Milten — et forbløffende organ

BROBYGGERE erkender nødvendigheden af at sørge for en sikkerhedsmargen. Konstruktionen må gøres stærk nok til at bære den forventede maksimumsvægt, men må desuden have en ekstra sikkerhedsmargen til uventede belastninger som den kan blive udsat for. Imidlertid er brobyggere ikke de første der har taget en sikkerhedsmargen i betragtning. Gud, Skaberen, forsynede vore legemer med faktorer der sørger for en sikkerhedsmargen.

I mange henseender kan milten siges at være et organ som giver en sikkerhedsmargen. Indtil et barn fylder to år kan det let bukke under for en infektion hvis milten er blevet fjernet. Men senere synes andre dele af legemet at overtage mange af dens funktioner hvis den fjernes.

For omkring 1800 år siden sagde Galén, en førende læge på sin tid, at „milten er et gådefuldt organ“. Det fortælles at Rudolph Virchow, en førende patolog i det 19. århundrede, engang spurgte en medicinsk student i sin klasse hvilken funktion milten har. Studenten fremstammede at han udmærket kendte dens funktion men havde glemt den. „Det var en skam!’“ udbrød Virchow, „endelig er der en som ved hvorfor vi har milten, og nu har han glemt det.“ Og der er stadig meget vedrørende milten som er dunkelt, hvilket for eksempel kan ses af den uenighed der er blandt læger om hvorledes blodet i milten går fra arterierne over i venerne.

Dens kendetegn

Det kan med fuld ret hævdes at der ikke findes noget andet organ i legemet som helt ligner milten. Den er ufølsom over for smerte, og ligner altså hjernen i denne henseende. Milten ser ud som en kirtel men den hører ikke hverken til de kirtler der har ydre sekretion eller til dem der producerer hormoner og har indre sekretion. Den foretager rytmiske sammentrækninger to til fem gange i minuttet.

Hvor findes milten? I den øverste del af underlivet lige under mellemgulvet, der adskiller brysthulens organer fra underlivets. Den kan siges at ligne en lille krummet hånd. Hos voksne er den omkring tolv centimeter lang, syv centimeter bred og tre til fire centimeter tyk; den vejer cirka 200 gram. Den har en rødviolet eller dybrød farve og en solid, elastisk ydre beklædning eller ’kapsel’. Milten er meget smidig idet den er i stand til at forandre sin størrelse alt efter arbejdspresset, forholdene og endog temperaturen.

Hvor meget milten gør, kan i nogen grad ses ud fra denne meget passende beskrivelse af den: „Den er en kombination af fabrik, filter, reservetank, skarnbøtte og anlæg til udnyttelse af spildprodukter.“ — Today’s Health, november 1969.

En fabrik

Milten er for det første en fabrik. Milten begynder endda at producere hvide og røde blodceller (blodlegemer), før et foster bliver tre måneder gammelt. Et barns milt begrænser sig imidlertid efter fødselen til kun at producere hvide blodceller, der kaldes lymfocytter. Men hvilken producent! Det siges at blodet er tres gange rigere på hvide blodceller når det forlader milten end når det kommer ind i den.

Som fabrik producerer milten også antistoffer, små bitte partikler i blodet som tjener til at opbygge kroppens immunitet. Ligeledes producerer milten et stof som er med til at beskytte legemet mod skadevirkninger som følge af bestråling. Det er i sandhed værdifulde produkter som bliver lavet på denne fabrik.

Et filter

Milten fungerer også som filter. Sammen med leveren filtrerer den blodets affaldsprodukter væk, for eksempel skadelige organismer, udtjente røde blodceller og blodplader. Den har en stor pulsåre, tilsyneladende helt ude af proportion med dens størrelse. Men at den er meget nødvendig ses af at hele legemets blodforsyning, fra 4,8 til 5,7 liter, passerer gennem milten én gang hvert halvfemsindstyvende minut.

Filtreringen udføres hovedsagelig af celler der ligger langs med miltens blodårer. Disse cellers filtreringsevne forbløffer videnskabsmændene. De fortæller: „Vi ved endnu ikke hvad det er for en iboende kraft i disse celler som gør dem så følsomme — det er næsten ligesom en menneskelig iagttager, en fabriksinspektør der kontrollerer et produkt for fejl.“

En skarnbøtte som udnytter spildprodukterne

Når sådanne ubrugelige, skadelige eller i det mindste ufuldkomne elementer er filtreret væk fra blodet, opstår problemet med hvordan det skal skaffes af vejen, samt med at udnytte det der kan reddes. Milten tager sig også af disse opgaver ved hjælp af visse af sine celler. Røde blodceller har en gennemsnitslevetid på 127 dage. For at holde legemet ordentligt forsynet, skal den røde benmarv producere 2,5 millioner af disse celler hvert sekund, dag og nat. For at hindre blodstrømmen i at blive tilstoppet må tilsvarende 2,5 millioner udtjente celler fjernes hvert sekund. Meget rammende har man sagt at milten (sammen med leveren) er et fremragende eksempel på dynamisk ligevægt. Af denne grund er milten blevet kaldt „de røde blodlegemers kirkegård“. De celler som ødelægger de gamle og udtjente røde blodceller og som i milten er stationære kaldes makrofager, der betyder „store, ædende, celler“ eller „grovæderceller“. De celler som angriber skadelige organismer kaldes fagocytter, der betyder „ædeceller“. Når en infektionssygdom i kroppen er ved at være nedkæmpet, viser det sig at disse celler er fulde af de organismer som forårsagede sygdommen.

Når de udtjente røde blodceller fjernes, bjærges jernet. Når cellerne som ødelægger de udtjente celler er blevet mættet med jern, føres de til den røde benmarv og anbringer det bjærgede jern dér så det kan bruges igen og igen. Det er sandt at milten ikke spilder en eneste ting. Dens celler siges at være mere effektive end leverens, men leveren udfører en større del af dette arbejde, fordi den har så mange flere af disse celler.

En reservetank

Milten er også en reservetank. Trods sin lille størrelse når den er rask, kan den udvide sig så meget at den kan rumme knap en liter blod. Når vi udfører anstrengende arbejde trækker milten sig sammen for at forsyne musklerne med ekstra blod. Når der pludselig opstår et blodtab, for eksempel på grund af blødning fra et sår, råder milten med det samme bod på tabet i den udstrækning den kan, ved at presse praktisk talt alt sit eget blod ud i omløb. Når et menneske som er vant til at bo i lav højde begiver sig til stor højde, vil milten med det samme sende ekstraforsyninger af røde blodlegemer ud i blodstrømmen; der behøves flere på grund af mangelen på ilt i luften. Men efter et stykke tid vænner den røde marv og hjertet sig til at tage sig af denne forøgede arbejdsbyrde.

Når et menneske eller et dyr gribes af frygt eller af stærk vrede, trækker milten sig straks sammen og sender ekstra blod ud i cirkulation for at styrke legemet til den opståede nødsituation. Således har forsøg vist at milten hos en hund der er vant til at jage katte, trækker sig sammen og udtømmer sit indhold i hundens blodomløb når den lugter til en støveklud som har været i berøring med en kat, eller når den hører en kats mjaven.

Når tingene går galt

For mindre end fyrre år siden fjernede en kirurg for første gang milten fra en patient der led af hæmolytisk anæmi, og det havde tilsyneladende en gavnlig virkning. Denne operation resulterede i en forøget forskning af milten. Den gjorde det også for en tid moderne at fjerne milten. I dag er man mere tilbageholdende med at fjerne milten. Blandt andet fordi man har opdaget at den pågældende sygdom skyldes at legemet producerer defekte røde blodceller.

Imidlertid kan læger i visse sygdomstilfælde anbefale en fjernelse af milten, særlig hvis den bliver meget forstørret. Man kender et tilfælde, hvor milten forøgedes fra 170 gram til ni kilo. En forøgelse på over halvtreds gange det normale! Det var som om kvinden bar en stor baby! Men et sådant tilfælde er sjældent. I virkeligheden angribes milten så sjældent af svulster at den er blevet beskrevet som praktisk taget immun overfor kræft.

Når milten fjernes i dag er det som regel på grund af alvorlige ulykker, for eksempel ved biluheld eller skistyrt. Hvis miltens kapsel revner, vil blodet løbe ned i underlivet og en operation kan blive nødvendig for at afværge at patienten forbløder. Eller den kan beskadiges inde i kapselen, således at den fyldes med blod indtil den går i stykker med samme dødelige virkning. Når blodet synes at forsvinde fra kredsløbet ved chok, tilsyneladende uden nogen grund, og patienten bliver ligbleg og mister bevidstheden, har man fundet ud af at milten svulmer op med blod.

Milten tjener i sandhed værdifulde formål. Selv om legemet kan tilpasse sig til at undvære den, udfører den værdifulde tjenester. Den er virkelig ’en fabrik, et filter, en reservetank, en skarnbøtte og et anlæg til udnyttelse af spildprodukter’. Alt dette vidner om den visdom som menneskets Skaber sidder inde med; det understreger salmisten Davids ord om at vore legemer virkelig er „underfuldt skabt“! — Sl. 139:14.