ikke, som jeg vil, men som du vil.“ — Matt. 26:39.

Hvis vi giver vore bønner den rette plads, vil vi være i stand til at fremføre vore anmodninger begrundet, således at Gud vil opfylde vor bøn fordi det berører hans navns ophøjelse eller fordi han er en Gud som har behag i barmhjertighed, retfærdighed og miskundhed. (2 Mos. 34:6, 7; Dan. 9:16-19) Eller vi kan bede om tilgivelse for vore synder og ligesom kong David henvise til at vi har arvet synden fra vore forældre. — Sl. 51:3-7.

Når vi beder, lad os da bruge et pænt sprog med velvalgte ord, idet vi husker hvem vi taler til — den Allerhøjeste, den suveræne hersker over universet. Når vi anerkender dette vil vi også komme frem for ham i virkelig ydmyghed og med den største respekt. Lad os heller ikke sige de samme ting igen og igen, sådan som nogle gør der ikke tror på Bibelen. — Matt. 6:7.

Vi bør heller ikke være som den gamle mand der bad: „Gud velsigne mig og min kone, min søn Johannes og hans kone — os fire og ikke andre.“ Nej, vi må lade vore bønner omfatte mest muligt. Vi ønsker at bede om Guds navns helliggørelse, om hans riges komme og om at hans vilje må ske her på jorden. Og vi ønsker også at huske på alle vore brødre her i verden. — 1 Pet. 5:9; Matt. 6:9, 10.

Hvis vi anerkender at det Guds ord siger er sandhed, vil vi give bønnen dens rette plads og aldrig forsømme den. Vi vil gøre vore bønner så omfattende som de bør være og udtrykke dem med de smukke ord de fortjener.