Adskilt og dog forenet
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I SYDAFRIKA
DEN mangesprogede befolkning i Sydafrika er opdelt i tre hovedgrupper — europæere (hvide), afrikanere (sorte) og farvede (mennesker af blandet herkomst). Alle tre grupper bor i særskilte byer og bydele. Skønt adskilt af loven er Jehovas vidner i Sydafrika stærkt forenet i ånd og tilbedelse og viser det på mange måder, som for eksempel under stævnet „Mennesker der har Guds velbehag“, som blev holdt for nylig.
I Johannesburg var der sørget for tre gode steder hvor stævnerne kunne holdes i dagene fra 7. til 10. januar 1971. De europæiske (hvide) Jehovas vidner holdt deres stævne i Milner Park Show Grounds. Cirka seks til otte kilometer vest for Milner Park ligger Union Stadium som er en sportsplads med gode faciliteter, og den blev valgt som stævneplads for de farvede Jehovas vidner.
Omkring elleve kilometer længere mod sydvest ligger Mofolo Park hvor det afrikanske stævne blev holdt. Mofolo Park er et meget smukt sted omgivet af træer og med en stor permanent scene foran en yndig, lille sø. Der er imidlertid ingen siddepladser eller overdækning eller bygninger af nogen art, så man måtte foretage et stort opbygningsarbejde.
Forberedelser til stævnet
Opbygningen af det afrikanske stævne blev udført under ledelse af europæiske Jehovas vidner som havde den nødvendige viden, uddannelse og udrustning, og med hundreder af deres afrikanske trosfællers hjælp. Den måde hvorpå disse kristne lykkeligt og kærligt arbejdede sammen var et bevis for at Jehovas vidner i Sydafrika er forenet og har indbyrdes kærlighed.
Sammen opbyggede Jehovas vidner et stort mødested der fik form af et stadion, idet de ni bageste rækker blev hævet som en tribune hele vejen rundt. Der blev skaffet siddepladser nok til omkring 30.000 mennesker. Forholdene her er meget forskellige fra forholdene længere nordpå. Her er ingen jungle eller kratskov i passende nærhed hvorfra man kan få tømmer og andre forsyninger. Denne park ligger i en stor, moderne bys hjerte. Derfor måtte alt tømmer og andre materialer lejes eller lånes af lokale firmaer. Ved omhyggelig organisering og planlægning blev hele stadionet med siddepladser bygget for kun 10.000 kroner. Kan De forestille Dem den mængde arbejde der er nødvendig for at opbygge skylletoiletter og diverse stævnebureauer til denne enorme skare på omkring 30.000 mennesker? De kommunale embedsmænd som besøgte stedet sagde: „Vi er forbløffede over det De gør. De har jo bygget to byer!“
De mange Jehovas vidner som skulle være til stede måtte også træffe personlige forberedelser. Nogle rejste lange strækninger, hvilket betød at de måtte spare op måneder i forvejen, især de farvede og afrikanske Jehovas vidner. Et afrikansk Jehovas vidne som boede i det sydvestlige Afrika cyklede 560 kilometer til den nærmeste by, Grootfontein, og så rejste han 2700 kilometer med tog til stævnet. Ved hjælp af en omhyggelig forberedelse var det muligt for mange farvede menigheder at være 100 procent til stede ved stævnet. Mange indiske Jehovas vidner traf de fornødne forberedelser og var også til stede ved de farvedes stævne, da de bliver sat i klasse med denne folkegruppe. De indiske kvinders sarier var et malerisk træk ved dette stævne. Men endnu smukkere var den enhedens og gode viljes ånd der blev udvist af de farvede og indiske vidner.
Bibelske skuespil
I Milner Park skete der noget meget interessant ved fremførelsen af et skuespil bygget over Esters bog i Bibelen. For første gang ved Jehovas vidners stævner i Sydafrika var det arrangeret sådan at mens en enkelt gruppe af skuespillere mimede handlingen på scenen, kunne den ledsagende tale høres samtidig på engelsk, af dem der sad på den ene side af stadion, og på afrikaans, af dem der sad på den anden side. Lydteknikerne forklarede hvordan dette lod sig gøre:
„Først og fremmest måtte man være meget omhyggelig med oversættelsen til afrikaans. I modsætning til den almindelige fremgangsmåde ved oversættelse måtte oversættelsen laves sådan at sætningernes længde nøjagtigt fulgte den engelske opbygning. De deltagere der talte afrikaans måtte så indstudere replikkerne på afrikaans med nøjagtig samme hastighed som på det engelske lydbånd, hvilket de lyttede til ved hjælp af øretelefoner. Der blev lavet en optagelse af skuespillet på afrikaans, og så blev denne synkroniseret over på et stereobånd der indeholdt den engelske version. Alene synkroniseringen og redigeringen af dette bånd krævede tres timers tålmodigt arbejde.“
Da skuespillet blev opført blev dette ene bånd spillet på en stereobåndoptager, den ene kanal med engelsk og den anden med afrikaans. Således kunne begge tilhørerskarerne se det samme skuespil. I Mofolo Park blev samme fremgangsmåde fulgt ved det afrikanske stævne. Her kunne hele programmet høres på zulu på den ene side (for xhosa- og zulu-tilhørerne) og på sesotho på den anden side (for sesotho-, tswana- og sepedi-tilhørerne).
Enhed vist på mange måder
Den inderlige kærlighed mellem de adskilte og dog forenede Jehovas vidner i Sydafrika blev vist på mange måder. For eksempel har der for nylig været en betydelig hungersnød i landet Lesotho, en enklave i Sydafrika. Mange Jehovas vidner dér var i alvorlige vanskeligheder. På grund af deres neutralitet i politik kunne de ikke få majssæd til såning. Nogle sultede endog. Da Jehovas vidner i Johannesburg blev gjort opmærksomme på denne sag ved det møde hvor stævneforberedelserne skulle sættes i gang, blev det foreslået at alle de penge der blev lagt i bidragsbøsserne ved dette møde blev sendt til hjælp for brødrene i Lesotho. Resultatet var overvældende. Der blev bidraget med mere end 18.000 kroner, og inden en uge havde Jehovas vidner i Lesotho deres såsæd og penge til mad.
Et af de kvindelige Jehovas vidner fra Lesotho som fik gavn af dette kærlige arrangement sagde senere: „Vi nåede det punkt da vi ikke havde noget i huset ikke engang ti cents til at købe noget majsmel for. Så kom der penge til mad fra vores hvide brødre i Sydafrika. Jeg kunne kun græde og ikke sige noget. De andre Jehovas vidner og jeg var i stand til at overvinde vores øjeblikkelige problemer, og således, ved Jehovas hjælp, er vi i stand til at være ved dette stævne og også nyde et åndeligt festmåltid.“
Skønt Jehovas vidner af de tre racer ikke frit kunne omgås hinanden, var der simpelt hen så mange Jehovas vidner i Johannesburg på samme tid at det slet ikke kunne undgås at nogle kom i kontakt med hinanden. Et europæisk vidne fortalte med strålende øjne sin oplevelse:
„Jeg var ved at parkere min bil ved indkøbscenteret i byen da fem busser fyldt med afrikanere gjorde holdt uden at kunne finde en parkeringsplads. Min datter gjorde mig opmærksom på at buspassagererne havde reversmærker på. Vi pegede på vores reversmærker, og passagererne i busserne vinkede til os. Nogle stod af en bus og fortalte os at de gerne ville besøge Vagttårnets selskabs sydafrikanske afdelingskontor men var kørt forkert. På det tidspunkt kom der en færdselsbetjent. Jeg kunne forklare situationen og sagde at jeg kunne vise dem vejen til Selskabets afdelingskontor. Betjenten var så venlig at standse trafikken så busserne kunne vende, og de fulgte i en række efter mig til afdelingskontoret.“
At bringe de afrikanske vidner til deres logi om natten var lidt af et problem i den store bydel Soweto. I dette store område er der bander af ondskabsfulde bøller, kendt som „tsotsi’er“, der strejfer om på gaderne ved nattetid og overfalder enhver der er så uforsigtig at gå alene. De slår offeret ned og tager hans penge. Mange afrikanske Jehovas vidner kom fra rolige landdistrikter og ville være et let bytte for disse „tsotsi’er“. Derfor følte Jehovas vidner i Johannesburg at de havde pligt til at beskytte deres kristne brødre fra andre dele af landet. De viste deres enhed og omsorg ved at arrangere et specielt system med „sikkerhedsguider“. Den første bus satte en gruppe af disse lokalkendte guider af ved hvert busstoppested. Når den næste bus satte de udenbys stævnedeltagere af, fulgte to eller tre af disse guider dem sikkert til deres logi.
Et godt resultat
Det store antal der blev døbt ved stævnet var et af de opmuntrende resultater der viste at arrangementet var en succes. For eksempel blev 112 indere og farvede døbt. Dette er et udmærket resultat når man sammenligner det med hele antallet af farvede Jehovas vidner, nemlig 1390. Antallet af afrikanere der blev døbt kom op på 603, og ved det europæiske stævne var antallet af døbte 381. Dette giver et samlet antal på 1096 døbte. Dette er et godt resultat når man tager i betragtning at indtil for et par år siden plejede det samlede antal døbte her for et helt år at være omkring 1000.
Ved stævnets højdepunkt, det offentlige foredrag, strømmede folk simpelt hen ind på de tre stadioner. Der var 2770 ved de farvedes stævne, 12.252 ved det europæiske og 33.757 ved det afrikanske stævne, hvilket tilsammen bliver så meget som 48.779! Dette er et bemærkelsesværdigt resultat når vi tænker på at der kun er omkring 22.000 Jehovas vidner i Sydafrika.
Yderligere opmuntring ventede de mange tusind der blev for at lytte til de afsluttende bemærkninger af Vagttårnets selskabs præsident, N. H. Knorr. Han beskrev det gode resultat af stævnerækken „Mennesker der har Guds velbehag“ i Afrika, og fortalte også om planer for udvidelse af Selskabets kontor og trykkeri i Sydafrika.
Enhedens og kærlighedens ånd var så tydelig ved alle tre stævner at selv den offentlige presse talte om den „fred og gode vilje alle de delegerede udviser“. (The World, 12. januar 1971) Og de ordenshavende i Milner Park stadion var dybt imponerede over ordenen og renligheden. En af de afrikanske ansatte bemærkede: ’Europæere råber gerne efter os, men I talte pænt.’
Adskilt, og dog forenet, ser vidnerne i Sydafrika frem til den tid i Guds nye ordning da alle kan komme sammen for endnu stærkere at opleve den kærlighed de har i deres hjerte og for at nyde fuldstændig og varig enhed.