Jordskælv rammer Los Angeles

SENGEN slingrede ud fra væggen og rystede os vågne. Det lød som om tusind små hamre slog mod vægge og loft. Jeg styrtede ud af sengen og hen mod børneværelset. „Jordskælv!“ udbrød min kone.

Sengene havde bevæget sig bort fra væggen. Nogle få genstande var væltet, men ellers var der ingen skade sket. Andre var ikke sluppet så billigt.

Det blev sagt i den første radioavis tidligt om morgenen at der kun var sket mindre skader. Man vidste endnu ikke at to hospitaler var sunket sammen, at snesevis af mennesker var blevet dræbt og at tusinder af huse var beskadiget. Telefonerne virkede ikke i ulykkesområdet, så det var ikke muligt at etablere en øjeblikkelig kontakt med omverdenen.

Men så kom nyhederne fra Sylmar og San Fernando, der ligger i den nordlige del af storbyen Los Angeles. De var rystende.

Tre af San Fernando Veterans Hospitals bygninger var blevet forvandlet til ruindynger (hospitalet ligger godt fyrre kilometer nordvest for Los Angeles’ centrum), seksogfyrre mennesker var blevet dræbt. Godt halvanden kilometer mod vest var det nyopførte Olive View Hospital styrtet sammen under jordskælvets knusende kraft. Det er forbavsende at kun tre mennesker mistede livet.

Mere end halvdelen af den store Van Norman-dæmnings indre mur var beskadiget. Den ligger i bakkerne nord for den tæt befolkede San Fernando-dal; måske ville en rystelse mere have været nok til at 13.680.000.000 liter vand var væltet ned over husene i dalen. Politi i højttalervogne beordrede folk til at evakuere et område på 30 kvadratkilometer, og et tusind betjente patruljerede for at afværge at de 22.000 tomme huse blev plyndret. Det varede tre og en halv dag før man fik vandstanden ned i et niveau der var så sikkert at de firs tusind mennesker der var blevet evakueret kunne vende tilbage til deres hjem.

Arbejdet med at tømme den 335 meter høje dæmning for vand, reparere den og fylde den igen kan tage op til tre år.

I mellemtiden kæmpede man på liv og død ved Veterans Hospital. Da telefonforbindelserne var blevet ødelagt varede det omkring en time og tyve minutter før myndighederne blev klar over den katastrofe der her var sket. Vicebrandchef Kenneth Long så ødelæggelsen da han fløj over stedet i helikopter; han så ruinerne og de sårede ligge på tæpper rundt omkring på hospitalsområdet og sendte bud efter redningshold over radioen.

Med de bare næver, trykluftbor, skærebrændere og kraner begyndte redningsholdene at „pille“ ruinerne i små stykker og fjerne dem forsigtigt for at se om der var overlevende nedenunder. Hen under aften havde man reddet seksogtyve mennesker, og man havde fundet seksten døde.

Man satte projektører op for at eftersøgningen kunne fortsætte. Næste dag, om onsdagen, fortsatte det uhyggelige arbejde. Men torsdag eftermiddag, to og en halv dag efter jordskælvet, så man en hånd vinke under nogle murbrokker. Frank Carbonara, otteogtres år gammel, havde tilbragt otteoghalvtreds timer under en betonplade og lyttet hjælpeløst til redningsfolkenes arbejde.

Var han kommet til skade? Han havde kun brækket den ene hånd!

Ødelæggelsens omfang

Jordskælvets første rystelse kom klokken 6 om morgenen tirsdag den 9. februar. Den blev fulgt af en anden rystelse klokken ét minut over seks. Derefter kom en serie på fire rystelser så tæt på hinanden at de fleste sikkert troede at der var tale om ét langt jordskælv. Hele serien af rystelser varede fem minutter og elleve sekunder. I løbet af de næste tretten dage ramte to hundrede efterdønninger Los Angeles-området. Dette kunne fortsætte i flere måneder.

Jordskælvet opstod i San Gabriel-bjergenes brudzone. Geologer siger at bjerget hævede sig mere end en meter og rykkede en meter ud i dalen. I bjergene der hæver sig som en mur bag den tæt befolkede San Fernando-dal, forekom der mange tusind jordskred.

Mange byboere, for hvem rindende vand, telefon, kloaksystem og indlagt gas til madlavning og opvarmning er blevet en selvfølge, måtte helt eller delvis undvære disse goder flere dage efter jordskælvet. De måtte vente på at der blev nedlagt nye rørledninger til gasforsyning, og de måtte hente vand i dunke fra lastvogne som var opstillet ved vejkryds og butikscentre overalt i området. Folk talte med deres venner om hvor dejligt det var at blive inviteret ud og få et varmt bad hos venner der boede uden for området.

Femogtredive skoler rapporterede om „omfattende skader“ og elleve skoler måtte delvis rives ned af sikkerhedsmæssige grunde.

Ødelagte gasledninger antændte i hundredvis af brande. Byens ældste beboelseshus, „Avila Adobe“, som havde overlevet halvandet århundredes jordskælv, blev svært beskadiget. I centralbiblioteket blev hundredtusind bøger slynget ned fra boghylderne.

Tolv broer over flersporede motorveje (de berømte Los Angeles-„freeways“) styrtede sammen. En betonbro styrtede ned over en lille lastbil og knuste de to der sad i den.

Et af et tilstødende jordskælvs epicentre lå, efter hvad man mener, over en kilometer under den trafiksløjfe hvor Golden State- og Foothill-motorvejene krydser hinanden. Af sløjfens ti broer styrtede de fem sammen og de andre fem blev svært beskadiget.

Jordskælvet ødelagde verdens længste jævnstrømslinje, den såkaldte „intertie“, på stedet hvor den slutter i bydelen Sylmar. Linjen, der har en kapacitet på 800.000 volt og løber mellem Californien og Oregon, er 1350 kilometer lang. Den forsyner folk nordpå med elektricitet til opvarmning om vinteren, og om sommeren forsyner den folk sydpå med strøm til luftkonditionering. Man mener at det muligvis vil tage atten måneder at få skaderne udbedret, og det kan meget vel medføre „historiske energiproblemer ved begge ender af ’the intertie’“.

Stigende bekymring

Den sydlige del af Californien er et område der præges af forholdsvis ny bebyggelse. Folk fra alle dele af De forenede Stater er flyttet hertil; de har forladt familie og venner „back East“ (tilbage østpå) som sydcalifornierne kalder den del af landet de kommer fra.

Californierne og deres slægtninge „back East“ prøvede at komme i forbindelse med hinanden pr. telefon. Det medførte en sådan trængsel på linjerne at de blev overbelastet i dagevis. Den dag jordskælvet kom blev der foretaget 5,2 millioner fjernopkald alene fra byens centrale del. Utallige andre prøvede forgæves at foretage opringninger. For manges vedkommende tog det to-tre dage før det lykkedes dem at ringe til deres familie og fortælle dem at Los Angeles ikke var sunket i havet, og at de selv havde det godt.

De høje bygninger

Da jordskælv ikke er ualmindelige i denne del af landet, var det indtil for godt ti år siden forbudt at bygge huse der var over tretten etager høje. Men nu ligger der højhuse på op til treogfyrre etager rundt omkring i denne udstrakte by. Disse nye højhuse, der både tjener som kontorbygninger og til beboelse, klarede sig ganske godt under jordskælvet. Skaderne var minimale. Occidental Centers bygning på toogtredive etager havde kun to knuste ruder, mens 169 murstenshuse på to-tre etager i den indre by blev svært beskadiget.

Ved Pacoima-dæmningen nord for San Fernando blev jordskælvets stød målt til at være 50 procent af tyngdekraften. Det siges at man aldrig noget sted på jorden har målt så stærke horisontale stød. Det ville svare til at en bygning på 10.000 tons blev udsat for et tryk på 5000 tons.

I Century City, et nyt kompleks af høje bygninger vest for Beverly Hills, måltes et tryk på 17 procent af tyngdekraften; det svarer til et tryk på 1700 tons på en 10.000 tons bygning. Den eneste skade der skete på husene i Century City var nogle mindre revner i husenes indre skillevægge. Dr. George Housner, der forestår den seismologiske forskning ved Californiens teknologiske institut, siger: „Det ingeniørarbejde der er lagt i de nyere bygninger har ikke været forgæves.“

Hvordan føltes det?

Det var Sylmar og San Fernando i den nordlige del af San Fernando-dalen der blev hårdest ramt.

„Hvor langt mener man at I befandt jer fra jordskælvets centrum?“ spurgte jeg Russell Burke. Hans hus i Sylmar så ud som om det var blevet væltet af en mægtig hånd. „Så vidt jeg kan se var det lige her,“ svarede han.

Når man i aviser ser billeder af de skader som jordskælvet forvoldte, tror man måske at det kun gik ud over et par huse. Men når man i gade efter gade kører over revner i asfalten, revner jordskælvet har skabt, kommer man på andre tanker. Tage sank sammen. Mure væltede. Skorstene blev revet ned fra husene og efterlod sig gabende huller hvor de før havde været ét med muren.

Folk hvis huse var blevet svært beskadiget sov de efterfølgende nætter i deres have, enten i telt eller på en madras under åben himmel. De lavede mad på ildsteder og campinggasblus.

Jordskælvet kom før solen var stået op. „Alt i huset faldt på gulvet.“ Denne sætning hørte man ofte. Folk kravlede ud af mørkelagte huse over skabe, boghylder, lysekroner og knuste spejle. Grant Sad fra Sylmar troede at hans hus var blevet ramt af en flyvemaskine. Han sagde: „Man hørte ingen rumlen eller rysten, lyden kom som fra én stor eksplosion.“

Patricia Helzer fortæller at larmen var så stærk at lyden af de ting der knustes i huset, fuldstændig druknede. „Jeg hørte ikke et eneste stykke porcelæn gå itu,“ siger hun, „men der var kun to kopper og to skåle som var hele.“ Uden for huset kunne hun se jorden bevæge sig. Nogle steder har hendes græsplæne hævet sig i rygge der er op til tyve centimeter høje; de har aldrig været der før.

Ray Spendley, der bor i en af bjergkløfterne over San Fernando, fortæller at han kunne se bakkerne gynge. Roy Fizer beretter at da den rumlende lyd var døet hen kunne man høre lyden fra eksplosioner. „En mand råbte op om at vi blev bombet.“ Men eksplosionerne kom fra ødelagte gasledninger. „Foran mit hus var der to huller på omkring tre meter i diameter,“ siger han. „De var så store at en bil meget let kunne falde ned i dem.“

Frank Nitti siger: „Der kom et stød og grunden slog buler. Grunden er ikke længere så bred som den var før.“

Personlig omsorg

Tilsynsmændene i Jehovas vidners menigheder gik fra hus til hus for at se hvordan det var gået de familier der er tilsluttet deres menighed. Ralph Allen besøgte endog alle de familier som forkynderne i hans menighed studerer Bibelen med. Det kom som en glædelig overraskelse for mange af dem.

Omkring halvdelen af menigheden i Sepulveda bor i det område der ligger lige under Van Norman-dæmningen og som måtte evakueres. Ved middagstid havde tilsynsmanden sørget for 90 procent af menighedens medlemmer, det vil sige alle der ikke allerede var flyttet hen til deres slægtninge. Om formiddagen efter jordskælvet samledes en gruppe for at udføre deres sædvanlige bibelundervisningsarbejde ved at besøge folk fra dør til dør. Der kom 190 til et af denne menigheds møder der afholdes midt i ugen, og om søndagen kom der 1241; menigheden har 147 tilsluttede.

Et Jehovas vidne har sagt: „Man kan vise folk at ’jordskælv både her og der’ ifølge det store tegn Jesus gav i Mattæus 24 skulle kendetegne den nuværende verdensordnings sidste dage. Men det ser ud til at jordskælv her og nu er ganske anderledes talende.“

Hvordan man overlever

Et jordskælv kommer pludseligt. Det er for det meste overstået inden man når at flygte. Bliv derfor ikke grebet af panik. Hold Dem borte fra alt hvad der kan vælte. Stil Dem hen i en døråbning hvis De er inde i huset (loftet falder for det meste ned før dørkarmen), eller kravl ind under et bord. Hold Dem borte fra vinduer og ydervægge. Hvis De er udendørs må De ikke komme nær til vinduer, murstenskonstruktioner, mure og skorstene. Hvis De befinder Dem i et højhus kan De måske kravle ind under et skrivebord.

Når jordskælvet er overstået må man se efter om der er nogen der er kommet til skade eller om der er opstået brand. Kontroller gasrørene og luk for hovedhanen om nødvendigt. Husk at tage sko på; der kan ligge glasskår overalt.

Dette jordskælv var ikke det store jordskælv som eksperter har forudsagt vil ramme Californien. Jordskælvet i februar berørte ikke den berygtede San Andreas-brudzone der udsættes for stadig større belastning.

Sammenlignet med andre var dette jordskælv ikke særlig kraftigt, det ramte blot et tæt bebygget område. Det var intet ved siden af det jordskælv der i 1970 dræbte 50.000 mennesker i Peru, eller det der i 1968 dræbte 11.000 i Iran. Men det var alvorligt nok for dem der oplevede det, og en katastrofe for dem der mistede liv og hjem. — Indsendt.