Giver trediveårskrigen stadig genlyd i kristenheden?

NOGLE har svært ved at fatte hvordan katolikker og protestanter kan få sig selv til at kæmpe mod hinanden i vort tyvende århundrede. Hvis De også har svært ved at forstå dette, vil vi anbefale Dem at betragte et lille stykke historie der til en vis grad kan tjene som forklaring. I denne forbindelse kan man for eksempel lære meget af at se på trediveårskrigen, der hærgede Tyskland i det syttende århundrede (1618-1648).

Forspillet

Det var den 31. oktober 1517, eller 101 år før trediveårskrigens udbrud, at Martin Luther sømmede sine 95 teser fast til døren på en katolsk kirke i Wittenberg. Denne reformation affødte en lang række konflikter der trak ud i årevis. Endelig så det ud til at de politiske stridsspørgsmål var blevet bilagt ved overenskomsten i Passau i 1552, og i 1555 blev de religiøse stridigheder bragt til ende ved religionsfreden i Augsburg. Det lykkedes ikke for den spanske kejser af Det hellige romerske Rige, Karl V, der var en bitter fjende af protestantismen, at udrydde lutherdommen, hverken ved svig eller krig, og han blev derfor tvunget til at gøre de indrømmelser som traktaterne krævede.

De indrømmelser som de lutherske fyrster fik ved freden i Augsburg, indbefattede religionsfrihed på visse områder: hver fyrste kunne selv vælge hvilken tro han ønskede i sit land, og enhver der ikke var enig med sin fyrste i hans valg af tro kunne frit flytte til et land hvor fyrsten havde samme tro som han selv. Også lutheranere blev medlemmer af den kejserlige domstol. Det blev forbudt at hverve proselytter, og man enedes om at når en biskop eller abbed skiftede tro skulle den katolske kirke beholde retten til hans ejendom.

Denne overenskomst resulterede i at folk i et bestemt område i Rhinland var tvunget til enten at skifte tro fire gange efter hinanden eller flytte til en anden fyrstes land. Endnu en svaghed ved denne traktat var at den ikke tog hensyn til de protestanter der ikke var lutheranere, som for eksempel calvinisterne; dette var en skamplet som lutheranerne var lige så ansvarlige for som katolikkerne.

Karl V, der havde været kejser siden 1519, trak sig tilbage til et kloster i 1556, et år efter religionsfreden i Augsburg, og døde to år senere. Efter ham kom flere habsburgske kejsere som ikke følte sig kaldet til at bekæmpe protestantismens udbredelse. Det ser endda ud til at en af dem var ret venligt stemt over for protestantismen.

Men senere gik det som det katolske leksikon New Catholic Encyclopedia fortæller: „Tilskyndet af jesuitter, kapucinere og af spansk nidkærhed, begyndte de østrigske habsburgere at føre en militant politik med religiøse felttog og omvendelser. . . . I 1618 da de bøhmiske stænder beskyldte kejserens regering for at gribe ind i deres suveræne rettigheder og [religiøse] privilegier, uddrev de med magt kejserens udsendinge ved vinduesudsmidningen i Prag, og derved proklamerede de deres oprør mod det habsburgske styre.“ (Bind 14, side 98) Der skete simpelt hen det at de bøhmiske repræsentanter kastede de mest nedladende og arrogante af kejserens udsendinge ud ad et vindue. Selv om faldet var på omkring tyve meter led de ikke særlig stor skade, for de landede tilsyneladende blødt på en mødding. Men dette blev den gnist der antændte trediveårskrigen i Tyskland mellem katolikker og protestanter.

Krigens bøhmiske og danske afsnit

Bøhmerne greb til våben og havde i begyndelsen held til at slå kejserens hær. De valgte endda deres egen konge, Frederik V — men det var et uheldigt skridt, som endda viste sig at være katastrofalt. Den katolske konge Ferdinand II, som de havde nægtet at anerkende, blev gjort til kejser af Det hellige romerske Rige, hvorved han blev i stand til at mønstre en hær der snart kvalte det bøhmiske oprør. En sådan krig var helt i stil med hans væsen, for han var blevet opdraget af jesuitter. Når han hørte en jesuit eller en munk tale, var det for ham det samme som havde det været Gud der talte; og han erklærede direkte at han hellere ville herske over en ørken end over et kætterland. En historiker har bemærket at det faktisk lykkedes ham at gøre Tyskland til en ørken, men han havde ikke held til at udrydde ’kætteriet’. Han tøvede ikke med at indlede en politik med „dødsdomme, fængslinger og beslaglæggelse af jord“, hvorved han „udryddede den oprørske modstand og svækkede protestanternes styrke“. — New Catholic Encyclopedia.a

Krigens bøhmiske afsnit varede fra 1618 til 1620. Så trådte kong Christian IV af Danmark ind i krigen for at forsvare protestanterne. Han frygtede nemlig at de katolske habsburgere skulle komme til at dominere religiøst såvel som politisk; og for at modstå denne dobbelte trussel trådte han ind i Tyskland med sine hære. Men det gik ham som det gik bøhmerne — hans sejre varede kun kort. Grev Tilly, den dygtige general der anførte hærene for Den katolske Liga (som var blevet dannet for at modstå Den protestantiske Union), og general Wallenstein, der med sine lejesoldater var i Ferdinand II’s tjeneste, tilføjede kong Christian så afgørende nederlag at han var glad da han kunne bede om fred og vende hjem til Danmark. Trediveårskrigens danske afsnit varede fra 1625 til 1629.

Disse sejre over protestanterne gav Ferdinand II mod til at udstede Restitutionsediktet i 1629. Det tidligere citerede katolske værk fortæller: „Denne omfattende religiøse bestemmelse repræsenterede højdepunktet af katolsk reaktion.“ Den berøvede protestanterne alle de små sejre de havde kæmpet så hårdt for at vinde i de forløbne firs år. Som en hævnakt blev frihedens ur stillet tilbage, og stærkt inspireret af jesuitterne betragtede Ferdinand II dette som et vigtigt skridt i retning af at udslette reformationen. Men også mod dette kom der en reaktion. Nogle af de protestantiske fyrster, som hidtil havde været ligegyldige over for den protestantiske sag, vågnede nu op og så hvilken fare de stod over for.

Gustav Adolf kommer til undsætning

Den næste der tog sig af at kæmpe for den tyske protestantismes sag i denne krig der skulle komme til at vare tredive år, var den svenske konge, militærgeniet Gustav Adolf. Han trådte ind i konflikten efter at den havde varet i tolv år, men ville have gjort det tidligere hvis ikke han havde været i krig med polakkerne. Han ankom i juni 1630 med en lille men veldisciplineret hær på 15.000 svenskere. I overensstemmelse med sin religiøse overbevisning knælede han ned og bad da han trådte ind på tysk jord, og han krævede at hans hær skulle deltage i offentlig bøn to gange om dagen.

I begyndelsen mødte han ikke ret megen samarbejdsvilje, idet de tyske fyrster enten betragtede ham med ligegyldighed, misundelse eller frygt. Men efter byen Magdeburgs fald (som Gustav Adolf måske kunne have forhindret hvis ikke visse tyske fyrster havde standset ham) begyndte han at møde lidt mere samarbejdsvilje. Ferdinand II havde i begyndelsen ikke andet end foragt tilovers for Gustav, som han ringeagtende kaldte „en snekonge“ der snart ville smelte når han kom ned i det varmere klima. Men inden længe blev han tvunget til at revidere sin opfattelse af denne „snekonge“. Med sin militære kunnen og grundigt disciplinerede hær vandt den svenske konge den ene sejr efter den anden. I et af disse slag faldt kejserens dygtigste general, grev Tilly.

Ferdinand II havde tidligere afsat Wallenstein som sin general, fordi kejserens fyrster klagede over den måde Wallensteins lejetropper plyndrede deres lande på. Disse lejetropper plyndrede hos både venner og fjender. Men stillet over for Gustav Adolfs store sejre måtte kejser Ferdinand tilbagekalde Wallenstein, som nu stillede så store krav at det efter sigende var ham der var blevet herre og kejseren hans tjener. Selv om Wallenstein var en dygtig general mødte imidlertid også han nederlag for Gustav Adolfs hånd, men ved et efterfølgende slag mistede Gustav Adolf livet.

Mordet på Magdeburg

Magdeburg betyder egentlig „Jomfruens borg“ eller „by“. Protestanterne i denne by var stolte af deres historie. Den ene gang efter den anden havde de slået de katolske styrker tilbage; de havde endda modstået en belejring i et helt år under den katolske kejser Karl V. Nu, næsten hundrede år senere, hånede byen de kejserlige generalers krav om overgivelse. De var sikre på at Gustav Adolf snart ville komme dem til undsætning. Men generalerne Tilly og Pappenheim lod deres tropper storme byen efter en måneds belejring, og den faldt. Det ser dog ud til at forholdene i selve byen også havde en vis indflydelse på dens fald.

Om Magdeburgs fald skriver den tyske historiker Friedrich Schiller: „Her begyndte en række rædsler som historien ikke kender ord for og som ingen digters pen kan prente. Hverken uskyldig barndom eller hjælpeløs alderdom, hverken ungdom, køn, rang eller skønhed kunne dæmpe de erobrendes vildskab. Hustruer blev skændet i armene på deres mænd, døtre for fødderne af deres forældre; og det forsvarsløse køn måtte ofre, både dyden og livet. . . . I en enkelt kirke fandt man treoghalvtreds halshugne kvinder. Kroaterne morede sig med at kaste børn ind i flammerne, og Pappenheims valloner med at spidde småbørn til moderens bryst.“

Nogle officerer fra Den katolske Liga var rædselslagne over hvad de så, men da de mindede general Tilly om at han kunne standse disse uhyrligheder med en ordre, svarede generalen: „Kom tilbage om en time. . . . Jeg vil se hvad jeg kan gøre; soldaten må have nogen løn for farer og møje.“ For at rydde gaderne kastede man over seks tusind lig i Elben, og et langt større antal lig blev fortæret af flammerne. Plyndringen og nedslagtningen blev standset af flammerne men kun for en tid. Man anslår at omkring 30.000 omkom.

Det som historikeren Trench har at sige om trediveårskrigen kan især anvendes med henblik på mordet på Magdeburg: „Det var i sandhed den bitreste ironi at denne krig, som fra først af hævdedes at blive ført for de mest ophøjede religiøse mål, til Guds ære og til gavn for hans kirkes højeste interesser, inden længe skulle blive kendetegnet af en mere skamløs foragt for alle menneskelige og guddommelige love, skæmmet af værre og mere ondartede forbrydelser mod Gud og mod mennesket, Guds billede, end nogen anden krig kristenheden har set.“

Mere og mere politisk

På blot to år — fra 1630 til 1632 — lykkedes det for Gustav Adolf at vende krigen til protestanternes gunst; derefter var protestanternes sag ikke længere tabt. Men det skyldtes kun at det katolske Frankrig kom til protestanternes hjælp. Hvordan kan det være? Fordi kardinal Richelieu, der var den egentlige magtfaktor bag kronen i Frankrig, var besluttet på at det habsburgske hus ikke skulle have lov at dominere Europa. Nu trådte de religiøse hensyn altså i baggrunden, og politiske overvejelser kom mere og mere i forgrunden. Disse år skulle blive vidne til krigens værste faser. På begge sider foretog man plyndringer. Hungersnøden blev så hård at kannibalisme blev udbredt; de nylig døde blev gravet op af deres grave, de hængte blev taget ned af deres galger, børn og fanger forsvandt på mystisk vis. For at gøre det hele endnu værre blev landet hærget af pest. Krigen gjorde ikke alene Tyskland forarmet, den nedskar også befolkningstallet fra omkring 30 millioner til cirka 12 millioner.

Det er intet under at man på hver side fra tid til anden blev træt af at slås og viste tegn på forhandlingsvilje. Disse forhandlinger mundede til sidst ud i Den westfalske Fred. Det var først og fremmest Frankrig og Sverige — som havde vundet store sejre — der dikterede fredsbetingelserne. Franskmændene sørgede for at få visse landområder som de inderligt ønskede, og svenskerne gjorde også visse territoriale gevinster men beskæftigede sig alligevel mest med de religiøse fordele. Det var især takket være svenskerne at fredsslutningen gav religionsfrihed til et stort antal mennesker som aldrig havde haft det før. Calvinister og andre protestanter fik således samme rettigheder som lutheranere, rettigheder som endda gik videre end det der blev tilstået ved freden i Augsburg, og som var blevet annulleret af Ferdinands Restitutionsedikt i 1629.

Kristenheden opfører sig stadig ukristent

Men er alt dette blot et stykke interessant historie? Nej, for det kan sige os noget om visse ting der sker i dag. I Nordirland (Ulster) er der i dag katolikker og protestanter, folk som kalder sig kristne, der hader hinanden og slår hinanden ihjel. Bladet Time skrev den 13. juli 1970: „Et vredesslør hang i sidste uge over Nordirland efter de voldsomste kampe mellem katolikker og protestanter i otte måneder. Foruden at syv mennesker var blevet dræbt, var mindst 250 blevet såret eller kvæstet, forretninger og pub’er var blevet brandbombet og busser væltet for at danne barrikade.“ Og bladet U.S. News & World Report citerede den 26. oktober 1970 en ledende nordirsk politiker for følgende udtalelse: „Dette land er umuligt at styre. Ingen kan blive enige om hvad der skal gøres. Nordirland er et paradoks — et lille, ubetydeligt sted, men djævelsk svært at regere.“ Og praktisk talt alle som bor dér bekender sig til at være kristne, enten katolikker eller protestanter!

Også i hele resten af verden viser kristenheden ved de frugter den bærer at den lyver ved at kalde sig kristen. Alle vegne ser man udbredt kriminalitet og vold, politisk korruption og forretningsmæssig grådighed, stofmisbrug og umoralitet. Og i særdeleshed viser krige mellem folk der kalder sig kristne at disse lyver når de hævder at være Jesu Kristi disciple. Jesus sagde: „Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.“ Det er tydeligt at alle de der kæmper med bogstavelige eller kødelige våben ikke er disciple af Jesus Kristus, Guds søn. — Joh. 13:34, 35.

[Fodnote]